Franziska von Altenhausen

Franziska von Altenhausen er den maskerende titel på brevvekslingen mellem Ernst Haeckel (1834-1919) og Frida von Uslar-Gleichen (1864-1903). De udvekslede ca. 900 breve (1898 – 1903). Udgivet i uddrag af Johannes Werner (dansk: 1926). Begges familier var modstandere af udgivelsen.

Han var en forfængelig manio-depressiv evolutionsbiolog. Hun var en faderløs ubemidlet adelig jomfru. Begavet, pligttro og 30 år yngre end ham. Brevene er en kærlighedshistorie. Og en både forblændet og nøgtern kvindes kritiske kommentarer til en karismatisk charlatan, hvis breve beretter, at hans nervesyge hustru altid fik det bedre, når han var hjemmefra på lange rejser…

Brevvekslingen fik jeg som teenager. Efter i flere år at have været  fascineret af Haeckel’s “Kunstformen der Natur” med dens smukke tavler over phytoplankton:

Haeckel’s karismatiske udgydelser havde forgudende tilhængere og hadefulde modstandere, der så ham som en utroværdig ateistisk plattenslager. Historien har efterfølgende vist, at han var racist og videnskabeligt uvederhæftig.

Fornylig genlæste jeg deres tragiske korrespondance. Mange spørgsmål kan stilles vedrørende Frida’s tidlige død af en overdosis opiat. Et af dem er: Begik hun selvmord pga Haeckels uvederhæftighed?

Af brevvekslingen fremgår, at Haeckel selv overvejede selvmord, som han kaldte autolyse: selv-opløsning/fraspaltning!

Fridas liv er en kvindeskæbne til eftertanke.

Året efter hendes død opkaldte Haeckel en gople efter hende:

Rhopilema frida:

Havens Skatkammer

Havens skatkammer:
Kompostbeholderen, spand med ko/hestemøg i vand (møgvand) og spand med nældevand. Efter behov tilsættes natpotte-dametis 😉

Røde orm er mine yndlingsdyr! Kompostormene fodres dagligt med ukrudt og grønsagsaffald fra vegetar-køkkenet.

På gågader bliver jeg ofte spottet af unge mænd med projektmappe under armen. På Fiolstræde blev jeg antastet således:
“Undskyld frue, hvad er Deres yndlingsdyr?”

Da jeg svarede, at et sådant har jeg ikke, spurgte han:

“Hund? Kat? …?”

Så fortalte jeg ham, at jeg ikke er tilhænger af kæledyr.
Han så så fortabt ud, at jeg forbarmede mig:

“Kompostorm!”

Mistroisk gentog han ordet, så jeg kastede mig ud i et længere foredrag om de røde kompostormes fortræffeligheder.

Faktisk virkede han interesseret, så jeg udvidede kompostforedraget og advarede mod kalk og tang til ormekompost, da områder med den slags bliver orme-fri.

Desuden påpegede jeg det vigtige i gennemtræk, så ilten hindrer anaerob gæring, som får komposten til at brænde sammen.

Han fik også tips til udbringning af kompost fra beholderens bund til placering mellem grønsagsrækkerne helst i gråvejr eller før regnvejr…

Han stod helt stille og kiggede længe efter mig, da jeg gik; jeg vinkede til ham.

Hans oprindelige mission har jeg ingen anelse om.
Jeg fik formuleret et yndlingsdyr.

Steppeulven

Coyote

“Steppeulven” var kultbog i hippietiden med fortællingens brug af personlighedsudvidende stoffer, make-love-not-war-attituden og opgør med borgerlige liv.
Hermann Hesse’s bog om Harry Haller’s personlige sjæle-odyssé har sandsynligvis selvbiografiske træk. HH beretter om HH, hans anima Hermina og arketypiske komponister. Den selvudviklende spejling af jegfiguren i universelle sammenhænge, og at forlige sig med forgængeligheden som det eksistentielle grundlag for hverdagsliv, er et ganske anderledes budskab end den hedonistiske hippie-tolkning. En filosofisk tolkning, hvor menneskelivet med dets utallige valgmuligheder kan påtage sig en ansvarlighed i forhold til livets eksistens. Et etisk eller endog religiøst valg i modsætning til det æstetiske lystliv.
Hermann Hesse kan ses som en formidler af Søren Kierkegaard 😉

Da Steppeulven udkom, var Hermann Hesse ikke enig med kritikerne i, hvad romanen handler om. Han er ikke den eneste forfatter, der oplever, at læsere ser andre historier end den, som forfatteren tror, at han/hun har skrevet. Det sker, at forfattere underbevidst formidler reaktioner i egen tid/kultur.
Isabel Allende skrev Lykkens Datter for at fortælle om guldgraverhistorien i det nye land, hun var immigreret til. Da romanen kom til Europa, blev den set som et stærkt feministisk værk. Til stor overraskelse for IA. Det skriver hun i Summen af vore dage.

Isabel Allende

Isabel Allende er en af nutidens største forfattere. Hun er 75 år, chilener og immigrant i Californien siden 1988 – efter eksil i Venezuela. Hendes forfatterskab omfatter lidenskabelige historiske romaner, en novellesamling, tre ungdomsbøger, tre selvbiografier, en erotisk kogebog og en decideret krimi. Hun er ikke vild med prædikatet magisk realisme, fordi det forveksles med fantasy og urealisme. En stor del af hendes magiske scener er taget direkte ud af virkeligheden. Ligesom de undertrykkende voldsbeskrivelser – og  de erotiske kærlighedsepisoder.

Allende’s opdigtede mænd er lige så farverige, lidenskabelige og farlige som  kvinderne. Passionerede forførere og/eller voldsmænd. Tyranner, elskere,  plattenslagere og vismænd. Hun sætter uden blusel ord på romanfigurernes liv, hvorved hun beskriver samfundskræfter i fortidens og nutidens forskellige politiske og religiøse miljøer. Mange grusomme og saftige passager er ikke for sarte sjæle.

IA-roses(Isabel-Allende-Archives)

Nørre Nebel Bibliotek‘ s chefbibliotekar 😉 Louise Rauff Tranborg inviterede os til booktalk ved forårsjævndøgn. Vi mødtes samtidig med, at andre folk over hele kloden samledes for at fejre, at dag og nat er lige lange. Det blev til en aften i Isabel Allendes “ånd”. Louise fandt dette citat af IA:

“I can promise you
that women working together
linked, informed and educated
can bring peace and prosperity
to this forsaken planet!”

Portrættegning

Ebbe250x400

Portrættegning handler om at “se” og gengive flademønstre. Og at placere fladerne i forhold til proportionerne:

Alle ansigter kan tegnes ind i en højkant-oval, hvor øjnene ligger på den vandrette halveringsakse. Fra punktet mellem øjnene er afstanden til øjnenes ydre kroge og næsetippen den samme. Set lige forfra! Mellem næsetippen og hagen placeres mund-linjen 1/3 under næsen. De små afvigelser herfra definerer personlighedstrækkene.

For at komme i “se”-tilstanden indledes tegningen omvendt, hvis motivet er et fotografi; virker sjældent med levende model 😉

EbbeStart600

Tegnefladen ligger på gulvet, og jeg kravler rundt og væk og tilbage igen, rejser mig og går frem og tilbage. Danser!

Når proportionerne i ovalen er skitserede, placeres øjenkroge, næsetip, mund-linje, hageform og øjenbryn/kranieform. Dernæst markeres højlys-flader. De er synligst, hvis papiret ikke er hvidt…

Så går jagten ind på karakteristiske farveflader. Jeg starter oftest med munden, som opstår ved at tegne mønsterfladerne omkring den i forhold til næsen og hagen. Hvis jeg tegner øjnene først, mister jeg koncentrationen, fordi jeg forvirres, når motivet ser på mig ;-(

Undervejs arbejder jeg spredt over hele ansigtsfladen, som nærmest modelleres med farverne, hvis strøg følger formernes kurver. En slags kærtegning…

Ebbefrise400

Tegning af hemmelig yndlingsforfatter.
Gæt hvem!
Et vink: han har skrevet om Hypatia.

Afrodisiske Øko-Gryderetter

Afrodisiske gryderetter bliver ofte serveret i Isabel Allende’s romaner, når hovedpersonerne er udmattede af kærlighed og kamp. Lokale fødevarer lag-lægges i en storgryde, der simrer i timevis. Nederst lægges det tungeste kød, som skal gennemmørnes, senere tilsættes lettere fjerkræ og derefter fisk og skaldyr. Et kvarter før servering idrysses et hav af krydderurter.

AfroditeGryde

Servering indledes med små suppeportioner, som slubres i sig. Suppen må gerne sive ud af mundvigene og lande på lavere kropsdele. Når suppen har forberedt fordøjelsen, angribes lagene i gryden et for et, medens deltagerne fortæller opdigtede historier om de indgående planter, havdyr, fugle og pattedyr. Et sådant måltid er en langvarig fest.
Dresscode: gevandter, der tåler indfedtning og afklædning 😉

Tre eksempler på Isabel’s gryderetter:
Alpegryde i den tyske koloni i Chile (Eva Luna, side 81)
Kreolsk gumbo i New Orléans (Øen Under Havet, side 232)
Curanto på øen Chiloé (Maya’s Dagbog, side 61)

Ruskumsnusk var min mors danske hverdagsudgave af himmelsk gryderet. Ligesom den kreolske gumbo kan opbages med roux, karamelliserede min mor selv den brune sovs. Deri tilsattes den forrige uges madrester + engelsk sovs. Madresterne kunne være kørt gennem kødhakkeren, og så kaldte hun retten for hachis. Nam-nam!
Serveret med et farverigt pift af årstiden.
Økologisk praksis!
Præ-kompost 😉

Kanølf Binder Runer

Kan400Runer Anne Voel

Kanølf binder runer på samme måde,
som fortidens runeristere gjorde det.

RUNE betyder hemmeligt tegn.
Til hver eneste rune er knyttet en kraft,
som kan fungere som talisman/velsignelse
eller dæmon/forbandelse.

For vore tidlige forfædre og stammødre
var runerne et religiøst/rituelt værktøj,
mere end et informationsredskab.

Idag kender vi til at fokusere på det,
vi gerne vil. For at opnå/få det!
Det er en urgammel/arketypisk mekanisme.
I fortiden var runerne et fokuseringsredskab,
befordrende/beskyttende/besværgende.

At binde runer er at samle fokus.

Kanølf vil gerne dele sin runevisdom.
Derfor optræder den lille trold i en bog,
hvor den gladeligt fortæller om runerne.

Kanølfen håber på,
at runebogen får en god færd.
Derfor binder trolden runerne

ᚷ  Gyfu for gave/nyhed
ᛖ  Ior for fællesvirke/medmenneskelighed
ᛟ  Odal for vedvarende/forfædrearv
ᚹ  Wyn for medvind/fremadskriden

KanRunebinding1-400

Runebinding sker ved riste dem på/i materiale,
der kan fungere som talisman.
Ved siden af hinanden.
Over/under.
Måske gentaget.
Eller i mønsterornamentik.

Kanølf ved, at havet både giver og tager.
Forleden var havet gavmildt
og opskyllede en brugt ryghvirvel.
Den sad engang i et svømmende pattedyr.
Nu er den forvandlet til rune-talisman:

KanRuneBind

Kanølfens gode ven Solsort har givet den et redskab til at riste runer digitalt:
Runicode kan bruges kvit og frit!

De Vise Mænds Brønd

“De vise mænds brønd” er en af Lagerlöfs “skæve” legender.
Den handler om Tørsten, den barske huløjede gamle kvinde, der sidder ved de vise mænds brønd og fryder sig over, at den er ved at tørre ind.

Medens Tørsten overvåger brøndens sidste suk, får hun besøg af en højtlastet kamelkaravane, der drives af tre prægtige dromedarryttere. Til dem beretter hun brøndens historie, som begyndte for længe siden, da tre vise tiggere sov blandt røde, søvndyssende valmuer. De vågnede under en lysende nattehvælving og følte, at Gud havde givet dem en opgave. Stolte fulgte de lyset med forventning om, at de ville blive rigeligt belønnet af en nye kongesøns hof, når de leverede deres visdom. Men sådan gik det ikke…

H3K400

Selma Lagerlöf fortæller en anderledes historie om de vise mænd, hvori den ene rytter spørger: “Bør denne brønd ikke vare evindelig for at minde menneskene om, at den lykke, der tabes på stolthedens højder, genfindes i ydmyghedens dyb ?”
Sluttelig må Tørsten forføje sig.

I aften ihukommer vi de hellige tre kongers ankomst til det magiske gudebarn ved julehøjtidens afsluttende fest, som fejres med tre-armede lys, juletræsplyndring  og Selmas legender! Uden tændte skærme 😉

Se også Julerosen og Rødhalsen – samt De Hellige 3 Konger.

Selmas Julerose

selma1928

Julerosen findes i legenden af Selma Lagerløf:

En sommerdag er røverkællingen og hendes fem rollinger på tiggergang. En af ungerne opdager en dør på klem i muren omkring klosterhaven, så mor og børn vrimler ind med største selvfølgelighed. Hvorefter munke uden held forsøger at genne dem ud. Den milde Abbed Hans tilkaldes. Han og røvermor går på havevandring og deler deres fælles glæde over urterne! Undervejs fortæller kællingen om haven, der julenat åbenbares i skoven, og de aftaler, at Abbed Hans skal besøge røverkulen.

I den kolde og mørke julenat står de sammen og oplever de bølgende strømme af lys og mildhed, der som åndedrag forvandler den dystre skov til et jordisk paradis med planter, dyr og engle. Gennemsyret af glæde og harmoni. Indtil en hændelse skræmmer livet væk. Abbedens hjerte brister, han falder på knæ og griber i jorden.

I Abbedens døde hånd finder munkene en rodknold, som de planter i klosterhaven. Gennem hele året holder de øje med plantestedet, men intet sker. Indtil julenat, hvor den hvide blomst alene lyser i natten.

Legendens sprog og de ikke her gengivne scener
er magisk berettende.
En stor fortællers enkle kunstværk.
Oplæsningen af Legenden om Juleroserne
beriger og beroliger ethvert juleselskab.

Månemyten

Skoll&Hate400

Månemyten i vor nordiske tradition handler om gudernes mytologiske magtmisbrug – og om tidens løb.

Mundilfare var en mand, der elskede sine vidunderlige børn. De var så smukt strålende, at han kaldte datteren for Sol og sønnen for Måne(Mani). Guderne blev vrede over dette overmod, tog dem begge og gjorde dem til slaver på himmelen. Sol styrer vognen med gudernes sol, som de skabte af gnister fra Muspelheim; og Måne(Mani) styrer gudemånens gang og råder for ny og næ.

Nat var jætten Narfes mørklødede datter, og hun blev mor til sønnen Dag. Han skinnede ligesom sin fader Delling, der var af asernes slægt. Moderen Nat og sønnen Dag fik hver en hest. Forrest drager Nat med Rimfaxe med mørket, der fugter jorden med rim og dug. Dags hest er Skinfaxe, som bringer lyset og den tørrende brise.

Men ude i øst sidder en grum jættekvinde, der føder glubsk jætteyngel i ulveskikkelser. Ulven Skoll jager Sol over himmelen, og ulven Hate forfølger den flygtende Mani. Når månen er fuld og meget synlig, er rasende vanvid på spil: manierne! Jættekvinden i øst hujer ad sit ulveafkom, som haster af sted, så både guders og menneskers tanker og tider løber løbsk !

Glædelig lysårets 11. fuldmåne 😉