Franziska von Altenhausen

Franziska von Altenhausen er den maskerende titel på brevvekslingen mellem Ernst Haeckel (1834-1919) og Frida von Uslar-Gleichen (1864-1903). De udvekslede ca. 900 breve (1898 – 1903). Udgivet i uddrag af Johannes Werner (dansk: 1926). Begges familier var modstandere af udgivelsen.

Han var en forfængelig manio-depressiv evolutionsbiolog. Hun var en faderløs ubemidlet adelig jomfru. Begavet, pligttro og 30 år yngre end ham. Brevene er en kærlighedshistorie. Og en både forblændet og nøgtern kvindes kritiske kommentarer til en karismatisk charlatan, hvis breve beretter, at hans nervesyge hustru altid fik det bedre, når han var hjemmefra på lange rejser…

Brevvekslingen fik jeg som teenager. Efter i flere år at have været  fascineret af Haeckel’s “Kunstformen der Natur” med dens smukke tavler over phytoplankton:

Haeckel’s karismatiske udgydelser havde forgudende tilhængere og hadefulde modstandere, der så ham som en utroværdig ateistisk plattenslager. Historien har efterfølgende vist, at han var racist og videnskabeligt uvederhæftig.

Fornylig genlæste jeg deres tragiske korrespondance. Mange spørgsmål kan stilles vedrørende Frida’s tidlige død af en overdosis opiat. Et af dem er: Begik hun selvmord pga Haeckels uvederhæftighed?

Af brevvekslingen fremgår, at Haeckel selv overvejede selvmord, som han kaldte autolyse: selv-opløsning/fraspaltning!

Fridas liv er en kvindeskæbne til eftertanke.

Året efter hendes død opkaldte Haeckel en gople efter hende:

Rhopilema frida:

Det Ubeskrevne Blad

“Det Ubeskrevne Blad” er en af Karen Blixen’s Sidste Fortællinger (1958), genudgivet 2018:

En gammel fortællerske beretter, at en god historie kendes på, at den efterfølgende tavshed taler for sig selv. Derpå fortæller hun om et Karmeliterkloster i Portugal. Nonnerne dyrkede hør omkring klostret, og når planterne blomstrede, var det som om klosterbygningerne hævede sig af en blå himmel.

Søstrene høstede, ruskede, skættede, heglede, spandt og vævede hørren til de fineste brudelagener, som brugtes under kongelige bryllupsnætter. Efter brudenatten blev linnedet hængt til skue, og prinsessen erklæredes defloreret.

Det brugte hør-linned returneredes til nonnerne, som indrammede værket og indlemmede det i klostrets galleri med navn/afstamning/dato, så døtres og formødres dåd kunne beskues side om side. Udstillingen besøgtes af mange adelige kvinder, der mindedes – eller glædede sig til begivenheden.

Blandt de mange skilderier hænger et helt hvidt lin i en guldramme med en kronebesmykket ubeskreven plakette. Foran dette værk dvæler mangen en dame.

Efterårsjævndøgn

Efterårsjævndøgn fejres idag. Nat og dag varer lige længe, og fra imorgen er natten længere end dagen – indtil forårsjævndøgn.

Vore naturbundne formødre og forfædre festede idag for at forberede mørketiden. Naturfolks ritualer indebærer overgangsriter forbundet med at “gå i hi”. Dyrehistorier fortælles.

Bjørnen er et helligt symbol på, at livsprocesserne vender tilbage til jorden for at genopstå, når lyset kommer tilbage. Til foråret dukker bjørnene ud af deres hi, og med moderen følges mørketidens mirakel: legende bjørneunger!

Menneskene arveanlæg er udviklede i forhold til de bedste egnede i miljøet. Årstidsvariationen er en væsentlig miljøfaktor. Nogle mennesker er årstids-sensitive, medens andre agerer, som om de ikke påvirkes af ændringerne.

Bjørnes og pindsvins aktivitetsniveau tilpasses til årstiderne. Engang tog mennesker ved lære af naturen; og dyrenes medicin/vejledning er at geare ned nu. Efter at kroppen har indlejret fedt/vitaminer, der kan tæres på i mørketidens hi. Langsomhed!


Måske kunne vi tage ved lære?

5 Læseværdige Manderomaner

Salman Rushdie: Maurerens Sidste Suk:
Moraes Zogoiby fødes i 1957 som søn af en brogetflosset forretningsfar og en excentrisk kunstmalermor. Han omtaler sig selv som Maureren i jeg-fortællingen om slægtens farverige historie før, under og efter Imperietiden – hægtet på historiske begivenheder. Ispundet hans tre søstres arketypiske kvindeliv: modellen, aktivisten og nonnen. Hovedhistorien er søn/mor-forholdet. Et mesterværk!

Dostojevskij: Hvide Nætter:.
I dagbogsform fortælles om en ung mand, der møder en kvinde, som venter… Under den sommerlyse nattehimmel. Fortællingen udspændes indvendigt i den unge mand, som refererer formuleringerne af sine følelser under møderne med kvinden.  Men som ikke kommer kvinden for øre. Fortælling om den introverte mand, der ikke formulerer sig udadvendt.

Hermann Hesse: Steppeulven:
Harry Haller (HH) lever et reflekterende eneboerliv, hvori han udfordrer skæbnen i virkeligheden – og i en hallucineret parallelverden. En selvudviklende spejling af jegfiguren i universelle sammenhænge indebærer at forlige sig med forgængeligheden som det eksistentielle grundlag for hverdagsliv. Filosofisk roman om ansvarlighed – eller ej.

Anthony Doerr: About Grace:
David Winkler er født under himmelstrøg med lange vintre med korte dage. Han er ekspert i vand. Snefnug. Hypersensitiv mand med intenst drømmeliv, som overskrider grænsen til hans vågne tilstand. Drømmene er så stærke, at de bestemmer hans liv blandt mennesker.
Eminent historie!

Ilija Trojanov: Verdenssamleren:
Historisk roman om Richard Francis Burton (1821-1890), den britiske kaptajn og opdagelsesrejsende, som blev kaldt “The White Nigger”, fordi han tilpassede sig de kulturer, han besøgte. Romanen fortæller om Indien, Afrika og Arabien. Gribende indlevelse i en mands sanselige multikulturelle livsopfattelse under det britiske imperium.