Paven og Jeg

Paven og jeg præker samme budskab i disse dage:
Skru ned for forbruget
og skru op for medmenneskeligheden!

Paver og katolicismen er ellers slet ikke min kop kakao.
At den nutidige magtforgyldte kransekagefigur af en pave har taget navnet Frans efter økologiens og fattigdommens skytshelgen, er helt absurd i mine øjne.

Frans af Assisi og hans ligestillede Clara levede Simple Living.
Under løftet til TAU-korset tøjret med de 3 knuder:
Fattigdom
Lydighed
Kyskhed

Min øko-reviderede og muligt opnåelige udgave lyder:
Nøjsomhed
Ærbødighed
Selvbeherskelse
😉

Tau Anne VoelTAU-kors med 3 knuder i mit æbletræ. Juledag 2015.

I samme tråd:
Skru op for tilstedeværelsen
og skru ned for skærmopmærksomheden!

Ihukommende Lennon/Ono:
Livet sker, mens vi har travlt med andre ting.
Min udlægning:
Livet sker, mens vi har travlt med … ting!

Isis, Maria og Fuldmånen

Isis, Maria og fuldmånen er kvindekraft i potent udfoldelse.

Isis/Horus var Mor/Søn-guddom i oldtidens Ægypten.
Isis var Nilens frugtbarhed. Kvindekraften, naturen, fødslerne – alt det, som mænd kæmper for. Hun blev æret for ærbødigt magtsamspil med naturen. Ligesom Artemis, Diana og Moder Jord under  månekraften over hele verden.

Indtil magtliderlige, kvindehadske, kristne mænd kom på banen. De opfandt Maria/Jesus som Jomfruen med Barnet, et magtesløst, føjeligt og stækket plagiat af Isis/Horus.

Historien om mordet på den kloge og magtfulde Hypatia (Alexandria, år 415) og de senere afbrændinger af kloge koner udtrykker disse mænds angst for kvindekraft. Deres forkvaklede kvindesyn kulminerede med den helt absurde kåring af Maria som ren, ubesmittet, evigt jomfruelig himmeldronning.
Stadfæstet i 1950!
Selvom hun fødte flere børn…
I Det Nye Testamente lader de endog hendes søn fornægte sin mor og sine søskende!

Maria blev et offer!
Men det kunne hun jo ikke gøre for.

Under denne juledags fuldmåne ærer jeg derfor Maria sammen med gudinderne Isis/Artemis/Diana, filosoffen Hypatia fra Alexandria og al kvindelighed – i kærligt samkvem med mænd, der jo alle er sønner!
Hil dig Maria – og dit livs frugt!
Hil dig Fuldmåne!
Hil dig Moder Jord!

MariaHenne600

Madonna med Barnet. Henne Kirke.

madonnamagter
kvindeliv under månen
moder jords døtre

Ywl o æ Klet

“Ywl o æ Klet” er en overskrift i Vesterhavsposten om jul på Klitten. Holmsland Klit. Den sandtange, der lukkede Ringkjøbing Fjord. Mine forfædres land.

Kort fra 1600-tallet viser, at Klitten dengang ikke var sammengroet.
I vikingetiden bestod farvandet sandsynligvis af sandpolde i det lavvandede Skjernå-delta, som måske var hjemsted for vestfarende togter.

I Bork Vikingehavn ligger kopier af skibe iristet runerne fæhu og bjarkan. Fæhu har to horn for fæ/rigdom, og bjarkan har to bryster for kvinder/kærlighed, og vikingerne hjembragte gerne begge dele. Rødhårede fregnede yndigheder fra Irland og mørkøjede brunlødede skønheder fra Miklagård. De forstod at blande gener. Indtil de optog den Sejrende Hvide Krist blandt deres guder.

Den gud, der kan gå på vandet og mangfoldiggøre fisk, fik tag i mangen en viking, og deres fiskende efterkommere ophøjede denne magiker til den største.
Så lad os med klitboerne fejre fødslen af gudebarnet, der kan gå på vandet, tæmme bølgerne og trylle med fisk.

Fred På Jord!

Jesusbarnet400Stalden
Anne Voel
50 x 50
(ikke til salg)

Havets Moder

Havets Moder er en inuitmyte om overforbrug:

Engang var det sådan, at alt levende kom fra Havets Moder.
I havet boede den store kvinde med kæmpehåret, og hun passede altet. Det var hende, der sendte havdyr, landdyr og fugle til menneskene, så de fik mad.

Dengang vidste menneskene, hvad der var godt og hvad der var ondt; men så blev de sjuskede.
De fangede flere dyr, end de havde brug for, og de fyldte havet/jorden/himlen med alskens skrald og affald og smuds og skarn og skidt og møg.

En dag skete det, at fangsdyrene udeblev.
Menneskene sultede.

Så sendte de Åndemaneren Angekok til Havets Moder. Han fulgte De Dødes Vej, og hans hjælpeånder viste vej til havkvinden i dybet.

I et kaos af menneskers svinerier kunne han først ikke finde Havets Moder, men så opdagede han, at en filtret skarndynge var hendes store hår. Han måtte kæmpe for at få lov til at rense og rede håret. Hun var så vred, så ked af det og så magtesløs. Men hun blev ren og glad og givende igen. Angekok drog atter hjem med lovning om fangstdyr og bud om, at mennesker skal tøjle grådigheden.

HavetsModer400Se også Festens Gave og Havets Moder

 

 

Ved Vintersolhverv

Ved vintersolhverv varer natten 17 timer!
Mørketiden kulminerer idag kl. 12.12, når solen står lodret over den sydlige vendekreds. Vintersolhverv er den ene af solens 4 højtidsfester, som fejres skiftevis med jordens 4 fester for lyset, våren, høsten og mørket.

Mørketiden varer fra Mørkefesten/Allehelgen til Lysfesten/Kyndelmisse, og vi er midtvejs. Det betyder, at livskræfterne skifter karakter fra nedbrydende til opbyggende.
Mørkelivet kan lignes med magien i en kokon: først nedbrydes larven, dernæst opbygges sommerfuglen. Metamorfose!

I jorden betyder det, at balancen mellem død og liv tipper. De kemiske processer ændres med energitilførslen fra lyset. Livet genopstår og åbenbares i de første forårsspirer.

Velkommen til livets spirer, lyset og glæden 😀

ved vintersolhverv
liv opstår af råddenskab
solgul erantis

Glædeligt vintersolhverv til jer alle!

Advent

Advent betyder at komme an, ankomst, og var oprindelig en faste/feste-tid i ly af mørketiden indtil lysets genkomst.

At faste er en menneskelig viljesytring, som viser skaberværket/guderne/medmenneskene, at mennesket kender sin (økologiske) plads i ydmyg ærbødighed. Uanset om mennesket er kristen, muslim, hindu – eller ej…
Engang indledtes fasten Mortens-aften. I de efterfølgende 8 uger indtil jul fastede man 5 af ugens dage og festede lørdag/søndag. Ialt 40 dages faste og 8 weekendfester. En vældig smart måde at spare på forrådet, som jo skulle holde til Valborgs-dag.

Festerne handlede om lyset i mørket.
I Normandiet var en af lystraditionerne, at ikke kønsmodne (rene) børn tændte fakkelbål på agre og i frugthaver for at bortjage mørkets kræfter – inkl. skadedyr.
Alt det sjove havde rod i jordbrugernes sunde fornuft/overtro (hedenskab), så katolikkerne afskaffede halløjet og gjorde advent til 4 uger med bod: vaden rundt i dårlige samvittigheder.
Med den kristne tæft for timing blev agerdyrkernes mørkelege omkalfatret til Kirkeårets Indledning. Advent er nu begyndelsen på kirkeårets gang…

Den oprindelige hensigt med lystænding var altså fest og glæde for at jage mørkekræfterne/ondskaben bort fra jorder og hjem; og ved at faste viste man sig selv og hinanden, at man kunne tøjle sit begær.

Idag tænder vi lysene uden indsigt og økologisk ærbødighed.
Vi fejrer det fandens begær i ly af folkekirkens dogmer.
Adventparolen er nu:
Lad overforbruget komme an!

 

Hvidløg

Hvidløg er den anden af mine 3 hovedafgrøder.
Gennem de 7 år jeg har levet med denne min trettende have, har jeg afprøvet hvidløgssorter. De estiske og sorter fra Kina og Spanien er ikke tilfredsstillende. Men et udvalg af danskdyrkede økologiske blandede sorter trives i min muldede sandjord.

De største fed er nemmest at håndtere i køkkenet, så de mindste fed sorteres fra og sættes som næstes års afgrøde.

Garlic2-400

Feddene kan sættes, indtil frosten lukker jorden – dog inden vintersolhverv.
I denne tid er vejret absurd tjenligt: 10 grader døgnet rundt!
Jorden er så villig, og den 17. december satte jeg en zigzag-række .

Garlic1-400

Hvidløg er universalmidlet!
Ud over at have styrket vore vikingeforfædre på havet, så har urten været brugt over hele verden som ormedræbende, blodtrykssænkende og antibiotisk droge. Især mod betændelsestilstande i mund, næse, hals og ører.  I Åndedrætsorganer og fordøjelsesorganer.
I rå tilstand!!!
Ved opvarmning dør enzymaktiviteten, som omsætter det passive alliin til det aktive allicin.

Hakket hvidløg med grønt (grønkål/persille/skvalderkål/whatever) under spejlæg ovenpå sild er en lækkerbidsken,
ligesom
på en sprød sød kiks med smør eller danablu og hybenmarmelade
eller
i surmælk og/eller fløde med rå og kogte grøntsager/frugter.
Hvidløg og banan er en glimrende kombination!

Mange af hvidløgs fysiske virkninger på menneskekroppen er videnskabeligt dokumenterede – efter at menneskeheden i årtusinder bare har brugt hvidløg med visdommens argumenter.
Om urtens virkning mod vampyrer og nervesystemets dæmoner nogensinde bliver undersøgt er tvivlsomt 😉 . Men i mange civiliserede/førteknokratiske kulturer var planten æret som en gudsbenådet gave – på alle planer.

Se også Skolde eller Kvase.

 

Kun Fantasien

“Kun Fantasien Sætter Grænser”
er en af de mest udbredte løgne,
der kommer ud af danskeres munde!

Fantasien er grænseløs!

Den grænseløse fantasi er fundamentet for demokratiet.

I totalitære systemer gør magthavere alt for at begrænse folkets fantasi, og kunstnere elimineres.
Fantasiløshed sætter grænser!

Det er ikke fantasien, der sætter grænser.
Men dens udfoldelse begrænses af
magtmennesker,
dumhed/uvidenhed
grådighed/begærlighed/smålighed,
penge
og tid.

Fantasien er altså ubegrænset, så kære medborgere:
Hold dog op med at gentage den antidemokratiske løgn,
at fantasien skulle kunne sætte grænser!

Kun fantasien åbner for nytænkning!

Desuden er fantasien gratis/skattefri 😀

fantasispindbegrænsende rum
netværker af spindelvæv
fantasifuldhed

 

 

Nymåne

Nymåne og morgentorden!
Denne 11. decemberdag…

Såvidt jeg kan regne ud, er denne nymåne den trettende i det solår, der begyndte ved vintersolhverv 2014.

I følge den nordamerikanske tradition om de 13 oprindelige klanmødre, så er den 13. måne forvandlingsmånen.
Hver måne udvirker sin kraft gennem året, men forvandlingens måne indfinder sig kun hvert 3. år.
Så de store forandringer/revolter/forvandlinger har medvind fra idag!
Tiden er inde til “Way Of No Return”.
På godt – og på ondt…

Idag er det også Fandens vinterfødselsdag.
Hvem ville trives med 2! fødselsdage om året?
Go to Hell!
Med et Marilyn Manson citat:
” Why go to Heaven with all the boring people, when all the funny ones are in Hell?”

Indtil videre betakker jeg mig og takker for nymånen, morgenmørket og tordenvejret.
I spændt forventning om månekraftens udfoldelse.
Fuldmånen indtræffer juledag.

Moon400

Månemagter
Anne Voel
18 x 24
1200 kr.