Skjaldemjøden

Skjaldemjøden er en udvidet og anderledes vinklet fortælling om Kvasirs Blod. Den handler om at stifte fred og om at dyrke fredens væsen, som er Kvasir. Visdommens omvandrende fredsmægler. En slags vølve uden køn. Eller dobbeltkønnet…

I fordums tid rasede en slags krig mellem aser og vaner. Aserne var krigsguder, hvis mål var kamp, erobring og grådighed. For at demonstrere magt angreb de konstant vanerne. De var kærlighedsguder, og deres gebet var omsorg, frugtbarhed og bæredygtighed.

Da krigsguderne blev trætte af, at de ikke fik forventet modstand, indså de, at de egentlig ikke kunne undvære kærlighedsguderne. Freden havde vundet, og guderne beseglede en venskabspagt ved alle at spytte i et stort kar. Det blev skvulpende fyldt af fælles livsvæske.

Freja og Frej var vanernes fremmeste magere udi frugtbarhed. De var tvillinger og kanske kærester. Eller måske to forskellige sider af samme gud. De stak hænderne i spytsuppen, rørte rundt i spiraler og fremdrog Kvasir af gudespyttet. Hon var den  kløgtigste af dem alle, for hon havde alviden fra både vaner og aser. Fredens væsen.

Kvasir vagabonderede omkring, fejrede hverdage og højtider og stillede sin visdom til rådighed for enhver, der spurgte. Engang dukkede to af de underjordiske svartalfer op. Fjaler (Snyderen) og Galar (skrigeren) tilhørte underverdenen, hvis småfolk fremstod som sortalfer, vætter og dværge. Nisserne var af samme afstamning. De indbød Kvasir til Svartalfheim, for de havde spørgsmål, som andre ikke måtte høre.

Selvom Kvasir vidste, at intet godt var i sigte, fulgte hon med, som skæbnen bød høn. Svartalferne var eksperter i at udtrække det skinnende af undergrunden. De var kendt for guldet og den deraf følgende grådighed. Kvasir undergik deres forvandlingstrolddom. Dværgene slog høn ihjel og tappede hons blod i to gryder (Son og Bod) og i en kedel (Odrører). I det lunkne blod hældte de honning, og blandingen gærede til en berusende skjaldemjød. Kvasirs blod. Drikkes den i passende mængder giver den visdommens, fredens og digterkunstens gave. Men indtagelse af upassende mængder medfører forbandet vanvid, griskhed og krig.

Kvasirs ublodige lig sendte de til guderne sammen med løgnen om, at den omvandrende skjald var blevet kvalt i sin egen klogskab. Tvillingerne tog resterne af deres kunstværk under kærlig behandling og gav det nyt liv; men det er en helt anden fortælling. Vølvens Spådom!

Fjaler og Galar drak blodmjøden i upassende mængder, og i rusens ondskab druknede de jætten Gilling. En typisk tung, langsom og venlig jætte, der uheldigvis kom på tværs. Hans kone blev larmende af sorg, så hende dræbte de også. Men sønnen Suttung blev vred af sorg og forsøgte retfærd. Han lod de vandskrække svartalfer smage drukendødens vand ved at sætte dem på et klippeskær, der blev oversvømmet ved højvande. De underjordiske kunne ikke svømme. Lige før undergangen tilbød Suttung dem livet for skjaldemøden, som derefter også kaldtes Suttungs Mjød.

Suttung var klar over, at mjøden var både en gave og en forbandelse. Han gemte den dybt i et bjerg, og han lod sin til den tid trofaste datter Gunlød våge over drikken. På den måde blev en fars pige gemt af vejen i trofasthedens navn.

Odins ravne Hugin og Munin havde fulgt hele hændelsesforløbet, så den alvidende overgud var informeret. Hans magtbegær og bjærgsomhed krævede, at skjaldemjøden skulle være i hans varetægt. Derfor brugte han sin evne til af forklæde sig i hensynsløshedens tjeneste.

Almægteren forklædte sig som Bølværk, medbragte en hvæssesten og et bor, og så besøgte han Suttings bror Baugi med henblik på brodersvig. Det var høstens tid, og ni flittige og fredsommelige jætter arbejdede på Baugis marker.

Bølværk hvæssede høstarbejdernes leer så skarpe, at arbejdet gik som en leg. Derfor ville de eje hvæssestenen. Den forklædte Odin smed den ind blandt jætterne, der kastede sig over den; og i kampens hede skar de hinanden ihjel. Sådan som den store gud havde planlagt. Derefter gjorde han ni jættemænds abejdede for at gøre sig fortjent til Suttungs mjød.

Men Baugi havde ikke råderet over sin broders ejendom. Så Odin måtte fortsætte sine bedrag. Han overtalte Baugi til at følge ham til Suttungs mjødbjerg, hvor Bølværk borede et hul i klippen, omskabte sig til en orm og snoede sig ind til jættens artige datter.

Gunlød sad i bjergets dyb og funderede over sin skæbne. Hendes far havde udstedt skrappe ordrer om at værne om gryderne og kedlen, og hun fik den tanke, at livet kunne være andet for en livsduelig ung kvinde. Sådan tænkte hun, da Odin pludselig stod foran hende som en uimodståelig elsker.

Dybt i det mørke bjerg udforskede Gunlød sin evne til elskov. Helt uforstyrret lod hun sig indvie i kroppens mysterier; og hun lod det tage den tid, som det krævede. Den udmattede Odin forsøgte igen og igen at overtale jættekvinden til at lade ham smage Suttungs mjød. Han forsøgte at lokke hende med søde ord, som ville blive mere poetiske, hvis han fik en mundsmag af drikken.

Men Gunlød havde ikke brug for søde ord. Hun vidste selv, hvor sød hun var. Dog efter mangen en elskovleg konkluderede hun, at livet nok var andet end at følge sin fars ordrer. Mjøden var hans og livet var hendes eget. Hun havde luret, at elskeren var mere end interesseret i skjaldedrikken, og hun tænkte, at hvis han løb af med den, så fik hun sin frihed.

Efter en passende tid, gav hun Odin adgang til både gryder og kedel. Han opførte sig præcist så grådigt og ubehøvlet, som hun havde forventet. Gudefaderen forvandlede sig til en kæmpemæssig rovfugl og drak rub og stub. Gunlød lod ham få et forspring, inden hun varskoede sin far. Hvis mjøden nåede vel til Asgård, ville hun være fri for at værne om den.

Da Suttung omsider lyttede til sin datter, kastede han sig i sin ørneham. Han var faretruende nær ved at indhente Odinfuglen; men den sendte en våd prut lige i synet på jætten. Siden da var skjaldemjøden i gudernes varetægt, og gode fortællere siges at have smagt den. Men de dårlige fortællere er dem, der blev ramt af fugleklatten fra gumpehullet…

Du kan selv digte den fortsatte historie om Gunlød – og følgerne af elskovslegen mellem safterne dybt nede under bjerget…

Kvasirs Blod

Kvasirs Blod er en nøglefortælling i den nordiske mytologi.
Historiens “skelet” gennemgås her:

* * * * * * * * * * * * *

Krigsguderne/aserne(yang) og frugtbarhedsguderne/vanerne(yin) kæmpede bravt, indtil de pludselig opdagede, at de ikke kunne leve uden hinanden!
Så beseglede de en venskabspagt ved alle at spytte i et stort kar, som blev skvulpende fyldt af fælles livsvæske.

Freja stak hånden i spytsuppen og sagde: “Jeg kunne skabe en mand!” Og det gjorde hun. Kvasir blev den kløgtigste af dem alle, for han havde alviden fra både aser og vaner.

Kvasir drog hid og did som en mandlig vølve og besvarede spørgsmål fra folkene hist og her. Engang dukkede svartalferne/dværgene Fjaler (Snyderen) og Galar (Skrigeren) op blandt tilhørerne. De indbød Kvasir til Svartalfheim, for de havde spørgsmål, som ingen måtte høre.

Selvom Kvasir godt vidste, at intet godt var i sigte, fulgte han med, som skæbnen bød ham. Fjaler og Galar slog ham ihjel og tappede hans blod i to gryder (Son og Bod) og i en kedel (Odrører). I det varme blod hældte de honning, og blandingen gærede til den berusende mjød, der i passende mængder giver visdommens og digterkunstens gave til dem, der drikker den.
Men upassende mængder medfører forbandet vanvid!

(Kvasirs ublodige lig sendte de til guderne med den forklaring, at han var blevet kvalt i sin klogskab. Om guderne genoplivede ham og sendte ham på hemmelig mission, fortæller historien intet om.)

Svartalferne drak mjøden i upassende mængder, og i ondskab druknede de Jætten Gilling. Hans kone blev larmende af sorg, så hende dræbte de også. Men sønnen Sutttung tog hævn. Han lod Fjalar og Galar smage druknedødens vand; de slap dog ved at love Suttung skjaldemjøden, som fra da af kaldtes Suttungs Mjød.

Sutting var klar over, at mjød-drikken var både en gave og en forbandelse, så han gemte den dybt i et bjerg og lod sin trofaste datter Gunlød* våge over den.

Odins ravne Hugin og Munin havde fulgt hele hændelsesforløbet, som de fortalte til Odin, der altid ville magte og vide alt. Alfaderen forklædte sig som Bølverk, medbragte en hvæssesten og et bor, og så besøgte han Suttungs bror Baugi. Det var i høstens tid, og ni jætter høstede Baugis marker.

Odin/Bølverk hvæssede arbejdernes leer så skarpe, at folkene ville eje hvæssestenen.  Bølverk kastede den ind blandt jætterne, som i kampen om stenen slog hinanden ihjel. Derefter arbejdede han mere end dem tilsammen i håb om at få Suttungs mjød som belønning. Baugi forsøgte at overtale sin bror, men den gik ikke.
Istedet borede Bølverk et hul i bjerget, omskabte sig til en orm og kravlede ind til Gunlød, hvor han tog skikkelse af en uimodståelig elsker…

Efter mangen en elskovsleg lod Gunlød sig overtale til at lade Den Uimodståelige smage Suttings mjød, så han kunne prise hendes ynder i digte.
Da forvandlede Odin sig til en kæmpemæssig rovfugl, som slugte al skjaldemjøden og fløj mod Asgård. Suttung fulgte efter i sin ørneham og var lige ved at nå Odinfuglen; men den sendte en våd prut lige i synet på Suttungørnen undervejs over Midgård.

I Asgård havde Thor sørget for et fritstående kæmpekar, og Odin gylpede på fuglevis al mjøden op og ned i karret. Siden taler man om, at dygtige fortællere og digtere har smagt Odins gave. De dårlige fortællere siges at være ramt af fugleklatten fra gumpehullet…

* * * * * * * * * * * * *

Med fortællerens magiske vendinger og de farvende tillægsord kan myten fortælles for børn omkring en skål med saft eller koldskål med kammerjunkere.
Spytteri vil være en uundgåelig konsekvens af fortælleriet, så den aktivitet følger med!
I en anden skål… 😉

Gundestrupkarret er en af Danmarks største oldtidsskatte. Karret er dekoreret med hemmelige fortællinger, som ingen kan tyde. Måske er de digtet af nogen, der drak af skjaldemjøden. Karret ses på Nationalmuseet.

Mange skjalde har fortalt om Kvasirs Blod.
I “Nordisk Mytologi” har Neil Gaiman på sin helt egen måde levendegjort historien så sanseligt, at den nærmest drypper af bogens sider. Anbefales!
Det gælder også Lars-Henrik Olsens 3. bind af Erik Menneskesøn: Kvasers Blod!

* Gunløds morale:
En kvindes elskov er vigtigere end troskab overfor faderen. 😉

Foto-Mandalaer

Foto-mandalaer konstrueres efter samme principper som spejlbilledmageriet.

Billedet fra indlægget Stenhjerte drejes 45 grader, så spejlaksen bliver en diagonal i et udskåret kvadrat:


Kvadratet spejles og genspejles til en kvadratisk mandala:

Sluttelig udskæres en cirkelformet mandala:

mandalamagi
strandsten roteres i sand
vandomgivelse

Billedet fra indlægget Forårssaftstigning fik samme omgang:

Se desuden indlægget om Shambhala.

 

Zen’s 4 Discipliner

Zen’s fire discipliner er
at ligge, at sidde, at stå og at gå.
I tankeløs kontemplation.
Registrerende sanseindtryk
kortvarigt og forbigående.

Det var devisen i Zen-filosofiens gyldne tid i årene ca. 700-1000.
Samtidig med vikingetiden.

Alan Watts redegjorde for, at magtfulde munke i de efterfølgende århundreder udviklede klosterordener, hvis formål den dag i dag er de samme som for engelske kostskoler. De er opdragelsesanstalter for overklassens børn, der lærer at både adlyde og undertrykke medmennesker, hvorved de uddannes til magthavere i såvel Japan som UK. AW oplevede begge systemer…

Men at leve i zen er at leve uden hensigt.
Uden tilknytninger.
Uden at optræde/magte/præstere.
At leve “usynligt” i forgængeligheden – med et gran af humor.
Basho og Hakuin var zenmestre, der af og til udtrykte deres sansninger med ord. Andre referede dem; derfor blev de synlige.

Zenklostre kan i dag betragtes som levendegjorte museer med kostskolefunktion. Deres indhold er lige så fjernt fra zen’s oprindelige kerne, som vor tids vikingemarkeder er fra vikingetiden.
😉

tidsforskruninger
munkes og vikingers ånd
markedsinflation

Spejlbilledmageriet

Spejlbilledmageriet er fascinerende trylleri!
Billederne er fabelagtige at gå på opdagelse i, og de er vildt vanedannende at skabe…

Grundmotivet må indeholde disse parametre, hvis magien skal kunne opstå:

1.  Ro/uro – kontrast.
2.  Lys/mørke – kontrast.
3.  Lodret/vandret – kontrast.
4.  Fabulerende/brobyggende/mønsterskabende elementer.

Dette råfoto tilfredsstiller alle fire parametre:

Motivet gennemsøges for “halve helheder/ansigter/mønstre”, hvorefter det beskæres, flyttes, spejles, samles om spejlingsaksen, farvereguleres og skærpes.
Til slut skaleres billedet til et kvadrat.
Her er to billeder af samme beskæring, men spejlet omkring de to forskellige højkant-akser:

livsudfoldelse
oceaners opstigen
forårets fødsel

Tilstedeværelse

Tilstedeværelse her og nu er den danske udgave af mindfulness. Grundet i en sansende krop, der er fri for fortidens og fremtidens besættelser – og uden tilknytning til afhængigheder.

Den tilstand er ofte kortvarig; men den kan optrænes!

Metoderne er mangfoldige. Dit for dig og dat for mig 😉
En af dem er at danse  tango. Meditation, musicering og havearbejde er andre bud. Haikudigtning er en direkte vej. Fælles for tilstandene er, at de er helt uden præstationshensigter og behov for beundring. Hvis forfængeligheden stikker sit grumme fjæs frem, så fordamper tilstedeværelsen…

magisk spejlverden
lav sol mellem træstammer
fugtigt blødt grønt mos

Leonardo’s Knuder

Leonardo fra Vinci blev født i 1452 og levede i 67 år – beskrivende livets strømninger og mønstre. Hans verdenssyn var holistisk/systemisk/økologisk; men han publicerede ikke sine opdagelser.

Fritjof Capra er en af de nutidige filosofiske scienceforskere, der åbenbarer Leonardo’s sværtlæselige spejlskrevne tekster, hvoraf mange har været gemt i 500 år. Omsider får Leonardo’s verdenssyn opmærksomhed. Capra filosoferer lidt over, hvordan verden kunne have set ud, hvis videnskaberne var udviklede under Leonardos økologiske helhedssyn fremfor det grådighedsfremmende mekanistisk-kartesianske paradigme …

Leonardo mente, at alting hænger sammen. Oftest i uoverskuelige knudeværk. Han fornøjede sig med at konstruere de smukkeste knuder – også i sine malerier.

MonaLisa’s knudebort.