Det Nordiske Sommersolhverv

Det nordiske sommersolhverv fejres i dag den 21. juni kl. 17.54. På tidpunktet, hvor jorden skifter hældningsgrad. Det medfører store ændringer i naturen. Dagene bliver kortere, nætterne bliver længere, og frugtmodningen efterfølger blomstringen. Et magisk øjeblik!  😉

Det nordiske årstidshjul sætter højtiderne i sammenhæng med mytologiens ni verdener:

Vintersolhverv 21. december:
         Nord: Niflheim, isens rige.
Lysfesten 2. februar (genfødselsfesten):
         Nordøst: Helheim, de dødes hjem, som passes af Hel.
Forårsjævndøgn 22. marts:
          Øst: Vanheim, bolig for vanerne, kærlighedsguderne.
Vårfesten 30. april:
         Sydøst: Alfheim, elverfolkets hjem.
Sommersolhverv 21. juni:
         Syd: Musplheim, ildens rige.
Høstfesten 2. august:
         Sydvest: Svartalfheim, dværgenes hjem.
Efterårsjævndøgn 22. september:
         Vest: Asgård, bolig for aserne, krigsguderne.
Mørkefesten 30. oktober (dødefesten):
         Nordvest: Udgård, Jotunheim, jætternes hjem.

Menneskene i Midgård fejrer naturens gang med årstidsceremonier, der passerer gennem de 8 omkringliggende verdener med tilhørende myter.

Sommersolhverv forbindes med ildverdenen Muspelheim og myten om Gullvejg, der kendes fra Vølvens spådom. Hun betragtes som en side af vanernes gudinde Freja. Aserne brændte hende tre gange, men hun helede og er siden dyrket som gudinden for frugtbarhed og sejd.

Vølver og shamaner over hele verden har en udvidet bevidsthed om årstiderne, og de lever for, at menneskene bevarer ærbødigheden for naturen og dens frodige mangfoldighed.  Hver højtid fejres med magiske gryderetter, fortællinger og danse.

Se også indlæggene om solhvervsdukkerne,og midsommerbål.

Skt. Hans er et kristent forsinket ritual, der markerer, at Johannes blev født ½ år før Jesus, som også kom lidt for sent i forhold til vintersolhverv…

Spættens Medicin

Spættens medicin er et eksempel på, hvordan naturhistorie kan bruges som allegori. Den kan symbol-oversættes på samme måde som ved drømmetydning.
Se også Drømmesymboler.

At møde et dyr kan opfattes som en givende fortælling. Dyrets udseende kan symbolisere seerens fremtoning/persona/ego, medens dyrets biologi og opførsel handler om personlighed/færden/handlekraft.
Oprindelige naturfolk tog varsler på den måde. Et væsen, der krydser ens vej overbringer en meddelelse fra forsynet – eller åbner en oplysning fra ens egen underbevidsthed…  Ligesom når en sort kat går på tværs. 😉

En mulig “oversættelse” af et spættemøde kan gøres ud fra disse iagttagelser:

I døde, rådne træers indre lever larver, der omsætter dødt træ-væv til animalsk liv. Larverne forpupper sig og forvandles til perfekte, farverige insektskabninger.
Spætter er farverige fugle/flyvere, hvis lyde høres på lang afstand. De arbejder hamrende hårdt i det døde træstof for at finde dyrebar næring. De fremdrager liv ud af noget dødt!

Spættens medicin kan altså handle om et spraglet, flyvsk ego, der kan høres langt væk. Fuglens biologi kan måske vise, at det kræver hårdt arbejde at bringe liv ud af noget dødt; men det nærer!
Det særlige aspekt her er, at livet inde i det døde træ er forbundet med en forvandling. Metamorfosen fra krybende larve via puppe til flyvende insekt. Det hårde arbejde er altså forbundet med forvandling.

Allegoriske fortællinger er leg med  levende ord, berigelser af sanseligheden og næring til fantasien 🙂

Zen’s 4 Discipliner

Zen’s fire discipliner er
at ligge, at sidde, at stå og at gå.
I tankeløs kontemplation.
Registrerende sanseindtryk
kortvarigt og forbigående.

Det var devisen i Zen-filosofiens gyldne tid i årene ca. 700-1000.
Samtidig med vikingetiden.

Alan Watts redegjorde for, at magtfulde munke i de efterfølgende århundreder udviklede klosterordener, hvis formål den dag i dag er de samme som for engelske kostskoler. De er opdragelsesanstalter for overklassens børn, der lærer at både adlyde og undertrykke medmennesker, hvorved de uddannes til magthavere i såvel Japan som UK. AW oplevede begge systemer…

Men at leve i zen er at leve uden hensigt.
Uden tilknytninger.
Uden at optræde/magte/præstere.
At leve “usynligt” i forgængeligheden – med et gran af humor.
Basho og Hakuin var zenmestre, der af og til udtrykte deres sansninger med ord. Andre referede dem; derfor blev de synlige.

Zenklostre kan i dag betragtes som levendegjorte museer med kostskolefunktion. Deres indhold er lige så fjernt fra zen’s oprindelige kerne, som vor tids vikingemarkeder er fra vikingetiden.
😉

tidsforskruninger
munkes og vikingers ånd
markedsinflation

Vegvisir

 

Vegvisir er et vejviser-symbol med islandske rødder. Måske en  rejsefører i det nordiske årshjuls verdener:

Et kompas visende vej  gennem livets spiral af årstider, hvor vedenshjørnerne og mytestederne besøges gennem livsaldrene…

Vegvisir præsenteres i det islandske Huld-manuskript side 60. Det er udgivet/samlet/udtænkt ( ?  😉  ) af Geir Vigfusson i 1880. Håndskriftet er en opdagelsesrejse værd.

 

Nordens Solhjul

Vølver og shamaner over hele verden har en udvidet bevidsthed om årstiderne. Indianernes medicinhjul, tibetanernes mandalaer og nordiske solhjul er samme surdej. Tilpasset det sted på jorden, hvor livet leves.

Solhjul viser årets gang, som lige vel symboliserer et døgn og et menneskeliv:
Øst: forår, morgen, barndom.
Syd: sommer, middag, ungdom.
Vest: efterår, aften, voksendom.
Nord: vinter, nat, alderdom.

I alle kulturer knyttes mytiske symboler til årshjulet. Fortællinger, guddomme og naturfænomener – og et kors forbinder ofte øst-vest og syd-nord. Hjulkors findes som helleristninger over hele verden.

Det nordiske hjulkors symboliserer den nordiske mytologis ni verdener:
Øst: Vanheim, bolig for vanerne, kærlighedsguderne.
Sydøst: Alfheim, elverfolkets hjem.
Syd: Musplheim, ildens rige.
Sydvest: Svartalfheim, dværgenes hjem.
Vest: Asgård, bolig for aserne, krigsguderne.
Nordvest: Udgård, Jotunheim, jætternes hjem.
Nord: Niflheim, isens rige.
Nordøst: Helheim, de dødes hjem, som passes af Hel.
Midte: Midgård, menneskenes rige.

Hilse-ceremonien ved en nordisk årstidsfejring har ni retninger. De otte verdensretninger med solbevægelsen – begyndende med Vanheim i øst. Til sidst Midgård i midten.
Hil-ritualet (= Æret Være = Gloria) omfatter altså både de lyse og de mørke kræfter. Yin OG yang. Ligesom det kinesiske I-Ching-hjul:

rundtosset cirkling
kredsende om livstider
spiralisering

 

Solårets Anden Himmelfest

Solårets anden himmelfest er forårsjævndøgnet. De fire himmelske årstidfester fejrer solens rytme. Indimellem dem fejres årstidsfesterne for Jorden, som markerer skift i livet: spiring, vækst, frugtsætning og hvile.

Festerne fejres udendørs og indledes med “Æret Være”-ritualet (= “Gloria”) for alle 7 retninger:

Mod øst: Æret være Østen, morgenens, barndommens og forårets kræfter. Et lys tændes og sættes i øst. Tre dybe åndedrag.
Mod syd: Æret være Syden, dagens, ungdommens og sommerens kræfter. Et lys tændes og sættes i syd. Tre dybe åndedrag.
Mod vest: Æret være Vesten, aftenens, voksendommens og efterårets kræfter. Et lys tændes og sættes i vest. Tre dybe åndedrag.
Mod nord: Æret være Norden, nattens, alderdommens og vinterens kræfter. Et lys tændes og sættes i nord. Tre dybe åndedrag.

Kroppen strækkes på tæer, og armene rækkes mod himmelen (et inderligt gab er velkomment): Æret være Himmelen med dens yang-kræfter. Mandigheder! Tre dybe åndedrag…
Kroppen bøjes mod jorden og landes på alle fire (i uhøjtidelig sammenhæng kan vinde frigives 😉 ): Æret være Jorden og dens yin-kræfter. Kvindeligheder! Tre dybe åndedrag…
Kroppen oprejses og hænderne samles med indadvendt opmærksomhed: Æret være Livet ! Tre dybe åndedrag…

Efterfølgende festes. Fortællinger deles under fornøjelig spisning (se Afrodisiske Gryderetter), og der leges, synges, danses m.m.m. 😉 Med masker og trommer!
Fortæl Festens Gave !

De fire første Æret Være med lystænding kunne minde om de 4 lys i den kristne adventskrans. Måske er den inspireret af tibetanernes mandalaer, indianernes medicinhjul og fortidens solfester. Måske var galilæeren selv en viis mand fra Østerland. En tibetansk munk? En tulku, som fandtes af de tre viise mænd/buddhistmunke, der bragte ham til et tibetansk kloster efter tempelfremvisningen. Senere vendte han tilbage til sin fødeegn og prædikede. Bjergprædikenen er ren Buddhisme!

Forårsjævndøgn fejres i dette døgn – sammen med fuldmånen for ret færden (se klummen om klanmødrenes månetradtion). Ved et sjældent himmelsk sammentræf ramler en mandehøjtid sammen med en kvindehøjtid.

Solen og Månen
Himmelsk yang og jordisk yin

Hvilken cocktail!
Hil!

 

Ægte Kærlighed

Ægte kærlighed handler om at værne om Moder Jord. Buddhismen taler om fire aspekter.

  1. Ubetinget venlighed. Metta.
  2. Gensidig medfølelse. Karuna.
  3. Fælles livsglæde. Mudita.
  4. Inkluderende lighedsfølelse. Pekkha.

De bor i vor naturlige godhed.

Romantisk kærlighed lever kun, hvis de fire aspekter er i sving. Forventningskrav, magtesløshed og tillidstab er tegn på manglende ægte kærlighed. Mange relationer bygger på forfængelighed, selviske begær og gensidige projektioner. De forhold medfører lidelse.

Den ægte kærlighed indebærer i følge buddhismen, at mennesker erkender tomheden. Forfængeligheden. Forgængeligheden. Sunyata.

Moder Jords balance ødelægges af de to-benedes forfængelighed. Forbrugsbegæret. Balancen genfindes ved ægte kærlighed.

Altså: Moder Jord udpines af menneskenes forbrugerisme, der skyldes begær og forfængelighed. Ægte kærlighedsrelationer erkender forfængelighedens forgængelighed, så de undgår forbrugerismen og fryder sig ved venlighed, medfølelse og glæden over skaberværket. At undgå materialistisk statusforbrug gavner naturen. Derfor værner den ægte kærlighed om Moder Jord. Logik imod burhøns 😉!

Se ogsaa myten om Skildpadde-Øen.

Chanting

Chanting er ret lige til:
Træk vejret i samme rytme som en god sang. By heart. Udenad på rygraden inde under huden. Lig, sid eller gå!

Den udvalgte sang kan synges højlydt, gjaldres eller reciteres stumt indvendig. Ordene må gerne være mytiske og billeddannende – eller mærk-værdige vrøvlelyde 😉 Mærk dem i kroppen ved udånding. Et enkelt vers, der gentages, kan være nok og åbne til en anden verdensfornemmelse…

Forslag:
Jeg ved en lærkerede.
Se, nu stiger solen af havets skød.
Alt hvad som fuglevinger fik (salmen inviterer til dans med svingende arme).
Prajna Paramitra.

Rishi

Rishi er det indiske ord for en gamling, der har lagt sin fortid bag sig for at vade rundt og digte. Vandrende kvinder og mænd. Vølve er det nordiske ord.

Alan Watts forklarer i The Way of Zen (1957), at en rishis sande tilstand består i at være “uklassificeret”. At være “intet” og “ingen”. Uden fortid og uden fremtid. Et eksempel er Basho:

“Zenbuddhismen, en vej til sindets frigørelse” er titlen på den danske udgave (1962). Anbefales!

5 Bøger om/af Mænd

Efter min intense indlevelse i Isabel Allendes feministiske magiske realisme, har jeg brugt denne vinter på mandlige forfattere i lignende genrer. Jón Kalman Steffánsson er måske hendes maskuline bror i litteraturånden. Her er 5 andre bøger af 4 mænd med vidt forskellige rødder: norske, islandske, danske og tibetanske.

Per Petterson 2003: Ud og stjæle heste (264 sider)

Dagbogsfortælling om at opfylde egen længsel efter at være alene. Den aldrende Trond har købt et faldefærdigt skovhus, som han vil sætte i stand. Ved brug af erindringer om sin far og hans håndelag. Romanen skifter mellem nutidsvinter og fortidsbarndom. Om at kende sig selv ved at genkende sin far og sin barndom. Og om fortiden, der bliver nutidig. Eminent historie om at være tilstede i selverkendelse.

Halldór Laxness 1931/32: Salka Valka (481 sider)

En mørk aften landes en pige og hendes mor i et lille fiskerleje. SalkaValka vokser op i skyggen med en ukuelig kvindekraft. Gribende sanserig roman om overlevelse, eksistentialisme, religiøsitet – og socialisme. Stor livsfortælling. Et “must” af en kvindehistorie, hvor tingene med tiden ikke er helt, som de syntes at være i begyndelsen. Med intense portrætter af mændene omkring hende. Stor klassiker i Laxness’s islandske ånd!

Lars Muhl 2002: Seeren (214 sider) 99.4 (?)

En eventyrlig lærlingefortælling, hvori LM i biografi-form fortæller om møder med seeren/troldmanden Kalle Jaurup/Calle Montsegur (1934 – 2007), der healede fra Pyrenæerne. Hans verdensopfattelse fortælles efterhånden som LM bliver indviet – og opfinder begrebet isogyn (?)… En fantasy-rejse om selvudvikling med mytiske toner fra katharerne, buddhisme, aramæisk kultur osv. En farverig Rok&Rul-jeg-historie 😉

Larsen Muhl 2004: Maria Magdalene (320 sider) 99.4 (?)

Fortsættelse af Seeren. LM udvikler fantasy-fortællingen med arketypiske begreber omkring kvindekraft/anima ved brug af en Maria-Magdalene-figur. Lærlingen møder og lærer det feminine at kende gennem myter og personlige møder, som iscenesættes af Seeren. En eventyrlig beretning om en mands udvikling med inspiration fra de store kvindemyter, som vikles ind i en slags virkelighedskontekst. Måske Castaneda-inspireret?

Chögyam Trungpa 2015: Mindfulness til daglig (189 sider) 61.36

CT døde i 1987 efter at have ført crazy-wisdom-buddhisme til Vesten fra Tibet. Siden har hans hustru/elev Diana Mukpo udgivet afskrifter af hans taler. Denne bog omhandler 3 afsnit: At blive ven med dig selv, Grundlag for mindfulness og Mindfulness til daglig. Gennemsyret af traditionel disciplineret, tibetansk klosterskoling. Krydret med galskab. Den ægte vare!

Se også litteraturindlægget om mandefølelser.