Myten om Frigg

Myten om Frigg fortælles ved efterårsjævndøgn:

Myten om Frigg

Frigg var høvdingens kone, dronningen, Den Store Moder. Da hun indgik giftermål med Odin, var han allerede far til Thor, hvis mor var Jorden. Odin var en inkonsekvent, uberegnelig og ustadig far, og knægten var uregerlig. Han havde brug for Friggs faste hånd.

Høvdingekonen opdrog Odins tre sønner, hammerkasteren Thor, rimsmeden Brage og ulveopdrætteren Tyr sammen med de tre drenge, som hun var mor til. Den rapfodede Hermod, den tænksomme blinde Høder og den milde yndling Balder. Familieskaberne var spegede. Om det var Odin eller hans brødre, der var fædre, står åbent; men alle sønnerne får vigtige roller under Ragnarok.

I fordumstid var Frigg, Freja og Gullvejg en hellig treenighed. Selvom Frigg gik stille med dørene, så var hun mægtigt sejdkyndig. Hun var den regerende magiske hustru bag den såkaldte alfader Odin. Hendes domicil var Fensale, hjemmet ved mosen.

Sejdmageri omfatter indsigter i både fortid og fremtid. Da Kvasir i vølveskikkelse besøgte Frigg og Odin, var det hende, der forstod, at profetien om Ragnarok også indeholdt en ny fremtid. Ved sit klarsyn så hun, at det krigeriske, voldelige og destruktive liv skulle afløses af en fredeligere, omsorgsfuld og bæredygtig tilværelse. Frigg erkendte, at hendes drenge ville få hovedroller i den store omvæltning, der på ondt og på godt ville medføre en forandring, som hun egentlig billigede.

Også Odin var klar over, hvor det bar hen. I skikkelse af Vegtamr opsøgte han Hel for at høre hendes udlægning. I Helheim var der dækket op til fest, da hun ventede Balder og Nanna. Odin ville vide, hvem der skulle hævne Balders død, og Hel forudsagde endnu et brodermord. Odins søn med Rind, Vale, skulle dræbe hans søn med Frigg, Høder. End ikke Odin kunne hindre historiens gang.

Da Friggs yngste søn Balder fik drømme, der fyldte hans vågne timer, vidste hun, at tiden var inde. Hun kendte hans drømme, og hun havde forberedt den rolle, som hun var udvalgt til at spille. Balder var lys af sind og alles kæledægge, men han blev mørk. Hans drømme handlede om, at alle skulle efterstræbe ham, og at han skulle dø. Hans tungsind bredte sig til alle omkring ham.

Gudernes hverdag blev tynget. Ingen ville tro Balders syner. Men både Frigg og Loke vidste, at de var forvarsler om Ragnarok. Loke var imidlertid den gud, der var kendt for at få det bedste ud af nutiden her og nu. Han var ekspert i at leve i nuet, selvom han havde dyb visdom om fordumstiders fremtider. Sammen med Frigg udtænkte han en festlig underholdning til fornøjelse ved gudelivets ophør.

Underholdningen gik ud på at modbevise Balders drømme ved at gøre ham til mål for gudernes våbentræning. Den sejdkyndige Frigg skulle forinden afkræve, at alle levende og døde ting skulle love, at de ikke ville skade hendes udvalgte søn. Men hun tog ikke alverden i ed, for på hendes verdensvandring mødtes hun med Loke i skikkelse af den afsides levende kone Tøkk.

Tøkk var en af Lokes mange forklædninger. Han var jo fader til ulven, ormen og Hel, som virkede sammen for det guddommelige mål at frelse Balder for Ragnarok. Han skulle gå forrest i den nye verdens skabelse, og derfor skulle han fjernes fra Asgård, inden den store katastrofe. Frigg, Tøkk og Hel havde udtænkt den store drejebog, som nu blev sat i værk. Kvindelist.

Blandt alle døde og levende ting findes en besynderlig skabning. Misteltenen er en hellig vækst helt uden jordforbindelse. Den stedsegrønne plante lever i hellige træer, der nærer den med deres livsvæsker. Snylteren har perlelignende bær og er giftig. Frigg afkrævede ikke ed af misteltenen, da hun vidste, at den magiske plante var udvalgt til at bringe Balder til Hel.

Da Frigg vendte tilbage fra sin verdensomrejse, var våbenfesten forberedt, og især Thor og Tyr glædede sig til at afprøve kræfter. Balder var parat til at flygte; men Frigg trak ham og hans kone Nanna til side. Så fortalte hun på bedste sejde-vis, at Balders drømme var en del af visionen om Ragnarok, og at de to var udvalgte til den næste verden. Hun indgød Balder mod til at tage imod det, der ville komme; og hun lærte Nanna at dø af sorg.

Under megen hujen, våbenlarm og Brages skjaldedigtning gik beskydningen i gang. Først afprøvedes det svage skyts, og Balder syntes usårlig. Guderne gejlede hinanden, og da Thors hammer Mjølner opviste flyveegenskaber, den aldrig tidligere havde vist og undveg målet, så kendte jubelen ingen grænser. Den blinde Høder stod stille og lyttede. Også Frigg var tavs. Hun sendte da et øjekast til Loke.

Efter at have forladt Tøkks sted, havde Loke iført sig en fjerham og var fløjet bort til misteltenens levested. Af det besynderlige væsen fik han en pilespids, der trods sin blødhed indeholdt dødbringende gift. Derefter besøgte han guden Ull i Taksdale. Han var søn af Sif og kendt for sine evner til at stå på ski og skyde med bue. Ull levede mellem de hellige takstræer, og han var ved at pakke til våbenfesten. Af ham lånte Loke både en bue og en pil, hvis spids han udskiftede med misteltenen.

Da Balder så, at Loke gav bue og pil til Høder, vidste han, at prøvelserne straks ville være ovre. Han smilede til sin broder, der intet så, og lod smilet vandre til sin moder. Hun gengældte smilet i uendelig omsorg. Høder affyrede pilen, og han hørte, at verden blev ramt af en lamslående stilhed.

Idet Balder segnede, sørgede Nanna for at dø af sorg. Stilheden blev afløst af en skingrende jammer, der udfoldede sig værst i Høders bryst. Frigg satte sig med sin døende søn i skødet og forberedte ham på rejsen til Hel. Fra Odin fik han med sig ringen Draupner med henblik på løskøbelse fra Helheim.

Balders og Nannas ligfærd skulle ske ad skibet Ringhorne. Alle guderne var samlede i sorg. Også mennesker, jætter og småfolk sørgede, da Balder altid havde været fredens mand. Da Thor skulle søsætte skibet, spændte han kraftbæltet Megingjord, men alle hans kræfter rakte ikke, da Loke brugte alle sine kunster for at tilbageholde skuden. Den stod urokkeligt fast. Da Thor trods torden og lynild måtte erkende sin begrænsning, sendte Loke øjekast til sit afkom.

Forklædt som Hyrrokkin red Hel frem på ulven med ormen som tømme. Lokes børn forenede deres kræfter og gav Ringhorne et gevaldigt skub, så skibet for af strand. Stenene gnistrede og skibet stod i brand. Thors krænkede stolthed flammede også op, så han ville kløve kvinden; men guderne stoppede ham. I ustyrlig vrede sparkede han dværgen Lit ind i ilden. Alle andre stod som forstenede og øjnede det brændende skib, medens mørket sænkede sig.

Sorgen og savnet over Balder fødte håbet om, at Hel ville frigive ham. Frigg lod Hermod låne Odins hest Slejpner, hvis mor var Loke. I ni dage red Balders bror på ‘shamanens hest’, og Gjallerbroen dundrede højlydt, da han red over den til Helheim. Møen Modgunn var kendt med ugunst, modvilje, misundelse og andre skygge-egenskaber, som hun kaldte ved navn. Men hun så hverken Nanna, Balder eller Hermod som skygger. Alligevel blev de lukket ind.

Inde i Helheim sad Nanna og Balder på højsædet og tog imod Hermod. Hel bød ham velkommen og spurgte, hvad hun kunne hjælpe med, selvom hun udmærket godt vidste, hvad det drejede sig om. Da Hermod havde fremført sit ærinde svarede hun, at hvis alle ville græde for Balder, kunne han frigives. Balder selv virkede ikke særligt nedtrykt, og da Hermod forlod salen, fik han Draupner, da Balder vidste, at han ikke skulle bruge ringen.

Guderne drog rundt i de ni verdener og bad alle græde for Balder. Hel varskoede sin far, og Loke tog atter skikkelse af Tøkk. Han så frem til Ragnarok, da han vidste, at først da ville han slippe fri for den straf, der hang over hovedet på ham. Da guderne kom til Tøkk, fik de det svar, at Tøkk kun vil græde tørre tårer. Det var aftalen mellem Hel og Loke, så Balder blev i Helheim.

Loke blev gjort til syndebuk. Han blev bundet med sønnen Narfes tarme i en hule. Over ham fæstnedes en slange, der uafbrudt spyede galde og edder over ham. Jorden skælvede ved hans lidelser. Lokes trofaste hustru Sigun levede hos ham og opsamlede slangegiften i et kar; men hver gang hun måtte tømme karret, rystede verden i Ragnaroks vold.

I Fensale mærkede Frigg jordrystelserne. Dronningemoderen forberedte gudeverdens ende. Hun havde hidkaldt Liv og Livtraser, som skulle overleve Ragnarok. De blev indviet i levekunst og sejdmageri, og de fik overdraget de gyldne runetavler. Efter indvielsen drog de to børn i ly i Yggdrasils top, hvor de vil overleve gudernes skæbne og skabe en ny verden i Den Store Moders ånd.

Uddrag af bogen Nordens Mytologiske Årstidsfester.
Udgivet af mytekredsen.dk

Sol og Måne, Dag og Nat

Myten om Sol og Måne, Dag og Nat

Mundilfare var en mand, der elskede sine vidunderlige børn, der var så strålende, at han kaldte sønnen for Mane(Mani) og datteren for Sol. Guderne blev vrede over sådant overmod, så de gjorde børnene til slaver på himmelhvælvet. Sol styrer vognen med gudernes sol, som er skabt af gnister fra Muspelheim. Måne styrer gudemånens ny og næ.

Nat var jætten Narfes mørklødede datter, og hun blev mor til sønnen Dag. Han skinnede ligesom sin fader Delling, der var af gudernes slægt. Moderen Nat og sønnen Dag har hver en hest. Forrest rider Nat på Rimfaxe med mørket, der fugter jorden med rim og dug. Dags hest er Skinfaxe, som bringer lyset og den tørrende morgenbrise.

Men i Jernvedskoven på kanten af verden huserer den sejdkyndige jættekvinde Angerboda. Hun er mor til underverdenens dronning Hel, ormen Jørmungand og ulvene Fenris, Skoll, Hate samt diverse varulve. Skoll jager Sol over himmelen, og Hate forfølger den flygtende Mani.

Når månen er fuld og meget synlig, er det rasende vanvid på spil. Varulve og manier. Jættekvinden hujer ad sit afkom, så både menneskers og guders tanker og tider løber løbsk. Ved Ragnarok indhentes Sol og Måne, og vanviddet hører op.

Mytekredsen

Mytekredsen er en forsamling af synlige og usynlige fortællere, som søger ude og inde, højt og lavt, i himmelen, i jorden, i gamle bøger og i sig selv for at samle mønstre, myter og magier i helende historier.

Hjemmeside:  mytekredsen.dk