Ragnarok

Ragnarok er gudernes skæbne, som fortælles i Vølvens Spådom. Beretningen omhandler skabelsestiden, verdens undergang og det efterfølgende nye liv.

Undergangen bliver indvarslet af Balders død for Høders pil. Et brodermord, der efterfølges af endnu et brodermord. Med Rind får Odin sønnen Vale, der en dag gammel dræber den blinde Høder. Han, Balder og Høder overlever i Helheim, og Friggs milde sønner bliver guder i den nye verden.

Den gamle verden går til grunde efter fimbulvinteren, der varer tre år uden somre. Sol og Måne bliver slugt af ulvene Skoll og Hate. Himlen skal formørkes, stjerner vil falde, jorden vil skælve, havet vil oversvømme, bjerge vil smuldre og træer vil segne.

Haner vil gale i Asgård, Udgård og Helheim, og Hels søskende, ulven og ormen, vil dø i kampen mod krigsguderne. Deres far Loke vil udfries af pinslerne i bjerget for at dø sammen med Heimdal på slagmarken.

Verdenstræet Yggdrasil vil rystes i sin grundvold, men i dets løv vil Liv og Livtraser overleve, og deres børn vil befolke jorden under Gimles gyldne tag. Fred, omsorg og bæredygtighed vil afløse fortidens krig, egoisme og grådighed. Men kimen til ondskab vil også lure i den nye verden.

Vølvens spådom var på forhånd kendt blandt nogle af guderne; og ikke alle mente, at Ragnarok udelukkende var et onde.

Myten om sol og måne, dag og nat.

Mundilfare var en mand, der elskede sine vidunderlige børn, der var så strålende, at han kaldte sønnen for Mane(Mani) og datteren for Sol. Guderne blev vrede over sådant overmod, så de gjorde børnene til slaver på himmelhvælvet. Sol styrer vognen med gudernes sol, som var skabt af gnister fra Muspelheim. Måne styrer gudemånens ny og næ.

Nat var jætten Narfes mørklødede datter, og hun blev mor til sønnen Dag. Han skinnede ligesom sin fader Delling, der var af gudernes slægt. Moderen Nat og sønnen Dag har hver en hest. Forrest rider Nat på Rimfaxe med mørket, der fugter jorden med rim og dug. Dags hest er Skinfaxe, som bringer lyset og den tørrende morgenbrise.

Men østerude i Jernvedskoven sidder den sejdkyndige jættekvinde Angerboda. Hun er mor til underverdenens dronning Hel, Ormen Jørmundgand og ulvene Fenris, Skoll, Hate samt diverse varulve. Skoll jager Sol over himmelen og Hate forfølger den flygtende Mani.

Når månen er fuld og meget synlig, er det rasende vanvid på spil. Varulve og manier. Jættekvinden hujer ad sit afkom, så både menneskers og guders tanker og tider løber løbsk. Ved Ragnarok indhentes Sol og Måne, og vanviddet hører op.

Sådan vil det ske.

Skjaldemjøden

Skjaldemjøden er en udvidet og anderledes vinklet fortælling om Kvasirs Blod. Den handler om at stifte fred og om at dyrke fredens væsen, som er Kvasir. Visdommens omvandrende fredsmægler. En slags vølve uden køn. Eller dobbeltkønnet…

I fordums tid rasede en slags krig mellem aser og vaner. Aserne var krigsguder, hvis mål var kamp, erobring og grådighed. For at demonstrere magt angreb de konstant vanerne. De var kærlighedsguder, og deres gebet var omsorg, frugtbarhed og bæredygtighed.

Da krigsguderne blev trætte af, at de ikke fik forventet modstand, indså de, at de egentlig ikke kunne undvære kærlighedsguderne. Freden havde vundet, og guderne beseglede en venskabspagt ved alle at spytte i et stort kar. Det blev skvulpende fyldt af fælles livsvæske.

Freja og Frej var vanernes fremmeste magere udi frugtbarhed. De var tvillinger og kanske kærester. Eller måske to forskellige sider af samme gud. De stak hænderne i spytsuppen, rørte rundt i spiraler og fremdrog Kvasir af gudespyttet. Hon var den  kløgtigste af dem alle, for hon havde alviden fra både vaner og aser. Fredens væsen.

Kvasir vagabonderede omkring, fejrede hverdage og højtider og stillede sin visdom til rådighed for enhver, der spurgte. Engang dukkede to af de underjordiske svartalfer op. Fjaler (Snyderen) og Galar (skrigeren) tilhørte underverdenen, hvis småfolk fremstod som sortalfer, vætter og dværge. Nisserne var af samme afstamning. De indbød Kvasir til Svartalfheim, for de havde spørgsmål, som andre ikke måtte høre.

Selvom Kvasir vidste, at intet godt var i sigte, fulgte hon med, som skæbnen bød høn. Svartalferne var eksperter i at udtrække det skinnende af undergrunden. De var kendt for guldet og den deraf følgende grådighed. Kvasir undergik deres forvandlingstrolddom. Dværgene slog høn ihjel og tappede hons blod i to gryder (Son og Bod) og i en kedel (Odrører). I det lunkne blod hældte de honning, og blandingen gærede til en berusende skjaldemjød. Kvasirs blod. Drikkes den i passende mængder giver den visdommens, fredens og digterkunstens gave. Men indtagelse af upassende mængder medfører forbandet vanvid, griskhed og krig.

Kvasirs ublodige lig sendte de til guderne sammen med løgnen om, at den omvandrende skjald var blevet kvalt i sin egen klogskab. Tvillingerne tog resterne af deres kunstværk under kærlig behandling og gav det nyt liv; men det er en helt anden fortælling. Vølvens Spådom!

Fjaler og Galar drak blodmjøden i upassende mængder, og i rusens ondskab druknede de jætten Gilling. En typisk tung, langsom og venlig jætte, der uheldigvis kom på tværs. Hans kone blev larmende af sorg, så hende dræbte de også. Men sønnen Suttung blev vred af sorg og forsøgte retfærd. Han lod de vandskrække svartalfer smage drukendødens vand ved at sætte dem på et klippeskær, der blev oversvømmet ved højvande. De underjordiske kunne ikke svømme. Lige før undergangen tilbød Suttung dem livet for skjaldemøden, som derefter også kaldtes Suttungs Mjød.

Suttung var klar over, at mjøden var både en gave og en forbandelse. Han gemte den dybt i et bjerg, og han lod sin til den tid trofaste datter Gunlød våge over drikken. På den måde blev en fars pige gemt af vejen i trofasthedens navn.

Odins ravne Hugin og Munin havde fulgt hele hændelsesforløbet, så den alvidende overgud var informeret. Hans magtbegær og bjærgsomhed krævede, at skjaldemjøden skulle være i hans varetægt. Derfor brugte han sin evne til af forklæde sig i hensynsløshedens tjeneste.

Almægteren forklædte sig som Bølværk, medbragte en hvæssesten og et bor, og så besøgte han Suttings bror Baugi med henblik på brodersvig. Det var høstens tid, og ni flittige og fredsommelige jætter arbejdede på Baugis marker.

Bølværk hvæssede høstarbejdernes leer så skarpe, at arbejdet gik som en leg. Derfor ville de eje hvæssestenen. Den forklædte Odin smed den ind blandt jætterne, der kastede sig over den; og i kampens hede skar de hinanden ihjel. Sådan som den store gud havde planlagt. Derefter gjorde han ni jættemænds abejdede for at gøre sig fortjent til Suttungs mjød.

Men Baugi havde ikke råderet over sin broders ejendom. Så Odin måtte fortsætte sine bedrag. Han overtalte Baugi til at følge ham til Suttungs mjødbjerg, hvor Bølværk borede et hul i klippen, omskabte sig til en orm og snoede sig ind til jættens artige datter.

Gunlød sad i bjergets dyb og funderede over sin skæbne. Hendes far havde udstedt skrappe ordrer om at værne om gryderne og kedlen, og hun fik den tanke, at livet kunne være andet for en livsduelig ung kvinde. Sådan tænkte hun, da Odin pludselig stod foran hende som en uimodståelig elsker.

Dybt i det mørke bjerg udforskede Gunlød sin evne til elskov. Helt uforstyrret lod hun sig indvie i kroppens mysterier; og hun lod det tage den tid, som det krævede. Den udmattede Odin forsøgte igen og igen at overtale jættekvinden til at lade ham smage Suttungs mjød. Han forsøgte at lokke hende med søde ord, som ville blive mere poetiske, hvis han fik en mundsmag af drikken.

Men Gunlød havde ikke brug for søde ord. Hun vidste selv, hvor sød hun var. Dog efter mangen en elskovleg konkluderede hun, at livet nok var andet end at følge sin fars ordrer. Mjøden var hans og livet var hendes eget. Hun havde luret, at elskeren var mere end interesseret i skjaldedrikken, og hun tænkte, at hvis han løb af med den, så fik hun sin frihed.

Efter en passende tid, gav hun Odin adgang til både gryder og kedel. Han opførte sig præcist så grådigt og ubehøvlet, som hun havde forventet. Gudefaderen forvandlede sig til en kæmpemæssig rovfugl og drak rub og stub. Gunlød lod ham få et forspring, inden hun varskoede sin far. Hvis mjøden nåede vel til Asgård, ville hun være fri for at værne om den.

Da Suttung omsider lyttede til sin datter, kastede han sig i sin ørneham. Han var faretruende nær ved at indhente Odinfuglen; men den sendte en våd prut lige i synet på jætten. Siden da var skjaldemjøden i gudernes varetægt, og gode fortællere siges at have smagt den. Men de dårlige fortællere er dem, der blev ramt af fugleklatten fra gumpehullet…

Du kan selv digte den fortsatte historie om Gunlød – og følgerne af elskovslegen mellem safterne dybt nede under bjerget…

Det Nordiske Sommersolhverv

Det nordiske sommersolhverv fejres i dag den 21. juni kl. 17.54. På tidpunktet, hvor jorden skifter hældningsgrad. Det medfører store ændringer i naturen. Dagene bliver kortere, nætterne bliver længere, og frugtmodningen efterfølger blomstringen. Et magisk øjeblik!  😉

Det nordiske årstidshjul sætter højtiderne i sammenhæng med mytologiens ni verdener:

Vintersolhverv 21. december:
         Nord: Niflheim, isens rige.
Lysfesten 2. februar (genfødselsfesten):
         Nordøst: Helheim, de dødes hjem, som passes af Hel.
Forårsjævndøgn 22. marts:
          Øst: Vanheim, bolig for vanerne, kærlighedsguderne.
Vårfesten 30. april:
         Sydøst: Alfheim, elverfolkets hjem.
Sommersolhverv 21. juni:
         Syd: Musplheim, ildens rige.
Høstfesten 2. august:
         Sydvest: Svartalfheim, dværgenes hjem.
Efterårsjævndøgn 22. september:
         Vest: Asgård, bolig for aserne, krigsguderne.
Mørkefesten 30. oktober (dødefesten):
         Nordvest: Udgård, Jotunheim, jætternes hjem.

Menneskene i Midgård fejrer naturens gang med årstidsceremonier, der passerer gennem de 8 omkringliggende verdener med tilhørende myter.

Sommersolhverv forbindes med ildverdenen Muspelheim og myten om Gullvejg, der kendes fra Vølvens spådom. Hun betragtes som en side af vanernes gudinde Freja. Aserne brændte hende tre gange, men hun helede og er siden dyrket som gudinden for frugtbarhed og sejd.

Vølver og shamaner over hele verden har en udvidet bevidsthed om årstiderne, og de lever for, at menneskene bevarer ærbødigheden for naturen og dens frodige mangfoldighed.  Hver højtid fejres med magiske gryderetter, fortællinger og danse.

Se også indlæggene om solhvervsdukkerne,og midsommerbål.

Skt. Hans er et kristent forsinket ritual, der markerer, at Johannes blev født ½ år før Jesus, som også kom lidt for sent i forhold til vintersolhverv…

Zen’s 4 Discipliner

Zen’s fire discipliner er
at ligge, at sidde, at stå og at gå.
I tankeløs kontemplation.
Registrerende sanseindtryk
kortvarigt og forbigående.

Det var devisen i Zen-filosofiens gyldne tid i årene ca. 700-1000.
Samtidig med vikingetiden.

Alan Watts redegjorde for, at magtfulde munke i de efterfølgende århundreder udviklede klosterordener, hvis formål den dag i dag er de samme som for engelske kostskoler. De er opdragelsesanstalter for overklassens børn, der lærer at både adlyde og undertrykke medmennesker, hvorved de uddannes til magthavere i såvel Japan som UK. AW oplevede begge systemer…

Men at leve i zen er at leve uden hensigt.
Uden tilknytninger.
Uden at optræde/magte/præstere.
At leve “usynligt” i forgængeligheden – med et gran af humor.
Basho og Hakuin var zenmestre, der af og til udtrykte deres sansninger med ord. Andre referede dem; derfor blev de synlige.

Zenklostre kan i dag betragtes som levendegjorte museer med kostskolefunktion. Deres indhold er lige så fjernt fra zen’s oprindelige kerne, som vor tids vikingemarkeder er fra vikingetiden.
😉

tidsforskruninger
munkes og vikingers ånd
markedsinflation

Bunny-typen

Bunny-typen florerer blandt kvinder: halvlangt tjavset hår, plukkede øjenbryn og gebislignende tandsmil.
Også blandt ældre politikere og show-kvinder.
Ingen nævnt, ingen glemt.
😉

Et nuttet og medgørligt væsen.

Hugh Hefner opfandt kanin-værtinderne til at servicere mænd i Playboymiljøet. Kvinderne udvalgtes efter stereotype egenskaber, så de blev en klon af smilende og tjenende fremtoninger, der ikke kunne skelnes fra hinanden. Bunny-klonen lever i bedste velgående, og kanindamer indgår gladeligt som tjenende galeonsfigurer i mænds projekter.

Kvindebevægelsen stillede spørgsmål ved et sådant kvindesyn:
Hvad blev der af kvindernes egenart, den frodige mangfoldighed og den autonome kvindekraft?

I storbyers lygtepæle ses “kaniner” hængende i denne tid – sammen med fuldskæggede mænd. Valgplakater…

Vegvisir

 

Vegvisir er et vejviser-symbol med islandske rødder. Måske en  rejsefører i det nordiske årshjuls verdener:

Et kompas visende vej  gennem livets spiral af årstider, hvor vedenshjørnerne og mytestederne besøges gennem livsaldrene…

Vegvisir præsenteres i det islandske Huld-manuskript side 60. Det er udgivet/samlet/udtænkt ( ?  😉  ) af Geir Vigfusson i 1880. Håndskriftet er en opdagelsesrejse værd.

 

Nordens Solhjul

Vølver og shamaner over hele verden har en udvidet bevidsthed om årstiderne. Indianernes medicinhjul, tibetanernes mandalaer og nordiske solhjul er samme surdej. Tilpasset det sted på jorden, hvor livet leves.

Solhjul viser årets gang, som lige vel symboliserer et døgn og et menneskeliv:
Øst: forår, morgen, barndom.
Syd: sommer, middag, ungdom.
Vest: efterår, aften, voksendom.
Nord: vinter, nat, alderdom.

I alle kulturer knyttes mytiske symboler til årshjulet. Fortællinger, guddomme og naturfænomener – og et kors forbinder ofte øst-vest og syd-nord. Hjulkors findes som helleristninger over hele verden.

Det nordiske hjulkors symboliserer den nordiske mytologis ni verdener:
Øst: Vanheim, bolig for vanerne, kærlighedsguderne.
Sydøst: Alfheim, elverfolkets hjem.
Syd: Musplheim, ildens rige.
Sydvest: Svartalfheim, dværgenes hjem.
Vest: Asgård, bolig for aserne, krigsguderne.
Nordvest: Udgård, Jotunheim, jætternes hjem.
Nord: Niflheim, isens rige.
Nordøst: Helheim, de dødes hjem, som passes af Hel.
Midte: Midgård, menneskenes rige.

Hilse-ceremonien ved en nordisk årstidsfejring har ni retninger. De otte verdensretninger med solbevægelsen – begyndende med Vanheim i øst. Til sidst Midgård i midten.
Hil-ritualet (= Æret Være = Gloria) omfatter altså både de lyse og de mørke kræfter. Yin OG yang. Ligesom det kinesiske I-Ching-hjul:

rundtosset cirkling
kredsende om livstider
spiralisering

 

Solårets Anden Himmelfest

Solårets anden himmelfest er forårsjævndøgnet. De fire himmelske årstidfester fejrer solens rytme. Indimellem dem fejres årstidsfesterne for Jorden, som markerer skift i livet: spiring, vækst, frugtsætning og hvile.

Festerne fejres udendørs og indledes med “Æret Være”-ritualet (= “Gloria”) for alle 7 retninger:

Mod øst: Æret være Østen, morgenens, barndommens og forårets kræfter. Et lys tændes og sættes i øst. Tre dybe åndedrag.
Mod syd: Æret være Syden, dagens, ungdommens og sommerens kræfter. Et lys tændes og sættes i syd. Tre dybe åndedrag.
Mod vest: Æret være Vesten, aftenens, voksendommens og efterårets kræfter. Et lys tændes og sættes i vest. Tre dybe åndedrag.
Mod nord: Æret være Norden, nattens, alderdommens og vinterens kræfter. Et lys tændes og sættes i nord. Tre dybe åndedrag.

Kroppen strækkes på tæer, og armene rækkes mod himmelen (et inderligt gab er velkomment): Æret være Himmelen med dens yang-kræfter. Mandigheder! Tre dybe åndedrag…
Kroppen bøjes mod jorden og landes på alle fire (i uhøjtidelig sammenhæng kan vinde frigives 😉 ): Æret være Jorden og dens yin-kræfter. Kvindeligheder! Tre dybe åndedrag…
Kroppen oprejses og hænderne samles med indadvendt opmærksomhed: Æret være Livet ! Tre dybe åndedrag…

Efterfølgende festes. Fortællinger deles under fornøjelig spisning (se Afrodisiske Gryderetter), og der leges, synges, danses m.m.m. 😉 Med masker og trommer!
Fortæl Festens Gave !

De fire første Æret Være med lystænding kunne minde om de 4 lys i den kristne adventskrans. Måske er den inspireret af tibetanernes mandalaer, indianernes medicinhjul og fortidens solfester. Måske var galilæeren selv en viis mand fra Østerland. En tibetansk munk? En tulku, som fandtes af de tre viise mænd/buddhistmunke, der bragte ham til et tibetansk kloster efter tempelfremvisningen. Senere vendte han tilbage til sin fødeegn og prædikede. Bjergprædikenen er ren Buddhisme!

Forårsjævndøgn fejres i dette døgn – sammen med fuldmånen for ret færden (se klummen om klanmødrenes månetradtion). Ved et sjældent himmelsk sammentræf ramler en mandehøjtid sammen med en kvindehøjtid.

Solen og Månen
Himmelsk yang og jordisk yin

Hvilken cocktail!
Hil!

 

Ægte Kærlighed

Ægte kærlighed handler om at værne om Moder Jord. Buddhismen taler om fire aspekter.

  1. Ubetinget venlighed. Metta.
  2. Gensidig medfølelse. Karuna.
  3. Fælles livsglæde. Mudita.
  4. Inkluderende lighedsfølelse. Pekkha.

De bor i vor naturlige godhed.

Romantisk kærlighed lever kun, hvis de fire aspekter er i sving. Forventningskrav, magtesløshed og tillidstab er tegn på manglende ægte kærlighed. Mange relationer bygger på forfængelighed, selviske begær og gensidige projektioner. De forhold medfører lidelse.

Den ægte kærlighed indebærer i følge buddhismen, at mennesker erkender tomheden. Forfængeligheden. Forgængeligheden. Sunyata.

Moder Jords balance ødelægges af de to-benedes forfængelighed. Forbrugsbegæret. Balancen genfindes ved ægte kærlighed.

Altså: Moder Jord udpines af menneskenes forbrugerisme, der skyldes begær og forfængelighed. Ægte kærlighedsrelationer erkender forfængelighedens forgængelighed, så de undgår forbrugerismen og fryder sig ved venlighed, medfølelse og glæden over skaberværket. At undgå materialistisk statusforbrug gavner naturen. Derfor værner den ægte kærlighed om Moder Jord. Logik imod burhøns 😉!

Se ogsaa myten om Skildpadde-Øen.

Chanting

Chanting er ret lige til:
Træk vejret i samme rytme som en god sang. By heart. Udenad på rygraden inde under huden. Lig, sid eller gå!

Den udvalgte sang kan synges højlydt, gjaldres eller reciteres stumt indvendig. Ordene må gerne være mytiske og billeddannende – eller mærk-værdige vrøvlelyde 😉 Mærk dem i kroppen ved udånding. Et enkelt vers, der gentages, kan være nok og åbne til en anden verdensfornemmelse…

Forslag:
Jeg ved en lærkerede.
Se, nu stiger solen af havets skød.
Alt hvad som fuglevinger fik (salmen inviterer til dans med svingende arme).
Prajna Paramitra.