Arven efter David Bowie

Arven efter David Bowie er:

Spil dette forgængelige liv – og dø det!

Ved Bowies første optræden i Danmark
indledte han med at vise surrealistiske scener
fra Dalis/Bunuels Den Andalusiske Hund
på kæmpelærred i Falkoner Teatret.
1976.

Derpå blev det kulmørkt i rum tid.
Vi sad i chok.
Så kom toget!
I rumlyd.
Station To Station.
Og pludselig stod en
lillebitte overbelyst hvidklædt mand
helt alene på scenen:
The Thin White Duke:

magical moment
dreams are woven
too late

Budskabet:
Verden er absurd;
mennesket er kun et lysglimt.

Vi sad lamslåede/åndeløse med hamrende hjerter.
Ja, vi sad!

I årene forinden havde vi gennemlevet
the rise and fall of Ziggy Stardust
gennem gymnasietiden.
Lært, at selvom vi var gennemsyrede
af sansningen af livets ligegyldighed og forgængelighed,
så var det en mulighed at reagere
og leve en eller anden form for jordisk liv
ved at trække i forklædning/rolle/persona…

Vi sad også til Bowies sidste DK-koncert.
I Forum 2003.
Sammen med Gail Ann Dorsey
og andre forrygende musikere
spillede/frigav han livserfaringens budskaber.
HEATHEN med all things must pass
var kommet til ham på en bjergtop.

Derfra aftog han den kommercielle EMI-persona,
han havde påtaget sig:
“I’m not a Rockstar!
I’m an Artist!”
Gentog DB igen og igen.

Og kunstneren selv spillede sin hverdag.
Han tog tomheden, vanitas,
forgængeligheden
og forfængeligheden ved hånden.
Han giftede sig med supermodellen,
smykkesamleren og kosmetikfabrikanten,
som bærer navnet Iman,
der betyder Guds Tillid!
David Bowie valgte at undersøge
det jordiske begreb,
der betegnes lykke.

Han viste os,
at efter liv med skiftende principper
og overgivelse til altopslugende arbejde,
kunne den dogmefri illusion også være en mulighed.
Dog altid med en bagdør til ensomheden,
som han nævnte som behov igen og igen.

Idag fyldes jeg med taknemmelighed
overfor vismanden/kunstneren/musikeren,
der viste vejen inde i forgængelighedens morads:

Lev dit liv i personaer!

300 ord!