Livets Vidunderlige Have 2

Fortsættelse af Livets Vidunderlige Have 1:

livhavCutRot

Hun er så umådelig grim og lugter så fælt, at prinsen taber alt – også mælet. Han stirrer skrækslagen på den uhyrlige bål-ånd, som fastholder hans blik med gloende øjne. Sulliman ab Raaham mærker, hvordan angsten sætter sig i led og knogler; djinn-ånden taler til ham: “Hvor vover du at betræde denne hellige have, hvem er du?”

Prinsen rejser sig langsomt og alligevel værdigt, kigger roligt på den rædselsfulde kvindedjinn og siger: “Jeg er Sulliman ab Raaham, hvem er du?” “Jeg er den store Fema Nima, bring mig et offer !” Prinsen aner ikke sine levende råd. Den tabte lynende kniv er atter blevet et hestehår. Det rækker han mod ånden. Hendes flammende fangarme griber håret, og prinsen kræver: “Hvad vil du så give mig?” Fema Nima står sitrende helt stille i luften og svarer “Il Shalaam”, hvorefter hun lægger sig til et stille flamme – lige så pludseligt som hun rejste sig. “Il Shalaam” gentager prinsen og bøjer hovedet til tak.

Da Sulliman ab Raaham igen løfter hovedet, ser han, at der fra bålet løber tunger af ild hen mod en gangsti fra bålpladsen ud af vildnisset. Prinsen følger ilden ind i den del af den vidunderlige have, som er omgivet af stille ild, der brænder langs en kanal med rislende vand. Denne del af haven er præget af himmelsk orden, og efter at have vasket sig i det hellige vand, fortsætter Sulliman ab Raaham sin vandring.

Han ser for sig den ene skønne blomst efter den anden, går fra blomst til blomst og følges af vidunderligt syngende fugle med sådan en farvepragt, at han ofte ikke kan skelne fugle fra blomster. Han er helt beruset af de dejlige dufte og den skønne fuglesang. Han suger havens styrke til sig, og han føler sig meget levende.

Ud på dagen når han så langt ind i livets have, at han opdager den lysende mur, der omgiver havens allerhelligste midte. Muren udsender regnbuefarvede lysstråler, der stammer fra det hav af ædelstene, som den er skabt af. Sulliman ab Raaham går langs hele muren rundt for at finde en indgang. Men han søger uden held. Hen mod aften når han det sted, hvor han startede, og han sætter han sig ned for at hvile.

Prinsesse Donasaarah havde trygt lagt sig til at sove aftenen før; men om natten har hun et fælt mareridt. Hun drømmer, at der op af bålet rejser sig en svajende ånd, der vokser og vokser til en kæmpe djinn, der dækker himmelrummet over hende. Det er et uhyrligt uvæsen med hår og skæg og ælde, der hænger i laser. Han lægger sig over den stakkels prinsesse, så hun næsten ikke kan trække vejret. Over sig hører hun den væmmelige djinnånd sige: “Hvor vover du at betræde denne hellige have. Hvem er du?”
Prinsessen trækker vejret dybt og inderligt, og modigt og værdigt svarer hun med bævende stemme: “Jeg er prinsesse Donasaarah, hvem er du?”. Djinnen puster sig op og hvisler: “Jeg er Maska Nimus, hvilket offer bringer du mig?” I prinsessens hånd ligger kamelhåret, som hun rækker frem. Med en hvirvel fanger djinnen håret, og den er lige ved at fordufte, da prinsessen råber: “Hvad vil du så give mig ?”
Fra stemmen langt borte hører hun svaret: “La Iljallaah”. Væk er Maska Nimus. “La Iljallaah”, gentager prinsessen for sig selv, og drømmen viger for søvnen.

Det bliver morgen, og prinsesse Donasaarah vågner ved solstråler, der trænger gennem væksterne i den del af haven, som hun ikke kender. Hun ankom i mørke gennem solnedgangens indgang, og i den opgående sol ser hun nu, hvilken vidunderskøn plet, hun befinder sig på. Et sted kan hun stadig høre det rislende vand, og hun går efter lyden. Det fører hende til en slags indgang til en del af haven, som er behersket af gennemstrømmende ro og harmoni. Den er omgivet at de rislende vandkanaler, langs hvilke et bælte af stille ild brænder.

Prinsessen opdager den ene vidunderligt skabning efter den anden; hun går fra blomst til blomst, medens farvestrålende insekter og syngende fugle følger hende på vej. Hele formiddagen går hun på opdagelse i den hellige have, medens solen bevæger sig over himmelen. Om eftermiddagen kommer hun til ædelstensmuren. Når hun lægger ansigtet helt tæt til muren, kan hun se igennem den.

Indenfor muren er den allerhelligste del af haven. Donasaarah kan se, at der midt i haven er et strålende lyshav, som spejler sig i fire kilder, der udspringer ved lyset. Hun søger langs muren for at finde en indgang. Det er anden gang, prinsessen følger en mur i søgen efter en indgang. Hun nyder blomsternes dufte, fuglenes sange og lysskæret fra murens ædle stene, der glimter om kap i solen, som snart vill gå ned. Pludselig opdager hun, at der i skyggen fra muren sidder en skikkelse. Det er Sulliman ab Raaham.

Sultandatteren og sultansønnen bliver begge overrumplende forbavsede. Tøvende og høflige hilser de på hinanden; men hurtigt opdager de, at de taler samme sprog. Så de fortæller hinanden om deres rejser. De opdager, at de deler længslen efter Livets Have, som de gennem deres korte liv har hørt uendelige historier om. Nu står de i den. Foran Det Allerhelligste.

For at åbne muren prøver prinsen at udtale det “Il Shalaam”, som djinnen Fema Nima havde sagt ham, men intet sker. Prinsessen fortæller om mareridtet med Maska Nimus, og gentager det “La Iljallaah”, som djinnen havde givet; men det virker heller ikke.

“Vi gør det i kor”, siger de i kor. Sammen udtaler de: “La Iljallah Il Shalaam!”

Næppe er det sidste -aam klinget ud, førend ædelstensmuren begynder at forvandle sig. Pragtstenene flyder sammen og forvandles til perler, der bevæger sig opad i muren som dråber, der stræber mod himmelen. Perlerne gror og vokser, så muren åbner sig ved jorden og danner en kæmpe perleport, der åbenbarer adgangen til den allerhelligste have.

Fra porten fører en bred gangsti belagt med ædelstene i alle regnbuens farver. Langs stien er kantsten af kæmpe perler, som ligger for foden af majestætiske træer, hvis bladkroner danner loft højt over stien. Omkring stammerne slynger sig blomstrende planter, hvori fugle og andre dyr leger. Dufte og fuglestemmer fylder luften endnu skønnere end ude i den hellige del af haven. Selvom solen er ved at gå ned, er der et strålende lys, der kommer fra midten af det allerhelligste.

Prinsen og prinsessen går mod lyset, og bag dem lyder en sprød lyd som myriader af klokker, medens perleporten rasler sammen og igen danner den uigennemtrængelige ædelstensmur. Himmelen over dem bliver sort af ørkennatten. Pludselig står der foran Sulliman ab Raaham og Donasaarah en overvældende engel, hvis vinger bruser som et hav af uendelige små vindpust. Engelen ryster blidt de hvide vinger og siger: “Jeg er livsenglen Elgabri. Velkommen i det allerhelligste. Fred være med jer, hvil denne nat under mine vinger”.

Prinsen og prinsessen er helt trygge og temmelig udmattede efter dagens oplevelser, så de kryber ind under hver sin blødeste dunvinge og falder straks i søvn.

Langt ud på natten vågner Sulliman ab Raaham og Donasaarah ved, at de hører livsenglen tale. De kigger ud gennem englefjerene, og de ser en anden engel af ligeså vidunderlige dimensioner.

“Fødselsenglen Elgabri hilser dødsenglen Elmika med nattens fred” hører de englestemmen sige. Dødsenglen hilser på samme ærbødige måde, og den spørger, om havens to gæster er kommet for at blive i haven eller om de blot er på besøg: “Vil de leve eller dø?” Men prinsen og prinsessen hører ikke svaret, da englebruset døver dem i sødelig søvn. De to engle taler sammen resten af natten.

I morgendæmringen svæver dødsenglen Elmika bort, og livsenglen Elgabri ryster sine fjer, så Sulliman ab Rahaam og Donasaarah vågner i solens første stråler. Lidt fortumlede og fulde af engledun ser sultanbørnene hinanden i morgenlys for første gang. De fyldes af glæde ved synet. Sammen takker de englen for nattely og spørger: “Er vi kommet for at blive eller er vi på besøg ?”

“Ved den hellige sten vil I lære om livet og døden” svarer livsenglen Elgabri: “Søg den vise sten – og vælg selv!” Så Sulliman ab Raaham og Donasaarah tager afsked og vandrer mod havens midte, hvor den hellige sten lyser med klarhedens særlige lys.

Da de ankommer til den terningformede sten, ser de, at der fra dens nedre hjørner flyder fire velsignede kilder med mælk, honning, vin og vand. Prinsen og prinsessen vasker sig i det hellige vand. De drikker af livets kilder og lærer hinanden at kende, medens solen vandrer over himmelen. Evigheden gennemsyrer deres sind, og de undersøger kærligheden i hinandens øjne. Det er den kærlighed, som lyser med samme klarhed som visdommens hellig-sten.

Dagen går på hæld, og pludselig står dødsenglen Elmika hos dem. Engelen er uendelig skøn i lyset af det gyldne solnedgang og klarlyset fra stenen. Den løfter sine vinger i sus og dus, hvorefter den spørger: “Vil I leve i evigheden her eller vil i bo i timelighedens verden udenfor?” Længe ser Sulliman ab Raaham og Donasaarah på hinanden fyldte af havelykken. Men som med én mund svarer de: “Vi vil leve livet udenfor!” Englen Elmika bøjer sig over dem og planter det klare lys i deres øjne: “Gå med fred!”

Sulliman og Donasaarah forlader det allerhelligste; og på vejen tilbage mod ædestensmuren møder de englen Elgabri, der bøjer sig for dem, og siger: “Evighedens lys har bundet jer sammen, og I vil leve så længe, I giver det videre !”

De to venner går lysende gennem nattemørket. Foran muren udtaler de igen med fællesstemme “La Iljallah Il Shalaam”. Ædelstenene forvandler sig boblende til den pragtfulde perleport, der denne gang fører dem ud af den allerhelligste have. De vandrer langs vandkanalerne og ildtungerne ud af den hellige del af livets have til bålpladsen i forhaven og videre gennem vildnisset. Lyset i deres øjne viser vejen, og plantvæksterne fulde af liv danner espalier. Netop som solen står op og åbner solopgangens indgang til livets vidunderlige have, træder de forbi vogterfuglene ud på den evige græsgang. Den sorte hingst vrinsker dem en velkomst, og prinsens rejsefæller omringer de to.

På den evige græsgang går den gamle hoppe og den enøjede kamel. De følger med øjnene, at Sulliman ab Raaham løfter Donasaarah op på sin sorte hingst, og de ser dem drage mod Sulliman ab Raahams fars rige.

I Sultanriget ved floden bliver de modtaget af en meget glad sultan, alle hans skønne koner og prinsens mange, mange søskende. Straks bliver der sendt bud til Donasaarahs fars rige med en bryllupsindbydelse til hendes sultanfar, hans dejlige fruer og prinsessens mange, mange søstre og brødre.

Ved forårsjævndøgnets nymåne blev brylluppet fejret. De to gamle sultaner hilste hjerteligt hinanden med fred. Det gjorde også deres haremer af vidt forskellige kvinder og alle deres tilsammen mange, mange, mange, mange velopdragne børn. De få børn, der ikke var så velopdragne, opførte sig helt ordentligt. Fred og fordragelighed fyldte dem alle – og mange venskaber opstod. Og hvis Sulliman ab Raaham og Donasaarah stadig deler lyset, så lever de endnu.

Livets Vidunderlige Have 1

Eventyret om Livets Vidunderlige Have foregår i et gammelt ægte tæppe og fortælles af Anne Voel:

livhav-600

Der var en gang et prægtigt arabisk rige, der blev regeret af en mild og retfærdig sultan. Han boede i et eventyrligt palads med høje tårne og guldbelagte kupler sammen med sine smukke og kloge dronninger og mange, mange velopdragne børn. Det var prinser og prinsesser, der havde alt, hvad de kunne ønske sig. En af dem var prinsesse Donasaarah.

Prinsesse Donasaarahs værelse har vægge beklædt med guldindvævede tæpper. I hendes vinduesruder er glas i alle farver, der fylder rummet med farvede lysglimt. Når hun ønsker det, kan hun tilkalde musikere, der spiller hendes yndlingsmelodier eller historiefortællere, der kan de allerbedste eventyr.

Prinsessen bærer de fineste klæder af den blødeste silke, og blandt hendes smykker findes alverdens ædle stene. Hver dag spiser hun de mest udsøgte livretter, og når hun vil, kan hun lege og spille med sine mange søskende og slottets mange dyr. Hun kan ride på en hvilken som helst af hestene i de kongelige stalde; og hvadend hun ønsker sig, bliver det bragt af en tjener.

Men hun er ikke lykkelig.

Det sker ofte, at prinsesse Donasaarah sidder ved vinduet og stirrer ud i og over ørkenen, der strækker sig så langt øjet rækker udenfor bymuren. Hendes hjemby, den prægtige sultanstad, er en oase. For generationer tilbage var en kilde begyndt at springe i ørkenen, og byen blev grundlagt af det omvandrende folk. Mange mennesker slog sig ned ved den livgivende kilde, og byen voksede til en grøn og rig stad, hvor karavanerne gør holdt.

Prinsesse Donasaarah går altid på torvet, når karavanerne ankommer og fortæller nyt fra verden. Hun sluger karavanefolkets historier om de fjerne lande og fremmede skikke og sæder, medens hun beundrer deres store kameler. Igen og igen har hun hørt beretninger om livets vidunderlige have med den hellige sten, som kun få har besøgt. Hun har hørt, at midt i de evige græsgange ligger livets have, som er en have i en have i en have. For at komme derind må man finde en af havens to bevogtede indgange. Den ene kan kun findes ved solopgang, den anden er kun synlig ved solnedgang. Prinsesse Donasaarah længes efter haven.

En nat, da fuldmånen netop rejser sig over ørkenen, beslutter prinsesse Donasaarah at drage ud i verdenen. I sit værelse kan hun høre, at en karavane er ved at gøre klar til vandring, så hun sniger sig ned i de kongelig stalde. Der iklæder hun sig en stalddrengs lasede tøj og går ud til kamelerne, der alle ligger som skibe i den tyste nat.

“Hvilken en skal jeg vælge” tænker hun ved sig selv, medens hun går fra den ene til den anden. Pludselig hører hun en dyb, dyb stemme, som siger “Med mig kan du rejse til verdens ende”.Prinsesse Donasaarah står helt stille og kigger sig omkring. Der er ikke andre mennesker i kamelgården. Så hører hun igen den dybeste stemme: “Jeg vil følge dig til verdens ende”, og hun ser, at det er en gammel, grå og enøjet kamel, der taler. Hun går hen til den og spørger: “Kan du tale ?”
“Kun til den, der kan lytte” svarer den gamle kamel og fortsætter: “Sid op og vi drager afsted”. Prinsesse Donasaarah sætter sig godt til rette mellem puklerne, og den gamle kamel rejser sig langsomt og ærværdigt. Den nikker til de omkringliggende kameler og duver ud af gården i det selvsamme øjeblik, en karavane kommer forbi på vej ud af byporten. Prinssesse Donasaarah sidder højt på den gamle kamel, og hun ridder sammen med bagtroppen af oppassere ud i den store ørken.

Karavanen rejser i “dagevis” – om natten vandrer kamelerne, og når solen bryder frem, slår de lejr og opsætter de skyggefulde telte. Prinsesse Donasaarah lærer hurtigt oppassernes job; hun opfylder købmændenes ønsker og passer deres kameler. Hvis hun er i tvivl om noget, spørger hun sin gamle kamelven, og han brummer hende et svar, så alle tror, hun er en karavanedreng som alle de andre.

En nat medens nymånens segl ligger i horisonten, sakker den gamle kamel med prinsessen bagud af karavanen. Prinsessen sidder højt mellem dens pukler og blunder, medens karavanen fjerner sig i mørket. Pludselig opdager hun, at hun befinder sig helt alene med stilheden og kamelen i den uendelige ørken. Kamelen har forladt karavanesporet, og den bevæger sig mod et højdedrag i ørkenens horisont. “Hvad sker der ?” spørger prinsesse Donasaarah, medens hun tænker på sin trygge værelse indenfor paladsets mure. Men det er kun et strejf af en tanke. “Jeg er på mit livs rejse” brummer kamelen, “og du er på vej til livets vidunderlige have”.

Medens de strider sig op af højdedraget, dæmrer solen i øst. Bag dem er der sand, så langt øjet rækker. Karavanen forsvandt ud af syne i nattens løb, medens kamelen gik sine egne veje. Nu nærmer de sig højdedragets kam. Prinsessen ser fremad og gisper. I den opgående sols lys ser hun ude i det fjerne det grønneste grønne, hun nogensinde har set. “Haven” hvisker hun. ” Ja, haven”, siger den gamle kamel og lægger sig for at hvile ovenpå nattens vandring. Prinssessen breder tæpper ud som et skyggende telt over kamelen, og hun lægger sig ved dens side og hviler, medens solen vandrer over himmelen.

Da solen atter er gået ned, rejser kamelen sig med prinsesse Donasaarah, og de drager mod det grønneste sted i verden. Snart mærker de duftene af frodigt liv i natteluften. Inden natten er omme, er sandet under klovene afløst af et tæppe af planter. I morgendæmringen opdager Prinsesse Donasaarah, at de er omgivet af skygger. Overalt går alle mulige dyr og græsser fredeligt. De er på den evige græsgang.

Den gamle kamel bevæger sig værdigt og ærbødigt gennem flokkene af græssende dyr hen imod det sted, hvor et grønt krat af filtrede vækster rejser en uigennemtrængelig plantemur omkring den vidunderlige have. I dæmringen ser Prinsesse Donasaarah, at langs den grønne mur ligger en flok kameler, der opmærksomt følger deres vandring med øjnene.

Den gamle enøjede kamel bøjer sig mod flokken og hilser. “Nu er min rejse endt”, lyder dens dybe brummende stemme. “Nu begynder din egen rejse, prinsesse Donasaarah. Gå mod solnedgangen, og du vil finde en indgangen til haven.” Han giver hende et af sine hår og fortsætter: “Brug dette i rette tid og husk, at øjet ikke ser alt. Brug alle dine sanser ! “Derpå lægger han sig hos kamelflokken. Prinsessen stiger af, takker for rejsen og går langs den grønne mur om haven for at lede efter solnedgangens indgang.

Et andet sted i Orienten ligger et andet prægtigt sultanrige ved en flod. Sultanen her har også mange kloge koner og mange, mange velopdragne børn. Den ældste af dem er prins Sulliman ab Raaham. Han er nået til skelsår, og han forbereder sig til den store færd, som skal vise verden og ham selv, om han er den rette til at efterfølge sin far på tronstolen. Prinsen har altid fået lige, hvad han ønsker sig, men han har også lært at faste og tørste og udholde smerte. Han har lært gøre ting til rette tid; og han har lært at vente.

I stalden står hans prægtige sorte hingst, som han var med til at forløse som lille dreng. Under fødslen opdagede Sulliman ab Raaham, at han kunne forstå moderhoppens pinsler. Siden dengang har han ført samtaler med det kloge dyr.Fra hende har han hørt om de evige græsgange omkring den vidunderlige have. Den gamle hoppe længes efter den evige græsgang, og dertil vil prinsen drage på sin store færd.

I ugevis forbereder han sin krop og sjæl til rejsen på den sorte hingst. Natten før afrejsen drømmer Sulliman ab Raaham, at han flyver højt over sultanriget på den gamle hoppe. Svævende oppe i luften udpeger hun tre fjerne afkroge af det store rige og siger: “Søg livets visdom hos gamle mænd, der bor alene og drag afsted med fred”. Prinsen fortæller drømmen til sin rejsefæller, og de drager afsted.

Efter et langt ridt når de til den første vise mand. Prins Sulliman ab Raaham bøjer sig ærbødigt for eneboeren, medens han spørger: “Hvad kan du lære mig om livet ?” Den gamle svarer alle med tavshed. Prinsen kigger op, men eneboeren er forsvundet. på jorden står blot en lille krukke med vand, som han tager med sig.

Sulliman og hans følge rejser videre til den anden vise mand, som opfører sig ligesådan; men her får prinsen lille skål med jord. Hos den tredje vise mand sker det samme, og her er gaven et lille kar med en brændende flamme. Derefter fører moderhoppen an mod den evige græsgang og livets vidunderlige have.

Medens Sulliman ab Raaham nærmer sig haven, vandrer Donasaarah hele dagen langs den grønne mur, det uigennemtrængelige tornede plantekrat, som omgiver livets have. Hun søger solnedgangens indgang. Idet solen er ved at gå ned, står hun ved havens vestligste ende, og pludselig åbenbares en åbning i vildnisset. Foran åbningen fremstår to kologigantiske fugle og vogter indgangen. Deres fjerdragter er i alle regnbuens farver, og deres kæmpekrogede næb skinner i aftensolen, som er de lavet af det pure guld. Deres frygtindgydende kløer er som skarpe syle, og øjnene ser med en isnende kulde som en rovfugl, der har bytte i sigte. Donasaarah står stiv af skræk.

Begge vogterfuglene kaster deres iskolde blikke på den skræmte prinsesse, og hun hører dem skratte i kor: “Vi luftens skabninger spørger dig menneskebarn: Hvad ved du om livet ?” Donasaarah mærker skrækken gennemsyre hele sin krop, og hun lukker øjnene. Som hun står der, kan hun høre noget vand klukke i det fjerne, hun mærker jorden med sine bare tæer, dufter røgen fra ild, der brænder; og hun husker kamelens ord om at bruge sine sanser. Så hun kigger på fuglene og siger med fast stemme:

“Livets kræfter er i vandet, i jorden og i ilden”.

Fuglene kigger intenst på pigen. Den iskolde glans i deres øjne forvandles til lysende varme, og de siger: “Denne have er i sandhed skabt til dig”, medens de flytter sig. Donasaarah går forbi dem ind i den vidunderlige haves yderste have, som gløder i solnedgangens gyldne skær, og indgangen lukkes bag hende, medens mørket falder på. Nu står hun helt alene i det mørke vildnis.

Gennem vildnisset kan prinsessen i det fjerne se et uroligt lysskær. Hun brækker stive og stikkende grene og kviste for at bane sig en vej, – men hun er snart forrevet over det hele. Hun vil binde et tørklæde om sine hænder for at beskytte dem. I folderne finder hun det kamelhår, som hun fik af den gamle enøjede kamelven. I hånden på hende forvandler det sig til en skinnende kniv. Vildnisset trækker sig tilbage og danner en port af løv, som fører gennem mørket mod et levende lysskær.

Prinsesse Donasaarah går mod lyset og kommer til en åben plads i haven, som oplyses af et mildt bål. Bålpladsen omkranses af grønne vækster, der alle bærer bugnende frugter, og prinsessen vælger en håndfuld, som hun velbehageligt spiser, inden hun lægger sig til at sove trygt i det bløde græs ved bålet.

Medens Donasaarah sover inde i den vidunderlige have, rejser Sulliman ab Raaham gennem den mørke nat. Hans lille selskab når den evige græsgang, og moderhoppen gør holdt og siger: “Nu har jeg nået mit livs rejses mål. Du må drage videre. Jeg overbringer dig dette hår fra min manke, som du må bruge i rette tid. Rejs med fred.” Hun nikker et værdigt farvel til sin søn, den sorte hingst, og det lille selskab drager videre mod havens grønne mur.

I det øjeblik solen står op, ankommer de til den østligste ende af livets have. Solopgangens indgang åbnes, idet de første stråler rammer det grønne vildnis. Her står også to frygtindgydende fugle, som skratter i kor: “Vi luftens skabninger spørger dig menneskebarn: Hvad ved du om livet?”.

Prinsen fremdrager gaverne fra de tre vise mænd. Uden ord stiller han krukken med vand, skålen med jord og karret med ild foran fuglene. Fuglene ser, at prinsen ved, at livets kræfter er i vandet, jorden og ilden. Deres hårde øjne bliver milde, og de giver prinsen adgang til haven. Sulliman ab Raaham forlader sine rejsekammerater, og går ind i livets have. Bagved ham lukkes indgangen.

Vildnisset slår sammen om prinsen. Han står der i den vandrette morgensol og aner ikke, hvilken vej han skal gå. Han prøver at bane sig vej gennem stive og stikkende grene og kviste og bliver forrevet. Han forsøger at rette på sine klæder for bedre at beskytte sig, og derved får han fat i moderhoppens hår, der forvandler sig til en kniv, hvis klinge lyner i solen. Pludselig trækker vildnisset sig sammen, og der dannes en lang række blomstrende planteporte, som fører prinsen ind i haven. Han følger vejen, de viser, og kommer til en åben plads med et mildt bål, der er omkranset af givende vækster. Prinsen er træt efter rejsen, han udsøger en håndfuld af de skønne frugter og sætter sig ved bålet for at spise. Pludelig flammer bålet rasende op, og i røgen opstår en frygtindgydende djinn, en kæmpe ældgammel rynket kvinde-ånd. (se djinnen i tæppemønstret!)

Fortsættes i Livets Vidunderlige Have 2.

Fuglenes Forsamling

Fuglenes Forsamling er en samling sufi-historier indvævet i en rammefortælling om fuglenes søgning efter Simurgh. Bogen er skrevet af parfumehandleren/farmaceuten/alkymikeren’s søn Farid ud-Din Attar, der blev født til et liv i rigdom. Men ligesom Gautama blev han “ramt” af den forgængelige verden. Han blev en vandrende dervish.

Hoopoe

Fuglene vælger hærfuglen til leder. Hun har erfaring med at omgås de kongelige, da hun var budbringer mellem Kong Salomon og Dronningen af Saba.

Til hærfuglen kommer fuglene med alle deres forbehold mod at rejse for at finde Simurgh. Arten af opfindsomme undskyldninger viser spektret af menneskelig nøl og selvtilstrækkelighed. Hun svarer med sufiske lignelse/anekdoter.

Hærfuglen forbereder de andre fugle ved at fortælle om rejsen, som går gennem syv dale:

Længselens Dal
Kærlighedens Dal
Indsigtens Dal
Frisættelsens Dal
Enhedens Dal
Forundringens Dal
Forløsningens Dal

Rejsen gennem hver dal indebærer, at den rejsende udvikles/forvandles/omkalfatres i så omfattende grad, at det kan sammelignes med Buddhas vej og Kierkegårds stadieteori.

Fuglenes Forsamling blev udgivet første gang i 1170, og indholdet er lige så aktuelt som nogensinde. De mange korte og indholdsrige aforismer er underholdende og belærende. Sproget og de filosofiske verdener kræver sin læser. Så værket tager den tid, som det tager at følge med sig selv 😉

Plupp og Kanølf

Plupp og Kanølf er småfolk.
Trolde 😉
Venner 😀

Plupp bor i en kåte i Lapland.
Inga Borg malede og fortalte om Plupp’s liv.
Helt vidunderligt:

Kanoelf&Plupp

Kanølfen besøgte Pluppen og lærte at bygge den kåte,
som nu bebos af havens småfolk og pindsvin.
Den graves dybere og dybere – dag for dag…