Lucia og Gullvejg

Lucia og Gullvejg har ens historier:
De nægtede at underlægge sig magtfulde mænd, som derefter torturerede og brændte dem!
Se klummen om Lucia.

Gullvejgs historie fortælles i bogen Nordens Mytologiske Årstidsfester:

Myten om Gullvejg

Aserne var grådige krigsguder, hvis liv bestod i at erobre magt, viden og ejendom. Vanerne var fredelige kærlighedsguder, der drog omsorg for jordens frugtbarhed, erotik og magi. Blandt vanerne vandrede vølven Gullvejg, hvis gyldne vej inspirerede alle, hun mødte.

Gullvejg havde evnen til sejd. I frugtbarhedens tjeneste brugte hun magi, og hun samlede folk og guder omkring sig. Hun havde magt. De griske aser ønskede, at vølven skulle tjene dem, så de bortførte hende. Men hun ønskede ikke at leve i Asgårds krigsverden.

Loke og Gullvejg mødtes engang i Asgård. Da de lignede hinanden, blev de blodsvenner. Måske blev de endog den slags sjælevenner, der kunne forvandle sig til hinanden. Begge havde kendskab til spådommen om gudernes skæbne. Ragnarok. Og de begge to kunne få ting til at ske.

Aserne havde imidlertid den indstilling, at de ødelagde det, som de ikke kunne erobre. Da de ikke kunne få fat i vølven og hendes viden, magt og magi, besluttede de at brænde hende. Tre gange forsøgte de at dræbe hende med spyd og brænde hende på bål. Hver gang overlevede hun og helede. Ved egen kraft – og lidt ikke beskrevet hjælp fra Loke.

Gullvejgs magiske evner delte hun med både Freja og Frigg, der begge levede i Asgård, hvor de anvendte deres evner efter behov. Hvor Gullvejg gik hen inden og efter Ragnarok er uvist; men nogen følger hendes gyldne vej.

 

Vølver og sejd

Sejd er nordisk shamanisme. Alle folkeslag har mestre, der har en særlig fornemmelse for naturen, underverdenen og oververdenen. Den slags personer lever i udkanten af samfundet, og de er tit omvandrende. Oftest bliver de udpeget eller ligefrem udstødt, fordi fællesskabet oplever dem som anderledes. Indledningsvis er rollen ikke selvvalgt; men den, som påtager sig gerningen, tager hvervet som et kald, der indebærer viden, visdom og magi. Plus magt.

Gullvejg tog kaldet på sig. I de tre bål blev hun indviet i tre af shamanens store udfordringer: Angsten, Klarsynet og Magten. Den fjerde udfordring er Alderen; men da hun blev optaget blandt guderne som kærlighedsgudinden Freja, ville hun få del i Iduns ungdomsæbler, så ældning ville ikke være hendes problem.

Under den første afbrænding blev Gullvejg konfronteret med angsten. Den eksistentielle angst, der følger med frygten for at overgive sig til det numinøse. Hun fik mod til at se angsten i øjnene, og hun gjorde den til et kraftredskab. Derved blev hun åbnet for at kunne se klart.

I det andet bål kom klarsynet til hende. Hun forstod, at evnen til at se med intuitionen kræver konstant ærbødighed overfor tvivlen. Hun fik den sjældne og krævende gave at være seer. Men hun vidste, at gaven også er en byrde, og at den indebar, at hun kunne håndtere magt.

Den tredje ildoplevelse gav hende evnen til at magte selvbeherskelsen, som er kernen i den viises magt. At kunne magte sig selv giver adgang til medfølelse og indsigt i livets store mønstre og mysterier.

Selvom Gullvejg ikke skulle frygte alderen, så vidste hun, at forgængelighed er alt levendes lod. Hun så, at livet var en illusion, som ville gå i opløsning til Ragnarok. Den visdom fortalte hun til Odin og et par andre guder. Vølvens Spådom kom i omløb.

Odin måtte erkende, at gudernes forsøg på at ødelægge en dise af vanerne medførte, at de skabte en shaman, der var stærkere end ham selv. Vølven var en fri kvinde, der ikke var afhængig af den beundring, konkurrence og egodyrkelse, som var krigsgudens høvdingegrundlag.

Vølverne var omvandrende sejdemestre. De levede i og med naturen og dens rytmer, mønstre og sange. Nordens vølver var botanikere, zoologer og ornitologer, og de kendte menneskenes særheder. De kastede runer, tog varsler og fik drømme og visioner, som de af og til oversatte. Gullvejg var mester i sejdekunst, og hun indviede både Freja og Frigg. De videreuddannede Odin i begrænset omfang, fordi de vidste, at samfundet afhang af ham indtil Ragnarok. Fuldbefarne sejdemestre var både Kvasir og Loke, som måske var to fremtoninger af samme shaman eller trickster.

Begrebet ‘shamanens hest’ er benævnelsen for redskaber til at bevæge sig mellem verdener. At sejde. Den ottebenede Slejpner er en sådan rejsefører. Dens far var vandhesten Svadilfare, en kelpie, der hjalp den murbyggende jætte. Moderen var tricksteren og shamanen Loke, som altså forhindrede, at muren mellem verdener blev lukket. Hermod rejste på Slejpner til Balder i Helheim og hjem igen.

Sejdritualer afholdes ved dæmring eller skumring. Vølven sidder på sejdhjællen, et højsæde, der gør synlig og giver overblik. Et kor gjaldrer traditionsbundne kraftsange til dundrende trommelyde, som åbner til andre verdener og den store sammenhæng.

Vølver er det naturlige midtpunkt i enhver årstidsfejring, men da vølver er et sjældent folkefærd, må andre festmestre til tider stå frem.

Idag bæres lyset frem for både Gullvejg og Lucia.