Lucia og Gullvejg

Lucia og Gullvejg har ens historier:
De nægtede at underlægge sig magtfulde mænd, som derefter torturerede og brændte dem!
Se klummen om Lucia.

Gullvejgs historie fortælles i bogen Nordens Mytologiske Årstidsfester:

Myten om Gullvejg

Aserne var grådige krigsguder, hvis liv bestod i at erobre magt, viden og ejendom. Vanerne var fredelige kærlighedsguder, der drog omsorg for jordens frugtbarhed, erotik og magi. Blandt vanerne vandrede vølven Gullvejg, hvis gyldne vej inspirerede alle, hun mødte.

Gullvejg havde evnen til sejd. I frugtbarhedens tjeneste brugte hun magi, og hun samlede folk og guder omkring sig. Hun havde magt. De griske aser ønskede, at vølven skulle tjene dem, så de bortførte hende. Men hun ønskede ikke at leve i Asgårds krigsverden.

Loke og Gullvejg mødtes engang i Asgård. Da de lignede hinanden, blev de blodsvenner. Måske blev de endog den slags sjælevenner, der kunne forvandle sig til hinanden. Begge havde kendskab til spådommen om gudernes skæbne. Ragnarok. Og de begge to kunne få ting til at ske.

Aserne havde imidlertid den indstilling, at de ødelagde det, som de ikke kunne erobre. Da de ikke kunne få fat i vølven og hendes viden, magt og magi, besluttede de at brænde hende. Tre gange forsøgte de at dræbe hende med spyd og brænde hende på bål. Hver gang overlevede hun og helede. Ved egen kraft – og lidt ikke beskrevet hjælp fra Loke.

Gullvejgs magiske evner delte hun med både Freja og Frigg, der begge levede i Asgård, hvor de anvendte deres evner efter behov. Hvor Gullvejg gik hen inden og efter Ragnarok er uvist; men nogen følger hendes gyldne vej.

 

Vølver og sejd

Sejd er nordisk shamanisme. Alle folkeslag har mestre, der har en særlig fornemmelse for naturen, underverdenen og oververdenen. Den slags personer lever i udkanten af samfundet, og de er tit omvandrende. Oftest bliver de udpeget eller ligefrem udstødt, fordi fællesskabet oplever dem som anderledes. Indledningsvis er rollen ikke selvvalgt; men den, som påtager sig gerningen, tager hvervet som et kald, der indebærer viden, visdom og magi. Plus magt.

Gullvejg tog kaldet på sig. I de tre bål blev hun indviet i tre af shamanens store udfordringer: Angsten, Klarsynet og Magten. Den fjerde udfordring er Alderen; men da hun blev optaget blandt guderne som kærlighedsgudinden Freja, ville hun få del i Iduns ungdomsæbler, så ældning ville ikke være hendes problem.

Under den første afbrænding blev Gullvejg konfronteret med angsten. Den eksistentielle angst, der følger med frygten for at overgive sig til det numinøse. Hun fik mod til at se angsten i øjnene, og hun gjorde den til et kraftredskab. Derved blev hun åbnet for at kunne se klart.

I det andet bål kom klarsynet til hende. Hun forstod, at evnen til at se med intuitionen kræver konstant ærbødighed overfor tvivlen. Hun fik den sjældne og krævende gave at være seer. Men hun vidste, at gaven også er en byrde, og at den indebar, at hun kunne håndtere magt.

Den tredje ildoplevelse gav hende evnen til at magte selvbeherskelsen, som er kernen i den viises magt. At kunne magte sig selv giver adgang til medfølelse og indsigt i livets store mønstre og mysterier.

Selvom Gullvejg ikke skulle frygte alderen, så vidste hun, at forgængelighed er alt levendes lod. Hun så, at livet var en illusion, som ville gå i opløsning til Ragnarok. Den visdom fortalte hun til Odin og et par andre guder. Vølvens Spådom kom i omløb.

Odin måtte erkende, at gudernes forsøg på at ødelægge en dise af vanerne medførte, at de skabte en shaman, der var stærkere end ham selv. Vølven var en fri kvinde, der ikke var afhængig af den beundring, konkurrence og egodyrkelse, som var krigsgudens høvdingegrundlag.

Vølverne var omvandrende sejdemestre. De levede i og med naturen og dens rytmer, mønstre og sange. Nordens vølver var botanikere, zoologer og ornitologer, og de kendte menneskenes særheder. De kastede runer, tog varsler og fik drømme og visioner, som de af og til oversatte. Gullvejg var mester i sejdekunst, og hun indviede både Freja og Frigg. De videreuddannede Odin i begrænset omfang, fordi de vidste, at samfundet afhang af ham indtil Ragnarok. Fuldbefarne sejdemestre var både Kvasir og Loke, som måske var to fremtoninger af samme shaman eller trickster.

Begrebet ‘shamanens hest’ er benævnelsen for redskaber til at bevæge sig mellem verdener. At sejde. Den ottebenede Slejpner er en sådan rejsefører. Dens far var vandhesten Svadilfare, en kelpie, der hjalp den murbyggende jætte. Moderen var tricksteren og shamanen Loke, som altså forhindrede, at muren mellem verdener blev lukket. Hermod rejste på Slejpner til Balder i Helheim og hjem igen.

Sejdritualer afholdes ved dæmring eller skumring. Vølven sidder på sejdhjællen, et højsæde, der gør synlig og giver overblik. Et kor gjaldrer traditionsbundne kraftsange til dundrende trommelyde, som åbner til andre verdener og den store sammenhæng.

Vølver er det naturlige midtpunkt i enhver årstidsfejring, men da vølver er et sjældent folkefærd, må andre festmestre til tider stå frem.

Idag bæres lyset frem for både Gullvejg og Lucia.

Tørstens Brønd

Tørstens Brønd stammer fra Selma Lagerlöfs fantasi 🙂
Hun fortæller om Tørsten i legenden De Vise Mænds Brønd, der handler om  den barske huløjede gamle kvinde, der sidder ved de vise mænds brønd og fryder sig over, at den er ved at tørre ind.

Medens Tørsten overvåger brøndens sidste suk, får hun besøg af en højtlastet kamelkaravane, der drives af tre prægtige dromedarryttere. Til dem beretter hun brøndens historie, som begyndte for længe siden, da tre vise tiggere sov blandt røde, søvndyssende valmuer. De vågnede under en lysende nattehvælving og følte, at Gud havde givet dem en opgave. Stolte fulgte de lyset med forventning om, at de ville blive rigeligt belønnet af en ny kongesøns hof, når de leverede deres visdom. Men sådan gik det ikke…

Selma Lagerlöf fortæller en anderledes historie om de vise mænd, hvori den ene rytter spørger: “Bør denne brønd ikke vare evindeligt for at minde menneskene om, at den lykke, der tabes på stolthedens højder, genfindes i ydmyghedens dyb ?”
Sluttelig må Tørsten forføje sig.

Efter solhverv kommer de hellige tre konger til det magiske gudebarn ved julehøjtidens afsluttende fest. Hellig Tre Konger fejres med tre-armede lys, juletræsplyndring  og Selmas legender! Uden tændte skærme 😉

Se også Julerosen og Rødhalsen – samt De Hellige 3 Konger.

ydmyghedes dyb
tørsten skaber illusion
valmuernes rus

At Være I At Være

At være i at være er zen:

Når jeg ligger, så ligger jeg!
Når jeg sidder, så sidder jeg!
Når jeg står, så står jeg!
Når jeg går, så går jeg!

I tankeløs kontemplation.
Registrerende sanseindtryk
kortvarigt og forbigående.

Se også Zen’s 4 Discipliner.

Havets Matematik

Havets matematik og magi opsamles med konkylier, der er havgaver indebærende mystisk lykkefølelse.

De færreste findes hele. Alle indeholder en indvendig spiraliseret hule.

Konkens beundringsværdige bygningsværk indbefatter Fibonacci’s Tal og Det Gyldne Snit. Hvordan kan konker magte matematik? Altid de samme ens-snoede proportioner. Magi!

De fleste er hullede. Tøjringsparate som køer. Hulsten og hulkonker er rigdom.

havet i haven
tøjret lykkefølelse
konkylieport

 

Skades Historie

Skades historie fortælles idag under mørkefesten. Hun var en selvstændig jættekvinde, der blev gift med vaneguden Njord. Et ægteskab med plads til særheder…      😉

Myten om Skade

Inde i Udgård boede jættepigen Skade med sin bøvede og brovtende far Tjasse. Han havde opdraget hende til at te sig, som en jættepige hør og bør, så hun var udvokset til en slagkraftig og selvstændig ung dame. Med jættemanerer, som hun gerne afprøvede mod sin far, der var ret så dominerende.

Blandt jætterne magtede flere mænd den særlige flyveevne. De kunne iklæde sig frygtindgydende rovfuglehamme og flyvende afprøve grænser. Tjasse var en af luftens jætter, og han fløj af og til en tur med sin ven Loke som passager. I den store rovfugls luftrum udtænkte de ofte rænker, som var udenfor Odins ravnes hørevidde.

Farjætten ville nemlig gerne have en dame i huset, der kunne bruges til en anden funktion end den husholdende datter. En sådan kvinde kunne være både hustru til ham og veninde til hans datter; og hun kunne dulme gemytterne, når der udbrød kampe på liv og død mellem datter og far. Tjasse havde udvalgt den underskønne Idun, gudindejomfruen, der administrerede ungdommens æbler. Hun havde endnu ikke forført digterguden Brage; og alt har jo som bekendt sin tid.

Husvennen Loke var ekspert i udspekulerede drejebøger med sig selv i en udsat rolle. Han vidste også, at Idun havde udlængsel, og han havde lovet hende en oplevelse. Så Loke inviterede Alfaderen Odin og Fortidsguden Høner på jagt. Aftalen med Tjasse var, at når byttet skulle steges, så skulle rovfuglen Tjasse flyve efter bålets røg og bruge sit jættetrolderi til at hindre kødet i at mørne. Guderne skulle bede fuglen om hjælp mod at deltage i måltidet. Men jætten skulle overgå dem i umådeholdent grovæderi, så selv de grådige guder blev rasende. Så skulle Tjasse agere tøsesur over dårlig behandling og flyve bort med Loke.

Sådan skete det. Men så fik guderne den forventede tanke, at der ville blive kedeligt i Asgård uden Loke, hvilket han havde forudset. Så han bad Tjasse kredse omkring bålpladsen, indtil tanken kom til guderne. De råbte så efter Tjasse og foreslog ham den handel, at hvis han ville sætte Loke af i Asgård, måtte han i stedet hjemtage det første stykke kvindfolk, han mødte.

Den scene havde Loke også forudset. Derfor havde han aftalt med rejselystne ungdomsgudinde Idun, at hun skulle samle æbler i den guddommelige abildgård. Så der gik hun forfulgt af skjaldeguden Brage, der udsang sine længsler efter æblemøen. Hvert øjeblik forventede hun, at Loke iværksatte hendes ønskede rejseplan, og da skete det.

Tjasseørnen landede, slap Loke, og i et snuptag slog fuglen kloen i den skønne mø. Loke slog en koldbøtte blandt nedfaldsæblerne og hilste hjerteligt på Brage, der som alle andre guder kunne være langsom i opfattelsen. Loke forlod hurtigt frugthaven og fandt på gøremål i passende afstand fra jagtselskabets hjemkomst. I ugevis diverterede han dameguderne. Men efter en tid bemærkede han, at de faldt af på den. Asynjerne ældedes, fordi de ikke fik Iduns foryngende æbler, som hun altid bar med sig.

I Udgård var der ikke fryd og gammen. De to unge frøkener havde rottet sig sammen og nægtede at opvarte Tjasse i begge ender. Jættepigen og gudindemøen var blevet hjerteveninder, og Idun berettede for Skade om gudernes kærlighedspraksis. Nye længlser groede i faderens datter, og de omfattede en udfrielse af hans jættegreb.

I Asgård erkendte Loke, at hans drama ikke var helt gennemtænkt. Det havde han god erfaring med, for han kendte sig selv. Han tog det ikke så tungt, for han vidste, at alting kunne løses med et større eller mindre offer. Gudernes evige liv var vigtigere end Tjasses, og i skæbnesager var Loke pragmatiker. Alt har som bekendt sin tid – og sin pris.

En af Lokes bedste veninder var Freja, og for en kærlig modydelse stillede hun gerne sit tilbehør til rådighed for at hjembringe Idun. Valget stod mellem kattevognen og falkehammen. Da Loke kendte Tjasses ørnefærdigheder, valgte han den hurtige fugleham fremfor misserne, som ellers kunne udgøre et mellemmåltid for Tjassefuglen. Forklædt i fjer fløj Loke til Udgård. Forinden bad han Freja organisere et stort bål til fejring af Iduns hjemkomst.

Det var en blæsende og regnfuld eftermiddag, og pigerne hyggede sig i enrum langt udenfor faderens lyttevidde. Regnen slog mod ruden, men rytmen forstyrredes af et bankende falkenæb. De lukkede fuglen ind. Den rystede fjerdragten og ud trådte Loke, der nok vidste, hvordan han skulle tage sig ud foran kvindfolk.

I den forløbne tid var Skade blevet parat til at slippe sin faderbinding. Iduns fortællinger om guderne og deres liv havde vækket en romantisk åre i jættepigens blod. Hendes egensindighed, selvtændighedstrang og autonome kræfter ulmede. Det så Loke øjeblikkeligt, og han kendte til kvinders rænkespil, der i sjældne tilfælde havde udspillet hans egne. Så i fællesskab udtænkte de slutningen på historien, der dog fik et ikke ventet udfald.

Første scene i dramaets næste akt tages ud af myten om Idun. Hun og hendes æbler blev pakket ind i en lille nød, som Lokefalken fløj bort med. Da Tjasse bemærkede, at pigernes fniseri var ophørt, undrede han sig; og da hans datter kom buldrende og udskreg en historie om, at hendes bedste veninde var bortført, gjorde han som forventet.

I sin rovfugleham forfulgte Tjasse falken med nødden. Netop som Loke landede med Idun og bålet blev tændt, nåede jætten til Asgård. Han fløj fluks i bålet, og fjer og jættekraft gnistrede i flammerne. Glæden over Iduns hjemkomst gav anledning til, at guderne holdt den gigantiske æblefest, der varede i længere tid, end bålet brændte.

Efter endnu en passende tid, trådte Skade i karakter og spillede sit livs rolle. Scenen var Valhallas tag, hvor hun spillede monologen om at være faderløs og ikke være gift. Loke og Idun spillede deres roller som interesseret publikum, og Brage fulgte selvfølgelig Idun. Han tog sin spidse skjaldehat af for jættemøens opdigtede følelsekunst. Ikke alle guderne viste den ærbødighed; men modviljen afløstes af morskab over en vred jættekvinde på skrå brædder.

Skade vidste, hvad hun ville. Hendes mål var kærligheden. Hun krævede bod af guderne for faderofringen. Guderne bad hende om at rende og hoppe. Hun svarede, at det gjorde hun gerne. Fra jættegård til jættegård for at samle en hær, der kunne hævne hendes far. Det svar gjorde guderne betænkelige. Under deres langsomme tankegang kom hun selv med et modforslag. Hun ville giftes med en gud!

Stilheden i Asgård blev gungrende, indtil Idun med klar stemme forkyndte, at det kunne hun godt forstå. Hun vidste godt, at Skade havde udtænkt sig Balder. Loke spillede også sin rolle, men han kunne ikke forhindre den vending, som gudernes trang til underholdning medførte. Med opmuntrende tilråb udfordrede de Skade til at træde ved siden af, men hun bevarede fatningen. Også da de bad hende stige ned fra taget og betragte gudernes jordforbindelse. Hun blev tilstedt den gunst at vælge en gudemage ud fra hans fødder. De ledige gudemænds øvre dele blev tildækkede, så kun fødderne stak ud, og Skade steg ned og undersøgte hver enkelt fodpar. Hun tog sig sin tid og brugte alle seks sanser.

Efter endnu mere passende tid udså hun sig de fødder, der synede, lugtede og smagte bedst. Og som lød bedst ved gudens gang og reagerede kærligst, når hun kildede dem. Men hendes sjette sans bedrog hende. Det var ikke Balder, der stod på de dejligste fødder. Det var vanernes høvding Njord, og et bryllup blev fluks arrangeret. Guderne brølede i forventning om en fest med rigelig mad og mjød.

Idun var en smule stødt over, at hendes udkårne ikke blev valgt som den med de dejligste fødder. Men hun kendte hans vers, så hun var mest lettet over, at jætteveninden ikke havde valgt Brages fødder. Derfor sørgede hun hurtigt for, at han ikke længere var ungkarl.

Skade og Njord så hinanden an. En jættekvinde og en ungdommelig far til tvillinger var ikke det forventede udkomme af rænkespillet fra pigeværelset. Men størst af alt er kærligheden, og den indfandt sig på sin helt egen manér. Kærlighedsguderne Freja og Frej gjorde deres til, at deres far kom sig over den første overraskelse. Både jættekvinden og vanehøvdingen var store personligheder. Skade udfoldede sig bedst blandt klipper og bjerge, som gav hende den jordforbindelse, hun havde brug for. Hun trivedes blandt hylende ulve og havde et særligt bånd til den, der havde Loke som far; men det er en helt anden historie.

Njord levede ved havet, hvor hans tanker kunne flyve mod horisonten som akrobatiske måger. Deres skrig var musik i hans ører. Og bølgernes rullen i al slags vejr var næring for hans følelsesliv. Det delte han gerne med Skade. De blev mestre i kærlighedsfyldte møder, som de begge betragtede som deres helt egne højtider. Men hverdagen delte de ikke. Skade levede i bjergene og Njord passede sin gudedont ved havet. I stjerneklare nætter sendte de kærlighed til hinanden via den skinnende dobbeltstjerne, der var skabt af Tjasses øjne. De lå lysende tilbage i asken fra bålet efter Iduns hjemkomst, og under brylluppet blev de kastet op på himmelhvælvet. Skades jættefar i Udgård var blevet ophøjet til en fader i himmelen.

Uddrag af bogen: Nordens Mytologiske Årstidsfester.

Højtidsfester

Højtidsfester er menneskehedens måde at markere årets gang. Så fejrer vi fællesskabet, helheden og det hellige. Med fortællinger, sange, danse, ofre og gryderetter. Juleaften fortælles evangeliet, der synges og danses om det ofrede grantræ, gaver ofres til hinanden, og risengrøden spises. Julefesten er “opskriften” på en højtidsfest.

Til hver højtid knyttes en hellig trævækst som symbol på Livstræet. Livstræsymbolet har ikke rod i naturens botanik. Men virkelighedens træer bærer også magi for hverdagens mennesker. Og træernes kraft ændrer sig med årstiden. Fejringer af mytiske begivenheder indebærer ofte at ære livstræet ved at afskære og ofre lokale træer eller grene og løv:

Vintersolhverv: Kristtorn
Lysfesten: Mistelten
Forårsjævndøgn: Hassel
Vårfesten: Eg
Sommersolhverv: Hyld
Høstfesten: Røn
Efterårsjævndøgn: Taks
Mørkefesten: Vedbend

Mørkefesten er fejringen af indgangen til mørketiden. Mørket byder på hvile, mindetanker om de døde, og konfrontationer med egne skygger.  Mørkets tanker kan indebære omlægning af vaner. Nytårsforsætter, som allerede nu kan forberedes…

I mørket lever fortællingerne, uanset om festen kaldes Allehelgen, Halloween eller Samain. Bogen Nordens Mytologiske Højtidsfester foreslår en nordisk kvindemyte til hver af de otte årstider. I morgen fortælles om jættekvinden Skade.

Folkvangkrigerne

Folkvang-filosofien handler om at proritere Frejas værdier. Gudinden for fred, omsorg og bæredygtighed tilhørte gudeslægten vanerne. Hendes hjem var Folkvang, hvortil hun kaldte halvdelen af de døde. Kærlighedsgudinden samlede dem, der havde kæmpet for hverdagen. Det var især de kvinder, der passede jorden, børnene, de gamle og samfundet, medens mændene var væk.

Asernes høvding Odin samlede de vikinger, der døde i kamp, i Valhalla. Deres gebet var krig, undertrykkelse og grådighed. Valhalla Warriors. Men asernes indstilling til livet dræber jordens natur. Derfor skal Frejas krigere på banen. Folkvang Warriors er krigere for fred/omsorg/bæredygtighed for at værne om jorden – og livsglæden.

Myten om Frigg

Myten om Frigg fortælles ved efterårsjævndøgn:

Myten om Frigg

Frigg var høvdingens kone, dronningen, Den Store Moder. Da hun indgik giftermål med Odin, var han allerede far til Thor, hvis mor var Jorden. Odin var en inkonsekvent, uberegnelig og ustadig far, og knægten var uregerlig. Han havde brug for Friggs faste hånd.

Høvdingekonen opdrog Odins tre sønner, hammerkasteren Thor, rimsmeden Brage og ulveopdrætteren Tyr sammen med de tre drenge, som hun var mor til. Den rapfodede Hermod, den tænksomme blinde Høder og den milde yndling Balder. Familieskaberne var spegede. Om det var Odin eller hans brødre, der var fædre, står åbent; men alle sønnerne får vigtige roller under Ragnarok.

I fordumstid var Frigg, Freja og Gullvejg en hellig treenighed. Selvom Frigg gik stille med dørene, så var hun mægtigt sejdkyndig. Hun var den regerende magiske hustru bag den såkaldte alfader Odin. Hendes domicil var Fensale, hjemmet ved mosen.

Sejdmageri omfatter indsigter i både fortid og fremtid. Da Kvasir i vølveskikkelse besøgte Frigg og Odin, var det hende, der forstod, at profetien om Ragnarok også indeholdt en ny fremtid. Ved sit klarsyn så hun, at det krigeriske, voldelige og destruktive liv skulle afløses af en fredeligere, omsorgsfuld og bæredygtig tilværelse. Frigg erkendte, at hendes drenge ville få hovedroller i den store omvæltning, der på ondt og på godt ville medføre en forandring, som hun egentlig billigede.

Også Odin var klar over, hvor det bar hen. I skikkelse af Vegtamr opsøgte han Hel for at høre hendes udlægning. I Helheim var der dækket op til fest, da hun ventede Balder og Nanna. Odin ville vide, hvem der skulle hævne Balders død, og Hel forudsagde endnu et brodermord. Odins søn med Rind, Vale, skulle dræbe hans søn med Frigg, Høder. End ikke Odin kunne hindre historiens gang.

Da Friggs yngste søn Balder fik drømme, der fyldte hans vågne timer, vidste hun, at tiden var inde. Hun kendte hans drømme, og hun havde forberedt den rolle, som hun var udvalgt til at spille. Balder var lys af sind og alles kæledægge, men han blev mørk. Hans drømme handlede om, at alle skulle efterstræbe ham, og at han skulle dø. Hans tungsind bredte sig til alle omkring ham.

Gudernes hverdag blev tynget. Ingen ville tro Balders syner. Men både Frigg og Loke vidste, at de var forvarsler om Ragnarok. Loke var imidlertid den gud, der var kendt for at få det bedste ud af nutiden her og nu. Han var ekspert i at leve i nuet, selvom han havde dyb visdom om fordumstiders fremtider. Sammen med Frigg udtænkte han en festlig underholdning til fornøjelse ved gudelivets ophør.

Underholdningen gik ud på at modbevise Balders drømme ved at gøre ham til mål for gudernes våbentræning. Den sejdkyndige Frigg skulle forinden afkræve, at alle levende og døde ting skulle love, at de ikke ville skade hendes udvalgte søn. Men hun tog ikke alverden i ed, for på hendes verdensvandring mødtes hun med Loke i skikkelse af den afsides levende kone Tøkk.

Tøkk var en af Lokes mange forklædninger. Han var jo fader til ulven, ormen og Hel, som virkede sammen for det guddommelige mål at frelse Balder for Ragnarok. Han skulle gå forrest i den nye verdens skabelse, og derfor skulle han fjernes fra Asgård, inden den store katastrofe. Frigg, Tøkk og Hel havde udtænkt den store drejebog, som nu blev sat i værk. Kvindelist.

Blandt alle døde og levende ting findes en besynderlig skabning. Misteltenen er en hellig vækst helt uden jordforbindelse. Den stedsegrønne plante lever i hellige træer, der nærer den med deres livsvæsker. Snylteren har perlelignende bær og er giftig. Frigg afkrævede ikke ed af misteltenen, da hun vidste, at den magiske plante var udvalgt til at bringe Balder til Hel.

Da Frigg vendte tilbage fra sin verdensomrejse, var våbenfesten forberedt, og især Thor og Tyr glædede sig til at afprøve kræfter. Balder var parat til at flygte; men Frigg trak ham og hans kone Nanna til side. Så fortalte hun på bedste sejde-vis, at Balders drømme var en del af visionen om Ragnarok, og at de to var udvalgte til den næste verden. Hun indgød Balder mod til at tage imod det, der ville komme; og hun lærte Nanna at dø af sorg.

Under megen hujen, våbenlarm og Brages skjaldedigtning gik beskydningen i gang. Først afprøvedes det svage skyts, og Balder syntes usårlig. Guderne gejlede hinanden, og da Thors hammer Mjølner opviste flyveegenskaber, den aldrig tidligere havde vist og undveg målet, så kendte jubelen ingen grænser. Den blinde Høder stod stille og lyttede. Også Frigg var tavs. Hun sendte da et øjekast til Loke.

Efter at have forladt Tøkks sted, havde Loke iført sig en fjerham og var fløjet bort til misteltenens levested. Af det besynderlige væsen fik han en pilespids, der trods sin blødhed indeholdt dødbringende gift. Derefter besøgte han guden Ull i Taksdale. Han var søn af Sif og kendt for sine evner til at stå på ski og skyde med bue. Ull levede mellem de hellige takstræer, og han var ved at pakke til våbenfesten. Af ham lånte Loke både en bue og en pil, hvis spids han udskiftede med misteltenen.

Da Balder så, at Loke gav bue og pil til Høder, vidste han, at prøvelserne straks ville være ovre. Han smilede til sin broder, der intet så, og lod smilet vandre til sin moder. Hun gengældte smilet i uendelig omsorg. Høder affyrede pilen, og han hørte, at verden blev ramt af en lamslående stilhed.

Idet Balder segnede, sørgede Nanna for at dø af sorg. Stilheden blev afløst af en skingrende jammer, der udfoldede sig værst i Høders bryst. Frigg satte sig med sin døende søn i skødet og forberedte ham på rejsen til Hel. Fra Odin fik han med sig ringen Draupner med henblik på løskøbelse fra Helheim.

Balders og Nannas ligfærd skulle ske ad skibet Ringhorne. Alle guderne var samlede i sorg. Også mennesker, jætter og småfolk sørgede, da Balder altid havde været fredens mand. Da Thor skulle søsætte skibet, spændte han kraftbæltet Megingjord, men alle hans kræfter rakte ikke, da Loke brugte alle sine kunster for at tilbageholde skuden. Den stod urokkeligt fast. Da Thor trods torden og lynild måtte erkende sin begrænsning, sendte Loke øjekast til sit afkom.

Forklædt som Hyrrokkin red Hel frem på ulven med ormen som tømme. Lokes børn forenede deres kræfter og gav Ringhorne et gevaldigt skub, så skibet for af strand. Stenene gnistrede og skibet stod i brand. Thors krænkede stolthed flammede også op, så han ville kløve kvinden; men guderne stoppede ham. I ustyrlig vrede sparkede han dværgen Lit ind i ilden. Alle andre stod som forstenede og øjnede det brændende skib, medens mørket sænkede sig.

Sorgen og savnet over Balder fødte håbet om, at Hel ville frigive ham. Frigg lod Hermod låne Odins hest Slejpner, hvis mor var Loke. I ni dage red Balders bror på ‘shamanens hest’, og Gjallerbroen dundrede højlydt, da han red over den til Helheim. Møen Modgunn var kendt med ugunst, modvilje, misundelse og andre skygge-egenskaber, som hun kaldte ved navn. Men hun så hverken Nanna, Balder eller Hermod som skygger. Alligevel blev de lukket ind.

Inde i Helheim sad Nanna og Balder på højsædet og tog imod Hermod. Hel bød ham velkommen og spurgte, hvad hun kunne hjælpe med, selvom hun udmærket godt vidste, hvad det drejede sig om. Da Hermod havde fremført sit ærinde svarede hun, at hvis alle ville græde for Balder, kunne han frigives. Balder selv virkede ikke særligt nedtrykt, og da Hermod forlod salen, fik han Draupner, da Balder vidste, at han ikke skulle bruge ringen.

Guderne drog rundt i de ni verdener og bad alle græde for Balder. Hel varskoede sin far, og Loke tog atter skikkelse af Tøkk. Han så frem til Ragnarok, da han vidste, at først da ville han slippe fri for den straf, der hang over hovedet på ham. Da guderne kom til Tøkk, fik de det svar, at Tøkk kun vil græde tørre tårer. Det var aftalen mellem Hel og Loke, så Balder blev i Helheim.

Loke blev gjort til syndebuk. Han blev bundet med sønnen Narfes tarme i en hule. Over ham fæstnedes en slange, der uafbrudt spyede galde og edder over ham. Jorden skælvede ved hans lidelser. Lokes trofaste hustru Sigun levede hos ham og opsamlede slangegiften i et kar; men hver gang hun måtte tømme karret, rystede verden i Ragnaroks vold.

I Fensale mærkede Frigg jordrystelserne. Dronningemoderen forberedte gudeverdens ende. Hun havde hidkaldt Liv og Livtraser, som skulle overleve Ragnarok. De blev indviet i levekunst og sejdmageri, og de fik overdraget de gyldne runetavler. Efter indvielsen drog de to børn i ly i Yggdrasils top, hvor de vil overleve gudernes skæbne og skabe en ny verden i Den Store Moders ånd.

Uddrag af bogen Nordens Mytologiske Årstidsfester.
Udgivet af mytekredsen.dk