Høsttidens Højtid

Høsttidens højtid fejres idag med bål og ritualer, der samler menneskenes opmærksomhed og kræfter. Fire gange i løbet af solåret fester vi for Moder Jord og den mad, som jorden giver os. Høstfesten er den tredje af solårets fire jordfester:

Lysfesten 2. februar: Moder Jords jomfruelige mandbarhed
Vårfesten/Løvspringsfesten/Valborgsaften, 30. april: Moder Jords liflige frodighed.
Høstfesten 2. august: Moder Jords modning og afkom.
Mørkefesten/Løvfaldsfesten/DeDødesNat, 31. oktober: Moder Jords forfald og hvile.

Festerne omfatter gentagne ritualer, som selvfølgelig indeholder en helende myte. Høstfesten falder under den helende måne, hvis kraft er at erkende, beundre og leve de livsmønstre, som er naturens livsnerve. I hver af os selv og i samklang med andre.

Høstfestens myte handler om naturkvinden Sif – og om hendes mænd…  😉
Sif gør os opmærksom på, at idag bliver efterfulgt af imorgen, at overlevelse afhænger af forråd, og at livet er en leg – i kærlighed!

Tidligt i tidernes morgen levede Sif i skoven. Hun var barn af naturen, færdedes på ski og nedlagde sin føde med bue og pil. Hver dag levede hun fra hånden til munden, og hun stod sig godt med både luftens lysalfer og de underjordiske svartalfer. Småfolkene betragtede hende som deres yndling, og hun var et af de få foretagender, de arbejdede sammen om.

Naturkvinden Sif kendte alle planter og alle dyr; og hun kendte alle de rejsende, der drog gennem skoven. Hun tog sig gerne kærligt af farende svende, som derfor ofte havde ærinder i Taksdale, hvor Sif dengang holdt til. Charmøren Loke var en af hendes yndlingsgæster. De kunne bruge dage og nætter på lege, hvor de trænede Lokes evne til at forvandle både sig selv og hende efter deres godtbefindende.

Kærlighedslivet medførte, at Ull blev født en sensommerdag, da bær bugnede på skovens vækster. Sif lod sig forvandle af moderskabet. Hun lærte, at hver dag bliver efterfulgt af imorgen. At efter sommer kommer vinter. Så med ansvar for det lille drengebarn måtte hun nu tænke på vinterforråd. Dværgfolket anviste hende en grotte tæt ved deres varme esser, hvor rindende vand piblede af klippen året rundt.

Gennem Ulls første vinter lærte Sif at være stedbunden. Hun var ikke længere den, der opsøgte vandrere i skoven. De kom til hende. Blandt de besøgende var Jords søn med Odin: Vildbassen Thor var en udfordring for harmonien i skoven. Han jagtede gerne alt, der bevægede sig; men Sif kunne tæmme ham.

Ull voksede op med mange mandlige forbilleder, hvoraf flere kunne være hans far. Det var der ingen, der tog så nøje. Drengen gik i sin mors fodspor og forfinede hendes evner på ski og med bue og pil.

En dag kom Thor meget målrettet på besøg. Der var aldrig nøl i hans handlinger, og Sif brød sig godt om hans mandighed. Så da han tog hende med et fast greb i hendes smukke hår, fulgte hun med ham hjem. Ull blev i Taksdale nær sortalferne.

Sif blev optaget i gudernes kreds ved et gevaldigt bryllup, som ingen senere helt kunne mindes. Hun vedblev dog med at tilbringe det meste af sin tid i skovene, hvor hun ofte besøgte sine dværgevenner. De oplærte hende i sortekunster, som hun anvendte i stilhed. Især i forhold til sin heftige husbond.

Ægtemanden Thor var den perfekte husbond for naturkvinden Sif. Han var nemlig sjældent hjemme, så hun kunne leve og strejfe, som hun altid havde gjort. Loke og de andre vandrende gæster besøgte hende stadig. De indrettede sig efter Thors gåen og kommen, og Sif fødte børnene Trud og Modi. Hun vidste, at børnene skulle overleve Ragnarak, så hun opdrog dem til at kunne leve under alle forhold.

Når Thor havde været på farten i flere dage, kunne han være meget fuld af mandighed, når han kom hjem. Sifs store hår var ikke blevet mindre med årene, og ægtemandens greb om frisuren var en del af deres lege.

Men en dag syntes Sif, at hun trængte til forandring. Hun rådslog med sine svartalfvenner om en ny hårmode. Dværgene ville gerne vise deres evner som make-over-kunstnere, og de arbejdede gerne sammen med Loke. Så en dag, han var på besøg, afklippede han Sifs hår under en ikke helt beskrivelig leg. De frydede sig begge. Indtil Thor vendte hjem.

Thor blev rasende over hustruens nye frisure. Hans forståelse af, at han havde mistet grebet i ægteskabet fik ham til at gå ase-amok. Loke holdt sig klogeligt på afstand i den tid, det tog for Sif at overbevise ægtemanden om, at hun kunne få svartalferne til at skabe en hårpragt, som aldrig var set lignende.

Dværgene var tændte på opgaven, og i samråd med Sif udviklede de et kunstværk af guldhår, som slog rod i hendes hovedbund. Med stolthed udførte de gudindens ønsker, der var anderledes spøjse, end de selv plejede at tænke. Gudinden ønskede, at de gyldne lokker skulle have slangeevner under visse akter, som ikke beskrives nærmere her.

Et af hendes andre påfund var, at det skinnende guldhår kunne brænde nallerne på den, der tog fat i håret, når ejerinden ikke ønskede det. Det medførte, at Thor af og til sås med handsker for at skjule forbrændte hænder. Andre af hårets egenskaber kendte kun hun – og Loke.

Uddrag af bogen Nordens Mytologiske Årstidsfester.

Livets Gavebod

livets gavebod
altid overraskelser
se lyt vælg modtag

uforventede glæder
tilfreds taknemmelighed

* * *

ulykkens vildspor
målsætninger og higen
 utilfredshedens afvej

Befrugtning og Kærlighed

Befrugtning og kærlighed er overskriften for månetiden efter sommersolhverv. Siden vintersolhverv har plantelivet i jorden fulgt naturtrangen til at søge solens lys for at forvandle vand og kultveilte til organisk stof og ilt:

kultveilte + vand + sollys ⇒ ilt + organisk stof

Se indlæg om Fotosyntese!

Gennem dvale, ulmen, vågnen, spiring, vækst og blomstring genoplives Moder Jord. Opstandelsen sker ved udvidelse, udadvendthed og opstigen i årets første seks månetider. Ilt til jordens væsner frigives, så vi kan ånde og leve.

Nu er tiden inde til arternes videreførelse ved befrugtning. Strømmene skifter retning fra udadvendthed til indadvendthed. Pollen fra støvblade spirer i frøanlæg, så en ny generation undfanges:

( Eug. Warming 1912: Frøplanterne )

Naturens liv gennemsyrer de indianske klanmødres myter, der handler om månetidernes understøttelse af menneskenes hverdag. Denne måne handler om kærlighed: ubetinget venlighed, gensidig medfølelse, fælles livsglæde og inkluderende lighedsfølelse ! At værne aktivt om Moder Jords liv, glæden og freden.

Menneskelivet er synkront med naturen. Når planternes strømme bliver indadvendte, så animeres vore udadvendte ytringer. Månekællingers visdom er i pagt med livet på enhver lokalitet, og vi må genlære at være bevidste om at sanse og følge Moder Jords rytmer og månedans. Netop her, hvor vi er!

fotosyntese
lysenergi opsamles
moder jords gave

Gudinder og Månekællinger

Gudinder og månekællinger er vidt forskellige kvinde-ikoner. De kan ses som mytologiske kraftkilder; og de formidler den kraft, som de forventes at give. I den kultur de er kommet til verden.

Månekællinger/klanmødre er kvindelige arketyper, som er forbundne til Moder Jords biologi. De er i pagt med kvindeliv i oprindelige folks hverdag, og de kan bruges som håndgribelig inspiration gennem årstiderne. Jordforbindelse.

Gudinder kan ses som ophøjede skæbneidoler, der ofte er skabt af mandlig fantaseren om moderen, madonnaen og skøgen som skønheder. Æteriske idealvæsner uden alder og jordforbindelse. I den vestlige verden. Illusioner.

Månekællingerne følger årets månetider og planternes vækstsæson. De 12-13 månetider indledes ved vintersolhverv, og de forbindes med Moder Jords livsytringer:

1. dvale
2. ulmen
3. vågnen
4. spiring
5. vækst
6. blomstring
7. befrugtning
8. frugtsætning
9. modning
10. forfald
11. hvile
12. død
13. mutation

De første seks månetider er udadvendte, udvidende og opstigende ligesom solhøjden og dagslængden indtil sommersolhverv. Når dagene bliver kortere, vender livs-strømmene og bliver indadvendte, sammentrækkende og nedstigende indtil vintersolhverv.

Menneskeliv følger også denne rytme med en slags omvendt fortegn, således at mennesker kan fokusere på at være passive og modtagende gennem årets første halvdel: 1. åbne, 2. erindre, 3. vælge, 4. se, 5. lytte og 6. fortælle.

Efter sommersolhverv følger det aktive og givende halvår: 7. elske, 8. hele, 9. forene, 10, skabe, 11. magte, 12. takke. Hvert tredje solår indeholder en trettende måne: 13. forvandle. Til hver månetid er knyttet en myte om en månekælling/klanmoder og hendes visdom om jordelivet under månen.

En bevidsthed om at være synkron med jordens biologi kan være en stærk ledetråd gennem et års rytme, hvis udsving påvirker krop og sind ligesom flod og ebbe. Den opmærksomhed kan sammenlignes med at overgive sig til at danse.

I år indtræffer sommesolhverv (20. 6. kl. 23.44) og årets 7. nymåne (21. 6. kl. 8.42) indenfor få timer. Strømmene vender fra det udadvendte til det indadvendte, og menneskenes virke skifter fra at være modtagende til at være givende. Den syvende månetid befordrer den indadvendte befrugtning og den givende kærlighed. Hvis man altså følger månekællingernes mytologi 😉 Dansen skifter retning. Glædelig fest!

Se også Ægte Kærlighed.