Ragnarok

Ragnarok er gudernes skæbne, som fortælles i Vølvens Spådom. Beretningen omhandler skabelsestiden, verdens undergang og det efterfølgende nye liv.

Undergangen bliver indvarslet af Balders død for Høders pil. Et brodermord, der efterfølges af endnu et brodermord. Med Rind får Odin sønnen Vale, der en dag gammel dræber den blinde Høder. Han, Balder og Høder overlever i Helheim, og Friggs milde sønner bliver guder i den nye verden.

Den gamle verden går til grunde efter fimbulvinteren, der varer tre år uden somre. Sol og Måne bliver slugt af ulvene Skoll og Hate. Himlen skal formørkes, stjerner vil falde, jorden vil skælve, havet vil oversvømme, bjerge vil smuldre og træer vil segne.

Haner vil gale i Asgård, Udgård og Helheim, og Hels søskende, ulven og ormen, vil dø i kampen mod krigsguderne. Deres far Loke vil udfries af pinslerne i bjerget for at dø sammen med Heimdal på slagmarken.

Verdenstræet Yggdrasil vil rystes i sin grundvold, men i dets løv vil Liv og Livtraser overleve, og deres børn vil befolke jorden under Gimles gyldne tag. Fred, omsorg og bæredygtighed vil afløse fortidens krig, egoisme og grådighed. Men kimen til ondskab vil også lure i den nye verden.

Vølvens spådom var på forhånd kendt blandt nogle af guderne; og ikke alle mente, at Ragnarok udelukkende var et onde.

Myten om sol og måne, dag og nat.

Mundilfare var en mand, der elskede sine vidunderlige børn, der var så strålende, at han kaldte sønnen for Mane(Mani) og datteren for Sol. Guderne blev vrede over sådant overmod, så de gjorde børnene til slaver på himmelhvælvet. Sol styrer vognen med gudernes sol, som var skabt af gnister fra Muspelheim. Måne styrer gudemånens ny og næ.

Nat var jætten Narfes mørklødede datter, og hun blev mor til sønnen Dag. Han skinnede ligesom sin fader Delling, der var af gudernes slægt. Moderen Nat og sønnen Dag har hver en hest. Forrest rider Nat på Rimfaxe med mørket, der fugter jorden med rim og dug. Dags hest er Skinfaxe, som bringer lyset og den tørrende morgenbrise.

Men østerude i Jernvedskoven sidder den sejdkyndige jættekvinde Angerboda. Hun er mor til underverdenens dronning Hel, Ormen Jørmundgand og ulvene Fenris, Skoll, Hate samt diverse varulve. Skoll jager Sol over himmelen og Hate forfølger den flygtende Mani.

Når månen er fuld og meget synlig, er det rasende vanvid på spil. Varulve og manier. Jættekvinden hujer ad sit afkom, så både menneskers og guders tanker og tider løber løbsk. Ved Ragnarok indhentes Sol og Måne, og vanviddet hører op.

Sådan vil det ske.

Runekræfter ᚱᚢᚾᛖᚲᚱᚨᛖᚠᛏᛖᚱ

ᚱ  ᚢ  ᚾ  ᛖ  ᚲ  ᚱ  ᚨ  ᛖ  ᚠ  ᛏ  ᛖ  ᚱ
R-U-N-E-K-R-A-E-F-T-E-R  er overskriften på denne samling af uddrag fra tidligere indlæg om runer.

Hver eneste rune står for en symbol-kraft, en lyd og en sproglig kode.
Her anvendes 24 runer fordelt på 6 kraftfelter:

ᚠᚢᚦᚨᚱᚲ ᚷᚹᚼᚾᛁᛃᛇᛈᛉᛊᛏᛒᛖᛗᛚᛜᛟᛞ

I. Skaberkræfter:
Fæhu
: Kvæg/Materialisme/Velstand,
Urur : Jættekraft/Kaos/Ustyrlighed,
Thurs : Thorkraft/Magt/Styrke,
Ansur : Gudekraft/Skaberevne/Orden.

II. Bevægelseskræfter:
Raid : Rejse/Omvæltning/Kursændring,
Kaun : Ild/Inspiration/Oplysning,
Gyfu : Gave/Indsigt/Åbenbaring,
Wyn : Medvind/Optimisme/Harmoni.

III: Ventekræfter:
Hagal : Hagl/Forhindring/Modgang,
Naud : Nød/Mangel/Nøjsomhed,
Isar : Is/Lammelse/Stilstand,
Jara : Årstider/Rytme/Mønstre.

IV: Naturkræfter:
Ihwar
: Taks/Livstræet/Planteriget,
Peord : Sten/Klippefasthed/Mineralriget,
Algir : Elg/Instinkter/Dyreriget/,
Sol : Livskraft/Vækst/Nyskabelse.

V: Menneskekræfter:
Tyr : Udholdenhed/Mod/Offervilje,
Bjarkan : Kvindekraft/Omsorg/Yin,
Ior : Hest/Samarbejde/Fælleskraft,
Mannar : Mandekraft/Forsørgelse/Yang.

VI: Sammenhængskræfter:
Lagur : Vand/Følelser/Strømme,
Ing : Frugtbarhed/Helhed/Bæredygtighed,
Odal : Forfædre//Fortid/Tradition,
Dagr : Dagning/Begyndelse/Håb.

Runekast

At kaste runer er at få hjælp til at fokusere på egne kræfter i en sag.
Runerne er ikke et spådomsorakel, men en inspiration til at foretage valg!

Runerne kastes på en udvalgt flade. Kasteområdet skal defineres, for runer med særlige budskaber giver sig til kende ved at lande udenfor rammen!

En rune-konsultation består af tre kast:

1.  Alle 24 runer kastes på en gang. De rygvendte runer sorteres fra, og de retvendte samles.
2.  De opsamlede runer kastes, de rygvendte sorteres fra, og de retvendte samles.
3.  De tilbageværende runer kastes, de rygvendte sorteres fra, og hvis der stadig ligger retvendte runer, oversættes de ved brug af ovenstående oversigt. Symboltydning.
God fornøjelse!

Runesymbolerne kan skrives ved brug af runeprogrammet RUNICODE

Livstræ Yggdrasil

Det nordiske livstræ er Yggdrasil. Det gror midt i verden og vokser i tre planer, himmelen, jorden og underverdenen. Det er et vældigt og samlende symbol på den kosmiske orden, hvor alt indfinder sig til rette tid på rette sted.

I mytekredse anses livstræet for at være en taks. Den er stedsegrøn og kan leve i mere 1000 år. Takstræet er stærkt forgrenet og fuld af hemmelige huler. Øverst i kronen bor en ørn, som har en høg siddende på sit hoved. Dybt i rodsystemet lever slangen Nidhug af træets rødder. Mellem dem piler egernet Ratatosk op og ned. Den hornede hjort Eiktyrner æder af knopper og skud.

Tre af Yggdrasils rødder rækker helt ned i underverdenens tre kilder. I Helheim findes dødsrigets brønd Hvergelmer. Her værner Hel om det liv, der skal genopstå efter Ragnarok. Balder og hans hustru Nanna lever af kildevandet. Den anden kilde risler under Udgård, hvor Ginnungagab var før skabelsen. Jætten Mimer bruger Gjallerhornet til at drikke af denne visdommens brønd.

Under Asgård findes Urds brønd, som er samlingssted for guderne. Nornerne Urd, Verdande og Skuld vander hver dag træet, for at ihukomme skabelsen. Yggdrasil forbinder alle tre kilder. Da Odin ofrede sig selv ved at hænge sig omvendt i træet, gav det ham store visioner og de hemmelige runer.

En af runerne er Ihwar, , som symboliserer livstræet. En søjle med krone og rod. Forbindelserne opad og nedad, bagud og fremad, liv og død. Kundskabens træ, som gror over hele jorden. Lyden af Ihwar ligner lyden Yew, det engelske ord for taks.

Gamle takstræer kan have kroner, som er en hel skov, og skoven i Yggdrasil kaldes Hoddmimer. Ved Ragnarok vil den beskytte Liv og Livtraser, der bliver stamforældre til det nye liv.

Over hele kloden findes hellige træer. Livstræsymbolet har ikke rod i naturens botanik. Men virkelighedens træer bærer også magi for hverdagens mennesker. Og træernes kraft ændrer sig med årstiden. Fejringer af mytiske begivenheder indebærer ofte at ære livstræet, som symboliseres ved at afskære og ofre lokale træer eller grene og løv. Til hver nordisk årstid hører en træagtig vækst, der kan bruges som erstatning for Yggdrasil.

Vintersolhverv: Kristtorn
Lysfesten: Mistelten
Forårsjævndøgn: Hassel
Vårfesten: Eg
Sommersolhverv: Hyld
Høstfesten: Røn
Efterårsjævndøgn: Taks
Mørkefesten: Vedbend

I folketroen har disse vækster magiske tryllekræfter. Flere af dem er dog også dødeligt giftige, så med dem kan man rejse til underverdenen – også uden returbillet fra dødsriget! Livstræer kan være dødstræer.

livstræt yggdrasil
snoninger til nedlagt top
overjordisk rod

Skjaldemjøden

Skjaldemjøden er en udvidet og anderledes vinklet fortælling om Kvasirs Blod. Den handler om at stifte fred og om at dyrke fredens væsen, som er Kvasir. Visdommens omvandrende fredsmægler. En slags vølve uden køn. Eller dobbeltkønnet…

I fordums tid rasede en slags krig mellem aser og vaner. Aserne var krigsguder, hvis mål var kamp, erobring og grådighed. For at demonstrere magt angreb de konstant vanerne. De var kærlighedsguder, og deres gebet var omsorg, frugtbarhed og bæredygtighed.

Da krigsguderne blev trætte af, at de ikke fik forventet modstand, indså de, at de egentlig ikke kunne undvære kærlighedsguderne. Freden havde vundet, og guderne beseglede en venskabspagt ved alle at spytte i et stort kar. Det blev skvulpende fyldt af fælles livsvæske.

Freja og Frej var vanernes fremmeste magere udi frugtbarhed. De var tvillinger og kanske kærester. Eller måske to forskellige sider af samme gud. De stak hænderne i spytsuppen, rørte rundt i spiraler og fremdrog Kvasir af gudespyttet. Hon var den  kløgtigste af dem alle, for hon havde alviden fra både vaner og aser. Fredens væsen.

Kvasir vagabonderede omkring, fejrede hverdage og højtider og stillede sin visdom til rådighed for enhver, der spurgte. Engang dukkede to af de underjordiske svartalfer op. Fjaler (Snyderen) og Galar (skrigeren) tilhørte underverdenen, hvis småfolk fremstod som sortalfer, vætter og dværge. Nisserne var af samme afstamning. De indbød Kvasir til Svartalfheim, for de havde spørgsmål, som andre ikke måtte høre.

Selvom Kvasir vidste, at intet godt var i sigte, fulgte hon med, som skæbnen bød høn. Svartalferne var eksperter i at udtrække det skinnende af undergrunden. De var kendt for guldet og den deraf følgende grådighed. Kvasir undergik deres forvandlingstrolddom. Dværgene slog høn ihjel og tappede hons blod i to gryder (Son og Bod) og i en kedel (Odrører). I det lunkne blod hældte de honning, og blandingen gærede til en berusende skjaldemjød. Kvasirs blod. Drikkes den i passende mængder giver den visdommens, fredens og digterkunstens gave. Men indtagelse af upassende mængder medfører forbandet vanvid, griskhed og krig.

Kvasirs ublodige lig sendte de til guderne sammen med løgnen om, at den omvandrende skjald var blevet kvalt i sin egen klogskab. Tvillingerne tog resterne af deres kunstværk under kærlig behandling og gav det nyt liv; men det er en helt anden fortælling. Vølvens Spådom!

Fjaler og Galar drak blodmjøden i upassende mængder, og i rusens ondskab druknede de jætten Gilling. En typisk tung, langsom og venlig jætte, der uheldigvis kom på tværs. Hans kone blev larmende af sorg, så hende dræbte de også. Men sønnen Suttung blev vred af sorg og forsøgte retfærd. Han lod de vandskrække svartalfer smage drukendødens vand ved at sætte dem på et klippeskær, der blev oversvømmet ved højvande. De underjordiske kunne ikke svømme. Lige før undergangen tilbød Suttung dem livet for skjaldemøden, som derefter også kaldtes Suttungs Mjød.

Suttung var klar over, at mjøden var både en gave og en forbandelse. Han gemte den dybt i et bjerg, og han lod sin til den tid trofaste datter Gunlød våge over drikken. På den måde blev en fars pige gemt af vejen i trofasthedens navn.

Odins ravne Hugin og Munin havde fulgt hele hændelsesforløbet, så den alvidende overgud var informeret. Hans magtbegær og bjærgsomhed krævede, at skjaldemjøden skulle være i hans varetægt. Derfor brugte han sin evne til af forklæde sig i hensynsløshedens tjeneste.

Almægteren forklædte sig som Bølværk, medbragte en hvæssesten og et bor, og så besøgte han Suttings bror Baugi med henblik på brodersvig. Det var høstens tid, og ni flittige og fredsommelige jætter arbejdede på Baugis marker.

Bølværk hvæssede høstarbejdernes leer så skarpe, at arbejdet gik som en leg. Derfor ville de eje hvæssestenen. Den forklædte Odin smed den ind blandt jætterne, der kastede sig over den; og i kampens hede skar de hinanden ihjel. Sådan som den store gud havde planlagt. Derefter gjorde han ni jættemænds abejdede for at gøre sig fortjent til Suttungs mjød.

Men Baugi havde ikke råderet over sin broders ejendom. Så Odin måtte fortsætte sine bedrag. Han overtalte Baugi til at følge ham til Suttungs mjødbjerg, hvor Bølværk borede et hul i klippen, omskabte sig til en orm og snoede sig ind til jættens artige datter.

Gunlød sad i bjergets dyb og funderede over sin skæbne. Hendes far havde udstedt skrappe ordrer om at værne om gryderne og kedlen, og hun fik den tanke, at livet kunne være andet for en livsduelig ung kvinde. Sådan tænkte hun, da Odin pludselig stod foran hende som en uimodståelig elsker.

Dybt i det mørke bjerg udforskede Gunlød sin evne til elskov. Helt uforstyrret lod hun sig indvie i kroppens mysterier; og hun lod det tage den tid, som det krævede. Den udmattede Odin forsøgte igen og igen at overtale jættekvinden til at lade ham smage Suttungs mjød. Han forsøgte at lokke hende med søde ord, som ville blive mere poetiske, hvis han fik en mundsmag af drikken.

Men Gunlød havde ikke brug for søde ord. Hun vidste selv, hvor sød hun var. Dog efter mangen en elskovleg konkluderede hun, at livet nok var andet end at følge sin fars ordrer. Mjøden var hans og livet var hendes eget. Hun havde luret, at elskeren var mere end interesseret i skjaldedrikken, og hun tænkte, at hvis han løb af med den, så fik hun sin frihed.

Efter en passende tid, gav hun Odin adgang til både gryder og kedel. Han opførte sig præcist så grådigt og ubehøvlet, som hun havde forventet. Gudefaderen forvandlede sig til en kæmpemæssig rovfugl og drak rub og stub. Gunlød lod ham få et forspring, inden hun varskoede sin far. Hvis mjøden nåede vel til Asgård, ville hun være fri for at værne om den.

Da Suttung omsider lyttede til sin datter, kastede han sig i sin ørneham. Han var faretruende nær ved at indhente Odinfuglen; men den sendte en våd prut lige i synet på jætten. Siden da var skjaldemjøden i gudernes varetægt, og gode fortællere siges at have smagt den. Men de dårlige fortællere er dem, der blev ramt af fugleklatten fra gumpehullet…

Du kan selv digte den fortsatte historie om Gunlød – og følgerne af elskovslegen mellem safterne dybt nede under bjerget…

Det Nordiske Sommersolhverv

Det nordiske sommersolhverv fejres i dag den 21. juni kl. 17.54. På tidpunktet, hvor jorden skifter hældningsgrad. Det medfører store ændringer i naturen. Dagene bliver kortere, nætterne bliver længere, og frugtmodningen efterfølger blomstringen. Et magisk øjeblik!  😉

Det nordiske årstidshjul sætter højtiderne i sammenhæng med mytologiens ni verdener:

Vintersolhverv 21. december:
         Nord: Niflheim, isens rige.
Lysfesten 2. februar (genfødselsfesten):
         Nordøst: Helheim, de dødes hjem, som passes af Hel.
Forårsjævndøgn 22. marts:
          Øst: Vanheim, bolig for vanerne, kærlighedsguderne.
Vårfesten 30. april:
         Sydøst: Alfheim, elverfolkets hjem.
Sommersolhverv 21. juni:
         Syd: Musplheim, ildens rige.
Høstfesten 2. august:
         Sydvest: Svartalfheim, dværgenes hjem.
Efterårsjævndøgn 22. september:
         Vest: Asgård, bolig for aserne, krigsguderne.
Mørkefesten 30. oktober (dødefesten):
         Nordvest: Udgård, Jotunheim, jætternes hjem.

Menneskene i Midgård fejrer naturens gang med årstidsceremonier, der passerer gennem de 8 omkringliggende verdener med tilhørende myter.

Sommersolhverv forbindes med ildverdenen Muspelheim og myten om Gullvejg, der kendes fra Vølvens spådom. Hun betragtes som en side af vanernes gudinde Freja. Aserne brændte hende tre gange, men hun helede og er siden dyrket som gudinden for frugtbarhed og sejd.

Vølver og shamaner over hele verden har en udvidet bevidsthed om årstiderne, og de lever for, at menneskene bevarer ærbødigheden for naturen og dens frodige mangfoldighed.  Hver højtid fejres med magiske gryderetter, fortællinger og danse.

Se også indlæggene om solhvervsdukkerne,og midsommerbål.

Skt. Hans er et kristent forsinket ritual, der markerer, at Johannes blev født ½ år før Jesus, som også kom lidt for sent i forhold til vintersolhverv…

Freja’s Træ

Freja’s træ er hyld, der blomstrer så hvidt i juni. Selve duften af sommer!

Men hyldetræet er giftigt. Alle grønne dele afgiver blåsyre, som ved selv små doser medfører opkast og/eller diarré.

Folketroen angav, at hyldebark kunne bruges mod forstoppelse. Skæres barken nedefra og opefter, ville indtagelse medføre opkastning. Skæres den oppefra og ned, ville den medføre tynd afføring.
Så enkelt er det dog ikke; den giftige blåsyre er dødelig i større mængder. Men giften dekomponeres ved kogning, så både blomster og bær kan spises efter et opkog. Grønne bær og stilke frasorteres!
Se Hyldeblomstsaftopskrift!

Hylden er et værnetræ, der plantes ved menneskers boliger for at undgå Thors luner (lyn/torden). Og for at kalde kærligheden til huse i Frejas ånd.

I Valborgsnatten og under de andre årstidsfester indgår binde-ritualet:
Gebrækkelige følelser og sygdomme snoes/væves/flettes ind i nedbrydelige bånd af uld/krydderurter/halm/menneskehår etc. Båndene bindes til hyldetræer. Gerne under fremsigelse af remse/digt/bøn/farveltale.
Efter en tid opløses båndene og de bundne gebrækkeligheder. Processen kan hjælpes på vej ved at brænde båndene samtidig med indtagelse af saft/vin af hyldens blomster eller bær. 😀

Se også dukkebindingsritualet!

Hyldens latinske navn er Sambucus nigra. En fiffig skovejer satte dette skilt ved indgangen til sin skov:

 ! ADVARSEL !
Den giftige
SAMBUCUS NIGRA
er fritlevende i denne skov.
! Færdsel sker på eget ansvar !

😉

Foto-Mandalaer

Foto-mandalaer konstrueres efter samme principper som spejlbilledmageriet.

Billedet fra indlægget Stenhjerte drejes 45 grader, så spejlaksen bliver en diagonal i et udskåret kvadrat:


Kvadratet spejles og genspejles til en kvadratisk mandala:

Sluttelig udskæres en cirkelformet mandala:

mandalamagi
strandsten roteres i sand
vandomgivelse

Billedet fra indlægget Forårssaftstigning fik samme omgang:

Se desuden indlægget om Shambhala.

 

Spejlbilledmageriet

Spejlbilledmageriet er fascinerende trylleri!
Billederne er fabelagtige at gå på opdagelse i, og de er vildt vanedannende at skabe…

Grundmotivet må indeholde disse parametre, hvis magien skal kunne opstå:

1.  Ro/uro – kontrast.
2.  Lys/mørke – kontrast.
3.  Lodret/vandret – kontrast.
4.  Fabulerende/brobyggende/mønsterskabende elementer.

Dette råfoto tilfredsstiller alle fire parametre:

Motivet gennemsøges for “halve helheder/ansigter/mønstre”, hvorefter det beskæres, flyttes, spejles, samles om spejlingsaksen, farvereguleres og skærpes.
Til slut skaleres billedet til et kvadrat.
Her er to billeder af samme beskæring, men spejlet omkring de to forskellige højkant-akser:

livsudfoldelse
oceaners opstigen
forårets fødsel

Vegvisir

 

Vegvisir er et vejviser-symbol med islandske rødder. Måske en  rejsefører i det nordiske årshjuls verdener:

Et kompas visende vej  gennem livets spiral af årstider, hvor vedenshjørnerne og mytestederne besøges gennem livsaldrene…

Vegvisir præsenteres i det islandske Huld-manuskript side 60. Det er udgivet/samlet/udtænkt ( ?  😉  ) af Geir Vigfusson i 1880. Håndskriftet er en opdagelsesrejse værd.