Skjaldemjøden

Skjaldemjøden er en udvidet og anderledes vinklet fortælling om Kvasirs Blod. Den handler om at stifte fred og om at dyrke fredens væsen, som er Kvasir. Visdommens omvandrende fredsmægler. En slags vølve uden køn. Eller dobbeltkønnet…

I fordums tid rasede en slags krig mellem aser og vaner. Aserne var krigsguder, hvis mål var kamp, erobring og grådighed. For at demonstrere magt angreb de konstant vanerne. De var kærlighedsguder, og deres gebet var omsorg, frugtbarhed og bæredygtighed.

Da krigsguderne blev trætte af, at de ikke fik forventet modstand, indså de, at de egentlig ikke kunne undvære kærlighedsguderne. Freden havde vundet, og guderne beseglede en venskabspagt ved alle at spytte i et stort kar. Det blev skvulpende fyldt af fælles livsvæske.

Freja og Frej var vanernes fremmeste magere udi frugtbarhed. De var tvillinger og kanske kærester. Eller måske to forskellige sider af samme gud. De stak hænderne i spytsuppen, rørte rundt i spiraler og fremdrog Kvasir af gudespyttet. Hon var den  kløgtigste af dem alle, for hon havde alviden fra både vaner og aser. Fredens væsen.

Kvasir vagabonderede omkring, fejrede hverdage og højtider og stillede sin visdom til rådighed for enhver, der spurgte. Engang dukkede to af de underjordiske svartalfer op. Fjaler (Snyderen) og Galar (skrigeren) tilhørte underverdenen, hvis småfolk fremstod som sortalfer, vætter og dværge. Nisserne var af samme afstamning. De indbød Kvasir til Svartalfheim, for de havde spørgsmål, som andre ikke måtte høre.

Selvom Kvasir vidste, at intet godt var i sigte, fulgte hon med, som skæbnen bød høn. Svartalferne var eksperter i at udtrække det skinnende af undergrunden. De var kendt for guldet og den deraf følgende grådighed. Kvasir undergik deres forvandlingstrolddom. Dværgene slog høn ihjel og tappede hons blod i to gryder (Son og Bod) og i en kedel (Odrører). I det lunkne blod hældte de honning, og blandingen gærede til en berusende skjaldemjød. Kvasirs blod. Drikkes den i passende mængder giver den visdommens, fredens og digterkunstens gave. Men indtagelse af upassende mængder medfører forbandet vanvid, griskhed og krig.

Kvasirs ublodige lig sendte de til guderne sammen med løgnen om, at den omvandrende skjald var blevet kvalt i sin egen klogskab. Tvillingerne tog resterne af deres kunstværk under kærlig behandling og gav det nyt liv; men det er en helt anden fortælling. Vølvens Spådom!

Fjaler og Galar drak blodmjøden i upassende mængder, og i rusens ondskab druknede de jætten Gilling. En typisk tung, langsom og venlig jætte, der uheldigvis kom på tværs. Hans kone blev larmende af sorg, så hende dræbte de også. Men sønnen Suttung blev vred af sorg og forsøgte retfærd. Han lod de vandskrække svartalfer smage drukendødens vand ved at sætte dem på et klippeskær, der blev oversvømmet ved højvande. De underjordiske kunne ikke svømme. Lige før undergangen tilbød Suttung dem livet for skjaldemøden, som derefter også kaldtes Suttungs Mjød.

Suttung var klar over, at mjøden var både en gave og en forbandelse. Han gemte den dybt i et bjerg, og han lod sin til den tid trofaste datter Gunlød våge over drikken. På den måde blev en fars pige gemt af vejen i trofasthedens navn.

Odins ravne Hugin og Munin havde fulgt hele hændelsesforløbet, så den alvidende overgud var informeret. Hans magtbegær og bjærgsomhed krævede, at skjaldemjøden skulle være i hans varetægt. Derfor brugte han sin evne til af forklæde sig i hensynsløshedens tjeneste.

Almægteren forklædte sig som Bølværk, medbragte en hvæssesten og et bor, og så besøgte han Suttings bror Baugi med henblik på brodersvig. Det var høstens tid, og ni flittige og fredsommelige jætter arbejdede på Baugis marker.

Bølværk hvæssede høstarbejdernes leer så skarpe, at arbejdet gik som en leg. Derfor ville de eje hvæssestenen. Den forklædte Odin smed den ind blandt jætterne, der kastede sig over den; og i kampens hede skar de hinanden ihjel. Sådan som den store gud havde planlagt. Derefter gjorde han ni jættemænds abejdede for at gøre sig fortjent til Suttungs mjød.

Men Baugi havde ikke råderet over sin broders ejendom. Så Odin måtte fortsætte sine bedrag. Han overtalte Baugi til at følge ham til Suttungs mjødbjerg, hvor Bølværk borede et hul i klippen, omskabte sig til en orm og snoede sig ind til jættens artige datter.

Gunlød sad i bjergets dyb og funderede over sin skæbne. Hendes far havde udstedt skrappe ordrer om at værne om gryderne og kedlen, og hun fik den tanke, at livet kunne være andet for en livsduelig ung kvinde. Sådan tænkte hun, da Odin pludselig stod foran hende som en uimodståelig elsker.

Dybt i det mørke bjerg udforskede Gunlød sin evne til elskov. Helt uforstyrret lod hun sig indvie i kroppens mysterier; og hun lod det tage den tid, som det krævede. Den udmattede Odin forsøgte igen og igen at overtale jættekvinden til at lade ham smage Suttungs mjød. Han forsøgte at lokke hende med søde ord, som ville blive mere poetiske, hvis han fik en mundsmag af drikken.

Men Gunlød havde ikke brug for søde ord. Hun vidste selv, hvor sød hun var. Dog efter mangen en elskovleg konkluderede hun, at livet nok var andet end at følge sin fars ordrer. Mjøden var hans og livet var hendes eget. Hun havde luret, at elskeren var mere end interesseret i skjaldedrikken, og hun tænkte, at hvis han løb af med den, så fik hun sin frihed.

Efter en passende tid, gav hun Odin adgang til både gryder og kedel. Han opførte sig præcist så grådigt og ubehøvlet, som hun havde forventet. Gudefaderen forvandlede sig til en kæmpemæssig rovfugl og drak rub og stub. Gunlød lod ham få et forspring, inden hun varskoede sin far. Hvis mjøden nåede vel til Asgård, ville hun være fri for at værne om den.

Da Suttung omsider lyttede til sin datter, kastede han sig i sin ørneham. Han var faretruende nær ved at indhente Odinfuglen; men den sendte en våd prut lige i synet på jætten. Siden da var skjaldemjøden i gudernes varetægt, og gode fortællere siges at have smagt den. Men de dårlige fortællere er dem, der blev ramt af fugleklatten fra gumpehullet…

Du kan selv digte den fortsatte historie om Gunlød – og følgerne af elskovslegen mellem safterne dybt nede under bjerget…

Det Nordiske Sommersolhverv

Det nordiske sommersolhverv fejres i dag den 21. juni kl. 17.54. På tidpunktet, hvor jorden skifter hældningsgrad. Det medfører store ændringer i naturen. Dagene bliver kortere, nætterne bliver længere, og frugtmodningen efterfølger blomstringen. Et magisk øjeblik!  😉

Det nordiske årstidshjul sætter højtiderne i sammenhæng med mytologiens ni verdener:

Vintersolhverv 21. december:
         Nord: Niflheim, isens rige.
Lysfesten 2. februar (genfødselsfesten):
         Nordøst: Helheim, de dødes hjem, som passes af Hel.
Forårsjævndøgn 22. marts:
          Øst: Vanheim, bolig for vanerne, kærlighedsguderne.
Vårfesten 30. april:
         Sydøst: Alfheim, elverfolkets hjem.
Sommersolhverv 21. juni:
         Syd: Musplheim, ildens rige.
Høstfesten 2. august:
         Sydvest: Svartalfheim, dværgenes hjem.
Efterårsjævndøgn 22. september:
         Vest: Asgård, bolig for aserne, krigsguderne.
Mørkefesten 30. oktober (dødefesten):
         Nordvest: Udgård, Jotunheim, jætternes hjem.

Menneskene i Midgård fejrer naturens gang med årstidsceremonier, der passerer gennem de 8 omkringliggende verdener med tilhørende myter.

Sommersolhverv forbindes med ildverdenen Muspelheim og myten om Gullvejg, der kendes fra Vølvens spådom. Hun betragtes som en side af vanernes gudinde Freja. Aserne brændte hende tre gange, men hun helede og er siden dyrket som gudinden for frugtbarhed og sejd.

Vølver og shamaner over hele verden har en udvidet bevidsthed om årstiderne, og de lever for, at menneskene bevarer ærbødigheden for naturen og dens frodige mangfoldighed.  Hver højtid fejres med magiske gryderetter, fortællinger og danse.

Se også indlæggene om solhvervsdukkerne,og midsommerbål.

Skt. Hans er et kristent forsinket ritual, der markerer, at Johannes blev født ½ år før Jesus, som også kom lidt for sent i forhold til vintersolhverv…

Freja’s Træ

Freja’s træ er hyld, der blomstrer så hvidt i juni. Selve duften af sommer!

Men hyldetræet er giftigt. Alle grønne dele afgiver blåsyre, som ved selv små doser medfører opkast og/eller diarré.

Folketroen angav, at hyldebark kunne bruges mod forstoppelse. Skæres barken nedefra og opefter, ville indtagelse medføre opkastning. Skæres den oppefra og ned, ville den medføre tynd afføring.
Så enkelt er det dog ikke; den giftige blåsyre er dødelig i større mængder. Men giften dekomponeres ved kogning, så både blomster og bær kan spises efter et opkog. Grønne bær og stilke frasorteres!
Se Hyldeblomstsaftopskrift!

Hylden er et værnetræ, der plantes ved menneskers boliger for at undgå Thors luner (lyn/torden). Og for at kalde kærligheden til huse i Frejas ånd.

I Valborgsnatten og under de andre årstidsfester indgår binde-ritualet:
Gebrækkelige følelser og sygdomme snoes/væves/flettes ind i nedbrydelige bånd af uld/krydderurter/halm/menneskehår etc. Båndene bindes til hyldetræer. Gerne under fremsigelse af remse/digt/bøn/farveltale.
Efter en tid opløses båndene og de bundne gebrækkeligheder. Processen kan hjælpes på vej ved at brænde båndene samtidig med indtagelse af saft/vin af hyldens blomster eller bær. 😀

Se også dukkebindingsritualet!

Hyldens latinske navn er Sambucus nigra. En fiffig skovejer satte dette skilt ved indgangen til sin skov:

 ! ADVARSEL !
Den giftige
SAMBUCUS NIGRA
er fritlevende i denne skov.
! Færdsel sker på eget ansvar !

😉

Foto-Mandalaer

Foto-mandalaer konstrueres efter samme principper som spejlbilledmageriet.

Billedet fra indlægget Stenhjerte drejes 45 grader, så spejlaksen bliver en diagonal i et udskåret kvadrat:


Kvadratet spejles og genspejles til en kvadratisk mandala:

Sluttelig udskæres en cirkelformet mandala:

mandalamagi
strandsten roteres i sand
vandomgivelse

Billedet fra indlægget Forårssaftstigning fik samme omgang:

Se desuden indlægget om Shambhala.

 

Spejlbilledmageriet

Spejlbilledmageriet er fascinerende trylleri!
Billederne er fabelagtige at gå på opdagelse i, og de er vildt vanedannende at skabe…

Grundmotivet må indeholde disse parametre, hvis magien skal kunne opstå:

1.  Ro/uro – kontrast.
2.  Lys/mørke – kontrast.
3.  Lodret/vandret – kontrast.
4.  Fabulerende/brobyggende/mønsterskabende elementer.

Dette råfoto tilfredsstiller alle fire parametre:

Motivet gennemsøges for “halve helheder/ansigter/mønstre”, hvorefter det beskæres, flyttes, spejles, samles om spejlingsaksen, farvereguleres og skærpes.
Til slut skaleres billedet til et kvadrat.
Her er to billeder af samme beskæring, men spejlet omkring de to forskellige højkant-akser:

livsudfoldelse
oceaners opstigen
forårets fødsel

Vegvisir

 

Vegvisir er et vejviser-symbol med islandske rødder. Måske en  rejsefører i det nordiske årshjuls verdener:

Et kompas visende vej  gennem livets spiral af årstider, hvor vedenshjørnerne og mytestederne besøges gennem livsaldrene…

Vegvisir præsenteres i det islandske Huld-manuskript side 60. Det er udgivet/samlet/udtænkt ( ?  😉  ) af Geir Vigfusson i 1880. Håndskriftet er en opdagelsesrejse værd.

 

Valborg og Freja

Valborg og Freja (Vanadis) fejres idag. Oven i oldtidens frugtbarhedskulter. Solårets fjerde årstidsfest.

Freja og Valborg er arketyper på den helende og frugtbare kvindekraft. Gudinden. Moder Jord.
I Valborgsnatten er kvindekraften voldsomt på spil. Traditionen foreskriver, at uønskede gebrækkeligheder, følelser og vaner snoes, flettes og væves ind i  bånd og bindes til Frejas træ. Hylden. Nattens magi vil frisætte knudebinderen!

Fortidens forberedelser til festen indebar udrensning efter vinteren. Ny ild fra lynnedslag eller nyslået flintild erstattede vinteres gamle ild. Husdyrene blev drevet gennem hulvejs-ild, som rensede kvæget fra vinterens utøj.
Dagen idag bruges til forårsrengøring af hjemmene!

I det nordiske årshjul fejres elverkraften nu: Alfheim-festen!
Den kommer efter festen for vanerne, kærlighedsguderne, som fejredes ved forårsjævndøgn. Solårets første fest var vintersolhvervet i det mørke og kolde Niflheim. Den anden var lysfesten (kyndelmisse) i Helheim, der markerer, at efter ragnarok og vinter kommer nyt liv.

Glædelig fest!

Spurvehøgens Medicin

Spurvehøgens medicin
omfatter to “mentale vejledninger”:

Se det hele lidt fra oven!
og
Bevæg dig lydefrit svævende!

En kold morgen fløj spurvehøgen ind i ruden på baggangens dør. Fuglen landede med brækket hals på bagtrappen, hvorfra den lagdes til hvile i fryseren.


Senere blev høgen centrum i et biologisk laboratorium og en begravelses-højtidelighed på sejdehøjen.

Ritualet ved en dyregravlæggelse kan bestå af tre punkter:

1.  Velkomst med hilsen. Den indianske, den nordiske eller en helt tredje.

2.  Fortælling om dyret og de egenskaber, der giver medicin/råd/forbilleder til mennesker.

3.  Økologi-remsen:
Af Jorden er du kommet,
Til Jorden skal du blive,
Fra Jorden skal du genopstå.

Finalen: “med kors og bånd og stjerner på” erstattes med
“med næb og kløer og vinger på”, når det er en fugl.

Børn fryder sig ved ritualer og remser i naturen 😀

Spurvehøgens biologiske rester blev begravet i sejdehøjen, som nu benævnes Høgens Høj.

lydløst svævende
hævet over det hele
høgens medicin

Det Er Lige NU

Det er lige nu, at topskud af brændenælder skal samles. Den tørrede urt er mine vintres vigtigste vitaminkilde.
Planters øverste 15 cm plukkes, skylles og hænges til tørre et skyggefuldt og luftigt sted. Og en dag bageovnen har eftervarme, lægges skuddene i ovnen på en lun bradepande. Når de er knasende, ribbes bladene af stilkene og proppes i lufttætte beholdere. Voila!

Se også Nældesamletiden, Nældesuppe og Syvkål !

Mynter indsamles også nu. På samme måde.

Og samtidig samles nælder til gødevand, som vil være parat til småplanterne i maj. Se Havens skatkammer 😀