Efterårsjævndøgn

Efterårsjævndøgn fejres idag. Nat og dag varer lige længe, og fra imorgen er natten længere end dagen – indtil forårsjævndøgn.

Vore naturbundne formødre og forfædre festede idag for at forberede mørketiden. Naturfolks ritualer indebærer overgangsriter forbundet med at “gå i hi”. Dyrehistorier fortælles.

Bjørnen er et helligt symbol på, at livsprocesserne vender tilbage til jorden for at genopstå, når lyset kommer tilbage. Til foråret dukker bjørnene ud af deres hi, og med moderen følges mørketidens mirakel: legende bjørneunger!

Menneskene arveanlæg er udviklede i forhold til de bedste egnede i miljøet. Årstidsvariationen er en væsentlig miljøfaktor. Nogle mennesker er årstids-sensitive, medens andre agerer, som om de ikke påvirkes af ændringerne.

Bjørnes og pindsvins aktivitetsniveau tilpasses til årstiderne. Engang tog mennesker ved lære af naturen; og dyrenes medicin/vejledning er at geare ned nu. Efter at kroppen har indlejret fedt/vitaminer, der kan tæres på i mørketidens hi. Langsomhed!


Måske kunne vi tage ved lære?

Blodmånen

Blodmånen er på himmelen i aften.
Jordens skygge dækker månen.
Totalformørkelse!
En blodmåne varslede kaos i menneskehedens sanselige fortid…

Blodmåne
27. juli 2018

Månens ny og næ gennem solårets 12-13 månetider angiver livsudfoldelsen for planter, dyr og mennesker:

hviletid/forberedelse (3 hvide måner)
spiring/vækst (3 grønne måner)
blomstring/befrugtning (3 gule måner)
modning/forfald (3 røde måner)
forvandling (1 blå måne)

Midsommers Bål

Midsommers bål er rensende ild, som tændes under sommersolhverv i årets korteste nat.  Den ild er forbundet med mange ritualer. Et af dem er afbrænding af dukker.  Store og små dukker, der symboliserer de dæmoner, neuroser og ubalancer, der dræner det enkelte menneske og samfundet for livsenergi og medfølelse.

At binde en lille personlig dukke kan være en mental rensning. I dagene op til solhverv ransages det forgangne år for de negative oplevelser og følelser, der besætter, dræber eller misbruger livsenergi.
“Dæmonen” formuleres og nedskrives på papir/stof/træ (brændbart materiale):

Min vrede over…
Min bekymring for…
Mit begær efter…
Min jalousi overfor…
Min angst for…
Min mobilafhængighed.
Og Så Videre Med Meget Mere 😉

Formuleringerne foldes/krølles, så de bliver hjertet i den dukke, der formes af avispapir/strå/klude eller andet brændbart materiale.
Ritualdukkens form opstrammes  ved at vikle linnedstrimler omkring. Dukken kan dekoreres efter lyst.

KanSolhvervsDukker800

Trolden Kanølf overvåger ritualdukkebinderi.

Medens dukken konstrueres, forestiller man sig,  at det negative overføres til dukken og bindes ind i den.  Derved gennemgås en rensende mental afsked med besættelsen/ondet/dæmonen…

Dukken smugles i det utændte bål, kastes i buldrende flammer eller begraves i de ulmende eftergløder, hvorved ilden fortærer den.

Ritualet er egentlig meget privat og personligt. Megen livsenergi bindes i lidelsernes følelser. De kan fylde uforholdsmæssigt meget, men kan tankemæssigt frigøres ved dukkeritualet. En kognitiv psykologisk praksis.

Dukke-bindings-ritualet kan gennemføres som en leg i begyndelsen af festen, hvor dukkerne bindes i fællesskab. Under snak eller i tavshed.

Det sjoveste ved dukkeritualet er virkningen 😉

Se også Kanølf Binder Runer.

Hjertesutraen

Hjertesutraen er en indisk fortælling, som reciteres over hele verden – på sanskrit…
En dansk udgave kunne lyde således:

Der var engang en vismand på et bjerg. Han hed Shariputra, og omkring ham var tiggere og andre søgende forsamlede. På et tidspunkt sad vismanden i dybe tanker, og han drømte, at han mødte medfølelsens mester Avalokitesvara. Vismanden spurgte hende, hvordan verdens børn kan lære at være gode.

Avalokitesvara svarede:
“Tilværelsen er tomhed. Uendelig åbenhed. Uden fast form. Der eksisterer ingen former, ingen indtryk, ingen følelser, ingen fantasi, ingen bevidsthed. Der er ingen begyndelser/fødsler og heller ingen slutninger/død. Intet rent eller urent. Sansninger findes ikke, hverken syn, hørelse, duft, smag eller følesans.
Det er den hinsides visdom, Prajna Paramita, og i den er ingen lidelse. Ingen fortid, nutid eller fremtid. At kende den er at leve hvert øjeblik i medfølelse.

Menneskenes døtre og sønner kan måske åbne til medfølelsen med trylleordene/mantraet:
OM  GATE  GATE  PARAGATE
PARASAMGATE  BODHI  SWAHA. ”

Vismanden lyttede til mesteren, og da han vågnede af drømmen, fortalte han visionen til tiggerne og de andre søgende. Nogen fik det, de søgte, medens andre måtte søge videre.

Historien har sit udspring i Buddha’s lære, som også genkendes i fortællingen om en anden bjergprædiken, der handler om næstekærlighed fremfor jagen efter forgængelighed. Medfølelsen kan opnås ved at spise mesterens kød og drikke hans blod under trylleordet:

HOKUS POKUS FILIHANKAT
(Hoc est corpus filii) 😉

Af samme skuffe er
SESAM SESAM LUK DIG OP

De tre trylleformularer handler om at åbne til en anderledes tilstand/opfattelse/verden, hvor mennesker ikke lader forfængelighed/forgængelighed/grådighed overtage det dyrebare liv.

Ordene bruges over hele verden af folk, der søger godheden og medfølelsen for at slippe ud af tilværelsens trommerum. Formularerne er til fri afbenyttelse, og måske kan de medføre befrielse fra besættelsen af lidelserne :

1. Forfængelighed/Hovmod(Påfugl),
2. Gerrighed/Samlemani(Tudse),
3. Nydelsessyge/Spillelidenskab(Ged),
4. Misundelse/Jalousi(Slange),
5. Grådighed/Fråseri(Svin),
6. Vrede/Had(Kattedyr),
7. Dovenskab/Ligegyldighed(Snegl).

7synder
😉

Kartoffelhypning

kartoffelhypning
blomster forvandles til mad
pink vår i knolde

mutter kom med kost og spand
da pinse stod for døren

5 + 7 + 5
7 + 7

Valborg

Valborg fejres i aften!
Under fuldmånen…

Valborg400

Walburga og hendes broder Winebald var børn af en angelsaksisk høvding i Devonshire i 700-tallet.

Hun blev uddannet i et Dorset-kloster, og hendes tyske morbror Boniface kaldte hende og to brødre til Tyskland, hvor Winebald grundlagde et kloster for både munke og nonner. Da han døde, blev Walburga leder af klostret. Hun blev kendt viden om for sine helende og trøstende evner.

Hun døde i 779, og små 100 år senere blev hun kanoniseret den 1. maj. Hendes knogler blev ført til Eichstatt, hvor en tidligere biskop var hendes anden bror.

Fra “A Calender of Saints” (James Bentley) citeres: Curiously enough, this day happened to be also marked by a pagan feast…

Ja, sjovt nok og påfaldende lykkedes det igen den kristne kirke at opfinde en kristen ceremoni oveni en hedensk højtid:

Beltane:

Guden/Egekongen og Gudinden/ModerJord fejres for at styrke årets frugt. Den Hellige Forening opføres: Kvinderne graver et hul i jorden, og mændene fælder et egetræ, som rejses i hullet. Og så bliver der danset! Om fallossymbolet lejret i Moder Jord…

Forberedelserne til denne kultfest indebærer udrensning efter vinteren. Ny ild fra lynnedslag eller nyslået flintild erstattede vinteres gamle ild. Fortidens bønder drev husdyrene gennem hulvejs-ild, som rensede kvæget fra vinterens utøj.
Dagen idag bruges til forårsrengøring af hjemmene!

Og Walburga blev overtaget af folketroen. Valborg fejres som den kloge kone, den gode og helende heks. Moder Jords håndlanger. Gudindens helende og frugtbare kvindekraft fejres med det hellige bål Valborgsaften, den 30. april.

Valborg er ligesom Freja symboler på helende og frugtbar kvindekraft. Gudinden. Moder Jord. I Valborgsnatten er kvindekraften voldsomt på spil. Traditionen forskriver, at uønskede gebrækkeligheder, følelser og vaner bindes, snoes og flettes i bånd og bast, hvorefter de bindes til Frejas træ. Hylden. Nattens magi vil frisætte knudebinderen!
Hil frihed, lighed og broder/søsterskab!

Kirsebærblomstringen

Bispebjerg

Kirsebærblomstringen er over os. Hvert forår minder den os om, hvor midlertidigt livet er. Sakura er kirsebærblomstringens højtid, hvor folk samles og fortæller hinanden historier. Under blomsterhvælvet.

Vi fortæller hinanden om vores hverdag, om famlien, anekdoter og gerne et eventyr. Den japanske fortælletradition er levende og tilpasser sig fortællere og tilhørere. Her er en udgave af Bambus/Sakura-pigen:

Der var engang en fattig bambushugger og hans kone, som var et lykkeligt par. De havde ingen børn, men var ikke mindre lykkelige af den grund. En sakura under fuldmånens nedgang arbejdede manden i bambusskoven. Han fældede en bambus så tyk som et menneske, og inde i stubben sad en lille pige. Hun blev datteren i deres hus.

BambusPigen

År for år groede Bambuspigen sig smuk og klog. Hver sakura fejrede hun med sine forældre, hvor hun samlede guld i bambus. De levede et liv i overflod.

Hun nåede den giftemodne alder, og mange mænd gjorde kur til hende. Bambuspigen lovede, at hun ville gifte sig med den frier, der bragte hende den stenskål, som Buddha brugte som tiggerskål. Mange skåle modtog den unge pige. Alle var enestående/wabi/sabi, men ingen var Buddhas.

Da oprandt en sakurafuldmåne, medens kronbladene dalede som lyserød sne, der flød på den lille dam. I dens overflade spejledes den fulde måne. Bambuspigen så da Buddhas tiggerskål. Hun rejste sig, medens blomsterfaldet smøg sig om hende og tog afsked med bambushuggeren og hans kone. Sakurapigen vandrede bort med overfloden, og bambusparret levede det enkle/tilfredse liv til deres dages ende.