Sælkvinden

Sælkvinden er en af mange myter om selkiefolket, der er havets sagnfolk, sæler, marsvin, havfruer m. fl., der forvandles til mennesker. Eller omvendt. Til tider under tvang, hvorefter menneskene straffes. I nogle kulturer betragtes selkierne som druknede mennesker i dyreham. Flere af fortællingerne er allegorier på menneskehedens overforbrug og magtanvendelse overfor havet, hvis natur er at give og at tage

Det færøske sagn om en sælkvinde fortælles ved Hellig3Konger, hvor selkiefolket drager på land, afkaster dyrehammene og danser.
En ung fisker så dem og snuppede det fineste skind. Det tilhørte en sælkvinde, som derefter levede med ham og fødte en datter og en søn.

Fiskeren havde låst hammen ned i en kiste og bar nøglen i en kæde. Men en dag fandt sælkvinden en ønskebensknogle fra en havfugl i strandkanten. Da manden sov, byttede hun den med nøglen. Medens fiskeren var på havet, opdagede han knoglen og vidste, at kvindesælen var svømmet hjem til sit oprindelige folk.

Hvert år drog fiskerne også på sælfangst, og engang kom sælkvinden til fiskeren i en drøm. Hun bad ham mindeligt om at undlade at dræbe udvalgte sæler; men sælfangerne lod hånt om hendes bøn og dræbte i overflod.
Så kom kvindesælen til ham som en frygtindgydende troldkvinde og proklamerede, at mænd fra øen ville drukne og falde fra klipper, indtil de var så mange, at de kunne danne ring omkring øen.

Forbandelsen er endnu ikke fuldbragt, og mænd fra egnen tages stadig af naturen…
Naturen giver, naturen tager. Livets evindelige rytme.

Se også Festens Gave og Havets Moder

Blandt mennesker findes kvinder, der ikke kan tilpasses samfundets normer. Selkiekvinderne…  😉

Ørentvistens Medicin

Ørentvistens medicin udledes ved at sætte ord på dens udseende og opførsel/biologi. Derefter oversættes egenskaberne på samme måde som ved symboltolkning under drømmetydning.

Brunt leddelt insekt med hemmelig flyveevne.
Ørentvisten tilhører ordenen Dermaptera (hud-vinger), fordi dens vinger er tynde, bløde og elastiske. De foldes radiært og på tværs i op til 40 lag!
Men dyret flyver sjældent; flyveevnen er en hemmelig pakke. 🙂

Social, jordboende og omsorgsfuld kannibal.
Han og hun finder sammen om efteråret og lever gennem vinteren i en jordhule. Når æggene er lagt, forsvinder hannen; ofte ædes faderen af moderen. Energitilskuddet bruger hun til pleje af ungerne, der gennemgår flere nymfestadier, som ved hvert hamskifte fremkommer hvide i få timer. Under sidste stadie lægger moderen sig til at dø, så ungerne kan fortære hende.

Nataktiv, altædende og lyssky.
Ørentvister æder alt fra smukke farverige blomster til rådne stinkende kadavere; de deltager i naturens natlige renovation og gør sjældent stor skade. Når lyset bryder frem, søger de mørke og trange steder, hvor de har kropsberøring med omgivelserne. De fanges gerne i fugtigt bølgepap – og i postkassers aviser.

Overtro.
En sejlivet skrøne beretter, at ørentviste søger ind i menneskeører for at lægge æg; men dyrene opholder sig sjældent inde i huse, hvor miljøet er for tørt. Ørentvisten ser drabelig ud med haletangen (tvisten, han: krum, hun: ret), som kan løftes i forsvar; men den er uskadelig overfor mennesker. Skueværk! 😉


Ørentvistens medicin kan altså have noget at gøre med hemmelig flyveevne, indpakkede talenter, omsorgsfuldhed, hamskifte, opofrelse, kannibalistiske træk, oprydning, kropsnærhed, lyssky handlinger, paranoia, jordforbindelse, pralværk og andre egenskaber, der åbenbares for det opmærksomme menneske. Mødet med ørentvisten, dens opførsel overfor ‘seeren’, og seerens reaktion på mødet, er ørentvistens givende meddelelse. Medicinen…


Mkh til en særlig læser 😉

Se også Spættens Medicin, Spurvehøgens Medicin og Kobbersneppens Medicin!

Høsttidens Højtid

Høsttidens højtid fejres idag med bål og ritualer, der samler menneskenes opmærksomhed og kræfter. Fire gange i løbet af solåret fester vi for Moder Jord og den mad, som jorden giver os. Høstfesten er den tredje af solårets fire jordfester:

Lysfesten 2. februar: Moder Jords jomfruelige mandbarhed
Vårfesten/Løvspringsfesten/Valborgsaften, 30. april: Moder Jords liflige frodighed.
Høstfesten 2. august: Moder Jords modning og afkom.
Mørkefesten/Løvfaldsfesten/DeDødesNat, 31. oktober: Moder Jords forfald og hvile.

Festerne omfatter gentagne ritualer, som selvfølgelig indeholder en helende myte. Høstfesten falder under den helende måne, hvis kraft er at erkende, beundre og leve de livsmønstre, som er naturens livsnerve. I hver af os selv og i samklang med andre.

Høstfestens myte handler om naturkvinden Sif – og om hendes mænd…  😉
Sif gør os opmærksom på, at idag bliver efterfulgt af imorgen, at overlevelse afhænger af forråd, og at livet er en leg – i kærlighed!

Tidligt i tidernes morgen levede Sif i skoven. Hun var barn af naturen, færdedes på ski og nedlagde sin føde med bue og pil. Hver dag levede hun fra hånden til munden, og hun stod sig godt med både luftens lysalfer og de underjordiske svartalfer. Småfolkene betragtede hende som deres yndling, og hun var et af de få foretagender, de arbejdede sammen om.

Naturkvinden Sif kendte alle planter og alle dyr; og hun kendte alle de rejsende, der drog gennem skoven. Hun tog sig gerne kærligt af farende svende, som derfor ofte havde ærinder i Taksdale, hvor Sif dengang holdt til. Charmøren Loke var en af hendes yndlingsgæster. De kunne bruge dage og nætter på lege, hvor de trænede Lokes evne til at forvandle både sig selv og hende efter deres godtbefindende.

Kærlighedslivet medførte, at Ull blev født en sensommerdag, da bær bugnede på skovens vækster. Sif lod sig forvandle af moderskabet. Hun lærte, at hver dag bliver efterfulgt af imorgen. At efter sommer kommer vinter. Så med ansvar for det lille drengebarn måtte hun nu tænke på vinterforråd. Dværgfolket anviste hende en grotte tæt ved deres varme esser, hvor rindende vand piblede af klippen året rundt.

Gennem Ulls første vinter lærte Sif at være stedbunden. Hun var ikke længere den, der opsøgte vandrere i skoven. De kom til hende. Blandt de besøgende var Jords søn med Odin: Vildbassen Thor var en udfordring for harmonien i skoven. Han jagtede gerne alt, der bevægede sig; men Sif kunne tæmme ham.

Ull voksede op med mange mandlige forbilleder, hvoraf flere kunne være hans far. Det var der ingen, der tog så nøje. Drengen gik i sin mors fodspor og forfinede hendes evner på ski og med bue og pil.

En dag kom Thor meget målrettet på besøg. Der var aldrig nøl i hans handlinger, og Sif brød sig godt om hans mandighed. Så da han tog hende med et fast greb i hendes smukke hår, fulgte hun med ham hjem. Ull blev i Taksdale nær sortalferne.

Sif blev optaget i gudernes kreds ved et gevaldigt bryllup, som ingen senere helt kunne mindes. Hun vedblev dog med at tilbringe det meste af sin tid i skovene, hvor hun ofte besøgte sine dværgevenner. De oplærte hende i sortekunster, som hun anvendte i stilhed. Især i forhold til sin heftige husbond.

Ægtemanden Thor var den perfekte husbond for naturkvinden Sif. Han var nemlig sjældent hjemme, så hun kunne leve og strejfe, som hun altid havde gjort. Loke og de andre vandrende gæster besøgte hende stadig. De indrettede sig efter Thors gåen og kommen, og Sif fødte børnene Trud og Modi. Hun vidste, at børnene skulle overleve Ragnarak, så hun opdrog dem til at kunne leve under alle forhold.

Når Thor havde været på farten i flere dage, kunne han være meget fuld af mandighed, når han kom hjem. Sifs store hår var ikke blevet mindre med årene, og ægtemandens greb om frisuren var en del af deres lege.

Men en dag syntes Sif, at hun trængte til forandring. Hun rådslog med sine svartalfvenner om en ny hårmode. Dværgene ville gerne vise deres evner som make-over-kunstnere, og de arbejdede gerne sammen med Loke. Så en dag, han var på besøg, afklippede han Sifs hår under en ikke helt beskrivelig leg. De frydede sig begge. Indtil Thor vendte hjem.

Thor blev rasende over hustruens nye frisure. Hans forståelse af, at han havde mistet grebet i ægteskabet fik ham til at gå ase-amok. Loke holdt sig klogeligt på afstand i den tid, det tog for Sif at overbevise ægtemanden om, at hun kunne få svartalferne til at skabe en hårpragt, som aldrig var set lignende.

Dværgene var tændte på opgaven, og i samråd med Sif udviklede de et kunstværk af guldhår, som slog rod i hendes hovedbund. Med stolthed udførte de gudindens ønsker, der var anderledes spøjse, end de selv plejede at tænke. Gudinden ønskede, at de gyldne lokker skulle have slangeevner under visse akter, som ikke beskrives nærmere her.

Et af hendes andre påfund var, at det skinnende guldhår kunne brænde nallerne på den, der tog fat i håret, når ejerinden ikke ønskede det. Det medførte, at Thor af og til sås med handsker for at skjule forbrændte hænder. Andre af hårets egenskaber kendte kun hun – og Loke.

Uddrag af bogen Nordens Mytologiske Årstidsfester.

Helende Måne

Helende Måne er over os. Frugtudviklingens og helingens tid, hvor naturens indadvendthed og menneskenes udadvendthed styrkes.

At hele er baseret på det klarsyn, at naturen er hellig.
Hel.
Gennemsyret af fuldkomne og gentagne rytmer og mønstre.
Skaberværkets natur er at hele – sig selv!
I evindelighed.

Menneskets evne til at hele handler om at hele sig selv: At kende sig selv og at se, lytte og handle i overensstemmelse med naturens visdom, naturvidenskaben og godheden.
Evnen indebærer altså at kunne indse naturens medicin, livsrytmer og mønstre – også i sig selv – og handle derefter.

At hele sig selv er en krævende kunst, hvorved også Jorden heles.
At kunne hele andre er en depraverende illusion…

Heling kan inspirere. Når vi er opmærksomme på hinandens helende veje, så kan vi modtage læringer, som vi kan hele os selv med – og dermed ‘smitte’ hinanden… 😉

Hele-månen er ny idag; den er solårets ottende måne efter månetider, hvor vi fik kræfter til at
1.  åbne opmærksomheden efter mørketidens hvil,
2.  erindre det forgangne års læringer,
3.  vælge de gode erfaringer,
4.  se nye visioner og horisonter,
5.  lytte udad og indad til ukendte muligheder,
6.  fortælle og lade os fortælle ind i sammenhænge
7.  agere kærligt for fred…

Se også Gudinder og Månekællinger

Hil den helende måne!

P. S. (efter udmattende havearbejde 😉 ):
NATUR-ligt forfald, alderdom og død er HEL-hed; den slags kan selv ‘heling’ ikke forhindre!

Livets Gavebod

livets gavebod
altid overraskelser
se lyt vælg modtag

uforventede glæder
tilfreds taknemmelighed

* * *

ulykkens vildspor
målsætninger og higen
 utilfredshedens afvej