Spættens Medicin

Spættens medicin er et eksempel på, hvordan naturhistorie kan bruges som allegori og symbol-oversættes på samme måde som ved drømmetydning.

At møde et dyr kan opfattes som en givende fortælling. Dyrets udseende kan symbolisere seerens fremtoning/persona/ego, medens dyrets biologi og opførsel handler om personlighed/færden/handlekraft.

Oprindelige naturfolk tog varsler på den måde. Et væsen, der krydser ens vej overbringer en meddelelse fra forsynet – eller åbner en oplysning fra ens egen underbevidsthed…
Ligesom når en sort kat går på tværs. 😉

Et spættemøde kan måske ‘afkodes’ således:

Spætter er farverige flyvere, hvis lyde høres på lang afstand. De arbejder hamrende hårdt i råddent træstof for at finde dyrebar næring: larver, der omsætter dødt træ-væv til animalsk liv. Larverne forpupper sig og forvandles til perfekte, farverige insektskabninger.

Fuglens biologi kan demonstrere, at det kræver hårdt arbejde at finde nærende liv. Det særlige aspekt her er forvandling. Metamorfosen fra krybende larve via puppe til flyvende insekt.

Men spættens læring kan også handle om at være opmærksom på et spraglet, flyvsk ego, der kan høres langt væk. Alt afhænger af øjnene, der ser.

Allegoriske fortællinger er leg med  levende ord, berigelser af sanseligheden og næring til fantasien 🙂

Se også Drømmesymboler.

Gudinder og Månekællinger

Gudinder og månekællinger er vidt forskellige kvinde-ikoner. De kan ses som mytologiske kraftkilder; og de formidler den kraft, som de forventes at give. I den kultur de er kommet til verden.

Månekællinger/klanmødre er kvindelige arketyper, som er forbundne til Moder Jords biologi. De er i pagt med kvindeliv i oprindelige folks hverdag, og de kan bruges som håndgribelig inspiration gennem årstiderne. Jordforbindelse.

Gudinder kan ses som ophøjede skæbneidoler, der ofte er skabt af mandlig fantaseren om moderen, madonnaen og skøgen som skønheder. Æteriske idealvæsner uden alder og jordforbindelse. I den vestlige verden. Illusioner.

Månekællingerne følger årets månetider og planternes vækstsæson. De 12-13 månetider indledes ved vintersolhverv, og de forbindes med Moder Jords livsytringer:

1. dvale
2. ulmen
3. vågnen
4. spiring
5. vækst
6. blomstring
7. befrugtning
8. frugtsætning
9. modning
10. forfald
11. hvile
12. død
13. mutation

De første seks månetider er udadvendte, udvidende og opstigende ligesom solhøjden og dagslængden indtil sommersolhverv. Når dagene bliver kortere, vender livs-strømmene og bliver indadvendte, sammentrækkende og nedstigende indtil vintersolhverv.

Menneskeliv følger også denne rytme med en slags omvendt fortegn, således at mennesker kan fokusere på at være passive og modtagende gennem årets første halvdel: 1. åbne, 2. erindre, 3. vælge, 4. se, 5. lytte og 6. fortælle.

Efter sommersolhverv følger det aktive og givende halvår: 7. elske, 8. hele, 9. forene, 10, skabe, 11. magte, 12. takke. Hvert tredje solår indeholder en trettende måne: 13. forvandle. Til hver månetid er knyttet en myte om en månekælling/klanmoder og hendes visdom om jordelivet under månen.

En bevidsthed om at være synkron med jordens biologi kan være en stærk ledetråd gennem et års rytme, hvis udsving påvirker krop og sind ligesom flod og ebbe. Den opmærksomhed kan sammenlignes med at overgive sig til at danse.

I år indtræffer sommesolhverv (20. 6. kl. 23.44) og årets 7. nymåne (21. 6. kl. 8.42) indenfor få timer. Strømmene vender fra det udadvendte til det indadvendte, og menneskenes virke skifter fra at være modtagende til at være givende. Den syvende månetid befordrer den indadvendte befrugtning og den givende kærlighed. Hvis man altså følger månekællingernes mytologi 😉 Dansen skifter retning. Glædelig fest!

Se også Ægte Kærlighed.

Månens Årscyklus

Månens årscyklus animerer jordens vækster under solen. Årets 12-13 månetider bevæger vandet på og i jorden – og i alt levende. Flod og ebbe.

Siden menneskeheden fik øje på månen, har vi fulgt dens rytme, hvad enten vi vil/tror/ønsker det – eller ej. Jordbrugere på hele kloden lever efter de månekræfter, der styrer jordelivet.

Månekræfternes art varierer med solen. Mellem de fire solhøjtider vandrer oftest 3 månetider:

vintersolhverv
1. dvale
2. ulmen
3. vågnen
forårsjævndøgn
4. spiring
5. vækst
6. blomstring
sommersolhverv
7. befrugtning
8. frugtsætning
9.  modning
efterårsjævndøgn
10. forfald
11. hvile
12. død

vintersolhverv
13.  mutation (den blå forvandlingsmåne hvert 3. år)

Den årscyklus gentages i spiral, så længe der er liv i og på jorden. Generation efter generation. Og den er kvinders frugtbarhedsspiral gennem hver månetid (ægløsning/blomstring/befrugtning og menstruation/død/dvale) – og gennem det hele liv.

De 13 månekællinger fortæller om månernes forskellige påvirkninger af menneskelivet gennem solåret – ligesom månetidernes biologiske indvirken. Netop nu er blomstringsmånen fuld, så skønhed, digtning og fortællinger udfoldes i fuldt flor.

Søster Skildpaddes skjold angiver ny og næ i randpladerne. Vintersolhverv og den lunefulde blå måne både ender og begynder i nakkepladen. Se Skildpaddens Skjold!

Fuldmånen i aftes førte os ind i den haleplade, der markerer måne-næ før sommersolhverv. Hokus-Pokus (Hoc Est Corpus) 😉 !

Glædelig fortællemånetid!

NotaBene: Fra midnat til midnat gennemgår et menneske også de 12 (13) tilstande. Den mentale døgnrytme…

Midsommermånen

Midsommermånen er tidligt på færde i dette solår.
Denne årets sjette månetid bibringer fortællekraften; den er den første udadvendte månetid efter fem mere indadvendte måner:

1. Uforbeholden åbenhed og vågenhed overfor nye indtryk under vinterhvilen i pagt med årstid, rytme og vejr.
2. Opsamling og sammenstilling af fortidens erindring, erfaring og viden til brug i det nye årsforløb.
3. Afvejninger og beslutninger om ret færden i henhold til fortid og den nye vækstsæson.
4. Seen med øjne og sind i ethvert nu med henblik på årets muligheder, drømme og visioner.
5. Lytten med ører og skabelsens rytmesans kombineret med opmærksomhed på stilhed indtil puppetilstanden brister.

Fortællemånen er ny i morgen, og allerede 9 timer efter sommersolhverv afløses den af kærlighedens månetid. Alle månetiderne påvirker jorden og dens levende væsner – uanset om man ved det eller ej. Men at kende månen, dens ny og næ og dens flod og ebbe er en daglig magisk glæde 🙂

Se også om Tidevand og Metamorfose

Stilhedens Fuldmåne

Stilhedens fuldmåne er højtid for Lyttende Kvinde, den femte klanmor i myterne om The 13 Original Clan Mothers (Jamie Sams). Ved hver nymåne kommer en klanmor til verden med visdom til de to-benede.

Myterne om klanmødrene fortælles under himmelstrøg fjernt fra Norden, så jeg digter fortællinger, hvor jeg lader mig inspirere af indianernes verden, men jeg vil omplante dem til landskaber med planter og dyr fra vores natur. De 13 klanmødre omskabes til 13 månekællinger…

Lyttende Kælling kom til verden i en mørk jættestue under jorden. Der var intet lys, og hun vidste ikke, at hun kunne se. Men hun kunne mærke og høre sin krop. Hun sansede, bevægede sig og lyttede til kroppen, efterhånden som hun mærkede hænder, arme, ben, hud, muskler, knogler og ansigtets natur. Fra hendes indre lød en rumlen, – og hun mærkede en tomhed.

Da hørte hun Moder Jords stemme, som fortalte hende, at tomheden var sult – og at der i hulen stod en kurv med indhold, der kunne stilne tomheden…

Derefter udforsker kællingen rummet og dets lyde. Ved at kravle rundt langs jættestuens stenvægge opdager hun, at i hulens laveste ende risler en lille kilde. Moder Jord lærer hende at drikke, så kvinden huler sine hænder og føler en boblende glæde, da vandet flyder i mundhulen og ned gennem spiserøret.

Tæt ved kilden støder hun på kurven, dufter og mærker dens indhold. Moder Jord lærer hende at bide, tygge og synke, og Lyttende Kælling overvældes af spisningens indre lyde. Hun bliver overrumplet af lyden ved at bide i en gulerod, som giver genlyd i jættestuen.

Fortsættes….

Stilhedens fuldmåne indtræffer på torsdag!

Malerier : Uddrag af ‘Vandrende krydser luftens lyshav’ (Anne Voel).

Frejas Fest

Frejas fest er forårsjævndøgn, hvor elementerne genoplives. I bogen Nordens Mytologiske Årstidsfester fortælles:

Freja var vanernes dise. Vanadis. Frugtbarhedsgudernes frue, der æredes som indvandrer blandt aserne. Men før krigen og freden med aserne levede hun i Vanaheim med sin elskede husbond Od. Han var en vandrer, og hver gang han var på færd, fødte hun hans børn. Han drog afsted i efteråret og vendte hjem om foråret.

Men et forår måtte Freja vente forgæves. Hun græd, og hendes tårer var det pure guld, som faldt på hendes vej. I den tid kaldtes hun Gullvejg. Men da de grådige krigsguder, aserne, hørte fortællingerne om hende, bortførte de hende. Den historie blev til myten om Gullvejg, som fejres ved sommersolhverv.

Freja bosatte sig i Folkvang i Asgård. I sit hjem samlede hun de døde, der levede som krigere i kampen for det daglige brød. De fleste var kvinder og deres børn, der ligesom Freja kendte til, at husbonden i lange perioder var på færd.

Kærlighedsgudinden var gudernes mægtigste vølve, sejdemesteren over alle. Hun kendte alle naturens mønstre, rytmer og sange, og i sin flyvende vogn med katteforspand fløj hun rundt i verdenerne. Hun bragte den ubetingede kærlighed og frugtbarhed til trængende; og alt groede i hendes og kattenes fodspor.

Engang var Freja inviteret til Svartalfheim, hvor dværgene arbejdede på et vidunderligt guldsmykke. Brisingamen var dets navn, og som alle svartalfernes kunstværker indeholdt halssmykket andet end guld. De troldkyndige dværge havde smedet elskovens gaver ind i det ædle metal, og de ventede blot på det rette øjeblik at overdrage klenodiet til Freja.

Freja tøvede aldrig med at samle visdom ved brug af kærlighed, så da dværgene indbød hende til at blive indviet i Brisingamens magi, tog hun glad og frejdig imod invitationen. Den gik ud på, at hun skulle tilbringe en nat med hver af de fire guldsmede, som i Svartalfheim levede i hvert sit egenartede univers.

Dværgen Alfrik levede dybt i en hule med ædle stene. Hans jordforbindelse var enorm, og han var langsom og grundig. Hos ham tilbragte Freja den første nat, hvor han oplærte hende i sin faste, dybe, langsomme elskovskunst, som han havde tilført smykket.

Den anden nat besøgte hun Berling, der levede ved en varm kilde, hvis klukkende lyde var som musik. Hans magi omfattede det flydende og strømmende. Safternes væsen havde han smedet ind i guldet, og natten med ham var meget våd.

Dvalins grotte var indrettet højt i et bjerg med åbne kig over luftige landskaber. Han besad letheden og ynden, som i elskov kom til udtryk som pust fra magiske verdener. Sammen fløj de elskende så højt, at de undrede sig over, at de landede igen.

Den sidste nat tilbragtes hos Grere tæt på essens vulkanske hjerte. Varmen gennemtrængte krop og sjæl, og Freja oplevede den hedeste elskov, som hun hverken før eller siden kom ud for. Selvom hun kunne fornemme den, når hun bar Brisingamen.

Efter de fire nætter, var de alle fem temmelig møre. Dværgene var tilfredse med deres værk og Frejas modtagelighed; og hun drog bort med både halssmykket og fornyet elskovsvisdom. Den handlede om forførelseskunstens fire elementer: det faste, det flydende, det luftige og det brændende. Enkel magi.

På hjemvejen mødte hun Loke, som hun kendte alle vegne fra. Han var villig til at være prøveklud, da kærlighedsgudinden anmodede om at afprøve sine nye færdigheder på ham. Også han beundrede dværgenes værk.

Da asernes høvding fik nys om historien blev han misundelig. Odin hidkaldte sin fostbroder Loke, som han delte meget med. Det havde Loke forudset, så han og Freja havde udtænkt en plan, hvorved de med sejdekunst ville indpode Odin lidt vanetankegang.

Loke iscenesatte, at han i loppeforklædning stjal Brisingamen, så alfaderen kunne indgå en handel med Freja. Hendes dagsorden var at indpode ham en slags medfølelse for krigens ofre. Odin pålagde hende at sætte splid mellem to høvdinge i Midgård. Det gjorde hun på skrømt, idet hun gav dem lige styrker, så de i stedet blev blodsvenner. Odin undrede sig over hendes sejdekunst, tog ved lære og gav hende halssmykket tilbage. Loppen Loke grinede i Odins skæg.

Også jættemænd kastede kærlighed på Freja. En af dem tilbød at bygge en mur om Asgård til gengæld for kærlighedsgudinden. Trods hendes protester tog guderne imod tilbuddet. Men Loke reddede sin veninde ved at omskabe sig til en hoppe, der bortlokkede bygmesterens arbejdshest Svadilfare. Muren blev ikke færdig, og nogen tid senere blev Lokehoppen mor til Slejpner, Odins ottebenede hest. Shamanens hest, som har sin helt egen historie…

Forårsjævndøgn fejres ved at ære de 5 elementer: jorden, vandet, luften, lyset(ilden) og livskraften. En festopskrift kan ses her: Årstidsfester.

Glædeligt forårsjævndøgn!

Lucia og Gullvejg

Lucia og Gullvejg har ens historier:
De nægtede at underlægge sig magtfulde mænd, som derefter torturerede og brændte dem!
Se klummen om Lucia.

Gullvejgs historie fortælles i bogen Nordens Mytologiske Årstidsfester:

Myten om Gullvejg

Aserne var grådige krigsguder, hvis liv bestod i at erobre magt, viden og ejendom. Vanerne var fredelige kærlighedsguder, der drog omsorg for jordens frugtbarhed, erotik og magi. Blandt vanerne vandrede vølven Gullvejg, hvis gyldne vej inspirerede alle, hun mødte.

Gullvejg havde evnen til sejd. I frugtbarhedens tjeneste brugte hun magi, og hun samlede folk og guder omkring sig. Hun havde magt. De griske aser ønskede, at vølven skulle tjene dem, så de bortførte hende. Men hun ønskede ikke at leve i Asgårds krigsverden.

Loke og Gullvejg mødtes engang i Asgård. Da de lignede hinanden, blev de blodsvenner. Måske blev de endog den slags sjælevenner, der kunne forvandle sig til hinanden. Begge havde kendskab til spådommen om gudernes skæbne. Ragnarok. Og de begge to kunne få ting til at ske.

Aserne havde imidlertid den indstilling, at de ødelagde det, som de ikke kunne erobre. Da de ikke kunne få fat i vølven og hendes viden, magt og magi, besluttede de at brænde hende. Tre gange forsøgte de at dræbe hende med spyd og brænde hende på bål. Hver gang overlevede hun og helede. Ved egen kraft – og lidt ikke beskrevet hjælp fra Loke.

Gullvejgs magiske evner delte hun med både Freja og Frigg, der begge levede i Asgård, hvor de anvendte deres evner efter behov. Hvor Gullvejg gik hen inden og efter Ragnarok er uvist; men nogen følger hendes gyldne vej.

 

Vølver og sejd

Sejd er nordisk shamanisme. Alle folkeslag har mestre, der har en særlig fornemmelse for naturen, underverdenen og oververdenen. Den slags personer lever i udkanten af samfundet, og de er tit omvandrende. Oftest bliver de udpeget eller ligefrem udstødt, fordi fællesskabet oplever dem som anderledes. Indledningsvis er rollen ikke selvvalgt; men den, som påtager sig gerningen, tager hvervet som et kald, der indebærer viden, visdom og magi. Plus magt.

Gullvejg tog kaldet på sig. I de tre bål blev hun indviet i tre af shamanens store udfordringer: Angsten, Klarsynet og Magten. Den fjerde udfordring er Alderen; men da hun blev optaget blandt guderne som kærlighedsgudinden Freja, ville hun få del i Iduns ungdomsæbler, så ældning ville ikke være hendes problem.

Under den første afbrænding blev Gullvejg konfronteret med angsten. Den eksistentielle angst, der følger med frygten for at overgive sig til det numinøse. Hun fik mod til at se angsten i øjnene, og hun gjorde den til et kraftredskab. Derved blev hun åbnet for at kunne se klart.

I det andet bål kom klarsynet til hende. Hun forstod, at evnen til at se med intuitionen kræver konstant ærbødighed overfor tvivlen. Hun fik den sjældne og krævende gave at være seer. Men hun vidste, at gaven også er en byrde, og at den indebar, at hun kunne håndtere magt.

Den tredje ildoplevelse gav hende evnen til at magte selvbeherskelsen, som er kernen i den viises magt. At kunne magte sig selv giver adgang til medfølelse og indsigt i livets store mønstre og mysterier.

Selvom Gullvejg ikke skulle frygte alderen, så vidste hun, at forgængelighed er alt levendes lod. Hun så, at livet var en illusion, som ville gå i opløsning til Ragnarok. Den visdom fortalte hun til Odin og et par andre guder. Vølvens Spådom kom i omløb.

Odin måtte erkende, at gudernes forsøg på at ødelægge en dise af vanerne medførte, at de skabte en shaman, der var stærkere end ham selv. Vølven var en fri kvinde, der ikke var afhængig af den beundring, konkurrence og egodyrkelse, som var krigsgudens høvdingegrundlag.

Vølverne var omvandrende sejdemestre. De levede i og med naturen og dens rytmer, mønstre og sange. Nordens vølver var botanikere, zoologer og ornitologer, og de kendte menneskenes særheder. De kastede runer, tog varsler og fik drømme og visioner, som de af og til oversatte. Gullvejg var mester i sejdekunst, og hun indviede både Freja og Frigg. De videreuddannede Odin i begrænset omfang, fordi de vidste, at samfundet afhang af ham indtil Ragnarok. Fuldbefarne sejdemestre var både Kvasir og Loke, som måske var to fremtoninger af samme shaman eller trickster.

Begrebet ‘shamanens hest’ er benævnelsen for redskaber til at bevæge sig mellem verdener. At sejde. Den ottebenede Slejpner er en sådan rejsefører. Dens far var vandhesten Svadilfare, en kelpie, der hjalp den murbyggende jætte. Moderen var tricksteren og shamanen Loke, som altså forhindrede, at muren mellem verdener blev lukket. Hermod rejste på Slejpner til Balder i Helheim og hjem igen.

Sejdritualer afholdes ved dæmring eller skumring. Vølven sidder på sejdhjællen, et højsæde, der gør synlig og giver overblik. Et kor gjaldrer traditionsbundne kraftsange til dundrende trommelyde, som åbner til andre verdener og den store sammenhæng.

Vølver er det naturlige midtpunkt i enhver årstidsfejring, men da vølver er et sjældent folkefærd, må andre festmestre til tider stå frem.

Idag bæres lyset frem for både Gullvejg og Lucia.

At Være I At Være

At være i at være er zen:

Når jeg ligger, så ligger jeg!
Når jeg sidder, så sidder jeg!
Når jeg står, så står jeg!
Når jeg går, så går jeg!

I tankeløs kontemplation.
Registrerende sanseindtryk
kortvarigt og forbigående.

Se også Zen’s 4 Discipliner.