Sakurafesten

Sakurafesten fejres under årets femte fuldmåne. Stilhedens månetid, hvor menneskene lytter til naturens opvågnen – og begrænser den uophørlige palaver.
Stilhedens fester omfatter vild intensitet, da kun de dybeste rytmer mærkes – med altings ophør in mente.

kirsebærblomstring
stilhed under mirakel
midlertidighed

 5 + 7 + 5
se Basho

Se også Sakura-månemyten, Klik og Bispebjerg !

Årstidernes Gryderetter

Årstidernes gryderetter er midtpunkter for festerne.

Opskriften på mytologisk gryderet*

Lokale økologiske fødevarer lag-lægges i en stor gryde, der simrer i timevis. Nederst lægges det tungeste kød, som skal gennemmørnes, senere tilsættes det lettere fjerkræ, derefter fisk og skaldyr. Snittede rodfrugter og grøntsager ilægges en halv time før servering, og til slut idrysses et hav af egnens krydderurter.

Vegetariske gryderetter behøver ikke langvarig simretid. Ofte indeholder de et kornprodukt, der giver retten en grødkonsistens. Den kan løsnes ved at spæde med grøntsagssuppe. I plantefattige årstider er udvalget begrænset til rodfrugter, som understreger, at vinteren er hvilens tid.

Arcimboldo (1527 – 1593)

Ingredienserne medbringes af festdeltagerne. Hvis det sker uden forudgående aftaler er overraskelsesmomentet stort! Erfaringsmæssigt anbefales varsomhed med svampe. I nogle traditioner er svampe bandlyst på grund af deres natur. De er en snyltende livsform, der udfolder sig i underverdenen, hvor de lever af skygger og forfald. Deres kraft kan være gift for både krop og sjæl.

Festlighederne foregår udendørs, og et bål tændes, medens gryderettens ingredienser klargøres. Den kollektive forberedelse samler fokus på fællesskabet og åbner den nærhed, som ritualet afhænger af. En kæmpe jerngryde er festens nødvendige midtpunkt. Når den er fyldt og simrer på bålet, gennemføres ritualet med hilseceremoni, ofringer og mytedans.

Under ritualet lever gryderetten sit eget liv i bålet, som med fordel kan være bygget op som en mile eller en høkasse. I bunden af et lavt hul lægges gløder, hvori jerngryden sættes. Derefter skærmes den med isolerende lag af tæpper, skind og græstørv. Kunsten er at bygge milen op, så gryderetten hverken brankes eller krydres med jord og græs.

Servering indledes med små suppeportioner, som slubres i sig. Suppen må godt sive ud af mundvigene og lande på lavere kropsdele. Når suppen har forberedt fordøjelsen, angribes lagene i gryden et for et, medens deltagerne fortæller opdigtede historier om deres medbragte ingredienser. Tilbehør kan omfatte brød, smør, ost og drikkevarer efter behov. Som dresscode anbefales årstidens gevandter, der tåler indfedtning med videre.

Højtidsfejringen omfatter forberedelse af gryderet, ofringer, et danseritual, det fælles måltid med fortællinger og efterfølgende spil og lege. Vårfestens ritual indebærer afvikling af vinterens onder. De flettes ind i snore, som bindes til Hylden, Frejas træ. Se Valborg.
Se også Dionysierne  – om de hellenistiske kvindeorgier…

Vårfestens grønne tilskud omtales på siderne 7-kål eller 9-kålDen grønne grydeGrønkålenNældesuppe og Nældesamletiden.

Hil!

* Uddrag af bogen Nordens Mytologiske Årstidsfester

Valborg og Idun

Valborg og Idun fejres ved vårfesten, som afholdes ved månedsskiftet – eller under den anden fuldmåne efter forårsjævndøgn.
Valborg er en katolsk helgen, som fejres om aftenen den 30. april. Se Valborg!

Idun er den nordiske gudinde for ungdom og vårkraft. Hun og Freja er bærere af kvindelighedens saftige skaberkræfter. Freja fejres ved forårsjævndøgn, og myten om Idun fortælles under vårfesten. Både Freja og Idun har et særligt forhold til tricksteren Loke, som er en stor beundrer af kvindekraften 😉

Myten om Idun forbindes med vårfesten, fordi jætten Tjasse brændes i vårbålet som symbol på vintertyngden. Gudinden Idun kommer tilbage med ungdommen til guderne, og naturen genoptager sine rytmer og mønstre, når Brage atter digter elskovsdigte:

Brage var digtningens, visdommens og veltalenhedens gud. Han var søn af Odin og Frigg. Med sine gudepoetiske vers forsøgte han at forføre gudinden Idun, som værnede om de guddommelige æbler, der gav guderne evindelig ungdom. Hvis de spiste frugterne.

Idun var dog optaget af andet end æbler og en poetisk ungersvend. Hun havde udlængsel. Altid havde den purunge skønhed stået til rådighed for guderne; nu trængte hun til nye horisonter. Den slags var den rejsende Loke ekspert i at foranledige.

Loke planlagde derfor, at både Idun og æbler skulle kidnappes. Det hele startede med, at Loke, alfaderen Odin og fortidsguden Høner drog på vandring. Måske var de oprindelsens tre guder, og sammen drog de på jagt. Loke førte dem langt ind i jætteland, hvor deres rejsekost slap op. Derfor nedlagde de et dyr, samlede sten og brænde til en bålplads, og de tændte ilden.

Da stenene var glødende, udhulede de bålet og lagde vildtet i hullet, som de dækkede på bedste milevis. Efter kort tid indfandt jætten Tjasse sig i ørnedragt. Han var fløjet efter duften. Rovfuglen var godt bekendt med Loke og hans drillerier, så den besluttede at gøre lidt gengæld. Loke spottede ham hurtigt og undrede sig ikke over, at kødet i milen ikke mørnede.

Tjasse i ørnedragt sad i et egetræ og godtede sig. Guderne opdagede drillejætten, som gik med på at hjælpe dem, hvis han måtte spise med. Hans datter hjemme i Udgård gik ikke vildt op i regelmæssige måltider, selvom hendes pligt var at holde hus for ham. Datteren Skade kendte også godt Loke, og også de to havde sammen en skjult dagsorden; den fortælles i myten om Skade.

Da Tjasse var budt til båls, mørnede kødet forbavsende hurtigt, og jætteørnen angreb måltidet med glubende appetit. Hovedparten af måltidet forsvandt i rovfuglens kro. Gudernes sad forbavsede med knurrende maver. Så indtog Loke scenen. Han opviste et hysterisk anfald, hvori han beskyldte jættefuglen for at være en grovæder. Det var ellers en æresegenskab, som kun guderne måtte smykke sig med. Men jætten ønskede ikke at blive sammenlignet med de grådige krigsguder, så han slog kløerne i Loke og fløj bort med sin hylende passager.

Da de var kommet godt på afstand og ude af øjesyn, stoppede Loke sin forestilling. Med gode ord og fortielser, lokkede han Tjasse til at bytte ham ud med Idun. Så rovfuglen foretog en kovending i luften og vendte næbbet mod Asgårds frugthave.

Idun vandrede mellem frugttræerne og samlede lommerne fulde af æbler. Hun var skarpt forfulgt af den kærlighedshungrende Brage, hvis mund uafbrudt udgød gudelige vers. De bemærkede godt en hurtig skygge for solen, men de var vant til gudetrafik i fugleham, så de blev lidt forbavsede, da Tjassefuglen landede i et brus af fjer. Loke tumlede ud dens kløer og trillede blandt rådne æbler på jorden. Det var en anderledes underholdning end elskovspoesi, så Idun fik et fniseanfald. Loke grinede med og fik hende til at forstå, at tiden var inde til, at hun skulle rejse på tommelkloen. Han bad hende hilse Skade.

Rovfuglen slog så kløerne i ungdommens gudinde, der under sig så den forstummede digtergud gloende med åben mund. Han var gået i stå midt i et kvad, som forstenede på ubestemt tid. Ved siden af ham sås Loke oprejst og kys-vinkende. Flyveturen til Udgård tog den tid, som den slags varer. Undervejs fortalte Tjasse om sin datter Skade, der trængte til ungpigeselskab. Det gjorde han også selv, for datteren var ikke til rådighed for alle de ydelser, der kunne forventes af en husholderske. Idun lyttede, så og lærte lidt om livet set fra oven. Hun syntes, at flyveturen var alt for kort, og hun overvejede muligheden for en ekstratur. Men så fik hun øje på jættedatteren, der spejdede efter sin far. Da Skade fik øje på ham, fik han en opsang over ikke at være hjemme til spisetid.

Med faderlig ydmyghed landede Tjasse sit medbragte gods. De to unge piger så hinanden an, og derefter så de ikke andet, men forsvandt i jætteboligens pigegemakker. Jættepigen og æblegudinden blev hjerteveninder, og i dulgthed fik de ofte besøg af deres fælles ven Loke.

Pigerne hyggede sig med og uden herreselskab, medens guderne ældedes. Det så Loke, og sidste akt af dramaet om Iduns dannelsesrejse måtte igangsættes. Veninderne var indforståede med hans drejebog. Ingen af dem ønskede at gro fast i en jætteborg. Så første scene i dramaets sidste akt blev, at Idun og hendes æbler blev pakket ind i en lille nød, som Loke i falkekostume fløj bort med.

På et tidspunkt bemærkede Tjasse, at pigernes fniseri var ophørt. Han undrede sig, men efter en passende tid kom hans datter buldrende og udskreg en historie om, at hendes bedste veninde var bortført, og at han som far for en gangs skyld kunne gøre sin datter en tjeneste og bringe Idun tilbage. Skade havde den bedste og værste erfaring med jættefædre, så hun vidste nok, hvordan hun skulle spille sin rolle.

Tjasse reagerede som forventet. I sin rovfugleham forfulgte han falken med nødden. Netop som Loke landede med Idun, blev et bål tændt i Asgård. Jætten fløj fluks i bålet, og en del af guderne så måbende til, medens fjer og jættekraft gnistrede i flammerne. Loke og Idun lod, som om de måbede. Glæden over Iduns hjemkomst overskyggede dog alt andet, og guderne holdt en gigantisk æblefest, der varede i længere tid, end bålet brændte. Brage genoptog sin digtning, så rytmer og mønstre igen kom i orden…

Flod og Ebbe

Flod og ebbe er et af naturens guddommelige undere. Tidevandet bestemmes af solens og især månens tiltrækningskræfter; og hele jorden er underlagt vandets lunefulde strømninger.

Højvande/flod og lavvande/ebbe varierer med månens lidt uregelmæssige omløb. Højvande indtræffer med omtrent 12 timers og 25 minutters mellemrum, fordi der går gennemsnitlig 24 timer og 50 minutter mellem hver gang månen står stik syd.
Solen står stik syd hver 24. time – definitionen af et døgn, en dagtid.

En månetid varer 29½ soldøgn, som er tiden mellem to ens placeringer i forhold til jorden og solen. Tiden mellem to fuldmåner – eller to nymåner.
Et år  indeholder 12 – 13 månetider.

(Her kommer en tegning, når jeg har tegnet den…)

Kraftigt højvande, springflod, forekommer ved fuldmåne og nymåne, når både sol og måne trækker vandet i samme retning. Det er, når solen står sammen med eller modsat månen på himmelen.
Når månen er halv, så trækker sol og måne vinkelret på hinanden, hvorved tidevandets udsving minimeres. Nipflod.

Njord er havguden i den nordiske mytologi. Han hører til den fredelige vaneslægt og er far til frugtbarhedsguderne Frej og Freja. Før han blev far til dem, og inden de krigeriske aseguder opstod, da blev Njord tilbedt som frugtbarhedsgudinden Nerthus. Nu lever han ved kysten i Noatun og råder for havenes  bevægelser, deres liv og frugtbarhed.


Niordir noatunum
fra islandsk 1600-tals håndskrift:
Havguden Njord styrer tidevandet med sin vandsæk!

Månesyge opleves, når menneskers indre væsker opfører sig som tidevandet 😉