Skelettet i en fortælling

KanVik2-400s

Skelettet i en fortælling er den barberede handling.
Eksempler: Den Kloge Gamle Kone og Herkules

Knoglerne er skelettet/stilladset/drejebogen beskrivende scenerne og tidsforløbet. Opbygningen af historiens gang, dens aktører og remedier. Dette plan indebærer præcise navneord (personer/steder/ting osv.)

Kød/muskler fæstnes på knoglerne: dramaet. Bevægelserne i fortællinger knyttes til aktive og malende udsagnsord.

Huden symboliserer appellerne til sanseligheden, der skal pirre synet, hørelsen, lugtesansen, smagssansen og følesansen – plus den sjette/magiske/overjordiske sans. De farverige tillægsord bærer den opgave.

7synder

I fortællesituationen er sanserne kommunikationsbærerne. Beskrivelser af duft, smag, syn, lyd og følelser af kulde/varme/smerte/kløe/osv animerer fornemmelser af lyst/angst/forventning/lettelse/osv, så fortællingen udfoldes mellem fortæller og tilhører. Med hud og hår!

En fortælling er en levende organisme, og de indre organer kan også tildeles egenskaber. Hjertet symboliserer Det Numinøse, bæreren af den ubegribelige store sammenhæng, hvis mønstre strømmer gennem blodet – opildnet af sjettesansen…
Fordøjelsen/mavefornemmelsen er en historie for sig 😉

Fortællekunst er økologi på abstrakt plan! 😉