Befrugtning og Kærlighed

Befrugtning og kærlighed er overskriften for månetiden efter sommersolhverv. Siden vintersolhverv har plantelivet i jorden fulgt naturtrangen til at søge solens lys for at forvandle vand og kultveilte til organisk stof og ilt:

kultveilte + vand + sollys ⇒ ilt + organisk stof

Se indlæg om Fotosyntese!

Gennem dvale, ulmen, vågnen, spiring, vækst og blomstring genoplives Moder Jord. Opstandelsen sker ved udvidelse, udadvendthed og opstigen i årets første seks månetider. Ilt til jordens væsner frigives, så vi kan ånde og leve.

Nu er tiden inde til arternes videreførelse ved befrugtning. Strømmene skifter retning fra udadvendthed til indadvendthed. Pollen fra støvblade spirer i frøanlæg, så en ny generation undfanges:

( Eug. Warming 1912: Frøplanterne )

Naturens liv gennemsyrer de indianske klanmødres myter, der handler om månetidernes understøttelse af menneskenes hverdag. Denne måne handler om kærlighed: ubetinget venlighed, gensidig medfølelse, fælles livsglæde og inkluderende lighedsfølelse ! At værne aktivt om Moder Jords liv, glæden og freden.

Menneskelivet er synkront med naturen. Når planternes strømme bliver indadvendte, så animeres vore udadvendte ytringer. Månekællingers visdom er i pagt med livet på enhver lokalitet, og vi må genlære at være bevidste om at sanse og følge Moder Jords rytmer og månedans. Netop her, hvor vi er!

fotosyntese
lysenergi opsamles
moder jords gave

Gudinder og Månekællinger

Gudinder og månekællinger er vidt forskellige kvinde-ikoner. De kan ses som mytologiske kraftkilder; og de formidler den kraft, som de forventes at give. I den kultur de er kommet til verden.

Månekællinger/klanmødre er kvindelige arketyper, som er forbundne til Moder Jords biologi. De er i pagt med kvindeliv i oprindelige folks hverdag, og de kan bruges som håndgribelig inspiration gennem årstiderne. Jordforbindelse.

Gudinder kan ses som ophøjede skæbneidoler, der ofte er skabt af mandlig fantaseren om moderen, madonnaen og skøgen som skønheder. Æteriske idealvæsner uden alder og jordforbindelse. I den vestlige verden. Illusioner.

Månekællingerne følger årets månetider og planternes vækstsæson. De 12-13 månetider indledes ved vintersolhverv, og de forbindes med Moder Jords livsytringer:

1. dvale
2. ulmen
3. vågnen
4. spiring
5. vækst
6. blomstring
7. befrugtning
8. frugtsætning
9. modning
10. forfald
11. hvile
12. død
13. mutation

De første seks månetider er udadvendte, udvidende og opstigende ligesom solhøjden og dagslængden indtil sommersolhverv. Når dagene bliver kortere, vender livs-strømmene og bliver indadvendte, sammentrækkende og nedstigende indtil vintersolhverv.

Menneskeliv følger også denne rytme med en slags omvendt fortegn, således at mennesker kan fokusere på at være passive og modtagende gennem årets første halvdel: 1. åbne, 2. erindre, 3. vælge, 4. se, 5. lytte og 6. fortælle.

Efter sommersolhverv følger det aktive og givende halvår: 7. elske, 8. hele, 9. forene, 10, skabe, 11. magte, 12. takke. Hvert tredje solår indeholder en trettende måne: 13. forvandle. Til hver månetid er knyttet en myte om en månekælling/klanmoder og hendes visdom om jordelivet under månen.

En bevidsthed om at være synkron med jordens biologi kan være en stærk ledetråd gennem et års rytme, hvis udsving påvirker krop og sind ligesom flod og ebbe. Den opmærksomhed kan sammenlignes med at overgive sig til at danse.

I år indtræffer sommesolhverv (20. 6. kl. 23.44) og årets 7. nymåne (21. 6. kl. 8.42) indenfor få timer. Strømmene vender fra det udadvendte til det indadvendte, og menneskenes virke skifter fra at være modtagende til at være givende. Den syvende månetid befordrer den indadvendte befrugtning og den givende kærlighed. Hvis man altså følger månekællingernes mytologi 😉 Dansen skifter retning. Glædelig fest!

Se også Ægte Kærlighed.

Vølven Gullvejg

Vølven Gullvejg er knyttet til sommersolhverv. Vølvens spådom fortæller, at hun tre gange blev brændt på bål. Hun overlevede, så derfor kunne hun berette om, hvordan krigsguderne stak spyd i hende og overlod hende i ilden. Hun kunne også fortælle om det, der skete før – og om det, som siden ville ske.

Myten om Gullvejg

Aserne var grådige krigsguder, hvis liv bestod i at erobre magt, viden og ejendom. Vanerne var fredelige kærlighedsguder, der drog omsorg for jordens frugtbarhed, erotik og magi. Blandt vanerne vandrede vølven Gullvejg, hvis gyldne vej inspirerede alle, hun mødte.

Gullvejg havde evnen til sejd. I frugtbarhedens tjeneste brugte hun magi, og hun samlede folk og guder omkring sig. Hun havde magt. De griske aser ønskede, at vølven skulle tjene dem, så de bortførte hende. Men hun ønskede ikke at leve i Asgårds krigsverden.

I Asgård mødtes Gullvejg og Loke. Da de lignede hinanden, blev de den slags sjælevenner, der måske kunne forvandle sig til hinanden. Begge havde kendskab til spådommen om gudernes skæbne. Ragnarok. Og de begge kunne få ting til at ske.

Aserne havde imidlertid den indstilling, at de ødelagde det, som de ikke kunne erobre. Da de ikke kunne få fat i vølven og hendes viden, magt og magi, besluttede de at eliminere hende. Tre gange forsøgte de at dræbe hende med spyd og brænde hende på bål. Hver gang overlevede hun og helede. Ved egen kraft – og lidt ikke beskrevet hjælp fra Loke.

Gullvejgs magiske evner delte hun med både Freja og Frigg, der begge levede i Asgård, hvor de anvendte deres evner efter behov. Hvor Gullvejg gik hen inden og efter Ragnarok er uvist; men nogen følger hendes gyldne vej.

(Uddrag af bogen Nordens Mytologiske Årstidsfester.)

Gullvejg er moder til sejd, den nordiske shamanisme; og hun og de andre vølver fejres ved sommersolhvervs bål. Nordens vølver var botanikere, zoologer og ornitologer, og de kendte menneskenes særheder. De kastede runer, tog varsler og fik drømme og visioner, som de af og til oversatte. Gullvejg indviede både Freja og Frigg. Måske var de en enhed. Treenighed! De uddannede Odin i begrænset omfang; men fuldbefarne sejdemestre var både Kvasir og Loke, der kunne optræde dobbeltkønnede…

Begrebet ‘shamanens hest’ er benævnelsen for redskaber til at bevæge sig mellem verdener. At sejde. Den ottebenede Slejpner er symbolet på en rejsefører; og at danse og at gjaldre er eksempler på ‘heste’. Solhvervsfesterne er sejdehøjtider, og vølver er det naturlige midtpunkt i enhver årstidsfejring. Men da vølver er et sjældent folkefærd, må andre festmestre til tider stå frem.

Se også  Solhvervsdukkerne, som er et eksempel på nutidig sejd. I år er dag og nat lige lange allerede den 20. juni; men landets fælles bålfester er datobestemte til Skt. Hans. Forberedelserne er begyndt!

Månens Årscyklus

Månens årscyklus animerer jordens vækster under solen. Årets 12-13 månetider bevæger vandet på og i jorden – og i alt levende. Flod og ebbe.

Siden menneskeheden fik øje på månen, har vi fulgt dens rytme, hvad enten vi vil/tror/ønsker det – eller ej. Jordbrugere på hele kloden lever efter de månekræfter, der styrer jordelivet.

Månekræfternes art varierer med solen. Mellem de fire solhøjtider vandrer oftest 3 månetider:

vintersolhverv
1. dvale
2. ulmen
3. vågnen
forårsjævndøgn
4. spiring
5. vækst
6. blomstring
sommersolhverv
7. befrugtning
8. frugtsætning
9.  modning
efterårsjævndøgn
10. forfald
11. hvile
12. død

vintersolhverv
13.  mutation (den blå forvandlingsmåne hvert 3. år)

Den årscyklus gentages i spiral, så længe der er liv i og på jorden. Generation efter generation. Og den er kvinders frugtbarhedsspiral gennem hver månetid (ægløsning/blomstring/befrugtning og menstruation/død/dvale) – og gennem det hele liv.

De 13 månekællinger fortæller om månernes forskellige påvirkninger af menneskelivet gennem solåret – ligesom månetidernes biologiske indvirken. Netop nu er blomstringsmånen fuld, så skønhed, digtning og fortællinger udfoldes i fuldt flor.

Søster Skildpaddes skjold angiver ny og næ i randpladerne. Vintersolhverv og den lunefulde blå måne både ender og begynder i nakkepladen. Se Skildpaddens Skjold!

Fuldmånen i aftes førte os ind i den haleplade, der markerer måne-næ før sommersolhverv. Hokus-Pokus (Hoc Est Corpus) 😉 !

Glædelig fortællemånetid!

NotaBene: Fra midnat til midnat gennemgår et menneske også de 12 (13) tilstande. Den mentale døgnrytme…

Midsommermånen

Midsommermånen er tidligt på færde i dette solår.
Denne årets sjette månetid bibringer fortællekraften; den er den første udadvendte månetid efter fem mere indadvendte måner:

1. Uforbeholden åbenhed og vågenhed overfor nye indtryk under vinterhvilen i pagt med årstid, rytme og vejr.
2. Opsamling og sammenstilling af fortidens erindring, erfaring og viden til brug i det nye årsforløb.
3. Afvejninger og beslutninger om ret færden i henhold til fortid og den nye vækstsæson.
4. Seen med øjne og sind i ethvert nu med henblik på årets muligheder, drømme og visioner.
5. Lytten med ører og skabelsens rytmesans kombineret med opmærksomhed på stilhed indtil puppetilstanden brister.

Fortællemånen er ny i morgen, og allerede 9 timer efter sommersolhverv afløses den af kærlighedens månetid. Alle månetiderne påvirker jorden og dens levende væsner – uanset om man ved det eller ej. Men at kende månen, dens ny og næ og dens flod og ebbe er en daglig magisk glæde 🙂

Se også om Tidevand og Metamorfose

Stilhedens Fuldmåne

Stilhedens fuldmåne er højtid for Lyttende Kvinde, den femte klanmor i myterne om The 13 Original Clan Mothers (Jamie Sams). Ved hver nymåne kommer en klanmor til verden med visdom til de to-benede.

Myterne om klanmødrene fortælles under himmelstrøg fjernt fra Norden, så jeg digter fortællinger, hvor jeg lader mig inspirere af indianernes verden, men jeg vil omplante dem til landskaber med planter og dyr fra vores natur. De 13 klanmødre omskabes til 13 månekællinger…

Lyttende Kælling kom til verden i en mørk jættestue under jorden. Der var intet lys, og hun vidste ikke, at hun kunne se. Men hun kunne mærke og høre sin krop. Hun sansede, bevægede sig og lyttede til kroppen, efterhånden som hun mærkede hænder, arme, ben, hud, muskler, knogler og ansigtets natur. Fra hendes indre lød en rumlen, – og hun mærkede en tomhed.

Da hørte hun Moder Jords stemme, som fortalte hende, at tomheden var sult – og at der i hulen stod en kurv med indhold, der kunne stilne tomheden…

Derefter udforsker kællingen rummet og dets lyde. Ved at kravle rundt langs jættestuens stenvægge opdager hun, at i hulens laveste ende risler en lille kilde. Moder Jord lærer hende at drikke, så kvinden huler sine hænder og føler en boblende glæde, da vandet flyder i mundhulen og ned gennem spiserøret.

Tæt ved kilden støder hun på kurven, dufter og mærker dens indhold. Moder Jord lærer hende at bide, tygge og synke, og Lyttende Kælling overvældes af spisningens indre lyde. Hun bliver overrumplet af lyden ved at bide i en gulerod, som giver genlyd i jættestuen.

Fortsættes….

Stilhedens fuldmåne indtræffer på torsdag!

Malerier : Uddrag af ‘Vandrende krydser luftens lyshav’ (Anne Voel).