Indlæg

Udgivet den

Om Gamle Sjæle

Nonnen Chiyono (1223-1298) bar en gammel spand med vand, som spejlede fuldmånen. Pludselig brast spanden, og nonnen blev forvandlet:

skrøbelig ælde
intet vand ingen måne
tΩmhed uden tid

Se også indlæggene om EnsΩ og om MΑΑneskΑΑlen.

Ωm gΑmle sjæle
intet kan formuleres
ΑutΩnΩm tΑΩ

fra Αlfa til Ωmega
evighed uden retning

fra Ωmega til Αlfa
søhestes spiral-rige

Udgivet den

Vandet i Celler

alt vand i celler
længes mod skyer og hav
skabelsens urstof


intet nyt under sΩlen
skabningers skyggedanse

Skodbjerge Strand
fotos og waka-digt: Anne Voel

Udgivet den

Den Hvide Ravn

Den Hvide Ravn – i runebommens rensdyrskind

Da Store Ånd havde skabt Moder Jord, blev Ravn sendt på opdagelse i skaberværket. Svævende gennem skyerne, fik den farve af hvide snefnug. Hvert eneste af dem var enestående – ligesom alt det andet skabte. Hvide Ravn priste sin Skaber – og det mangfoldige liv.

Hvide Ravn fløj over landskaberne, og Store Ånd gav den en åndefælle*, hvorpå den kunne lande og hvile. Hvide Ren levede med sin flok, der græssede det  land, som ravnen anviste. Alle skabninger fløj, løb, svømmede, legede, spiste, sang, formerede sig – og priste Skaberen.

Så kom dagen, da de to-benede blev skabt. De fik farver af det land, de beboede; og de fik ild-gaven. De var sultne, og Store Ånd sørgede for, at Rensdyr-folket ville give dem varmt tøj og fulde maver. Men de måtte ikke røre Hvide Ren, fordi uden den ville de være fortabte.

En morgen vågnede Hvide Ravn af sin søde søvn på Rens bløde ryg, rystede vingerne og fløj højt for at søge græsning. Deroppefra sås mennesker, som ikke ærede skaberværket. De jagtede mere, end de kunne bruge uden hensyn til medskabningerne. Dynger af skrald og aske hobede sig op bag dem.

Disse grådige og onde to-benede fik øje på Hvide Ren, og de tog dens ånd, kød og pels. Uden tak lod de ubrugte rester rådne på aske-dækket jord, medens den forvildede rensdyr-flok buldrede omkring. Moder Jord skælvede.

Store Ånd græd af sorg og vrede, og tårestrømmene oversvømmede landskaberne.
Gennemblødt og udmattet måtte Hvide Ravn lande i mudder, skrald og aske, der oversprøjtede dens hvide fjerdragt.

En båd kom sejlende med en viis gamling, der reddede, rensede og fodrede den smudsige ravn. Gamlingens opgave var at samle godhed; men der var kun lidt at finde. Ondskab havde bredt sig. I en lang fremtid måtte Moder Jord affinde sig med den grådige ondskab gennemsyrende den nøjsomme godhed.

Efter en tid hos den viise gamling, vendte Hvide Ravn tilbage til Skaberen, som siden da kun skabte sorte ravne for at huske menneskene på deres onde gerninger.
Sorte ravne varsler onde tidender. Lyt!

En dag vil menneskenes længsel efter godhed blive så inderlig, at Store Ånd vil sende Hvide Ravn tilbage med gamlingens visdom.

Sådan taler Hvide Ravn under Snefnug-skyen i den samiske runebomme.

Hvide Ravn

Runebommen er genskabt af shamantrommer.dk.
Læs også Runebomme.

* Hvide Ravne fløj over mange landskaber og fik åndefæller blandt de lokale hovdyr: Hvide Ren, Hvide Bison, Hvide Moskus, Hvide Kronhjort, Hvide Lama, Hvide Næsehorn, Hvide Kamel, Hvide Ko, Hvide Elefant – osv.
Overalt på Moder Jord venter åndefæller på Hvide Ravns genkomst med gamlingens visdom..

Udgivet den

Hel Hellig Helende

Hel i Bork Vikingehavn.

helende hellig
hel viser dobbeltheden
yin’s mørke yang’s lys

Hel er dronning i Underverdenen, skyggernes land. Hertil forvises det, der skal glemmes, gemmes og genfødes. Også det u-synlige gode.
Hels fremtoning udstråler liv og død; og hun ser alt i det dobbelte perspektiv, som hun har lært af sin tricksterfar Loke og af sin jættemor Angerboda, der fejres i Niflheim ved vintersolhverv.

Skyggernes dronning er den skjulende – og den helende.
Da Odin kastede hendes ene bror Ormen Jørmungand i havet, og hendes anden bror Ulven Fenris blev bundet, gav han Underverdenen til Hel.
Hun regerede i Helheim, og hun fik en viis magt i de andre 8 verdener i samklang med sin far Loke. I bytte fik Odin hendes to ravne.

I Helheim strømmer Hvergelmer, den ene af de tre livskilder ved Yggdrasils rødder. Hvergelmer giver indsigt i den åbne tomheds paradoks; og hos Hel betvivles den tilsyneladende virkelighed.
Hendes gård hedder Regnvåd, dørtærsklen kaldes Snubletrin, hendes fad er Hunger og kniven er Sult. Hun sover i sengen Sygeleje, sengeforhænget er Broget Ulykke, og hendes to trælle hedder Ganglad og Gangdoven.

Skyggeriets paradokser åbenbares, når hverdagens præstationer afvikles og slippes. Aflives.
Grådigheden gør mange Midgårdsmennesker til skygger; og når de ankommer til dødsriget sorterer bro-vogtersken Modgunn (Krigs-Vred) og Hel mellem de hel-beredelige og de u-hel-beredelige. De første renses og genfødes med Nanna og Balder – helt beredte til den nye fredelige og bæredygtige verden efter Ragnarok. Resten komposteres.

De to fastboende kvinder i Helheim får jævnlige besøg af vølver, der rejser til Hel ved Sejd. Vardlokkur-kraftsange og gungrende rytmer fører dem over Gjalderbroen inde i skyggerne, hvor den selvlysende visdom kan ses uden Midgårds forblændelser.
Blandt dem er Gullvejg, som fejres i Musplheim ved sommersolhverv.

Læs om Balders vej til Hel her.
Læs også om Hels medsøstre Hekate og furierne her.

Hel’s Ulve-bror i Bork Vikingehavn