Kirsebærblomstringen

Bispebjerg

Kirsebærblomstringen er over os. Hvert forår minder den os om, hvor midlertidigt livet er. Sakura er kirsebærblomstringens højtid, hvor folk samles og fortæller hinanden historier. Under blomsterhvælvet.

Vi fortæller hinanden om vores hverdag, om famlien, anekdoter og gerne et eventyr. Den japanske fortælletradition er levende og tilpasser sig fortællere og tilhørere. Her er en udgave af Bambus/Sakura-pigen:

Der var engang en fattig bambushugger og hans kone, som var et lykkeligt par. De havde ingen børn, men var ikke mindre lykkelige af den grund. En sakura under fuldmånens nedgang arbejdede manden i bambusskoven. Han fældede en bambus så tyk som et menneske, og inde i stubben sad en lille pige. Hun blev datteren i deres hus.

BambusPigen

År for år groede Bambuspigen sig smuk og klog. Hver sakura fejrede hun med sine forældre, hvor hun samlede guld i bambus. De levede et liv i overflod.

Hun nåede den giftemodne alder, og mange mænd gjorde kur til hende. Bambuspigen lovede, at hun ville gifte sig med den frier, der bragte hende den stenskål, som Buddha brugte som tiggerskål. Mange skåle modtog den unge pige. Alle var enestående/wabi/sabi, men ingen var Buddhas.

Da oprandt en sakurafuldmåne, medens kronbladene dalede som lyserød sne, der flød på den lille dam. I dens overflade spejledes den fulde måne. Bambuspigen så da Buddhas tiggerskål. Hun rejste sig, medens blomsterfaldet smøg sig om hende og tog afsked med bambushuggeren og hans kone. Sakurapigen vandrede bort med overfloden, og bambusparret levede det enkle/tilfredse liv til deres dages ende.

Babelstårnet

BabelTower

Babelstårnet blev malet af Pieter Brueghel i 1563, og myten er evigt aktuel. Når folkene kommunikerer ensidigt (eks: internettet) og bygger luftkasteller ind i himmelen uden jordforbindelse, så vil menneskenes overmod medføre kulturelt forfald. Babylonsk forvirring!

Mangfoldighed bærer i sig den balance/harmoni, der er grundlaget for liv. Såvel blandt mennesker som i naturen. Monokulturer indebærer død. Det er tårn-myten’s visdom. Om mangfoldighed fremfor grådighed og hovmod. Om Forgængeligheden 😉

Beretningen findes i GT’s 1. mosebog kapitel 11, versene 1-9:

1. Engang havde menneskeheden ét tungemål og samme udtryk.
2. Da menneskene drog østpå, kom de til en dal i Sinear, og dér slog de sig ned.
3. Da sagde de til hverandre: “Kom, lad os stryge teglsten og brænde dem godt!” De brugte nemlig tegl som sten og jordbeg som mørtel.

4. Derpå sagde de: “Kom lad os bygge en by og et tårn med top ind i himlene og skabe os et navn, så vi ikke spredes over hele jorden.”

5. Så
steg Gud ned for at se byen og tårnet, som de dødelige menneskebørn byggede,
6. og Skaberen sagde: “Se, de er ét folk og alle har ét sprog; og når de først er begyndt således, vil intet være umuligt for dem.

7. Lad os derfor forvirre deres tale, så de ikke længere forstår hinanden.”
8. På den måde fik Gud spredt dem ud over hele jorden, og de fuldendte ikke det byggeri.
9. D
en påbegyndte by kaldtes for Babel, for det var dér, Skaberen forvirrede menneskene ved at give dem forskellige sprog (babble), hvorved de spredtes over hele jorden.

Fryserafrimning

Fryserafrimning indledes tidligt om morgenen,
så afrimningslunet ikke slipper op undervejs.
Frostvarerne udtages og indpakkes i dyner,
medens gryder og elkedler koger vand varmt.
Det fordeles i tekander og rugbrødsforme, og de
placeres strategiske steder over, under og nær
den viklede labyrint af frysevæskerør. Bedstemors
gamle godtsugende håndklæde lægges i bunden.
Snart indledes en slags slagstøjssymfoni, lydene af
isen, der slipper, falder, drypper, plasker, både inde
i fryseren og ud på gulvet, forvandlet til glidebane.
En balje fyldes med sæbevand, og de snørklede
skuffekrinkelkroge afvaskes ved skuresvampe og
bløde klude omviklet knive, der med kunstfærdigt
lirkende bevægelser kan nå ind i akavede hjørner.
Køkkenets varmeapparet tændes for højtryk, og den
rene indmad stilles til tørre, så selv indelukkede
vådrum bliver knastørre, inden genindindsættelsen.
Undervejs i gletcherkoncerten udtages isklumper.
Når musikken tier, afvaskes fryserens indre flader,
som efterfølgende aftørres af et andet arvet, blødt
og tørt håndklæde. Arvestykkerne overføres til
vaskemaskinen. Den rene fryser står en kort tid og
damper af, hvorefter døren lukkes, og strømmen
tændes. Når temperaturen er passende lav, fyldes
skufferne med dynevarerne; fryseren genetabeleres.
Min første fryser arriverede efter mit halvthundrede
år, så mine erfaringer er få. Undervejs opstår flere
spørgsmål: Behøver jeg i det hele taget en fryser?
Hvordan afrimes og vaskes en kummefryser?
Har fryserdesignere nogensinde rengjort en fryser?

Hvad min non-carnivor-skabs-fryser indeholder?
Frie fisk fra havet, grønkålsblomster, ærter, bønner,
jordbær, økosmør, boller, rugbrød, falaffeldeller,
grøntsagsdeller, fiskedeller, madrester, supper og
isterninger. Et bredt udvalg for dovne sultne voksne
og tilskadekomne børn, der trænger til isafkøling 😉

SAKURA-månen er Fuld

Sakuramånen er fuld, den midterste af forårets grønne måner. Da hverken månefaser eller blomstringsfaser indtræffer på faste datoer, vil fuldmånen hvert år falde i forskellige blomstringsfaser. Den fejres under kirsebærtræer i knop, blomst eller forfald, hvor folk samles og fortæller hinanden historier. Også japanske folkeeventyr er levende og forandrer sig med fortæller og tilhørere. Her er en udgave af Bambus/Sakura-pigen:

Der var engang en fattig bambushugger og hans kone, som var et lykkeligt par. De havde ingen børn, men var ikke mindre lykkelige af den grund. En morgen under sakurafuldmånens nedgang arbejdede manden i bambusskoven. Han fældede en bambus så tyk som et menneske, og inde i stubben sad en lille pige. Hun blev datteren i deres hus.

BambusPigen

År for år groede Bambuspigen sig smuk og klog. Hver sakura fejrede hun med sine forældre, hvor hun samlede guld i bambus. De levede et liv i overflod.

Hun nåede den giftemodne alder, og mange mænd gjorde kur til hende. Bambuspigen lovede, at hun ville gifte sig med den frier, der bragte hende den stenskål, som Buddha brugte som tiggerskål. Mange skåle modtog den unge pige. Alle var enestående/wabi/sabi, men ingen var Buddhas.

Da oprandt en sakurafuldmåne, medens kronbladene faldt som lyserød sne, der flød på den lille dam. I dens overflade spejledes fuldmånen. Bambuspigen så da Buddhas tiggerskål. Hun rejste sig, medens blomsterfaldet smøg sig om hende og tog afsked med bambushuggeren og hans kone. Sakurapigen vandrede bort med overfloden, og bambusparret levede det enkle/tilfredse liv til deres dages ende.

Raritetskabinettet

Raritetskabinettet er rodekisten under figentræet. Kanølfens hjem. Den lille trold bor med mærkværdigheder fra hele verden og fortæller deres historier. Kanølfs fantasi er uden grænser. Det er jo alle fantasier 😉

Kanølf begynder altid med “Der var engang...”:

Der var engang en mand, der byggede en kasse til mælkeflasker. Det var dengang mælkemanden hver morgengry kørte rundt og stillede flasker med mælk udenfor folks indgangsdøre. Mælkeflasken indeholdt en liter mælk, hvoraf det øverste var fløde. Flaskens låg var en kapsel lavet af metalpapir, som solsorten nemt kunne stikke næbbet igennem. Det gjorde den – og drak fløden, inden menneskene indenfor dørene vågnede.

Når folk i husene stod op og hentede mælken til deres havregrød og kaffe, så havde solsorten ofte været der og gennemboret kapslen. Det var ret ulækkert, for måske havde den lige forinden haft næbbet i en hundebæ. Adr-badr!

Manden i huset fandt træbrædder/hængsler/skruer og værktøj, og så byggede han en mælkekasse. I den blev mælkeflaskerne sat hver morgen, så solsorten måtte undvære sin morgendrink ved det hus.

Men en dag kom mælkemanden ikke mere. Køerne var flyttet længere ud på landet, så det lille mejeri lukkede. Mælkekassen blev til værktøjskasse; og da kassebyggeren døde, gik den i arv. Nu står den i haven hos hans barnebarn, som er Den Gamle Dame. Hun bruger den til sjældenheder. Rariteter. Mærkelige ting med historie, som hun finder hist og her allevegne.

Mælkekassen blev hendes raritetskabinet/rodekiste, hvori Kanølfen bor sammen med skildpadderne og andre forunderlige besynderligheder – og lever lykkeligt. Til deres dages ende.

KanRaritet600

7-kål eller 9-kål

7-kål eller 9-kål eller 12-kål handler hverken om tal eller kål 😉
Det drejer sig om at få noget at spise i forårets hunger gab, hvor vinterforrådet slipper op, og haveurter/markafgrøder endnu ikke gror. Tallet angiver regionale forskelle i antallet af tilgængelige urter; kål er er fællesbetegnelse for spiseligt grønt, eksempel: skvalderkål! Efter opfordring genopsættes revideret indhold af den gamle syv-kåls-klumme:

Syv-Kål er fastetidens vitaminbombe:

Grønkål, Rosenkål, Hvidkål,
Skvalderkål og Kørvel,
Brændenælde og Roetop.

Grønkål/rosenkål/hvidkål tilhører kålfamilien og har overvintret i haven. Skvalderkål/kørvel er vilde skærmplanter, som ofte findes sammen med nælden. Roetop/roesnit er fra grønnede beder/kål-roer; men “syvkål” er hvadsomhelst spiseligt grønt!

Syvkål anvendes i stuvninger/supper/tærter.

Stuvning:
En opbagning kreeres af økologisk smør/mel,
og ufortyndet urtesuppe med hakkede 7-kåls-urter tilsættes.
(Uden tilsat fortykning/æg!)

Suppe:
Løg/hvidløg/porrer svitses i øko-smør
og tilsættes den hakkede/klippede/snittede 7-kålblanding.
Simrer/fortyndes/krydres efter behag.
Rodfrugter(gulerod/pastinak/persillerod/rødbede/jordskok) koges gerne med.

Suppen tyknes med revet kartoffel/havregryn/linser.
Økologiske æg pocheres i den simrende urtesnask.

Tærtefyld:
Tre økologiske æg piskes med lidt siet suppevand,
havregryn og revet kartoffel(evt. kartoffelmel).
Revet ost og kogt/drænet syvkål tilsættes.
Hældes i en forbagt tærtebund
og bages til ægblandingen er stivnet.

Nye skud af mælkebøtte/vinterportulak/løgkarse/mynte/hjertensfryd/persille/broncefennikel/hvid-/pur-løgtoppe pynter på det hele, medens vi venter på, at “jorden slipper jernet”. Så længe den kolde, våde, iltfattige jord hænger ved harven, er jorden ikke tjenlig.

Tjenligheden viser sig også ved, at enårigt ukrudt spirer. Lad bare spirerne gro godt, så alle ukrudtsfrø bruges op, inden de bortluges, og fremtidens madplanter sås/udplantes.

Se også DenGrønneGryde og Skærtorsdagsmåltidet !
Velbekomme!

Mine formødre i kærlig erindring.

Rødhalsen

Rødhalsen er her stadig med sin øresønderrivende syngen 😉 Imponerende at så megen lyd kan komme ud af så lille et væsen. Selma Lagerløfs fortælling om fuglen findes i samlingen “Kristuslegender”:

RedRobin

Legenden om Rødhalsen indledes i de dage, da Vorherre skabte verden og navngav sine skabninger. Da Rødhalsen havde fået sit navn, spejlede den sig i et stille vand – og undrede sig. Fjerene på halsen var lige så grå som alle de andre, så den spurgte sin milde skaber, om han havde glemt noget. Vorherre svarede: “Rødhals er dit navn; de røde halsfjer skal du selv fortjene!”

En uoverskuelig række år var henrundne siden Paradisets dage, og i en tornebusk lå en rede fuld af unger. Rødhalsen fortalte sit afkom om skabelsen, og om hvordan rødhalse lige siden har sunget med brystet fuldt af svulmende begejstring – i håbet om, at sangens glød ville fortjene røde fjer. Pludselig tav fuglen, og den bredte vingerne beskyttende over ungerne, fordi en hoben mennesker drog ud af Jerusalem.

Den grå fugl betragtede menneskenes grusomhed. Da den så tornekronen på den forpinte korsfæstede mand, kunne den ikke holde sig i reden. Fuglen fløj kredsende om mandens hoved, landede, og med sit lille bitte næb udtrak den en dyb torn. En blodsdråbe ramte dens grå bryst og farvede fjerene røde. Med den mildeste hvisken talte den korsfæstede: “Din barmhjertighed har givet dig det, som du blev lovet ved verdens skabelse”…

Selma Lagerløfs sprog er så vidunderligt, at ovenstående forkortelse er en synd 🙁
Læs legenden højt i påsken!

Survival of the Fittest

Survival of the fittest pomodoro.
pomo: æble
d’oro: af guld
Det italienske ord for tomat er pomodoro: guldæble.

Overlevelse af den bedst egnede tomat sker hvert år i min vestjyske sandjordede have. På friland dyrkes tomatbørn af planter, der klarede sig bedst året før.

Tomater lever cirkel-liv i min have. De overlevende og lækreste tomater bliver skåret i skiver og spist. Ved partering siver saft og frø ud. Udsivningen aftørres med køkkenrulle, som tørres og gemmes. Ved forårsjævndøgn sås køkkenrullestumper med de indtørrede tomatfrø i potter i vindueskarmen. De bedst egnede spirer.

De små tomatplanter med to kimblade og eet lavblad omplantes i potter med havejord – og hærdes ved at gro ude om dagen og ånde inde om natten. De bedst egnede plantes ud på friland.

De store tomatplanter er meget forskellige. De planter, der klarer omplantning godt og sætter mange blomster, får lov at gro videre. De øvrige bliver til kompost. Mange sjove, besynderlige og overraskende udtryk for naturens frodige mangfoldighed fremkommer. Et år fremstod et monsterstort og meget stinkende individ uden blomster.

De modne guldæbler er meget varierede og smager forskelligt. De bedst egnede spises, og deres udsivninger indtørres i køkkenrulle og fortsætter kredsløbet.

Processen er ukontrolleret gen-manipulation 😉
For at undgå indavl plantes hvert år en eller to købesorter/indvandrere. Deres kromosomer øger variationen i det pollen, som insekterne tilfører havens kredsløbs-tomat-befolkning. Dyrkningen af pomodoro i min have er hvert år en gaveleg fuld af overraskelser 😀

ToTomater

guldæblernes liv
survival of the fittest
tomatkærlighed

Se også klummen om pomodoro-teknikken!

Hypatia – og Ebbe

Hypatia levede i Alexandria (ca. 350 – 415), og hun mindes ved forårsjævndøgn.

HypatiaAlexandria

Hypatia var filosof, skoleleder og naturvidenskabskvinde.
Hun viede sit liv til læring(science/fornuft), åbenhed og frihed fra religion! Såvidt vides levede hun i cølibat – i forskningsfællesskab med sin far Theon, indtil han døde. Hun skal have sagt:

“Kæmp for din ret til at tænke, for selv forkerte tanker er bedre end slet ingen!”

De kristne brændte Hypatia – efter at hun var voldtaget, stenet og slæbt af heste gennem Alexandria. Hun blev pågrebet, medens hun studerede forårsjævndøgnets stjernehimmel. Et månekrater ved Rolighedens Hav (Apollo 11’s landingsplads) er opkaldt efter Hypatia. Så månelandskabet er en påmindelse om den frie tanke  😉

I 2003 udgav Ebbe Kløvedal Reich sin sidste roman Himlene og Jorden – et hypatinsk rejseeventyr, hvori Hypatia, hendes verdensankuelse og Alexandria er omdrejningshistorien. Forfatteren fortolker Hypatias værdinormer ind i romanfigurer, som her citeres:

“Vi mennesker er de eneste der er nødt til at bruge tanken, for vi skal skelne mellem kærlighed og brunst og liderlighed.” (side 433)

Livsnydelsen kan ikke tåle at have slaver.… Der skal gøres oprør i mod den.” Hvis livsnydelsen får slaver, “… så forsvinder den. Eller den begynder at rådne. Og så begynder kedsomheden og uvirkeligheden.” (side 436)

“Det største vi ser, ser vi ikke med øjnene, men med tanken og troen.” (side 459)

Romanen foregår i fortid/nutid/paralleltid. I Alexandria, Københavnsområdet og Hypateia. En magisk/historisk realisme om politik/religion – og kærlighed. Og en gammel jeg-forfatter 😉

Ebbe250x400

 

Ærede være Hypatia fra Alexandria og Ebbe fra Kløvedal.

Filmen Agora (2009) handler også om Hypatia.
Se desuden Isis og Maria.

En Abildgård

En abildgård er min alderdomsvision.
Efterhånden som jeg svækkes, vil æbletræerne overtage havemagten og dække luftrummet.

I min barndomshave groede æbletræet: Ingrid Marie er for mig det arketypiske æble. Træets form og gedigenhed. Dets sene blomstring og langsomme modning. Æblets smag af hele sommeren, der breder sig ud i alle dele af kroppen.

Den første æble, jeg plantede, var selvfølgelig et IngridMarie-træ. I baghaven. Men allerede det første år fik hun sårkræft. Jeg græd med hende. Mine naboer “trøstede” mig. Alle deres æbletræer er syge, og de får rigeligt med æbler hvert eneste år!

Senere plantede jeg endnu et æbletræ med IngridMarie-skilt. Oveni en moderkage. Det viste sig at være en helt anden sort, som jeg ikke lige kan genkende. Nu benævnes hun: Moderkageæblet.

Sidste år plantede jeg så en baby-IngridMarie i kartoffelkomposten. Hun ser ud til at trives og bærer endog et par æbler, hvis høst bliver en fest 😉

JamesGrieve400s
JamesGrieve over Tusindstråle

I haven boede i forvejen Lobo og JamesGrieve. James stod midt i den håret-høgeurt-græsplæne, der fyldte hele haven. Han blev centrum for en iris bue, der kanter staudebedet.

Lobo stod helt forkrøblet under bøgen. Han fik en plads i forhaven, hvor han står rank og himmelstræbende. Han deler luftrum med moderkageæblet og det senere plantede madæble: Varde/Bramley.

I baghaven har JamesGrieve og de to IngridMarier selskab af Jonagold og Rød BelleBoskop. Langs sydterrassen gror Katja, Elstar og CoxOrange.

Hver morgen hilser jeg på mine æblevenner og “afluser” dem for hussnegle, spind, krøllede blade, misfrugt osv. 😀