Den Nordiske Skabelse

Den nordiske skabelse skete ved et langsommeligt og intenst møde. Den brændende varme og det isnende mørke fandt hinanden i det store tomrum. En universel befrugtning undfangede livet i en dråbe. Isens faste vand og ildens vanddampe mødtes og blev flydende vand. Livets nødvendige tilstandsform.

ᛞᛖᚾ ᚾᛟᚱᛞᛁᛊᚲᛖ ᛊᚲᚨᛒᛖᛚᛊᛖ ᚡᚨᚱ ᛖᛏ ᛚᚨᚾᚷᛊᛟᛗᛗᛖᛚᛁᚷᛏ ᛟᚷ ᛁᚾᛏᛖᚾᛊᛏ ᛗᛟᛖᛞᛖ * ᛞᛖᚾ ᛒᚱᚨᛖᚾᛞᛖᚾᛞᛖ ᚡᚨᚱᛗᛖ ᛟᚷ ᛞᛖᛏ ᛁᛊᚾᛖᚾᛞᛖ ᛗᛟᛖᚱᚲᛖ ᚠᚨᚾᛞᛏ ᚼᛁᚾᚨᚾᛞᛖᚾ ᛁ ᛞᛖᛏ ᛊᛏᛟᚱᛖ ᛏᛟᛗᚱᚢᛗ * ᛖᚾ ᚢᚾᛁᚡᛖᚱᛊᛖᛚ ᛒᛖᚠᚱᚢᚷᛏᚾᛁᚾᚷ ᚢᚾᛞᚠᚨᚾᚷᛖᛞᛖ ᛚᛁᚡᛖᛏ ᛁ ᛖᚾ ᛞᚱᚨᚨᛒᛖ * ᛁᛊᛖᚾᛊ ᚠᚨᛊᛏᛖ ᚡᚨᚾᛞ ᛟᚷ ᛁᛚᛞᛖᚾᛊ ᚡᚨᚾᛞᛞᚨᛗᛈᛖ ᛗᛟᛖᛞᛏᛖᛊ ᛟᚷ ᛒᛚᛖᚡ ᚠᛚᚤᛞᛖᚾᛞᛖ ᚡᚨᚾᛞ * ᛚᛁᚡᛖᛏᛊ ᚾᛟᛖᛞᚡᛖᚾᛞᛁᚷᛖ ᛏᛁᛚᛊᛏᚨᚾᛞᛊᚠᛟᚱᛗ

Niflheim i nord var isens rige og Muspelheim i syd var ildens rige på hver sin side af Ginnungagab. I tomrummet delte livsdråben sig, og deraf opstod to kolossale væsener, urjætten Ymer og urkoen Audhumbla. Ymer drak af floderne fra Audhumblas yver. Derved skabtes også evnerne til at modtage og til at give.

I skabelsens tidløse og ulogiske fase fandt koen en sten, som hun slikkede på. Af den opstod skabninger, der formerede sig med afkom fra jættevæsenets krop. Nogle af dem kaldtes guder.

Tre af guderne var opfindsomme, så de slog Ymer ihjel og kastede hans krop i tomrummet. Sådan skabtes jorden. Knoglerne blev klipper og sten, kødet blev muld og blodet blev søer og floder, hvis vande løb i ring om jorden og samledes til verdenshavet.

Hjerneskallen dannede himmelhvælvet, hvortil gnister fra Muspelheim fløj. Lyset og mørket vekslede, og tiden var indført. Hjernen blev drivende skyer, der senere gav inspirationer til skjaldene.

De tre guder gik en dag ved verdenshavet og fandt to stykker drivtræ. En gud gav form og kropsanser til stammerne, en anden gav dem instinkter og følelser. Den tredje gjorde dem til mennesker med tanker, viljer og forskellige køn. Kvinden hed Embla og manden hed Ask. De elskede hinanden, og deres afkom bosatte sig i Midgård.

Sådan skete det.

Ragnarok

Ragnarok er gudernes skæbne, som fortælles i Vølvens Spådom. Beretningen omhandler skabelsestiden, verdens undergang og det efterfølgende nye liv.

Undergangen bliver indvarslet af Balders død for Høders pil. Et brodermord, der efterfølges af endnu et brodermord. Med Rind får Odin sønnen Vale, der en dag gammel dræber den blinde Høder. Han, Balder og Høder overlever i Helheim, og Friggs milde sønner bliver guder i den nye verden.

Den gamle verden går til grunde efter fimbulvinteren, der varer tre år uden somre. Sol og Måne bliver slugt af ulvene Skoll og Hate. Himlen formørkes, stjerner vil falde, jorden vil skælve, havet vil oversvømme, bjerge vil smuldre og træer vil segne.

Haner vil gale i Asgård, Udgård og Helheim, og Hels søskende, ulven og ormen, vil dø i kampen mod krigsguderne. Deres far Loke vil udfries af pinslerne i bjerget for at dø sammen med Heimdal på slagmarken.

Verdenstræet Yggdrasil vil rystes i sin grundvold, men i dets løv vil Liv og Livtraser overleve, og deres børn vil befolke jorden på ny. Fred, omsorg og bæredygtighed vil afløse fortidens krig, egoisme og grådighed. Men kimen til ondskab vil også lure i den nye verden.

Vølvens spådom var på forhånd kendt blandt nogle af guderne; og ikke alle mente, at Ragnarok udelukkende var et onde.

Myten om sol og måne, dag og nat.

Mundilfare var en mand, der elskede sine vidunderlige børn, der var så strålende, at han kaldte sønnen for Mane(Mani) og datteren for Sol. Guderne blev vrede over sådant overmod, så de gjorde børnene til slaver på himmelhvælvet. Sol styrer vognen med gudernes sol, som var skabt af gnister fra Muspelheim. Måne styrer gudemånens ny og næ.

Nat var jætten Narfes mørklødede datter, og hun blev mor til sønnen Dag. Han skinnede ligesom sin fader Delling, der var af gudernes slægt. Moderen Nat og sønnen Dag har hver en hest. Forrest rider Nat på Rimfaxe med mørket, der fugter jorden med rim og dug. Dags hest er Skinfaxe, som bringer lyset og den tørrende morgenbrise.

Men østerude i Jernvedskoven sidder den sejdkyndige jættekvinde Angerboda. Hun er mor til underverdenens dronning Hel, Ormen Jørmundgand og ulvene Fenris, Skoll, Hate og diverse varulve. Skoll jager Sol over himmelen og Hate forfølger den flygtende Mani.

Når månen er fuld og meget synlig, er det rasende vanvid på spil. Varulve og manier. Jættekvinden hujer ad sit afkom, så både menneskers og guders tanker og tider løber løbsk. Ved Ragnarok indhentes Sol og Måne, og vanviddet hører op.

Sådan vil det ske.

Det Nordiske Sommersolhverv

Det nordiske sommersolhverv fejres i dag den 21. juni kl. 17.54. På tidpunktet, hvor jorden skifter hældningsgrad. Det medfører store ændringer i naturen. Dagene bliver kortere, nætterne bliver længere, og frugtmodningen efterfølger blomstringen. Et magisk øjeblik!  😉

Det nordiske årstidshjul sætter højtiderne i sammenhæng med mytologiens ni verdener:

Vintersolhverv 21. december:
         Nord: Niflheim, isens rige.
Lysfesten 2. februar (genfødselsfesten):
         Nordøst: Helheim, de dødes hjem, som passes af Hel.
Forårsjævndøgn 22. marts:
          Øst: Vanheim, bolig for vanerne, kærlighedsguderne.
Vårfesten 30. april:
         Sydøst: Alfheim, elverfolkets hjem.
Sommersolhverv 21. juni:
         Syd: Musplheim, ildens rige.
Høstfesten 2. august:
         Sydvest: Svartalfheim, dværgenes hjem.
Efterårsjævndøgn 22. september:
         Vest: Asgård, bolig for aserne, krigsguderne.
Mørkefesten 30. oktober (dødefesten):
         Nordvest: Udgård, Jotunheim, jætternes hjem.

Menneskene i Midgård fejrer naturens gang med årstidsceremonier, der passerer gennem de 8 omkringliggende verdener med tilhørende myter.

Sommersolhverv forbindes med ildverdenen Muspelheim og myten om Gullvejg, der kendes fra Vølvens spådom. Hun betragtes som en side af vanernes gudinde Freja. Aserne brændte hende tre gange, men hun helede og er siden dyrket som gudinden for frugtbarhed og sejd.

Vølver og shamaner over hele verden har en udvidet bevidsthed om årstiderne, og de lever for, at menneskene bevarer ærbødigheden for naturen og dens frodige mangfoldighed.  Hver højtid fejres med magiske gryderetter, fortællinger og danse.

Se også indlæggene om solhvervsdukkerne,og midsommerbål.

Skt. Hans er et kristent forsinket ritual, der markerer, at Johannes blev født ½ år før Jesus, som også kom lidt for sent i forhold til vintersolhverv…

Kvasirs Blod

Kvasirs Blod er en nøglefortælling i den nordiske mytologi.
Historiens “skelet” gennemgås her:

* * * * * * * * * * * * *

Krigsguderne/aserne(yang) og frugtbarhedsguderne/vanerne(yin) kæmpede bravt, indtil de pludselig opdagede, at de ikke kunne leve uden hinanden!
Så beseglede de en venskabspagt ved alle at spytte i et stort kar, som blev skvulpende fyldt af fælles livsvæske.

Freja stak hånden i spytsuppen og sagde: “Jeg kunne skabe en mand!” Og det gjorde hun. Kvasir blev den kløgtigste af dem alle, for han havde alviden fra både aser og vaner.

Kvasir drog hid og did som en mandlig vølve og besvarede spørgsmål fra folkene hist og her. Engang dukkede svartalferne/dværgene Fjaler (Snyderen) og Galar (Skrigeren) op blandt tilhørerne. De indbød Kvasir til Svartalfheim, for de havde spørgsmål, som ingen måtte høre.

Selvom Kvasir godt vidste, at intet godt var i sigte, fulgte han med, som skæbnen bød ham. Fjaler og Galar slog ham ihjel og tappede hans blod i to gryder (Son og Bod) og i en kedel (Odrører). I det varme blod hældte de honning, og blandingen gærede til den berusende mjød, der i passende mængder giver visdommens og digterkunstens gave til dem, der drikker den.
Men upassende mængder medfører forbandet vanvid!

(Kvasirs ublodige lig sendte de til guderne med den forklaring, at han var blevet kvalt i sin klogskab. Om guderne genoplivede ham og sendte ham på hemmelig mission, fortæller historien intet om.)

Svartalferne drak mjøden i upassende mængder, og i ondskab druknede de Jætten Gilling. Hans kone blev larmende af sorg, så hende dræbte de også. Men sønnen Sutttung tog hævn. Han lod Fjalar og Galar smage druknedødens vand; de slap dog ved at love Suttung skjaldemjøden, som fra da af kaldtes Suttungs Mjød.

Sutting var klar over, at mjød-drikken var både en gave og en forbandelse, så han gemte den dybt i et bjerg og lod sin trofaste datter Gunlød* våge over den.

Odins ravne Hugin og Munin havde fulgt hele hændelsesforløbet, som de fortalte til Odin, der altid ville magte og vide alt. Alfaderen forklædte sig som Bølverk, medbragte en hvæssesten og et bor, og så besøgte han Suttungs bror Baugi. Det var i høstens tid, og ni jætter høstede Baugis marker.

Odin/Bølverk hvæssede arbejdernes leer så skarpe, at folkene ville eje hvæssestenen.  Bølverk kastede den ind blandt jætterne, som i kampen om stenen slog hinanden ihjel. Derefter arbejdede han mere end dem tilsammen i håb om at få Suttungs mjød som belønning. Baugi forsøgte at overtale sin bror, men den gik ikke.
Istedet borede Bølverk et hul i bjerget, omskabte sig til en orm og kravlede ind til Gunlød, hvor han tog skikkelse af en uimodståelig elsker…

Efter mangen en elskovsleg lod Gunlød sig overtale til at lade Den Uimodståelige smage Suttings mjød, så han kunne prise hendes ynder i digte.
Da forvandlede Odin sig til en kæmpemæssig rovfugl, som slugte al skjaldemjøden og fløj mod Asgård. Suttung fulgte efter i sin ørneham og var lige ved at nå Odinfuglen; men den sendte en våd prut lige i synet på Suttungørnen undervejs over Midgård.

I Asgård havde Thor sørget for et fritstående kæmpekar, og Odin gylpede på fuglevis al mjøden op og ned i karret. Siden taler man om, at dygtige fortællere og digtere har smagt Odins gave. De dårlige fortællere siges at være ramt af fugleklatten fra gumpehullet…

* * * * * * * * * * * * *

Med fortællerens magiske vendinger og de farvende tillægsord kan myten fortælles for børn omkring en skål med saft eller koldskål med kammerjunkere.
Spytteri vil være en uundgåelig konsekvens af fortælleriet, så den aktivitet følger med!
I en anden skål… 😉

Gundestrupkarret er en af Danmarks største oldtidsskatte. Karret er dekoreret med hemmelige fortællinger, som ingen kan tyde. Måske er de digtet af nogen, der drak af skjaldemjøden. Karret ses på Nationalmuseet.

Mange skjalde har fortalt om Kvasirs Blod.
I “Nordisk Mytologi” har Neil Gaiman på sin helt egen måde levendegjort historien så sanseligt, at den nærmest drypper af bogens sider. Anbefales!
Det gælder også Lars-Henrik Olsens 3. bind af Erik Menneskesøn: Kvasers Blod!

* Gunløds morale:
En kvindes elskov er vigtigere end troskab overfor faderen. 😉

Mindfulness

Mindfulness er dit og dat. Dit for dig og dat for mig. En omskrivning af Radise-Trines udsagn om lykken 😉

For os alle handler mindfulness om at kende vore egne ubalancer og undlade at køre dem af på omverdenen. Metoderne til erkendelse er talrige, og de virker forskelligt på forskellige personer.

“Kend dig selv” er Delfi-oraklets første bud. Det andet er “Intet til overmål” og det tredje: “Et løfte – og enden er nær”. I overensstemmelse med den buddhistiske filosofi om at mindske tilknytning. At undgå afhængighed.

Mindfulness defineres som vejen til en harmoni. Hjerneforskere påstår, at den tilstand er ren kemi handlende om koncentrationerne af tre stoffer:  adrenalin(lyst), dopamin(belønning) og oxytocin(tilknytning)…

Komikeren Ruby Wax har i år udgivet bogen “How to be human”. Det er en lærerig/inspirerende/læseværdig samtalebog mellem komikeren, hjerneforskeren Ash Ranpura og munken Gelong Thubten, der tilhører det skotske buddhistiske kloster Samye Ling, som Trungpa var medgrundlægger af.

Gullvejg

Gullvejg kendes fra vølvens spådom. Hun er arketypen på den viise kvinde, der er hel/hellig i sig selv, og som derfor intet søger, men udelukkende giver. Magiker og seer. Så magtmænd dømte hende ond.

I vølvens spådom bliver hun spiddet af Æsir og brændt tre gange. Hver gang heles hun og genopstår endnu stærkere. Fortællingen minder om Santa Lucia‘s, som vi fejrer den 13. december, selvom vi ikke er katolske 😉
Gullveig fejres ved midsommerbålet, hvor frugtbarhedsguderne Frej og Freja også fejres. De tilhører vanerne, der vil freden i modsætning til aseguderne.

Vølver er kvinder af lyset/guldet/gull, som lever/vandrer/fortæller det frie liv. Omvandrende kloge koner, som findes alle steder til alle tider. Ligesom Den Blå Pige. Lad os fejre Gullvejgᚷᚢᛚᛚᚹᛖᛃᚷ !

Høstens 5 Læseoplevelser

Høstens 5 læseoplevelser er meget forskellige:

Baldursdottir, Kristin Marja 1999: Køligt Daggry (152 sider)

Thorsteina Thorsdottir er en elegant, erfaren og skrap lærer, der omgås sandheden letfærdigt, når elever spørger til hendes privatliv. Hendes selvfortællinger får skæbnesvangre konsekvenser, som ligger som en mørk undertone i bogen. Romanen består af dagbogsagtige scener, som bl. a. omfatter hendes venindegruppe og den mandlige underbo, der passer hendes firehjulstrækker. Og hendes meninger om amerikaniseret islandsk ungdom. “Anti-amerikanistisk” feelgood 😀

Donoghue, Emma 2016: Underet (310 sider)

I midten af 1800-tallet ansættes en sygeplejerske til at tage vare på et fastende pigebarn, der i et katolsk landsogn betragtes som et under, hvortil troende valfarter. Den fattige irske families hverdag beskrives ind under huden med en stemning af fatalisme. Fortællingen har rod i historiske beretninger om dette religiøse fænomen, som oftest indebar tragedier. En foruroligende roman om, hvordan religiøs overbevisning kan føre til forblændelse.

Ishiguro, Kazuo 1989: Resten af Dagen (243 sider)

Butleren Stevens tager på biltur for at besøge en tidligere kollega Miss Kenton. Undervejs erindrer han oplevelser på godset Darlington og filosoferer over værdighed. Et historisk tidsbillede af engelsk overklassemoral under og efter 2. verdenskrig – og butlerloyalitet. Det omstændelige tankesprog understreger stemningen. Den britisk-japanske forfatter er Nobelpristager…

McLain, Paula 2015: For tæt på solen (390 sider)

Biografisk roman om hestetræneren og pionerpiloten Beryl Markham (1902-86). Naturbarn, drengepige, feminist og libertiner. Unik kvinde, der bevarede sin integritet i bevidsthed om, at intet varer ved. Hverken jordisk gods eller relationer til mænd. Historien omfatter også Karen Blixen, Denys Finch-Hatton og andre kolonister med farme i Kenya. Medrivende feel-good bog om anderledes lykke-begreber 😉

Mann, Thomas 1901: Huset Buddenbrook 1 (312 sider) + 2 (336 sider)

“En families forfald” fra 1835 + ca. 40 år. Hovedpersonen Antonies borgerlige ære-værdighed udspændes ved 5 generationer mænd i købmandsfamilien Buddenbrook. Beskrivelsen af brødrene Thomas og Christian omfatter udpenslede kropslige mandelidelser. Klassisk tidsbillede af tyskhed, som medførte Nobelprisen. Et farverigt arketypisk persongalleri. Stadig læseværdig.

5 Mørke Bøger

5 mørke bøger:

Peter Høeg 2018:  Gennem Dine Øjne (362 sider)

Den voksne jeg-fortæller Peter og hans børnehavevenner Simon og Lisa havde som børn en fællesbevidsthed, de genoplever som voksne. Lisa arbejder med neuropsykologisk billeddannelse for at lindre lidelse. Sammen deler de traumatiske overgrebshistorier. Tankevækkende roman om kollektiv mørkebevidsthed; måske ikke Høegs bedste…

Aris Fioretos 2015:  Mary (372 sider)

Mary er politisk fange under den græske junta. Hun udsættes for tortur, som fortælles uhyggeligt sanseligt. I flashbacks berettes hendes korte liv indtil arrestationen. Socialrealistik beskrivelse af græske junta-forhold – og om afstumpet magtudøvelse. Forfærdelig, men læseværdig historie – ikke “feel-good”!

Patricia Briggs 2006:  Månens Kald (424 sider).

Bande-fantasy: Varulve, vampyrer, hekse og walkeren Mercy, der optræder som prærieulv. Hun har et bilværksted og bor i en trailer ved siden af en alfa-varulve-leder Adam. I TriCities. Forfatterens eget ørkesløse miljø: Atomcity i amerikansk rand-ørken. Kamp/magt-tøse-fantasy med glorificerede voldsrelationer mellem mange mænd og få kvinder. Frastødende amerikanisme.

Ignatius de Loyola ca. 1540:  Exerxitiebog. Dansk:  1938. (212 sider)

Ignatius var soldat/morder/voldtægtsmand og overlevede krigskvæstelser, hvorefter han grundlagde Jesuiter-ordenen. Exercitierne er bodsøvelser forbundet med 30 dages gennemgang af de katolske mysterier. Selvpineri i høj potens. Målgruppen er sandsynligvis voldsforbrydere. Forkvaklet kvindesyn. Umenneskelig “kristendom”.

Jan Brokken 2016:  Baltiske sjæle (417 sider)

JB er hollandsk journalist/forfatter og fortæller 27 skæbneportrætter af kunstnere og andre, der har rødder i de baltiske lande. Et kludetæppe af folk: tyskere, russere og en slags oprindelig befolkning, hvis forfædre også er etniske blandinger. Landenes omtumlede historie genlyder i den angst, som er en grundfølelse i befolkningen. Men som modvejes af kunst, musik og korsang. Meget lærerig.

Franziska von Altenhausen

Franziska von Altenhausen er den maskerende titel på brevvekslingen mellem Ernst Haeckel (1834-1919) og Frida von Uslar-Gleichen (1864-1903). De udvekslede ca. 900 breve (1898 – 1903). Udgivet i uddrag af Johannes Werner (dansk: 1929). Begges familier var modstandere af udgivelsen.

Han var en forfængelig manio-depressiv evolutionsbiolog. Hun var en faderløs ubemidlet adelig jomfru. Begavet, pligttro og 30 år yngre end ham. Brevene er en kærlighedshistorie. Og en både forblændet og nøgtern kvindes kritiske kommentarer til en karismatisk charlatan, hvis breve beretter, at hans nervesyge hustru altid fik det bedre, når han var hjemmefra på lange rejser…

Brevvekslingen fik jeg som teenager. Efter i flere år at have været  fascineret af Haeckel’s “Kunstformen der Natur” med dens smukke tavler over phytoplankton:

Haeckel’s karismatiske udgydelser havde forgudende tilhængere og hadefulde modstandere, der så ham som en utroværdig ateistisk plattenslager. Historien har efterfølgende vist, at han var racist og videnskabeligt uvederhæftig.

Fornylig genlæste jeg deres tragiske korrespondance. Mange spørgsmål kan stilles vedrørende Frida’s tidlige død af en overdosis opiat. Et af dem er: Begik hun selvmord pga Haeckels uvederhæftighed?

Af brevvekslingen fremgår, at Haeckel selv overvejede selvmord, som han kaldte autolyse: selv-opløsning/fraspaltning!

Fridas liv er en kvindeskæbne til eftertanke.

Året efter hendes død opkaldte Haeckel en gople efter hende:

Rhopilema frida:

Det Ubeskrevne Blad

“Det Ubeskrevne Blad” er en af Karen Blixen’s Sidste Fortællinger (1958), genudgivet 2018:

En gammel fortællerske beretter, at en god historie kendes på, at den efterfølgende tavshed taler for sig selv. Derpå fortæller hun om et Karmeliterkloster i Portugal. Nonnerne dyrkede hør omkring klostret, og når planterne blomstrede, var det som om klosterbygningerne hævede sig af en blå himmel.

Søstrene høstede, ruskede, skættede, heglede, spandt og vævede hørren til de fineste brudelagener, som brugtes under kongelige bryllupsnætter. Efter brudenatten blev linnedet hængt til skue, og prinsessen erklæredes defloreret.

Det brugte hør-linned returneredes til nonnerne, som indrammede værket og indlemmede det i klostrets galleri med navn/afstamning/dato, så døtres og formødres dåd kunne beskues side om side. Udstillingen besøgtes af mange adelige kvinder, der mindedes – eller glædede sig til begivenheden.

Blandt de mange skilderier hænger et helt hvidt lin i en guldramme med en kronebesmykket ubeskreven plakette. Foran dette værk dvæler mangen en dame.