Det Nordiske Sommersolhverv

Det nordiske sommersolhverv fejres i dag den 21. juni kl. 17.54. På tidpunktet, hvor jorden skifter hældningsgrad. Det medfører store ændringer i naturen. Dagene bliver kortere, nætterne bliver længere, og frugtmodningen efterfølger blomstringen. Et magisk øjeblik!  😉

Det nordiske årstidshjul sætter højtiderne i sammenhæng med mytologiens ni verdener:

Vintersolhverv 21. december:
         Nord: Niflheim, isens rige.
Lysfesten 2. februar (genfødselsfesten):
         Nordøst: Helheim, de dødes hjem, som passes af Hel.
Forårsjævndøgn 22. marts:
          Øst: Vanheim, bolig for vanerne, kærlighedsguderne.
Vårfesten 30. april:
         Sydøst: Alfheim, elverfolkets hjem.
Sommersolhverv 21. juni:
         Syd: Musplheim, ildens rige.
Høstfesten 2. august:
         Sydvest: Svartalfheim, dværgenes hjem.
Efterårsjævndøgn 22. september:
         Vest: Asgård, bolig for aserne, krigsguderne.
Mørkefesten 30. oktober (dødefesten):
         Nordvest: Udgård, Jotunheim, jætternes hjem.

Menneskene i Midgård fejrer naturens gang med årstidsceremonier, der passerer gennem de 8 omkringliggende verdener med tilhørende myter.

Sommersolhverv forbindes med ildverdenen Muspelheim og myten om Gullvejg, der kendes fra Vølvens spådom. Hun betragtes som en side af vanernes gudinde Freja. Aserne brændte hende tre gange, men hun helede og er siden dyrket som gudinden for frugtbarhed og sejd.

Vølver og shamaner over hele verden har en udvidet bevidsthed om årstiderne, og de lever for, at menneskene bevarer ærbødigheden for naturen og dens frodige mangfoldighed.  Hver højtid fejres med magiske gryderetter, fortællinger og danse.

Se også indlæggene om solhvervsdukkerne,og midsommerbål.

Skt. Hans er et kristent forsinket ritual, der markerer, at Johannes blev født ½ år før Jesus, som også kom lidt for sent i forhold til vintersolhverv…

Spættens Medicin

Spættens medicin er et eksempel på, hvordan naturhistorie kan bruges som allegori. Den kan symbol-oversættes på samme måde som ved drømmetydning.
Se også Drømmesymboler.

At møde et dyr kan opfattes som en givende fortælling. Dyrets udseende kan symbolisere seerens fremtoning/persona/ego, medens dyrets biologi og opførsel handler om personlighed/færden/handlekraft.
Oprindelige naturfolk tog varsler på den måde. Et væsen, der krydser ens vej overbringer en meddelelse fra forsynet – eller åbner en oplysning fra ens egen underbevidsthed…  Ligesom når en sort kat går på tværs. 😉

En mulig “oversættelse” af et spættemøde kan gøres ud fra disse iagttagelser:

I døde, rådne træers indre lever larver, der omsætter dødt træ-væv til animalsk liv. Larverne forpupper sig og forvandles til perfekte, farverige insektskabninger.
Spætter er farverige fugle/flyvere, hvis lyde høres på lang afstand. De arbejder hamrende hårdt i det døde træstof for at finde dyrebar næring. De fremdrager liv ud af noget dødt!

Spættens medicin kan altså handle om et spraglet, flyvsk ego, der kan høres langt væk. Fuglens biologi kan måske vise, at det kræver hårdt arbejde at bringe liv ud af noget dødt; men det nærer!
Det særlige aspekt her er, at livet inde i det døde træ er forbundet med en forvandling. Metamorfosen fra krybende larve via puppe til flyvende insekt. Det hårde arbejde er altså forbundet med forvandling.

Allegoriske fortællinger er leg med  levende ord, berigelser af sanseligheden og næring til fantasien 🙂

Kvasirs Blod

Kvasirs Blod er en nøglefortælling i den nordiske mytologi.
Historiens “skelet” gennemgås her:

* * * * * * * * * * * * *

Krigsguderne/aserne(yang) og frugtbarhedsguderne/vanerne(yin) kæmpede bravt, indtil de pludselig opdagede, at de ikke kunne leve uden hinanden!
Så beseglede de en venskabspagt ved alle at spytte i et stort kar, som blev skvulpende fyldt af fælles livsvæske.

Freja stak hånden i spytsuppen og sagde: “Jeg kunne skabe en mand!” Og det gjorde hun. Kvasir blev den kløgtigste af dem alle, for han havde alviden fra både aser og vaner.

Kvasir drog hid og did som en mandlig vølve og besvarede spørgsmål fra folkene hist og her. Engang dukkede svartalferne/dværgene Fjaler (Snyderen) og Galar (Skrigeren) op blandt tilhørerne. De indbød Kvasir til Svartalfheim, for de havde spørgsmål, som ingen måtte høre.

Selvom Kvasir godt vidste, at intet godt var i sigte, fulgte han med, som skæbnen bød ham. Fjaler og Galar slog ham ihjel og tappede hans blod i to gryder (Son og Bod) og i en kedel (Odrører). I det varme blod hældte de honning, og blandingen gærede til den berusende mjød, der i passende mængder giver visdommens og digterkunstens gave til dem, der drikker den.
Men upassende mængder medfører forbandet vanvid!

(Kvasirs ublodige lig sendte de til guderne med den forklaring, at han var blevet kvalt i sin klogskab. Om guderne genoplivede ham og sendte ham på hemmelig mission, fortæller historien intet om.)

Svartalferne drak mjøden i upassende mængder, og i ondskab druknede de Jætten Gilling. Hans kone blev larmende af sorg, så hende dræbte de også. Men sønnen Sutttung tog hævn. Han lod Fjalar og Galar smage druknedødens vand; de slap dog ved at love Suttung skjaldemjøden, som fra da af kaldtes Suttungs Mjød.

Sutting var klar over, at mjød-drikken var både en gave og en forbandelse, så han gemte den dybt i et bjerg og lod sin trofaste datter Gunlød* våge over den.

Odins ravne Hugin og Munin havde fulgt hele hændelsesforløbet, som de fortalte til Odin, der altid ville magte og vide alt. Alfaderen forklædte sig som Bølverk, medbragte en hvæssesten og et bor, og så besøgte han Suttungs bror Baugi. Det var i høstens tid, og ni jætter høstede Baugis marker.

Odin/Bølverk hvæssede arbejdernes leer så skarpe, at folkene ville eje hvæssestenen.  Bølverk kastede den ind blandt jætterne, som i kampen om stenen slog hinanden ihjel. Derefter arbejdede han mere end dem tilsammen i håb om at få Suttungs mjød som belønning. Baugi forsøgte at overtale sin bror, men den gik ikke.
Istedet borede Bølverk et hul i bjerget, omskabte sig til en orm og kravlede ind til Gunlød, hvor han tog skikkelse af en uimodståelig elsker…

Efter mangen en elskovsleg lod Gunlød sig overtale til at lade Den Uimodståelige smage Suttings mjød, så han kunne prise hendes ynder i digte.
Da forvandlede Odin sig til en kæmpemæssig rovfugl, som slugte al skjaldemjøden og fløj mod Asgård. Suttung fulgte efter i sin ørneham og var lige ved at nå Odinfuglen; men den sendte en våd prut lige i synet på Suttungørnen undervejs over Midgård.

I Asgård havde Thor sørget for et fritstående kæmpekar, og Odin gylpede på fuglevis al mjøden op og ned i karret. Siden taler man om, at dygtige fortællere og digtere har smagt Odins gave. De dårlige fortællere siges at være ramt af fugleklatten fra gumpehullet…

* * * * * * * * * * * * *

Med fortællerens magiske vendinger og de farvende tillægsord kan myten fortælles for børn omkring en skål med saft eller koldskål med kammerjunkere.
Spytteri vil være en uundgåelig konsekvens af fortælleriet, så den aktivitet følger med!
I en anden skål… 😉

Gundestrupkarret er en af Danmarks største oldtidsskatte. Karret er dekoreret med hemmelige fortællinger, som ingen kan tyde. Måske er de digtet af nogen, der drak af skjaldemjøden. Karret ses på Nationalmuseet.

Mange skjalde har fortalt om Kvasirs Blod.
I “Nordisk Mytologi” har Neil Gaiman på sin helt egen måde levendegjort historien så sanseligt, at den nærmest drypper af bogens sider. Anbefales!
Det gælder også Lars-Henrik Olsens 3. bind af Erik Menneskesøn: Kvasers Blod!

* Gunløds morale:
En kvindes elskov er vigtigere end troskab overfor faderen. 😉

Foto-Mandalaer

Foto-mandalaer konstrueres efter samme principper som spejlbilledmageriet.

Billedet fra indlægget Stenhjerte drejes 45 grader, så spejlaksen bliver en diagonal i et udskåret kvadrat:


Kvadratet spejles og genspejles til en kvadratisk mandala:

Sluttelig udskæres en cirkelformet mandala:

mandalamagi
strandsten roteres i sand
vandomgivelse

Billedet fra indlægget Forårssaftstigning fik samme omgang:

Se desuden indlægget om Shambhala.

 

Spejlbilledmageriet

Spejlbilledmageriet er fascinerende trylleri!
Billederne er fabelagtige at gå på opdagelse i, og de er vildt vanedannende at skabe…

Grundmotivet må indeholde disse parametre, hvis magien skal kunne opstå:

1.  Ro/uro – kontrast.
2.  Lys/mørke – kontrast.
3.  Lodret/vandret – kontrast.
4.  Fabulerende/brobyggende/mønsterskabende elementer.

Dette råfoto tilfredsstiller alle fire parametre:

Motivet gennemsøges for “halve helheder/ansigter/mønstre”, hvorefter det beskæres, flyttes, spejles, samles om spejlingsaksen, farvereguleres og skærpes.
Til slut skaleres billedet til et kvadrat.
Her er to billeder af samme beskæring, men spejlet omkring de to forskellige højkant-akser:

livsudfoldelse
oceaners opstigen
forårets fødsel

Vegvisir

 

Vegvisir er et vejviser-symbol med islandske rødder. Måske en  rejsefører i det nordiske årshjuls verdener:

Et kompas visende vej  gennem livets spiral af årstider, hvor vedenshjørnerne og mytestederne besøges gennem livsaldrene…

Vegvisir præsenteres i det islandske Huld-manuskript side 60. Det er udgivet/samlet/udtænkt ( ?  😉  ) af Geir Vigfusson i 1880. Håndskriftet er en opdagelsesrejse værd.

 

Aurora

 

 

Aurora sommerfugle (Anthocharis cardamines) huserer på havens korsblomster: de hvide løgkarse, de violette judaspenge (måneskulpe) og de gule grønkålsblomster.
Og de får lov!
Selvom det koster grønkålsfrø…

Vingernes undersider er pyntet med grønlig mosaik, medens oversiderne hos hannen er prydet med orange/aurora-farvede spidser. Den lidt større hun har helt hvide vingeoversider. Begge køn med en sort måneformet plet.

Når Auroralarven æder af en korsblomstret plante, svarer den igen med kemisk krigsførelse: koncentration af sennepsolier på det angrebne sted. Men larven har udviklet antistoffer og fortsætter blot sit æde-liv.  Fra kryber til flyver via metamorfose.

Aurora (Eos) er morgenrødens gudinde, den rosenfingrede, som Thorvaldsens relief beskriver. Hun er bror til Bedstefar Sol og søster til Bedstemor Måne.
Med forskellige mænd har hun fire sønner : Østenvinden, Søndenvinden, Vestenvinden og Nordenvinden.
Gudinden lever i evig ungdom, da hun fornyes hver morgen. Men hendes mand Tithanos lever i evig alderdom som en indtørret cikade. Da Aurora bad Zeus om evigt liv til sin elskede, glemte hun at bede om evig ungdom. Bare ærgerligt! 😉

Thorvaldsens Morgenrøde.

morgenens under
aurora farver jorden
hver dag fornyet

Aurora er navnet på hovedpersonen i Isabel Allende’s gribende roman Portræt i Sepia. Se indlægget om Paulina, Aurora og Clara.