Afrodisiske Gryderetter og Økologi

Afrodisiske gryderetter bliver ofte serveret i Isabel Allende’s romaner, når hovedpersonerne er udmattede af kærlighed og kamp. Lokale fødevarer lag-lægges i en storgryde, der simrer i timevis. Nederst lægges det tungeste kød, som skal gennemmørnes, senere tilsættes lettere fjerkræ og derefter fisk og skaldyr. Et kvarter før servering idrysses et hav af krydderurter.

AfroditeGryde

Servering indledes med små suppeportioner, som slubres i sig. Den må gerne sive ud af mundvigene og lande på lavere kropsdele. Når suppen har forberedt fordøjelsen, angribes lagene i gryden et for et, medens deltagerne fortæller opdigtede historier om de indgående planter, havdyr, fugle og pattedyr. Et sådant måltid er en langvarig fest.
Dresscode: gevandter, der tåler indfedtning og afklædning 😉

Tre eksempler på Isabel’s gryderetter:
Alpegryde i den tyske koloni i Chile (Eva Luna, side 81)
Kreolsk gumbo i New Orléans (Øen Under Havet, side 232)
Curanto på øen Chiloé (Maya’s Dagbog, side 61)

Ruskumsnusk var min mors danske hverdagsudgave af himmelsk gryderet. Ligesom den kreolske gumbo kan opbages med roux, karameliserede min mor selv den brune sovs. Deri tilsattes den forrige uges madrester + engelsk sovs. Madresterne kunne være kørt gennem kødhakkeren, og så kaldte hun retten for hachis. Nam-nam!
Serveret med et farverigt pift af årstiden.
Økologisk praksis!
Præ-kompost 😉

Isabel Allende

Isabel Allende er en af nutidens største forfattere. Hendes forfatterskab omfatter lidenskabelige historiske romaner, en novellesamling, tre ungdomsbøger, tre selvbiografier, en erotisk kogebog og en decideret krimi. Hun er ikke vild med prædikatet magisk realisme, fordi det forveksles med fantasy og urealisme. En stor del af hendes magiske scener er taget direkte ud af virkeligheden. Ligesom de undertrykkende voldsbeskrivelser – og de erotiske kærlighedsepisoder.

Allende’s mænd er lige så farverige, lidenskabelige og farlige som hendes kvinder. Passionerede elskere og voldsmænd. Hun sætter uden blusel ord på romanfigurernes liv, hvorved hun beskriver samfundskræfter i fortidens og nutidens forskellige politiske og religiøse miljøer. Mange grusomme og saftige passager er ikke for sarte sjæle.

IA-roses(Isabel-Allende-Archives)

Nørre Nebel Bibliotek‘ s chefbibliotekar 😉 Louise Rauff Tranborg, inviterer til samtaleaften om Isabel Allende:

Onsdag den 21. marts kl. 19.
Alle er velkomne!

Det er ved forårsjævndøgn, og over hele kloden samles folk for at fejre, at dag og nat er lige lange. Vi vil deles om IA’s fortællinger og læse fra hendes værker. Arrangementet er gratis, men af hensyn til stoleopsætning kan tilmelding ske her:

Litteratursamtale: Isabel Allende

IA er 75 år og bosat i Californien. Chilensk immigrant efter eksil i Venezuela.
13 kvindeskikkelser fra hendes romaner er beskrevet i tidligere klummer.

13 Kvinder og Afrodite

13 kvinder fra Isabels Allende’s univers er omtalt i tidligere klummer. Trods forskelligheder er de alle beåndede af Afrodite.
IA har den formidable evne at beskrive kvinder, så man synes, at de hører til ens nærmeste medsøstre! Inde under huden. Kvindernes sansninger af egen krop, dufte, safter, ydre og indre sår, brud og helinger. Og oplevelser med vidunderlige, tiltrækkende og frastødende mænd!
Samt den gennemsyrende fornemmelse af naturen, årstiderne og den rette mad på rette sted til rette tid.

Afrodite er IA’s sanselige “fagbog” om kvindeliv. Bogen er kaldt en kogebog, men kunne lige vel rubriceres som erotika eller selvbiografi. På titelbladet læses:

“Disse erotiske strøtanker er tilegnet pjankede elskende, men også forskræmte mænd og nedtrykte kvinder”

Bogen er et erotisk værk fyldt med saftige beskrivelser af en lidenskabelig kvindes sanserige verden. En nutidig heksebog!

Da Isabel var teenager, levede hun som isoleret diplomatdatter i Beirut. Familiens sparsomme bogsamling omfattede en rødt læderindbundet spansk udgave af 1001 nats eventyr, som blev grundlaget for pigebarnets dannelse i puberteten. Senere suppleret med Casanovas livshistorie, Kama Sutra, østerlandske pudebøger og andre erotiske klassikere. Den slags fortællinger strømmer i forfatterens blod, krydret med klassiske frugtbarhedsmyter og indianske sagn, og de gennemsyrer kvindeskikkelserne i hendes romaner. Oftest som underforståede personlighedstræk, men af og til formuleret utvetydigt. I dejlige erotiske udfoldelser og saftige madbeskrivelser spredt i alle romanerne.

Disse strømmende livsenergier flyder over i Afrodite, hvorfra en drøm citeres (side 24):

“… jeg anbragte Antonio Banderas nøgen på en mexikansk tortilla, hældte guacomole og stærk pebersauce ud over ham, rullede ham sammen og guffede ham i mig.”
….
“…da jeg fortalte min mor om disse råheder, rådede hun mig til at gå til en psykiater eller en kok.”

Sådan er tonen! Også i den sidste tredjedel af værket, som er kogebogsafsnittet. De første to tredjedele omfatter bl. a. afsnittene Afrodisiaka, Duftenes sammensværgelse, Etikette, Med tungespidsen, Forbudte urter, Orgier, Voldsomme elskovsmidler og Hvisken, der indledes således (side 109):

“Manden står nærmere aben end kvinden gør”, hvorefter en længere argumentation føres, der fører til udsagnet: “Vi kvinder har en mere udviklet fornemmelse for det latterlige…” som fører til konlusionen, at “G-punktet findes i ørerne, og den der søger længere nede spilder både sin egen og vores tid.” 😉

Isabel Allende er en nutidig humoristisk Scheherazade. En gudindebenådet storyteller!

IA-Scheherazade

(Isabel-Allende-Archives)

De 13 omtalte kvinder er beskrevne i tidligere klummer:
Zarité, Isabel og Eliza
Paulina, Aurora og Clara
Inés, Violette og Alma
Irene, Maya, Irina – og Paula

Irene, Eva, Maya – og Paula

Irene, Eva og Maya er unge fortællersker i Isabel Allende’s romaner:

Irene tilhører det chilenske borgerskab under militærdiktaturen, som hendes mor sympatiserer med. Hendes far forsvandt, da hun var 3 år. Irene er journalist på et dameblad og skal giftes med en militærmand, men hun har ører og øjne for historier, som det er forbudt at nævne.
Kærlighed og Mørke er IA’s anden roman, en lidenskabelig historie om kærlighed og vold.

Eva er født til at være tjenestepige i de store huse. Hendes mor voksede op i klostre og tjente hos en læge med et videnskabeligt bibliotek, som hun gennempløjede. Med kombinationen af naturvidenskab og bibelhistorier i fantastiske sammenslyngninger danner hun datterens eventyrlige fantasi.
Eva Luna er IA’s tredje roman, som handler om den uforknytte Eva Luna, der med flid kaster sig ind i livet med valgsproget: “ord for goder!”

Maya vokser op hos sin chilenske farmor og hendes afroamerikanske astronom-mand. Hendes mor er dansk og forlader sin datter kort efter fødslen. Faderen er pilot over hele kloden. Maya skriver dagbog om sin opvækst i Berkeley’s hippiekultur, gangstermiljøer i Las Vegas og det chilenske ø-samfund, hvor hun er gået under jorden på flugt fra den kriminelle underverden.
Maya’s Dagbog er en hårrejsende jeg-fortælling om et år i en 19-årig piges liv.

IA-global(Isabel-Allende-Archives)

Zarité, Isabel og Eliza, Paulina, Aurora og Clara, Inés, Violetta og Alma, Irene, Eva og Maya er blot tolv af de mere eller mindre fiktive kvinder, der lever i Isabel Allende’s værker. Men hun har også skrevet en erindringsbog om sin datter, der døde i hendes hjem efter måneder i koma:

Paula blev født i Chile, datter af storytelleren Isabel Allende, der har rødder tilbage til de første conquestadorer. Paula’s farforældre stammer fra England, og den lille pige knyttedes til sin farmor. Men hun rives op med rode, da hendes forældre må flygte fra diktaturet. Hendes nysgerrighed og medfølelse giver hende et liv i menneskehedens tjeneste, men hun bliver syg og dør kun 28 år gammel.
Bogen Paula er en mors hudløse brev til sin datter omhandlende fælles oplevelser og moderens erindringer, der formuleres til datteren i døden.

Efter Paula’s død oprettede Isabel Allende en foundation, der har til formål at støtte udsatte piger og kvinder. På en rejse i Indien havde IA oplevet at få en bylt forærende af en kvinde under et akacietræ. I pakken lå en lillebitte babypige! IA gik i chok; hendes chaufføren tilbageleverede straks lillepigen…

Ines, Violette og Alma

Inés, Violette og Alma er immigranter. De forekommer i Isabel Allende’s romaner og tilbragte barndommen i henholdsvis Spanien, Haiti og Polen i forskellige århundreder.

Inés er hovedpersonen i Inés, min sjæls veninde, som er en voldsom historisk korrekt roman om spaniernes erobring af Syd-Amerika i 1500-tallet. I Spanien gifter hun sig med en uansvarlig eventyrer, der forlader hende for Den Nye Verden. Hun forfølger ham og bliver en del af conquistadorernes blodige erobring af Chile.

Violette er den agtede kreolske kurtisane, der betjener borgerskabets herrer på Sainte-Domingo, som efter et blodigt slaveoprør kaldes Haiti. Øen Under Havet handler om slavernes historie i Caribien i slutningen af 1700-tallet. Efter slaveopstanden flygter hun til New Orleans, hvor hun opbygger en ny tilværelse.

Alma er den centrale kvinde i værket The Japanese Lover. Hun er datter af polske jøder, der overlod hende til familie i Californien under 2. verdenskrig. Bogen handler om, hvordan hun skaber sig et langt passioneret liv i skyggen af krig, vold og deportationer i 1900-tallet.

De tre historiske romaner er mesterværker, som bygges op om intense kvindeskæbner, der beskrives så sanseligt, at læseren næsten fryser, sveder, tørster, lider, kæmper og elsker med dem…
Inés, Violette og Alma oplever alle modgang og undertrykkelse, men de udviser livskraft og bliver iværksættere på trods. De indgår i lidenskabelige turbulente ægteskaber, og deres mænd er så inderligt beskrevne, at man næsten kan dufte dem. Isabel Allende er uovertruffen i sanselige beskrivelser. Usentimental sensualitet!

Indviklet i historiske fakta og de personlige udviklingshistorier beskrives tidernes kultur-religiøse forhold.
Inés befinder sig i en dogmatisk katolsk verden, som støder sammen med indianske traditioner, som hun tager til sig.
Violettas liv udpændes i et hierakisk samfund, hvor kreolernes liv gennemsyres af voodoo.
Alma kommer af en jødisk baggrund, men inspireres af hippiekulturens østerlandske strømninger og zen-buddhisme.

IAyoung
(Isabel-Allende-Archives)

Isabel Allende er selv indvandrer/flygtning. Hun boede i Chile under militærkuppet i 1973, hvor hun som ung skrev feministiske artikler til dameblade og oversatte engelske kærlighedsromaner til spansk. Da hun syntes, at de kvindelige hovedpersoner var urealistisk overromantiske, pinligt eftergivende og tåbeligt inaktive, forvandlede hun dem til stærkere heltinder i de chilenske udgaver. Hun blev fyret! Da hendes politiske holdninger var tydeligt imod diktaturet, og hun var datter af den dræbte præsidents fætter, måtte hun flygte til nabolandet Venezuela. Derfra skrev hun i 1981 et afskedsbrev til sin døende morfar, som hun ikke kunne besøge. Det brev blev til Åndernes Hus.

Paulina, Aurora og Clara

Paulina, Aurora og Clara er i familie med hinanden. Paulinas far er den konservative chilenske godsejer Augustin; Aurora og Clara er hans oldebørn.

Paulina er den opfindsomme og oprørske datter, der gifter sig imod sin faders vilje. Sammen med sin playboyhusbond skaber hun et handelskompagni i guldgravertidens Californien. Hun får idéen til at hente is i det sydlige Chile og nedkøle chilenske fødevarer, der sejles til Californien af kaptajn Sommers (Eliza’s far).
Den magtfulde Paulina opbygger et voluminøst diva-image – og varetager sin egen økonomi. Hun tager sig af nevøen Severo’s uddannelse, og han giver hendes uægte barnebarn deres efternavn del Valle.
Paulina er et vidunderligt skrud af en skude, og hendes gøremål er helt eventyrlige. Hun og hendes seng introduceres i Lykkens Datter (1999).

Aurora er Paulina’s sønnedatter. Sønnen vil dog ikke være ved faderskabet, men det tager Severo på sig. Aurora’s mor dør ved fødslen i 1880, og sine første fem år tilbringer hun hos morforældrene Eliza og Tao i San Fransisco. Derefter bliver hun en del af Paulinas dramatiske liv.
Den lille Aurora er et følsomt pigebarn, der ser verden på sin helt egen måde. Hun vokser op med sin farmors seng – og følger hende fra Californien til Chile og på ophold i Europa. På et tidspunkt får hun et kamera forærende af Severo, og hun foreviger indianere, minarbejdere og  landarbejdere i datidens Chile.
Portræt i Sepia (2000) er Auroras gribende jeg-fortælling om sig selv og hendes bedstemødre i tiden 1862-1910.

Clara er Severo’s yngste datter. Hun bliver gift med sin storesøster Rosa’s udkårne Estaban Trueba. Rosa dør kort før sit bryllup, og lille Clara oplever ting, der gør hende stum, indtil hun selv bliver gift med manden. Gennem hele livet er Clara verdensfjern, upraktisk og clairvoyant; hun modsvarer husbondens temperament med mildhed. Hendes dagbøger er kilden til datterdatteren Alba’s historie om Åndernes Hus (1982).

IAorange600(Isabel-Allende-Archives)

Paulina, Aurora og Clara lever i Isabel Allende’s store historiske og turbulente romaner. De bindes sammen af Severo del Valle, som kom to-benet til hende, da hun skrev Åndernes Hus (1982). Han glemte at fortælle hende, at han havde mistet det ene ben under krigen, som Aurora omtaler i Portræt i Sepia (2000) 😉
Når Isabel Allende beskriver sin skriveproces, omtaler hun romanernes hovedpersoner som “ånder”, der lader hende fortælle deres historier. Den slags ånder er ikke så nøjeregnende med logik, og mirakler som et helet ben kan sagtens forekomme på tværs af historiske tider og skriveperioder 😉

Zarité, Isabel og Eliza

Zarité, Isabel og Eliza er tre fiktive medsøstre.

Zarité blev født på øen Sainte-Domingue (Haiti) i 1770, datter af en afrikansk slavinde og en engelsk matros. Men forældreløs nyfødt. Hun blev uddannet hos en agtet kurtisane og købt som 11-årig husslave af en fransk plantageejer, hvor hun overtog alle hans skrøbelige hustrus funktioner…
Teenagepigens liv var daglig undertrykkelse og vold, men en klog kone oplærte hende i medicin og voodoo. Hun forelskede sig i Gambo, en senere hovedmand i slaveopstanden 1793. Plantageejeren flygtede med Zarité til kreolernes klasseopdelte New Orleans, hvor hun levede et hårdt, dramatisk og alligevel passioneret liv.

Isabel kom til verden i Barcelonas borgerskab i 1794. Hendes mor døede tidligt, og hun udviklede sig til en skeløjet vildkat med løvemanke. Da hun var 11 år, kom 15-årige Diego til hendes hjem. En søn af faderens gamle ven, der havde bosat sig i Californien. Diego skulle uddannes på bedste spanske vis.
Gennem 5 år følger Isabel med i Diegos dannelse – og hans forelskelse i hendes smukke storesøster; og vildkatten lærer sig fægtekunsten. De oplever det spanske imperiums magtudøvelser og den franske aggression. En urolig politisk tid, som fostrer retfærdighedens helt: Zorro.
Isabels far var franskvenlig, så derfor må hun flygte med Diego og andre til Californien. Undervejs har de et ufrivilligt ophold i New Orleans, hvor de såmænd kan have stødt på den gamle Zarité. I 1840 skriver Isabel sine erindringer med forventning om, at en lang alderdom ligger foran hende.

Eliza fødes i 1832 i den chilenske havneby Valparaiso og placeres i en kurv udenfor et engelsk herskabshus. Hun vokser op hos et engelsk søskendepar som datter af huset. Som 16-årig forelsker hun sig i Joaquin, der drager til Californien efter guld. Eliza flygter i hemmelighed efter ham, forklæder sig som drengen Elias og leder efter kæresten.
Fra 1849 – 1853 strejfer Elias rundt i Californiens guldgraverland, og hun kan såmænd godt have stødt på den aldrende Isabel.
Eliza oplever 49’ernes kummerlige og voldelige liv, de mange lykkejægeres hverdag, deres længsler, skuffelser og de medfølgende glædespigers skæbner. Hun slår sig ned – og hendes efterkommende kvinder optræder i senere historier…

Zarité, Isabel og Eliza er passionerede, modige og autonome kvinder. Urtyper. Forbilleder for kvinder, der tager udgangspunkt i dybe lidenskaber og kæmper for egne skæbner – og for retfærdigheden! De er blot tre af feministen Isabel Allende’s mange inspirerende hårdtprøvede kvindeskæbner. Fra romanerne: Øen under Havet, Zorro og Lykkens Datter. Værkerne er vidunderligt omsiggribende; kun smagsprøver er givet her.

Kyndelmisse

Kyndelmisse er de kristnes lysfest.
Kandelaber/Kyndel/Kærte/Kjør-mis/messe.
Mariæ renselsesdag.

Til alle tider/overalt fejrer folkeslag lysets genfødsel:
Vintersolhverv.
Halvanden måne derefter tændes lysene for Gudindens jomfruelighed.

Halvanden månetid var/er i mange kulturer et helligt tidmål for rensning:
Halvanden kvindecyklus: den frugtbare ægløsning efter fødsel.

Den kristne mandedefinerede kirke regner ikke i kvindecyklusser/månerunder.
Den definerede 1½ måne efter vintersolhverv til 40 dage efter X-MAS,
og gudindenBrigid blev til JomfruenMaria.
Lysfesten skiftede navn fra Imbolc til Kyndelmisse.

Ved Allehelgen/Samain indledtes Mørketiden,
da Gudinden/ModerJord gik i hi og gærede/rugede/hvilede,
indtil Guden/lyset/livskraften blev genfødt midtundervejs.
Mørketiden slutter idag.
Jomfruen/Gudinden/ModerJord er atter mandbar!

MariaHenne600

jomfruelighed
frugtbarheden genopstår
lyset for jorden

Kanølfs Navn

Kanølfs navn i runer angiver dens virke:
ᚲᚨᚾᛟᛖᛚᚠ

K:  ᚲ  : kaun: fakkel/ild/påfund
A:  ᚨ  : ansur: guderne/skaberkraft/orden
N:  ᚾ  : naut: nød/nødvendighed/nøjsomhed
O:  ᛟ  : odal: arv/forfædre/tradition
E:  ᛖ  : ior: hest/samarbejde/medmenneskelighed
L:  ᛚ  : laut: vand/strømme/følelser
F:  ᚠ  : fæhu: kvæg/rigdom/forgængelighed

Kanølf er altså gudernes nøjsomme ildsjæl,
som formidler formødrenes visdom,
så empatien kan strømme
i det forgængelige materialistiske liv.

Runemagi indebærer evnen til at tyde symboler.
Hver eneste rune indeholder en egen arketypisk kraft,
og de tolkes på samme måde, som drømme tydes.
Symbolerne i myteverdenen omsættes til logik.

KanOgHjertblomst2-400

magisk trolderi
kanølfen rister runer
mytos og logos

Se også klummerne om symbolverdenen og drømmetydning!

 

Kanølf Binder Runer

Kan400Runer Anne Voel

Kanølf binder runer på samme måde,
som fortidens runeristere gjorde det.

RUNE betyder hemmeligt tegn.
Til hver eneste rune er knyttet en kraft,
som kan fungere som talisman/velsignelse
eller dæmon/forbandelse.

For vore tidlige forfædre og stammødre
var runerne et religiøst/rituelt værktøj,
mere end et informationsredskab.

Idag kender vi til at fokusere på det,
vi gerne vil. For at opnå/få det!
Det er en urgammel/arketypisk mekanisme.
I fortiden var runerne et fokuseringsredskab,
befordrende/beskyttende/besværgende.

At binde runer er at samle fokus.

Kanølf vil gerne dele sin runevisdom.
Derfor optræder den lille trold i en bog,
hvor den gladeligt fortæller om runerne.

Kanølfen håber på,
at runebogen får en god færd.
Derfor binder trolden runerne

ᚷ  Gyfu for gave/nyhed
ᛖ  Ior for fællesvirke/medmenneskelighed
ᛟ  Odal for vedvarende/forfædrearv
ᚹ  Wyn for medvind/fremadskriden

KanRunebinding1-400

Runebinding sker ved riste dem på/i materiale,
der kan fungere som talisman.
Ved siden af hinanden.
Over/under.
Måske gentaget.
Eller i mønsterornamentik.

Kanølf ved, at havet både giver og tager.
Forleden var havet gavmildt
og opskyllede en brugt ryghvirvel.
Den sad engang i et svømmende pattedyr.
Nu er den forvandlet til rune-talisman:

KanRuneBind

Kanølfens gode ven Solsort har givet den et redskab til at riste runer digitalt:
Runicode kan bruges kvit og frit!