Ragnarok

Ragnarok er gudernes skæbne, som fortælles i Vølvens Spådom. Beretningen omhandler skabelsestiden, verdens undergang og det efterfølgende nye liv.

Undergangen bliver indvarslet af Balders død for Høders pil. Et brodermord, der efterfølges af endnu et brodermord. Med Rind får Odin sønnen Vale, der en dag gammel dræber den blinde Høder. Han, Balder og Høder overlever i Helheim, og Friggs milde sønner bliver guder i den nye verden.

Den gamle verden går til grunde efter fimbulvinteren, der varer tre år uden somre. Sol og Måne bliver slugt af ulvene Skoll og Hate. Himlen skal formørkes, stjerner vil falde, jorden vil skælve, havet vil oversvømme, bjerge vil smuldre og træer vil segne.

Haner vil gale i Asgård, Udgård og Helheim, og Hels søskende, ulven og ormen, vil dø i kampen mod krigsguderne. Deres far Loke vil udfries af pinslerne i bjerget for at dø sammen med Heimdal på slagmarken.

Verdenstræet Yggdrasil vil rystes i sin grundvold, men i dets løv vil Liv og Livtraser overleve, og deres børn vil befolke jorden på ny. Fred, omsorg og bæredygtighed vil afløse fortidens krig, egoisme og grådighed. Men kimen til ondskab vil også lure i den nye verden.

Vølvens spådom var på forhånd kendt blandt nogle af guderne; og ikke alle mente, at Ragnarok udelukkende var et onde.

Myten om sol og måne, dag og nat.

Mundilfare var en mand, der elskede sine vidunderlige børn, der var så strålende, at han kaldte sønnen for Mane(Mani) og datteren for Sol. Guderne blev vrede over sådant overmod, så de gjorde børnene til slaver på himmelhvælvet. Sol styrer vognen med gudernes sol, som var skabt af gnister fra Muspelheim. Måne styrer gudemånens ny og næ.

Nat var jætten Narfes mørklødede datter, og hun blev mor til sønnen Dag. Han skinnede ligesom sin fader Delling, der var af gudernes slægt. Moderen Nat og sønnen Dag har hver en hest. Forrest rider Nat på Rimfaxe med mørket, der fugter jorden med rim og dug. Dags hest er Skinfaxe, som bringer lyset og den tørrende morgenbrise.

Men østerude i Jernvedskoven sidder den sejdkyndige jættekvinde Angerboda. Hun er mor til underverdenens dronning Hel, Ormen Jørmundgand og ulvene Fenris, Skoll, Hate samt diverse varulve. Skoll jager Sol over himmelen og Hate forfølger den flygtende Mani.

Når månen er fuld og meget synlig, er det rasende vanvid på spil. Varulve og manier. Jættekvinden hujer ad sit afkom, så både menneskers og guders tanker og tider løber løbsk. Ved Ragnarok indhentes Sol og Måne, og vanviddet hører op.

Sådan vil det ske.

Aurora

 

 

Aurora sommerfugle (Anthocharis cardamines) huserer på havens korsblomster: de hvide løgkarse, de violette judaspenge (måneskulpe) og de gule grønkålsblomster.
Og de får lov!
Selvom det koster grønkålsfrø…

Vingernes undersider er pyntet med grønlig mosaik, medens oversiderne hos hannen er prydet med orange/aurora-farvede spidser. Den lidt større hun har helt hvide vingeoversider. Begge køn med en sort måneformet plet.

Når Auroralarven æder af en korsblomstret plante, svarer den igen med kemisk krigsførelse: koncentration af sennepsolier på det angrebne sted. Men larven har udviklet antistoffer og fortsætter blot sit æde-liv.  Fra kryber til flyver via metamorfose.

Aurora (Eos) er morgenrødens gudinde, den rosenfingrede, som Thorvaldsens relief beskriver. Hun er bror til Bedstefar Sol og søster til Bedstemor Måne.
Med forskellige mænd har hun fire sønner : Østenvinden, Søndenvinden, Vestenvinden og Nordenvinden.
Gudinden lever i evig ungdom, da hun fornyes hver morgen. Men hendes mand Tithanos lever i evig alderdom som en indtørret cikade. Da Aurora bad Zeus om evigt liv til sin elskede, glemte hun at bede om evig ungdom. Bare ærgerligt! 😉

Thorvaldsens Morgenrøde.

morgenens under
aurora farver jorden
hver dag fornyet

Aurora er navnet på hovedpersonen i Isabel Allende’s gribende roman Portræt i Sepia. Se indlægget om Paulina, Aurora og Clara.

Sejd

Sejd er nordisk shamanisme. Alle folkeslag har mestre, der har en særlig fornemmelse for naturen, underverdenen og oververdenen. Den slags personer lever i udkanten af samfundet og er tit omvandrende. Oftest bliver de udpeget eller ligefrem udstødt, fordi fællesskabet oplever dem som anderledes. Indledningsvis er rollen ikke selvvalgt; men den, som påtager sig gerningen, tager hvervet som et kald, der indebærer viden, visdom og magi.

Birkekreds ved sejdehøj

En sejdemester lever i og med naturen og dens rytmer, mønstre og sange. Nordens vølver var botanikere, zoologer og ornitologer; de kendte naturens verden. Og de kendte portene til både oververdenen og underverdenen.
Vølver bevæger sig mellem verdener ved hjælp af rungende lyde. Dundrende trommer og gjaldrende stemmer. Sejdritualer afholdes ved dæmring eller skumring. Vølven sidder på et højsæde, sejdhjællen, og de omgivende mennesker gjaldrer kraftsange, der bevæger naturen og åbner til andre verdener.

Birkedans i dæmringslys

Sejdfejringer er hellige højtideligheder i naturens udendørs kirke. Portaler til det numinøse. Verdener af symboler, som giver menneskene helende kraft. Adgange til de hellige helheder.
Uden egoernes forgængelige forfængeligheder… !
Helt uden selvhøjtidelig showing-off… !

Udesidning alene er også sejt ! 😉

vandret solopgang
trædans omkring hellighøj
jordforbindelse

Solårets Anden Himmelfest

Solårets anden himmelfest er forårsjævndøgnet. De fire himmelske årstidfester fejrer solens rytme. Indimellem dem fejres årstidsfesterne for Jorden, som markerer skift i livet: spiring, vækst, frugtsætning og hvile.

Festerne fejres udendørs og indledes med “Æret Være”-ritualet (= “Gloria”) for alle 7 retninger:

Mod øst: Æret være Østen, morgenens, barndommens og forårets kræfter. Et lys tændes og sættes i øst. Tre dybe åndedrag.
Mod syd: Æret være Syden, dagens, ungdommens og sommerens kræfter. Et lys tændes og sættes i syd. Tre dybe åndedrag.
Mod vest: Æret være Vesten, aftenens, voksendommens og efterårets kræfter. Et lys tændes og sættes i vest. Tre dybe åndedrag.
Mod nord: Æret være Norden, nattens, alderdommens og vinterens kræfter. Et lys tændes og sættes i nord. Tre dybe åndedrag.

Kroppen strækkes på tæer, og armene rækkes mod himmelen (et inderligt gab er velkomment): Æret være Himmelen med dens yang-kræfter. Mandigheder! Tre dybe åndedrag…
Kroppen bøjes mod jorden og landes på alle fire (i uhøjtidelig sammenhæng kan vinde frigives 😉 ): Æret være Jorden og dens yin-kræfter. Kvindeligheder! Tre dybe åndedrag…
Kroppen oprejses og hænderne samles med indadvendt opmærksomhed: Æret være Livet ! Tre dybe åndedrag…

Efterfølgende festes. Fortællinger deles under fornøjelig spisning (se Afrodisiske Gryderetter), og der leges, synges, danses m.m.m. 😉 Med masker og trommer!
Fortæl Festens Gave !

De fire første Æret Være med lystænding kunne minde om de 4 lys i den kristne adventskrans. Måske er den inspireret af tibetanernes mandalaer, indianernes medicinhjul og fortidens solfester. Måske var galilæeren selv en viis mand fra Østerland. En tibetansk munk? En tulku, som fandtes af de tre viise mænd/buddhistmunke, der bragte ham til et tibetansk kloster efter tempelfremvisningen. Senere vendte han tilbage til sin fødeegn og prædikede. Bjergprædikenen er ren Buddhisme!

Forårsjævndøgn fejres i dette døgn – sammen med fuldmånen for ret færden (se klummen om klanmødrenes månetradtion). Ved et sjældent himmelsk sammentræf ramler en mandehøjtid sammen med en kvindehøjtid.

Solen og Månen
Himmelsk yang og jordisk yin

Hvilken cocktail!
Hil!

 

Fastetiden

Fastetiden er træning i nøjsomhed og letbenet dans 😉

I agerbrugernes samfund var det småt med føde og foder i denne tid, så tit måtte både husdyr og mennesker faste. Ufrivilligt. The Spring Hunger Gap.
Kulden og mørket hindrede arbejdet med jorden, men varmen blev opnået ved at feste: klæde sig ud, lave løjer og danse. Karneval.
Ritualerne omfattede en renselsesperiode før offerfesten. Renselsestiden indledtes 1 månetid efter Jomfrufejringen med at faste i 1½ månetid indtil den første fuldmåne efter forårsjævndøgn.

Senere overtog de kristne frugtbarhedsfesten, og forvandlede den til påske. Menneskeofferet blev festens midtpunkt; hans blod blev drukket og hans kød blev spist.

Vi indretter stadig vor kalender og dagligdag efter månetiderne og de hedenske højtider, selvom de er forklædt som kristne.

Moonlight400

Fasten falder i solårets tredje månetid, som i klanmor-traditionen er knyttet til planlægning af ret færden.
Årets første måne handlede om at hvile og modtage (heling/tanker/omsorg). Den fulgtes af månen for visdom/udsyn/nytænkning.
Nu er tiden inde til at lægge planer for såvel ModerJords som for hver enkelt to-benets vækstsæson og årsvirke. I bæredygtighedens ånd!

Glædelig Fastetid!

Karneval

Karneval er kød(carne)-farvel(val). Faste. For en tid eller for altid. En afsked, der gør fordøjelsen lettere. Og kroppen. Letheden forplanter sig til fødderne, og danse kommer helt af sig selv. Vegetarliv er en dans! 😉

Dansen indebærer en fast rytme i dagens måltider. Det sagde min kloge mor. Et kærligt og sanseligt medmenneske, som også var økonoma:
“Menneskekroppen er et mirakel af styresystemer, der ordner livsomsætningerne. Ordenen er underlagt døgnrytme, månefase – og årstid. Naturens danse!”

Regelmæssige måltider gennem dagen er forudsætningen for fysisk og psykisk balance. Kroppen husker perceptioner (søvn/mad/bevægelser) og systematiserer dem i vaner. Gentagelser. Hormon-harmonisering på alle planer. Uden skærme indenfor synsvidde!

Min mor anbefalede 3 hovedmåltider og 2-3 mellemmåltider. Det tredje var en skive rugbrød ud på aftenen, hvis sengetiden trak ud. Hovedmåltidernes størrelser fordeltes som brøkdele af totalindtaget: morgenmad 3/6, middagsmad 2/3 og aftensmad 1/3.

Datterens praksis er landet på 6 mindre måltider regelmæssigt gennem dagen for at undgå de fysiske/psykiske udsving, som sult og overspisning medfører. Selvforkælelse/forberedelse er det magiske tryllekoncept: Alle måltider forberedes på forhånd og er let tilgængelige. Ingen stressende hovsa-indtagelser. Det er nemmere sagt end gjort. 😉

Manieristen Guiseppe Arcimboldo (1527 – 1593) malede i Leonardo‘s fodspor…

Blodmånemorgen

blodmånemorgen
stilhed gennem marv og ben
under skydyne


pludselig lodret nedbør
far himmel bader mor jord


gennem et skydækkehul
castor pollux blodmåne
tvillingerne og krebsen
sommersolhvervets stjerner

hvil og tag det helt roligt
livsmønstre ordner sig selv
bedstemormånes visdom
til nyvasket moder jord

tvillingestjerners godhed
hjælp i havsnød og kvide
ledas to tordensønner
skønne helenas brødre

enhver er søster bror mor
galilæerens budskab

Udesidning

Udesidning handler om at sidde alene under åben himmel og blot sanse indtryk. Kontemplation…
Med alle 6 ! sanser.
Uden at spise og drikke.
Sansningen omfatter både ydre indtryk og kroppen med dens behov – uden at dække dem momentant! 😉
Forberedelse indebærer behageligt og varmt tøj, tæpper og en rolig mave.

I den zen-buddhistiske tradition er stillesidning en del af hverdagen: zazen. Ordet zen kommer af det kinesiske chan, der udrunder af sanskrit dhyana, som handler om at forholde sig i ro. Kropsligt og mentalt. Ude eller inde. Hvorsomhelst. Nårsomhelst.

at kende sig selv
alenehedsudforskning
selvbeherskelse

Hvilemånetiden

Hvilemånetiden indledes idag. I år sker det samtidig med vismændenes ankomst til lysets barn.

Efter årets sidste måne med taknemmelighed, lovprisning og opmærksomhed på Fader Himmel, så vendes sansninger ned i Moder Jord. Livskraften hviler, ånder og åbner sig, medens den venter på, at lyset genvinder kraften.
Mennesker styrkes ved at efterligne livskraften: hvile, åbne sig og samle kræfter i årvågenhed.

Stairway to Heaven
William Blake 1757 – 1820
300 år efter Leonardo

Ved denne månetids fuldmåne lægger Fader Himmel scene til, at Moder Jord hindrer Bedstefar Sol i at skinne på Bedstemor Måne! Den 21. januar bevæger jorden sig ind mellem sol og måne, så månestrålet ændrer karakter.
For mennesker, der evner at holde sig i ro og at åbne sig, er morgenstundens formørkelse en invitation til at modtage inspirationer/visioner/åbenbaringer.

Vær beredt!
Knæk og bræk!
😉