Skades Historie

Skades historie fortælles idag under mørkefesten. Hun var en selvstændig jættekvinde, der blev gift med vaneguden Njord. Et ægteskab med plads til særheder…      😉

Myten om Skade

Inde i Udgård boede jættepigen Skade med sin bøvede og brovtende far Tjasse. Han havde opdraget hende til at te sig, som en jættepige hør og bør, så hun var udvokset til en slagkraftig og selvstændig ung dame. Med jættemanerer, som hun gerne afprøvede mod sin far, der var ret så dominerende.

Blandt jætterne magtede flere mænd den særlige flyveevne. De kunne iklæde sig frygtindgydende rovfuglehamme og flyvende afprøve grænser. Tjasse var en af luftens jætter, og han fløj af og til en tur med sin ven Loke som passager. I den store rovfugls luftrum udtænkte de ofte rænker, som var udenfor Odins ravnes hørevidde.

Farjætten ville nemlig gerne have en dame i huset, der kunne bruges til en anden funktion end den husholdende datter. En sådan kvinde kunne være både hustru til ham og veninde til hans datter; og hun kunne dulme gemytterne, når der udbrød kampe på liv og død mellem datter og far. Tjasse havde udvalgt den underskønne Idun, gudindejomfruen, der administrerede ungdommens æbler. Hun havde endnu ikke forført digterguden Brage; og alt har jo som bekendt sin tid.

Husvennen Loke var ekspert i udspekulerede drejebøger med sig selv i en udsat rolle. Han vidste også, at Idun havde udlængsel, og han havde lovet hende en oplevelse. Så Loke inviterede Alfaderen Odin og Fortidsguden Høner på jagt. Aftalen med Tjasse var, at når byttet skulle steges, så skulle rovfuglen Tjasse flyve efter bålets røg og bruge sit jættetrolderi til at hindre kødet i at mørne. Guderne skulle bede fuglen om hjælp mod at deltage i måltidet. Men jætten skulle overgå dem i umådeholdent grovæderi, så selv de grådige guder blev rasende. Så skulle Tjasse agere tøsesur over dårlig behandling og flyve bort med Loke.

Sådan skete det. Men så fik guderne den forventede tanke, at der ville blive kedeligt i Asgård uden Loke, hvilket han havde forudset. Så han bad Tjasse kredse omkring bålpladsen, indtil tanken kom til guderne. De råbte så efter Tjasse og foreslog ham den handel, at hvis han ville sætte Loke af i Asgård, måtte han i stedet hjemtage det første stykke kvindfolk, han mødte.

Den scene havde Loke også forudset. Derfor havde han aftalt med rejselystne ungdomsgudinde Idun, at hun skulle samle æbler i den guddommelige abildgård. Så der gik hun forfulgt af skjaldeguden Brage, der udsang sine længsler efter æblemøen. Hvert øjeblik forventede hun, at Loke iværksatte hendes ønskede rejseplan, og da skete det.

Tjasseørnen landede, slap Loke, og i et snuptag slog fuglen kloen i den skønne mø. Loke slog en koldbøtte blandt nedfaldsæblerne og hilste hjerteligt på Brage, der som alle andre guder kunne være langsom i opfattelsen. Loke forlod hurtigt frugthaven og fandt på gøremål i passende afstand fra jagtselskabets hjemkomst. I ugevis diverterede han dameguderne. Men efter en tid bemærkede han, at de faldt af på den. Asynjerne ældedes, fordi de ikke fik Iduns foryngende æbler, som hun altid bar med sig.

I Udgård var der ikke fryd og gammen. De to unge frøkener havde rottet sig sammen og nægtede at opvarte Tjasse i begge ender. Jættepigen og gudindemøen var blevet hjerteveninder, og Idun berettede for Skade om gudernes kærlighedspraksis. Nye længlser groede i faderens datter, og de omfattede en udfrielse af hans jættegreb.

I Asgård erkendte Loke, at hans drama ikke var helt gennemtænkt. Det havde han god erfaring med, for han kendte sig selv. Han tog det ikke så tungt, for han vidste, at alting kunne løses med et større eller mindre offer. Gudernes evige liv var vigtigere end Tjasses, og i skæbnesager var Loke pragmatiker. Alt har som bekendt sin tid – og sin pris.

En af Lokes bedste veninder var Freja, og for en kærlig modydelse stillede hun gerne sit tilbehør til rådighed for at hjembringe Idun. Valget stod mellem kattevognen og falkehammen. Da Loke kendte Tjasses ørnefærdigheder, valgte han den hurtige fugleham fremfor misserne, som ellers kunne udgøre et mellemmåltid for Tjassefuglen. Forklædt i fjer fløj Loke til Udgård. Forinden bad han Freja organisere et stort bål til fejring af Iduns hjemkomst.

Det var en blæsende og regnfuld eftermiddag, og pigerne hyggede sig i enrum langt udenfor faderens lyttevidde. Regnen slog mod ruden, men rytmen forstyrredes af et bankende falkenæb. De lukkede fuglen ind. Den rystede fjerdragten og ud trådte Loke, der nok vidste, hvordan han skulle tage sig ud foran kvindfolk.

I den forløbne tid var Skade blevet parat til at slippe sin faderbinding. Iduns fortællinger om guderne og deres liv havde vækket en romantisk åre i jættepigens blod. Hendes egensindighed, selvtændighedstrang og autonome kræfter ulmede. Det så Loke øjeblikkeligt, og han kendte til kvinders rænkespil, der i sjældne tilfælde havde udspillet hans egne. Så i fællesskab udtænkte de slutningen på historien, der dog fik et ikke ventet udfald.

Første scene i dramaets næste akt tages ud af myten om Idun. Hun og hendes æbler blev pakket ind i en lille nød, som Lokefalken fløj bort med. Da Tjasse bemærkede, at pigernes fniseri var ophørt, undrede han sig; og da hans datter kom buldrende og udskreg en historie om, at hendes bedste veninde var bortført, gjorde han som forventet.

I sin rovfugleham forfulgte Tjasse falken med nødden. Netop som Loke landede med Idun og bålet blev tændt, nåede jætten til Asgård. Han fløj fluks i bålet, og fjer og jættekraft gnistrede i flammerne. Glæden over Iduns hjemkomst gav anledning til, at guderne holdt den gigantiske æblefest, der varede i længere tid, end bålet brændte.

Efter endnu en passende tid, trådte Skade i karakter og spillede sit livs rolle. Scenen var Valhallas tag, hvor hun spillede monologen om at være faderløs og ikke være gift. Loke og Idun spillede deres roller som interesseret publikum, og Brage fulgte selvfølgelig Idun. Han tog sin spidse skjaldehat af for jættemøens opdigtede følelsekunst. Ikke alle guderne viste den ærbødighed; men modviljen afløstes af morskab over en vred jættekvinde på skrå brædder.

Skade vidste, hvad hun ville. Hendes mål var kærligheden. Hun krævede bod af guderne for faderofringen. Guderne bad hende om at rende og hoppe. Hun svarede, at det gjorde hun gerne. Fra jættegård til jættegård for at samle en hær, der kunne hævne hendes far. Det svar gjorde guderne betænkelige. Under deres langsomme tankegang kom hun selv med et modforslag. Hun ville giftes med en gud!

Stilheden i Asgård blev gungrende, indtil Idun med klar stemme forkyndte, at det kunne hun godt forstå. Hun vidste godt, at Skade havde udtænkt sig Balder. Loke spillede også sin rolle, men han kunne ikke forhindre den vending, som gudernes trang til underholdning medførte. Med opmuntrende tilråb udfordrede de Skade til at træde ved siden af, men hun bevarede fatningen. Også da de bad hende stige ned fra taget og betragte gudernes jordforbindelse. Hun blev tilstedt den gunst at vælge en gudemage ud fra hans fødder. De ledige gudemænds øvre dele blev tildækkede, så kun fødderne stak ud, og Skade steg ned og undersøgte hver enkelt fodpar. Hun tog sig sin tid og brugte alle seks sanser.

Efter endnu mere passende tid udså hun sig de fødder, der synede, lugtede og smagte bedst. Og som lød bedst ved gudens gang og reagerede kærligst, når hun kildede dem. Men hendes sjette sans bedrog hende. Det var ikke Balder, der stod på de dejligste fødder. Det var vanernes høvding Njord, og et bryllup blev fluks arrangeret. Guderne brølede i forventning om en fest med rigelig mad og mjød.

Idun var en smule stødt over, at hendes udkårne ikke blev valgt som den med de dejligste fødder. Men hun kendte hans vers, så hun var mest lettet over, at jætteveninden ikke havde valgt Brages fødder. Derfor sørgede hun hurtigt for, at han ikke længere var ungkarl.

Skade og Njord så hinanden an. En jættekvinde og en ungdommelig far til tvillinger var ikke det forventede udkomme af rænkespillet fra pigeværelset. Men størst af alt er kærligheden, og den indfandt sig på sin helt egen manér. Kærlighedsguderne Freja og Frej gjorde deres til, at deres far kom sig over den første overraskelse. Både jættekvinden og vanehøvdingen var store personligheder. Skade udfoldede sig bedst blandt klipper og bjerge, som gav hende den jordforbindelse, hun havde brug for. Hun trivedes blandt hylende ulve og havde et særligt bånd til den, der havde Loke som far; men det er en helt anden historie.

Njord levede ved havet, hvor hans tanker kunne flyve mod horisonten som akrobatiske måger. Deres skrig var musik i hans ører. Og bølgernes rullen i al slags vejr var næring for hans følelsesliv. Det delte han gerne med Skade. De blev mestre i kærlighedsfyldte møder, som de begge betragtede som deres helt egne højtider. Men hverdagen delte de ikke. Skade levede i bjergene og Njord passede sin gudedont ved havet. I stjerneklare nætter sendte de kærlighed til hinanden via den skinnende dobbeltstjerne, der var skabt af Tjasses øjne. De lå lysende tilbage i asken fra bålet efter Iduns hjemkomst, og under brylluppet blev de kastet op på himmelhvælvet. Skades jættefar i Udgård var blevet ophøjet til en fader i himmelen.

Uddrag af bogen: Nordens Mytologiske Højtidsfester.

Højtidsfester

Højtidsfester er menneskehedens måde at markere årets gang. Så fejrer vi fællesskabet, helheden og det hellige. Med fortællinger, sange, danse, ofre og gryderetter. Juleaften fortælles evangeliet, der synges og danses om det ofrede grantræ, gaver ofres til hinanden, og risengrøden spises. Julefesten er “opskriften” på en højtidsfest.

Til hver højtid knyttes en hellig trævækst som symbol på Livstræet. Livstræsymbolet har ikke rod i naturens botanik. Men virkelighedens træer bærer også magi for hverdagens mennesker. Og træernes kraft ændrer sig med årstiden. Fejringer af mytiske begivenheder indebærer ofte at ære livstræet ved at afskære og ofre lokale træer eller grene og løv:

Vintersolhverv: Kristtorn
Lysfesten: Mistelten
Forårsjævndøgn: Hassel
Vårfesten: Eg
Sommersolhverv: Hyld
Høstfesten: Røn
Efterårsjævndøgn: Taks
Mørkefesten: Vedbend

Mørkefesten er fejringen af indgangen til mørketiden. Mørket byder på hvile, mindetanker om de døde, og konfrontationer med egne skygger.  Mørkets tanker kan indebære omlægning af vaner. Nytårsforsætter, som allerede nu kan forberedes…

I mørket lever fortællingerne, uanset om festen kaldes Allehelgen, Halloween eller Samain. Bogen Nordens Mytologiske Højtidsfester foreslår en nordisk kvindemyte til hver af de otte årstider. I morgen fortælles om jættekvinden Skade.

Folkvangkrigerne

Folkvang-filosofien handler om at proritere Frejas værdier. Gudinden for fred, omsorg og bæredygtighed tilhørte gudeslægten vanerne. Hendes hjem var Folkvang, hvortil hun kaldte halvdelen af de døde. Kærlighedsgudinden samlede dem, der havde kæmpet for hverdagen. Det var især de kvinder, der passede jorden, børnene, de gamle og samfundet, medens mændene var væk.

Asernes høvding Odin samlede de vikinger, der døde i kamp, i Valhalla. Deres gebet var krig, undertrykkelse og grådighed. Valhalla Warriors. Men asernes indstilling til livet dræber jordens natur. Derfor skal Frejas krigere på banen. Folkvang Warriors er krigere for fred/omsorg/bæredygtighed for at værne om jorden – og livsglæden.

Sol og Måne, Dag og Nat

Myten om Sol og Måne, Dag og Nat

Mundilfare var en mand, der elskede sine vidunderlige børn, der var så strålende, at han kaldte sønnen for Mane(Mani) og datteren for Sol. Guderne blev vrede over sådant overmod, så de gjorde børnene til slaver på himmelhvælvet. Sol styrer vognen med gudernes sol, som er skabt af gnister fra Muspelheim. Måne styrer gudemånens ny og næ.

Nat var jætten Narfes mørklødede datter, og hun blev mor til sønnen Dag. Han skinnede ligesom sin fader Delling, der var af gudernes slægt. Moderen Nat og sønnen Dag har hver en hest. Forrest rider Nat på Rimfaxe med mørket, der fugter jorden med rim og dug. Dags hest er Skinfaxe, som bringer lyset og den tørrende morgenbrise.

Men i Jernvedskoven på kanten af verden huserer den sejdkyndige jættekvinde Angerboda. Hun er mor til underverdenens dronning Hel, ormen Jørmungand og ulvene Fenris, Skoll, Hate samt diverse varulve. Skoll jager Sol over himmelen, og Hate forfølger den flygtende Mani.

Når månen er fuld og meget synlig, er det rasende vanvid på spil. Varulve og manier. Jættekvinden hujer ad sit afkom, så både menneskers og guders tanker og tider løber løbsk. Ved Ragnarok indhentes Sol og Måne, og vanviddet hører op.