Rishi

Rishi er det indiske ord for en gamling, der har lagt sin fortid bag sig for at vade rundt og digte. Vandrende kvinder og mænd. Vølve er det nordiske ord.

Alan Watts forklarer i The Way of Zen (1957), at en rishis sande tilstand består i at være “uklassificeret”. At være “intet” og “ingen”. Uden fortid og uden fremtid. Et eksempel er Basho:

“Zenbuddhismen, en vej til sindets frigørelse” er titlen på den danske udgave (1962). Anbefales!

Arakne

Arakne var født i en familie af fåreavlere og farvere, så fra barnsben havde hun de ypperste vævematerialer mellem hænderne. Med tiden blev hun en benådet billedvæverske, og hendes værker fortaltes ud i landskabernes yderste afkroge. De kom den ærekære gudinde for øre.

Gudinden forklædte sig som en gammel kroget kone og opsøgte Arakne. Da hun med egne øjne så de magiske vævebilleder, gav hun sig til kende og advarede væversken om, at hun udfordrede gudernes eneret til det perfekte. Arakne fastholdt sin ret til at adlyde den kreative gave, hun besad; og hun udfordrede gudinden til en konkurrence.

I tre månetider vævede de to kvinder, så deres hænder lignedes med farvede fugle, der fløj over landskaber. Folk kom langvejs fra og samledes til en stor skare, hvis besyv skulle afgøre striden.

Gudindens billedtæppe var en enestående og vidundelig fortælling om den paradisiske verden, som kun en gudinde kan mage den. Araknes historie var gudernes. Hun havde vævet gudernes færden på godt og på ondt. Alle deres moralske brist levede i hendes væverier.
Folkeskaren valgte Araknes kunstværk!

Arakne ofrede sin tak til skaberkraften; men gudinden blev rasende. Hun flængede gudefortællingen i stumper og stykker. Og Arakne blev hængt i trådene som straf for overmod. Hybris.
Gudinden oversprøjtede hende med den sorte lammende gift og forvandlede væversken til et 8-benet lille dyr, der dog opsamlede lidt giftig edder. Edderkoppen med dens uovertrufne vævekunst.

Myten er spundet omkring gudinden Athene, men dramaet lever i alle kulturer med skabende kvinder, hvor misundelsens sortsyge florerer…

5 Bøger om/af Mænd

Efter min intense indlevelse i Isabel Allendes feministiske magiske realisme, har jeg brugt denne vinter på mandlige forfattere i lignende genrer. Jón Kalman Steffánsson er måske hendes maskuline bror i litteraturånden. Her er 5 andre bøger af 4 mænd med vidt forskellige rødder: norske, islandske, danske og tibetanske.

Per Petterson 2003: Ud og stjæle heste (264 sider)

Dagbogsfortælling om at opfylde egen længsel efter at være alene. Den aldrende Trond har købt et faldefærdigt skovhus, som han vil sætte i stand. Ved brug af erindringer om sin far og hans håndelag. Romanen skifter mellem nutidsvinter og fortidsbarndom. Om at kende sig selv ved at genkende sin far og sin barndom. Og om fortiden, der bliver nutidig. Eminent historie om at være tilstede i selverkendelse.

Halldór Laxness 1931/32: Salka Valka (481 sider)

En mørk aften landes en pige og hendes mor i et lille fiskerleje. SalkaValka vokser op i skyggen med en ukuelig kvindekraft. Gribende sanserig roman om overlevelse, eksistentialisme, religiøsitet – og socialisme. Stor livsfortælling. Et “must” af en kvindehistorie, hvor tingene med tiden ikke er helt, som de syntes at være i begyndelsen. Med intense portrætter af mændene omkring hende. Stor klassiker i Laxness’s islandske ånd!

Lars Muhl 2002: Seeren (214 sider) 99.4 (?)

En eventyrlig lærlingefortælling, hvori LM i biografi-form fortæller om møder med seeren/troldmanden Kalle Jaurup/Calle Montsegur (1934 – 2007), der healede fra Pyrenæerne. Hans verdensopfattelse fortælles efterhånden som LM bliver indviet – og opfinder begrebet isogyn (?)… En fantasy-rejse om selvudvikling med mytiske toner fra katharerne, buddhisme, aramæisk kultur osv. En farverig Rok&Rul-jeg-historie 😉

Larsen Muhl 2004: Maria Magdalene (320 sider) 99.4 (?)

Fortsættelse af Seeren. LM udvikler fantasy-fortællingen med arketypiske begreber omkring kvindekraft/anima ved brug af en Maria-Magdalene-figur. Lærlingen møder og lærer det feminine at kende gennem myter og personlige møder, som iscenesættes af Seeren. En eventyrlig beretning om en mands udvikling med inspiration fra de store kvindemyter, som vikles ind i en slags virkelighedskontekst. Måske Castaneda-inspireret?

Chögyam Trungpa 2015: Mindfulness til daglig (189 sider) 61.36

CT døde i 1987 efter at have ført crazy-wisdom-buddhisme til Vesten fra Tibet. Siden har hans hustru/elev Diana Mukpo udgivet afskrifter af hans taler. Denne bog omhandler 3 afsnit: At blive ven med dig selv, Grundlag for mindfulness og Mindfulness til daglig. Gennemsyret af traditionel disciplineret, tibetansk klosterskoling. Krydret med galskab. Den ægte vare!

Se også litteraturindlægget om mandefølelser.

De 8 Årstidsfester

De 8 årstidsfester markerer jordens frugtbarheds afhængighed af lyset.

Bedstefar Sols skin varierer og skaber årstiderne omkring vintersolhverv, forårsjævndøgn, sommersolhverv og efterårsjævndøgn. De 4 himmelske fester.

Imellem festerne for Far Himmel fejres de 4 fester for Mor Jord:

Lysfesten 2. februar: Moder Jords jomfruelige mandbarhed
Løvspringsfesten/Valborgsaften, 30. april: Moder Jords liflige frodighed.
Høstfesten 2. august: Moder Jords modning og afkom.
Løvfaldsfesten/DeDødesNat, 31. oktober: Moder Jords forfald og hvile.

De 8 årstidsfester for himmelen, jorden og solen gennemskæres af de 12-13 fester for månen, hvor Bedstemor Måne hyldes, og månekræfterne modtages. Se indlægget om klanmødrene.

Om få dage fejrer vi Lysfesten som afslutning på mørketiden, der indledtes med De Dødes Nat. Nu lukkes porten til mørket. Derfor indeholder festen både et farvel til mørket og et velkommen til lyset. Den væsentlige fejring sker i det enkelte menneskes sind.
Tiden er inde til at skabe årstidsfester som modvægt til skærmforblændelserne, og der er frit valg på ritualhylderne. 😉

Se også indlæg om kyndelmisse