Sejd

Sejd er nordisk shamanisme. Alle folkeslag har mestre, der har en særlig fornemmelse for naturen, underverdenen og oververdenen. Den slags personer lever i udkanten af samfundet og er tit omvandrende. Oftest bliver de udpeget eller ligefrem udstødt, fordi fællesskabet oplever dem som anderledes. Indledningsvis er rollen ikke selvvalgt; men den, som påtager sig gerningen, tager hvervet som et kald, der indebærer viden, visdom og magi.

Birkekreds ved sejdehøj

En sejdemester lever i og med naturen og dens rytmer, mønstre og sange. Nordens vølver var botanikere, zoologer og ornitologer; de kendte naturens verden. Og de kendte portene til både oververdenen og underverdenen.
Vølver bevæger sig mellem verdener ved hjælp af rungende lyde. Dundrende trommer og gjaldrende stemmer. Sejdritualer afholdes ved dæmring eller skumring. Vølven sidder på et højsæde, sejdhjællen, og de omgivende mennesker gjaldrer kraftsange, der bevæger naturen og åbner til andre verdener.

Birkedans i dæmringslys

Sejdfejringer er hellige højtideligheder i naturens udendørs kirke. Portaler til det numinøse. Verdener af symboler, som giver menneskene helende kraft. Adgange til de hellige helheder.
Uden egoernes forgængelige forfængeligheder… !
Helt uden selvhøjtidelig showing-off… !

Udesidning alene er også sejt ! 😉

vandret solopgang
trædans omkring hellighøj
jordforbindelse