Skades Historie

Skades historie fortælles idag under mørkefesten. Hun var en selvstændig jættekvinde, der blev gift med vaneguden Njord. Et ægteskab med plads til særheder…      😉

Myten om Skade

Inde i Udgård boede jættepigen Skade med sin bøvede og brovtende far Tjasse. Han havde opdraget hende til at te sig, som en jættepige hør og bør, så hun var udvokset til en slagkraftig og selvstændig ung dame. Med jættemanerer, som hun gerne afprøvede mod sin far, der var ret så dominerende.

Blandt jætterne magtede flere mænd den særlige flyveevne. De kunne iklæde sig frygtindgydende rovfuglehamme og flyvende afprøve grænser. Tjasse var en af luftens jætter, og han fløj af og til en tur med sin ven Loke som passager. I den store rovfugls luftrum udtænkte de ofte rænker, som var udenfor Odins ravnes hørevidde.

Farjætten ville nemlig gerne have en dame i huset, der kunne bruges til en anden funktion end den husholdende datter. En sådan kvinde kunne være både hustru til ham og veninde til hans datter; og hun kunne dulme gemytterne, når der udbrød kampe på liv og død mellem datter og far. Tjasse havde udvalgt den underskønne Idun, gudindejomfruen, der administrerede ungdommens æbler. Hun havde endnu ikke forført digterguden Brage; og alt har jo som bekendt sin tid.

Husvennen Loke var ekspert i udspekulerede drejebøger med sig selv i en udsat rolle. Han vidste også, at Idun havde udlængsel, og han havde lovet hende en oplevelse. Så Loke inviterede Alfaderen Odin og Fortidsguden Høner på jagt. Aftalen med Tjasse var, at når byttet skulle steges, så skulle rovfuglen Tjasse flyve efter bålets røg og bruge sit jættetrolderi til at hindre kødet i at mørne. Guderne skulle bede fuglen om hjælp mod at deltage i måltidet. Men jætten skulle overgå dem i umådeholdent grovæderi, så selv de grådige guder blev rasende. Så skulle Tjasse agere tøsesur over dårlig behandling og flyve bort med Loke.

Sådan skete det. Men så fik guderne den forventede tanke, at der ville blive kedeligt i Asgård uden Loke, hvilket han havde forudset. Så han bad Tjasse kredse omkring bålpladsen, indtil tanken kom til guderne. De råbte så efter Tjasse og foreslog ham den handel, at hvis han ville sætte Loke af i Asgård, måtte han i stedet hjemtage det første stykke kvindfolk, han mødte.

Den scene havde Loke også forudset. Derfor havde han aftalt med rejselystne ungdomsgudinde Idun, at hun skulle samle æbler i den guddommelige abildgård. Så der gik hun forfulgt af skjaldeguden Brage, der udsang sine længsler efter æblemøen. Hvert øjeblik forventede hun, at Loke iværksatte hendes ønskede rejseplan, og da skete det.

Tjasseørnen landede, slap Loke, og i et snuptag slog fuglen kloen i den skønne mø. Loke slog en koldbøtte blandt nedfaldsæblerne og hilste hjerteligt på Brage, der som alle andre guder kunne være langsom i opfattelsen. Loke forlod hurtigt frugthaven og fandt på gøremål i passende afstand fra jagtselskabets hjemkomst. I ugevis diverterede han dameguderne. Men efter en tid bemærkede han, at de faldt af på den. Asynjerne ældedes, fordi de ikke fik Iduns foryngende æbler, som hun altid bar med sig.

I Udgård var der ikke fryd og gammen. De to unge frøkener havde rottet sig sammen og nægtede at opvarte Tjasse i begge ender. Jættepigen og gudindemøen var blevet hjerteveninder, og Idun berettede for Skade om gudernes kærlighedspraksis. Nye længlser groede i faderens datter, og de omfattede en udfrielse af hans jættegreb.

I Asgård erkendte Loke, at hans drama ikke var helt gennemtænkt. Det havde han god erfaring med, for han kendte sig selv. Han tog det ikke så tungt, for han vidste, at alting kunne løses med et større eller mindre offer. Gudernes evige liv var vigtigere end Tjasses, og i skæbnesager var Loke pragmatiker. Alt har som bekendt sin tid – og sin pris.

En af Lokes bedste veninder var Freja, og for en kærlig modydelse stillede hun gerne sit tilbehør til rådighed for at hjembringe Idun. Valget stod mellem kattevognen og falkehammen. Da Loke kendte Tjasses ørnefærdigheder, valgte han den hurtige fugleham fremfor misserne, som ellers kunne udgøre et mellemmåltid for Tjassefuglen. Forklædt i fjer fløj Loke til Udgård. Forinden bad han Freja organisere et stort bål til fejring af Iduns hjemkomst.

Det var en blæsende og regnfuld eftermiddag, og pigerne hyggede sig i enrum langt udenfor faderens lyttevidde. Regnen slog mod ruden, men rytmen forstyrredes af et bankende falkenæb. De lukkede fuglen ind. Den rystede fjerdragten og ud trådte Loke, der nok vidste, hvordan han skulle tage sig ud foran kvindfolk.

I den forløbne tid var Skade blevet parat til at slippe sin faderbinding. Iduns fortællinger om guderne og deres liv havde vækket en romantisk åre i jættepigens blod. Hendes egensindighed, selvtændighedstrang og autonome kræfter ulmede. Det så Loke øjeblikkeligt, og han kendte til kvinders rænkespil, der i sjældne tilfælde havde udspillet hans egne. Så i fællesskab udtænkte de slutningen på historien, der dog fik et ikke ventet udfald.

Første scene i dramaets næste akt tages ud af myten om Idun. Hun og hendes æbler blev pakket ind i en lille nød, som Lokefalken fløj bort med. Da Tjasse bemærkede, at pigernes fniseri var ophørt, undrede han sig; og da hans datter kom buldrende og udskreg en historie om, at hendes bedste veninde var bortført, gjorde han som forventet.

I sin rovfugleham forfulgte Tjasse falken med nødden. Netop som Loke landede med Idun og bålet blev tændt, nåede jætten til Asgård. Han fløj fluks i bålet, og fjer og jættekraft gnistrede i flammerne. Glæden over Iduns hjemkomst gav anledning til, at guderne holdt den gigantiske æblefest, der varede i længere tid, end bålet brændte.

Efter endnu en passende tid, trådte Skade i karakter og spillede sit livs rolle. Scenen var Valhallas tag, hvor hun spillede monologen om at være faderløs og ikke være gift. Loke og Idun spillede deres roller som interesseret publikum, og Brage fulgte selvfølgelig Idun. Han tog sin spidse skjaldehat af for jættemøens opdigtede følelsekunst. Ikke alle guderne viste den ærbødighed; men modviljen afløstes af morskab over en vred jættekvinde på skrå brædder.

Skade vidste, hvad hun ville. Hendes mål var kærligheden. Hun krævede bod af guderne for faderofringen. Guderne bad hende om at rende og hoppe. Hun svarede, at det gjorde hun gerne. Fra jættegård til jættegård for at samle en hær, der kunne hævne hendes far. Det svar gjorde guderne betænkelige. Under deres langsomme tankegang kom hun selv med et modforslag. Hun ville giftes med en gud!

Stilheden i Asgård blev gungrende, indtil Idun med klar stemme forkyndte, at det kunne hun godt forstå. Hun vidste godt, at Skade havde udtænkt sig Balder. Loke spillede også sin rolle, men han kunne ikke forhindre den vending, som gudernes trang til underholdning medførte. Med opmuntrende tilråb udfordrede de Skade til at træde ved siden af, men hun bevarede fatningen. Også da de bad hende stige ned fra taget og betragte gudernes jordforbindelse. Hun blev tilstedt den gunst at vælge en gudemage ud fra hans fødder. De ledige gudemænds øvre dele blev tildækkede, så kun fødderne stak ud, og Skade steg ned og undersøgte hver enkelt fodpar. Hun tog sig sin tid og brugte alle seks sanser.

Efter endnu mere passende tid udså hun sig de fødder, der synede, lugtede og smagte bedst. Og som lød bedst ved gudens gang og reagerede kærligst, når hun kildede dem. Men hendes sjette sans bedrog hende. Det var ikke Balder, der stod på de dejligste fødder. Det var vanernes høvding Njord, og et bryllup blev fluks arrangeret. Guderne brølede i forventning om en fest med rigelig mad og mjød.

Idun var en smule stødt over, at hendes udkårne ikke blev valgt som den med de dejligste fødder. Men hun kendte hans vers, så hun var mest lettet over, at jætteveninden ikke havde valgt Brages fødder. Derfor sørgede hun hurtigt for, at han ikke længere var ungkarl.

Skade og Njord så hinanden an. En jættekvinde og en ungdommelig far til tvillinger var ikke det forventede udkomme af rænkespillet fra pigeværelset. Men størst af alt er kærligheden, og den indfandt sig på sin helt egen manér. Kærlighedsguderne Freja og Frej gjorde deres til, at deres far kom sig over den første overraskelse. Både jættekvinden og vanehøvdingen var store personligheder. Skade udfoldede sig bedst blandt klipper og bjerge, som gav hende den jordforbindelse, hun havde brug for. Hun trivedes blandt hylende ulve og havde et særligt bånd til den, der havde Loke som far; men det er en helt anden historie.

Njord levede ved havet, hvor hans tanker kunne flyve mod horisonten som akrobatiske måger. Deres skrig var musik i hans ører. Og bølgernes rullen i al slags vejr var næring for hans følelsesliv. Det delte han gerne med Skade. De blev mestre i kærlighedsfyldte møder, som de begge betragtede som deres helt egne højtider. Men hverdagen delte de ikke. Skade levede i bjergene og Njord passede sin gudedont ved havet. I stjerneklare nætter sendte de kærlighed til hinanden via den skinnende dobbeltstjerne, der var skabt af Tjasses øjne. De lå lysende tilbage i asken fra bålet efter Iduns hjemkomst, og under brylluppet blev de kastet op på himmelhvælvet. Skades jættefar i Udgård var blevet ophøjet til en fader i himmelen.

Uddrag af bogen: Nordens Mytologiske Årstidsfester.

Højtidsfester

Højtidsfester er menneskehedens måde at markere årets gang. Så fejrer vi fællesskabet, helheden og det hellige. Med fortællinger, sange, danse, ofre og gryderetter. Juleaften fortælles evangeliet, der synges og danses om det ofrede grantræ, gaver ofres til hinanden, og risengrøden spises. Julefesten er “opskriften” på en højtidsfest.

Til hver højtid knyttes en hellig trævækst som symbol på Livstræet. Livstræsymbolet har ikke rod i naturens botanik. Men virkelighedens træer bærer også magi for hverdagens mennesker. Og træernes kraft ændrer sig med årstiden. Fejringer af mytiske begivenheder indebærer ofte at ære livstræet ved at afskære og ofre lokale træer eller grene og løv:

Vintersolhverv: Kristtorn
Lysfesten: Mistelten
Forårsjævndøgn: Hassel
Vårfesten: Eg
Sommersolhverv: Hyld
Høstfesten: Røn
Efterårsjævndøgn: Taks
Mørkefesten: Vedbend

Mørkefesten er fejringen af indgangen til mørketiden. Mørket byder på hvile, mindetanker om de døde, og konfrontationer med egne skygger.  Mørkets tanker kan indebære omlægning af vaner. Nytårsforsætter, som allerede nu kan forberedes…

I mørket lever fortællingerne, uanset om festen kaldes Allehelgen, Halloween eller Samain. Bogen Nordens Mytologiske Højtidsfester foreslår en nordisk kvindemyte til hver af de otte årstider. I morgen fortælles om jættekvinden Skade.

Myten om Frigg

Myten om Frigg fortælles ved efterårsjævndøgn:

Myten om Frigg

Frigg var høvdingens kone, dronningen, Den Store Moder. Da hun indgik giftermål med Odin, var han allerede far til Thor, hvis mor var Jorden. Odin var en inkonsekvent, uberegnelig og ustadig far, og knægten var uregerlig. Han havde brug for Friggs faste hånd.

Høvdingekonen opdrog Odins tre sønner, hammerkasteren Thor, rimsmeden Brage og ulveopdrætteren Tyr sammen med de tre drenge, som hun var mor til. Den rapfodede Hermod, den tænksomme blinde Høder og den milde yndling Balder. Familieskaberne var spegede. Om det var Odin eller hans brødre, der var fædre, står åbent; men alle sønnerne får vigtige roller under Ragnarok.

I fordumstid var Frigg, Freja og Gullvejg en hellig treenighed. Selvom Frigg gik stille med dørene, så var hun mægtigt sejdkyndig. Hun var den regerende magiske hustru bag den såkaldte alfader Odin. Hendes domicil var Fensale, hjemmet ved mosen.

Sejdmageri omfatter indsigter i både fortid og fremtid. Da Kvasir i vølveskikkelse besøgte Frigg og Odin, var det hende, der forstod, at profetien om Ragnarok også indeholdt en ny fremtid. Ved sit klarsyn så hun, at det krigeriske, voldelige og destruktive liv skulle afløses af en fredeligere, omsorgsfuld og bæredygtig tilværelse. Frigg erkendte, at hendes drenge ville få hovedroller i den store omvæltning, der på ondt og på godt ville medføre en forandring, som hun egentlig billigede.

Også Odin var klar over, hvor det bar hen. I skikkelse af Vegtamr opsøgte han Hel for at høre hendes udlægning. I Helheim var der dækket op til fest, da hun ventede Balder og Nanna. Odin ville vide, hvem der skulle hævne Balders død, og Hel forudsagde endnu et brodermord. Odins søn med Rind, Vale, skulle dræbe hans søn med Frigg, Høder. End ikke Odin kunne hindre historiens gang.

Da Friggs yngste søn Balder fik drømme, der fyldte hans vågne timer, vidste hun, at tiden var inde. Hun kendte hans drømme, og hun havde forberedt den rolle, som hun var udvalgt til at spille. Balder var lys af sind og alles kæledægge, men han blev mørk. Hans drømme handlede om, at alle skulle efterstræbe ham, og at han skulle dø. Hans tungsind bredte sig til alle omkring ham.

Gudernes hverdag blev tynget. Ingen ville tro Balders syner. Men både Frigg og Loke vidste, at de var forvarsler om Ragnarok. Loke var imidlertid den gud, der var kendt for at få det bedste ud af nutiden her og nu. Han var ekspert i at leve i nuet, selvom han havde dyb visdom om fordumstiders fremtider. Sammen med Frigg udtænkte han en festlig underholdning til fornøjelse ved gudelivets ophør.

Underholdningen gik ud på at modbevise Balders drømme ved at gøre ham til mål for gudernes våbentræning. Den sejdkyndige Frigg skulle forinden afkræve, at alle levende og døde ting skulle love, at de ikke ville skade hendes udvalgte søn. Men hun tog ikke alverden i ed, for på hendes verdensvandring mødtes hun med Loke i skikkelse af den afsides levende kone Tøkk.

Tøkk var en af Lokes mange forklædninger. Han var jo fader til ulven, ormen og Hel, som virkede sammen for det guddommelige mål at frelse Balder for Ragnarok. Han skulle gå forrest i den nye verdens skabelse, og derfor skulle han fjernes fra Asgård, inden den store katastrofe. Frigg, Tøkk og Hel havde udtænkt den store drejebog, som nu blev sat i værk. Kvindelist.

Blandt alle døde og levende ting findes en besynderlig skabning. Misteltenen er en hellig vækst helt uden jordforbindelse. Den stedsegrønne plante lever i hellige træer, der nærer den med deres livsvæsker. Snylteren har perlelignende bær og er giftig. Frigg afkrævede ikke ed af misteltenen, da hun vidste, at den magiske plante var udvalgt til at bringe Balder til Hel.

Da Frigg vendte tilbage fra sin verdensomrejse, var våbenfesten forberedt, og især Thor og Tyr glædede sig til at afprøve kræfter. Balder var parat til at flygte; men Frigg trak ham og hans kone Nanna til side. Så fortalte hun på bedste sejde-vis, at Balders drømme var en del af visionen om Ragnarok, og at de to var udvalgte til den næste verden. Hun indgød Balder mod til at tage imod det, der ville komme; og hun lærte Nanna at dø af sorg.

Under megen hujen, våbenlarm og Brages skjaldedigtning gik beskydningen i gang. Først afprøvedes det svage skyts, og Balder syntes usårlig. Guderne gejlede hinanden, og da Thors hammer Mjølner opviste flyveegenskaber, den aldrig tidligere havde vist og undveg målet, så kendte jubelen ingen grænser. Den blinde Høder stod stille og lyttede. Også Frigg var tavs. Hun sendte da et øjekast til Loke.

Efter at have forladt Tøkks sted, havde Loke iført sig en fjerham og var fløjet bort til misteltenens levested. Af det besynderlige væsen fik han en pilespids, der trods sin blødhed indeholdt dødbringende gift. Derefter besøgte han guden Ull i Taksdale. Han var søn af Sif og kendt for sine evner til at stå på ski og skyde med bue. Ull levede mellem de hellige takstræer, og han var ved at pakke til våbenfesten. Af ham lånte Loke både en bue og en pil, hvis spids han udskiftede med misteltenen.

Da Balder så, at Loke gav bue og pil til Høder, vidste han, at prøvelserne straks ville være ovre. Han smilede til sin broder, der intet så, og lod smilet vandre til sin moder. Hun gengældte smilet i uendelig omsorg. Høder affyrede pilen, og han hørte, at verden blev ramt af en lamslående stilhed.

Idet Balder segnede, sørgede Nanna for at dø af sorg. Stilheden blev afløst af en skingrende jammer, der udfoldede sig værst i Høders bryst. Frigg satte sig med sin døende søn i skødet og forberedte ham på rejsen til Hel. Fra Odin fik han med sig ringen Draupner med henblik på løskøbelse fra Helheim.

Balders og Nannas ligfærd skulle ske ad skibet Ringhorne. Alle guderne var samlede i sorg. Også mennesker, jætter og småfolk sørgede, da Balder altid havde været fredens mand. Da Thor skulle søsætte skibet, spændte han kraftbæltet Megingjord, men alle hans kræfter rakte ikke, da Loke brugte alle sine kunster for at tilbageholde skuden. Den stod urokkeligt fast. Da Thor trods torden og lynild måtte erkende sin begrænsning, sendte Loke øjekast til sit afkom.

Forklædt som Hyrrokkin red Hel frem på ulven med ormen som tømme. Lokes børn forenede deres kræfter og gav Ringhorne et gevaldigt skub, så skibet for af strand. Stenene gnistrede og skibet stod i brand. Thors krænkede stolthed flammede også op, så han ville kløve kvinden; men guderne stoppede ham. I ustyrlig vrede sparkede han dværgen Lit ind i ilden. Alle andre stod som forstenede og øjnede det brændende skib, medens mørket sænkede sig.

Sorgen og savnet over Balder fødte håbet om, at Hel ville frigive ham. Frigg lod Hermod låne Odins hest Slejpner, hvis mor var Loke. I ni dage red Balders bror på ‘shamanens hest’, og Gjallerbroen dundrede højlydt, da han red over den til Helheim. Møen Modgunn var kendt med ugunst, modvilje, misundelse og andre skygge-egenskaber, som hun kaldte ved navn. Men hun så hverken Nanna, Balder eller Hermod som skygger. Alligevel blev de lukket ind.

Inde i Helheim sad Nanna og Balder på højsædet og tog imod Hermod. Hel bød ham velkommen og spurgte, hvad hun kunne hjælpe med, selvom hun udmærket godt vidste, hvad det drejede sig om. Da Hermod havde fremført sit ærinde svarede hun, at hvis alle ville græde for Balder, kunne han frigives. Balder selv virkede ikke særligt nedtrykt, og da Hermod forlod salen, fik han Draupner, da Balder vidste, at han ikke skulle bruge ringen.

Guderne drog rundt i de ni verdener og bad alle græde for Balder. Hel varskoede sin far, og Loke tog atter skikkelse af Tøkk. Han så frem til Ragnarok, da han vidste, at først da ville han slippe fri for den straf, der hang over hovedet på ham. Da guderne kom til Tøkk, fik de det svar, at Tøkk kun vil græde tørre tårer. Det var aftalen mellem Hel og Loke, så Balder blev i Helheim.

Loke blev gjort til syndebuk. Han blev bundet med sønnen Narfes tarme i en hule. Over ham fæstnedes en slange, der uafbrudt spyede galde og edder over ham. Jorden skælvede ved hans lidelser. Lokes trofaste hustru Sigun levede hos ham og opsamlede slangegiften i et kar; men hver gang hun måtte tømme karret, rystede verden i Ragnaroks vold.

I Fensale mærkede Frigg jordrystelserne. Dronningemoderen forberedte gudeverdens ende. Hun havde hidkaldt Liv og Livtraser, som skulle overleve Ragnarok. De blev indviet i levekunst og sejdmageri, og de fik overdraget de gyldne runetavler. Efter indvielsen drog de to børn i ly i Yggdrasils top, hvor de vil overleve gudernes skæbne og skabe en ny verden i Den Store Moders ånd.

Uddrag af bogen Nordens Mytologiske Årstidsfester.
Udgivet af mytekredsen.dk

Mytekredsen

Mytekredsen er en forsamling af synlige og usynlige fortællere, som søger ude og inde, højt og lavt, i himmelen, i jorden, i gamle bøger og i sig selv for at samle mønstre, myter og magier i helende historier.

Hjemmeside:  mytekredsen.dk

Den Nordiske Skabelse

Den nordiske skabelse skete ved et langsommeligt og intenst møde. Den brændende varme og det isnende mørke fandt hinanden i det store tomrum. En universel befrugtning undfangede livet i en dråbe. Isens faste vand og ildens vanddampe mødtes og blev flydende vand. Livets nødvendige tilstandsform.

ᛞᛖᚾ ᚾᛟᚱᛞᛁᛊᚲᛖ ᛊᚲᚨᛒᛖᛚᛊᛖ ᚡᚨᚱ ᛖᛏ ᛚᚨᚾᚷᛊᛟᛗᛗᛖᛚᛁᚷᛏ ᛟᚷ ᛁᚾᛏᛖᚾᛊᛏ ᛗᛟᛖᛞᛖ * ᛞᛖᚾ ᛒᚱᚨᛖᚾᛞᛖᚾᛞᛖ ᚡᚨᚱᛗᛖ ᛟᚷ ᛞᛖᛏ ᛁᛊᚾᛖᚾᛞᛖ ᛗᛟᛖᚱᚲᛖ ᚠᚨᚾᛞᛏ ᚼᛁᚾᚨᚾᛞᛖᚾ ᛁ ᛞᛖᛏ ᛊᛏᛟᚱᛖ ᛏᛟᛗᚱᚢᛗ * ᛖᚾ ᚢᚾᛁᚡᛖᚱᛊᛖᛚ ᛒᛖᚠᚱᚢᚷᛏᚾᛁᚾᚷ ᚢᚾᛞᚠᚨᚾᚷᛖᛞᛖ ᛚᛁᚡᛖᛏ ᛁ ᛖᚾ ᛞᚱᚨᚨᛒᛖ * ᛁᛊᛖᚾᛊ ᚠᚨᛊᛏᛖ ᚡᚨᚾᛞ ᛟᚷ ᛁᛚᛞᛖᚾᛊ ᚡᚨᚾᛞᛞᚨᛗᛈᛖ ᛗᛟᛖᛞᛏᛖᛊ ᛟᚷ ᛒᛚᛖᚡ ᚠᛚᚤᛞᛖᚾᛞᛖ ᚡᚨᚾᛞ * ᛚᛁᚡᛖᛏᛊ ᚾᛟᛖᛞᚡᛖᚾᛞᛁᚷᛖ ᛏᛁᛚᛊᛏᚨᚾᛞᛊᚠᛟᚱᛗ

Niflheim i nord var isens rige og Muspelheim i syd var ildens rige på hver sin side af Ginnungagab. I tomrummet delte livsdråben sig, og deraf opstod to kolossale væsener, urjætten Ymer og urkoen Audhumbla. Ymer drak af floderne fra Audhumblas yver. Derved skabtes også evnerne til at modtage og til at give.

I skabelsens tidløse og ulogiske fase fandt koen en sten, som hun slikkede på. Af den opstod skabninger, der formerede sig med afkom fra jættevæsenets kropshuler. Nogle af dem kaldtes guder.

Tre af guderne var opfindsomme, så de slog Ymer ihjel og kastede hans krop i tomrummet. Sådan skabtes jorden. Knoglerne blev klipper og sten, kødet blev muld, hår og skæg blev træer og urter,  og blodet blev søer og floder, hvis vande løb i ring om jorden og samledes til verdenshavet.

Hjerneskallen dannede himmelhvælvet, hvortil gnister fra Muspelheim fløj. Lyset og mørket vekslede, og tiden var indført. Hjernen blev drivende skyer, der senere gav inspirationer til skjaldene.

De tre guder gik en dag ved verdenshavet og fandt to stykker drivtræ. En gud gav form og kropsanser til stammerne, en anden gav dem instinkter og følelser. Den tredje gjorde dem til mennesker med tanker, viljer og forskellige køn. Kvinden hed Embla og manden hed Ask. De elskede hinanden, og deres afkom bosatte sig i Midgård.

Sådan skete det.

Ragnarok

Ragnarok er gudernes skæbne, som fortælles i Vølvens Spådom. Beretningen omhandler skabelsestiden, verdens undergang og det efterfølgende nye liv.

Undergangen bliver indvarslet af Balders død for Høders pil. Et brodermord, der efterfølges af endnu et brodermord. Med Rind får Odin sønnen Vale, der en dag gammel dræber den blinde Høder. Han, Balder og Høder overlever i Helheim, og Friggs milde sønner bliver guder i den nye verden.

Den gamle verden går til grunde efter fimbulvinteren, der varer tre år uden somre. Sol og Måne bliver slugt af ulvene Skoll og Hate. Himlen skal formørkes, stjerner vil falde, jorden vil skælve, havet vil oversvømme, bjerge vil smuldre og træer vil segne.

Haner vil gale i Asgård, Udgård og Helheim, og Hels søskende, ulven og ormen, vil dø i kampen mod krigsguderne. Deres far Loke vil udfries af pinslerne i bjerget for at dø sammen med Heimdal på slagmarken.

Verdenstræet Yggdrasil vil rystes i sin grundvold, men i dets løv vil Liv og Livtraser overleve, og deres børn vil befolke jorden under Gimles gyldne tag. Fred, omsorg og bæredygtighed vil afløse fortidens krig, egoisme og grådighed. Men kimen til ondskab vil også lure i den nye verden.

Vølvens spådom var på forhånd kendt blandt nogle af guderne; og ikke alle mente, at Ragnarok udelukkende var et onde.

Myten om sol og måne, dag og nat.

Mundilfare var en mand, der elskede sine vidunderlige børn, der var så strålende, at han kaldte sønnen for Mane(Mani) og datteren for Sol. Guderne blev vrede over sådant overmod, så de gjorde børnene til slaver på himmelhvælvet. Sol styrer vognen med gudernes sol, som var skabt af gnister fra Muspelheim. Måne styrer gudemånens ny og næ.

Nat var jætten Narfes mørklødede datter, og hun blev mor til sønnen Dag. Han skinnede ligesom sin fader Delling, der var af gudernes slægt. Moderen Nat og sønnen Dag har hver en hest. Forrest rider Nat på Rimfaxe med mørket, der fugter jorden med rim og dug. Dags hest er Skinfaxe, som bringer lyset og den tørrende morgenbrise.

Men østerude i Jernvedskoven sidder den sejdkyndige jættekvinde Angerboda. Hun er mor til underverdenens dronning Hel, Ormen Jørmundgand og ulvene Fenris, Skoll, Hate samt diverse varulve. Skoll jager Sol over himmelen og Hate forfølger den flygtende Mani.

Når månen er fuld og meget synlig, er det rasende vanvid på spil. Varulve og manier. Jættekvinden hujer ad sit afkom, så både menneskers og guders tanker og tider løber løbsk. Ved Ragnarok indhentes Sol og Måne, og vanviddet hører op.

Sådan vil det ske.

Det Nordiske Sommersolhverv

Det nordiske sommersolhverv fejres i dag den 21. juni kl. 17.54. På tidpunktet, hvor jorden skifter hældningsgrad. Det medfører store ændringer i naturen. Dagene bliver kortere, nætterne bliver længere, og frugtmodningen efterfølger blomstringen. Et magisk øjeblik!  😉

Det nordiske årstidshjul sætter højtiderne i sammenhæng med mytologiens ni verdener:

Vintersolhverv 21. december:
         Nord: Niflheim, isens rige.
Lysfesten 2. februar (genfødselsfesten):
         Nordøst: Helheim, de dødes hjem, som passes af Hel.
Forårsjævndøgn 22. marts:
          Øst: Vanheim, bolig for vanerne, kærlighedsguderne.
Vårfesten 30. april:
         Sydøst: Alfheim, elverfolkets hjem.
Sommersolhverv 21. juni:
         Syd: Musplheim, ildens rige.
Høstfesten 2. august:
         Sydvest: Svartalfheim, dværgenes hjem.
Efterårsjævndøgn 22. september:
         Vest: Asgård, bolig for aserne, krigsguderne.
Mørkefesten 30. oktober (dødefesten):
         Nordvest: Udgård, Jotunheim, jætternes hjem.

Menneskene i Midgård fejrer naturens gang med årstidsceremonier, der passerer gennem de 8 omkringliggende verdener med tilhørende myter.

Sommersolhverv forbindes med ildverdenen Muspelheim og myten om Gullvejg, der kendes fra Vølvens spådom. Hun betragtes som en side af vanernes gudinde Freja. Aserne brændte hende tre gange, men hun helede og er siden dyrket som gudinden for frugtbarhed og sejd.

Vølver og shamaner over hele verden har en udvidet bevidsthed om årstiderne, og de lever for, at menneskene bevarer ærbødigheden for naturen og dens frodige mangfoldighed.  Hver højtid fejres med magiske gryderetter, fortællinger og danse.

Se også indlæggene om solhvervsdukkerne,og midsommerbål.

Skt. Hans er et kristent forsinket ritual, der markerer, at Johannes blev født ½ år før Jesus, som også kom lidt for sent i forhold til vintersolhverv…

Freja’s Træ

Freja’s træ er hyld, der blomstrer så hvidt i juni. Selve duften af sommer!

Men hyldetræet er giftigt. Alle grønne dele afgiver blåsyre, som ved selv små doser medfører opkast og/eller diarré.

Folketroen angav, at hyldebark kunne bruges mod forstoppelse. Skæres barken nedefra og opefter, ville indtagelse medføre opkastning. Skæres den oppefra og ned, ville den medføre tynd afføring.
Så enkelt er det dog ikke; den giftige blåsyre er dødelig i større mængder. Men giften dekomponeres ved kogning, så både blomster og bær kan spises efter et opkog. Grønne bær og stilke frasorteres!
Se Hyldeblomstsaftopskrift!

Hylden er et værnetræ, der plantes ved menneskers boliger for at undgå Thors luner (lyn/torden). Og for at kalde kærligheden til huse i Frejas ånd.

I Valborgsnatten og under de andre årstidsfester indgår binde-ritualet:
Gebrækkelige følelser og sygdomme snoes/væves/flettes ind i nedbrydelige bånd af uld/krydderurter/halm/menneskehår etc. Båndene bindes til hyldetræer. Gerne under fremsigelse af remse/digt/bøn/farveltale.
Efter en tid opløses båndene og de bundne gebrækkeligheder. Processen kan hjælpes på vej ved at brænde båndene samtidig med indtagelse af saft/vin af hyldens blomster eller bær. 😀

Se også dukkebindingsritualet!

Hyldens latinske navn er Sambucus nigra. En fiffig skovejer satte dette skilt ved indgangen til sin skov:

 ! ADVARSEL !
Den giftige
SAMBUCUS NIGRA
er fritlevende i denne skov.
! Færdsel sker på eget ansvar !

😉

Aurora

 

 

Aurora sommerfugle (Anthocharis cardamines) huserer på havens korsblomster: de hvide løgkarse, de violette judaspenge (måneskulpe) og de gule grønkålsblomster.
Og de får lov!
Selvom det koster grønkålsfrø…

Vingernes undersider er pyntet med grønlig mosaik, medens oversiderne hos hannen er prydet med orange/aurora-farvede spidser. Den lidt større hun har helt hvide vingeoversider. Begge køn med en sort måneformet plet.

Når Auroralarven æder af en korsblomstret plante, svarer den igen med kemisk krigsførelse: koncentration af sennepsolier på det angrebne sted. Men larven har udviklet antistoffer og fortsætter blot sit æde-liv.  Fra kryber til flyver via metamorfose.

Aurora (Eos) er morgenrødens gudinde, den rosenfingrede, som Thorvaldsens relief beskriver. Hun er bror til Bedstefar Sol og søster til Bedstemor Måne.
Med forskellige mænd har hun fire sønner : Østenvinden, Søndenvinden, Vestenvinden og Nordenvinden.
Gudinden lever i evig ungdom, da hun fornyes hver morgen. Men hendes mand Tithanos lever i evig alderdom som en indtørret cikade. Da Aurora bad Zeus om evigt liv til sin elskede, glemte hun at bede om evig ungdom. Bare ærgerligt! 😉

Thorvaldsens Morgenrøde.

morgenens under
aurora farver jorden
hver dag fornyet

Aurora er navnet på hovedpersonen i Isabel Allende’s gribende roman Portræt i Sepia. Se indlægget om Paulina, Aurora og Clara.

Valborg og Freja

Valborg og Freja (Vanadis) fejres idag. Oven i oldtidens frugtbarhedskulter. Solårets fjerde årstidsfest.

Freja og Valborg er arketyper på den helende og frugtbare kvindekraft. Gudinden. Moder Jord.
I Valborgsnatten er kvindekraften voldsomt på spil. Traditionen foreskriver, at uønskede gebrækkeligheder, følelser og vaner snoes, flettes og væves ind i  bånd og bindes til Frejas træ. Hylden. Nattens magi vil frisætte knudebinderen!

Fortidens forberedelser til festen indebar udrensning efter vinteren. Ny ild fra lynnedslag eller nyslået flintild erstattede vinteres gamle ild. Husdyrene blev drevet gennem hulvejs-ild, som rensede kvæget fra vinterens utøj.
Dagen idag bruges til forårsrengøring af hjemmene!

I det nordiske årshjul fejres elverkraften nu: Alfheim-festen!
Den kommer efter festen for vanerne, kærlighedsguderne, som fejredes ved forårsjævndøgn. Solårets første fest var vintersolhvervet i det mørke og kolde Niflheim. Den anden var lysfesten (kyndelmisse) i Helheim, der markerer, at efter ragnarok og vinter kommer nyt liv.

Glædelig fest!